Vi drog af sted tidligt, meget tidligt mandag morgen - kl. 05.00 kørte bussen fra Viby torv mod vores første stop
Bruxelles.
Vel ankommet og udhvilet, tog vi tirsdag på studiebesøg på et kollektiv for både psykisk og fysisk handicappede
beboere Le Village1. Med på turen var en lokal dansk guide, som fortalte om et langt og spændene liv i Belgien.
På Village 1 er over 100 ansatte og 1000 personer tilknyttet projektet, som har til formål at skaffe dem meningsfuldt
arbejde. På stedet bor der ca. 200 personer.
Stedet blev grundlagt i 1963 ved bl.a. hjælp fra familier som havde et ønske om deres psykisk eller fysisk syge børn
fi k et meningsfuldt liv og bolig. Det belgiske kongehus og i særdeleshed Dronning Fabiola, var den som stod for åbningen i sin tid.
Det var et spændende sted, og der var ingen tvivl om de kæmpede en kamp for at skaffe meningsfyldt beskæftigelse
til stedet.
Særligt et af stederne, gjorde indtryk her blev vi iklædt sikkerhedssko og vest - da de gik meget op i sikkerheden,
fi k vi fortalt. Rundvisningen stod en psykolog for - stedet var en kæmpe lagerhal, hvor man ompakkede juicekantoner mm. - men de psykisk syge medarbejdere gik rundt uden høreværn i en frygtelig larm, dette blev kommenteret, nu da der skulle være denne store sikkerhed - men vi fik at vide de havde fået høreværn
tilbudt, men ønskede ikke at bruge dem, mon det var stemmerne der blev druknet….
Derefter vendte vi tilbage til Bruxelles og så hovedstadens højdepunkter under rundvisning i bussen.
Vi aflagde naturligvis et besøg i Europa Parlamentet, hvor vi fik rundvisning i de tilgængelige dele, og så salen - og
fik et lille foredrag om stedet.
Senere gik vi en tur til Grand Place, et fantastisk flot torv, hvor vi så de flotte bygningsværker, Manneken og Jaeneken Pis.
Slutteligt fik vi en hyggelig middag på en restaurant i Slagtergade, mætte af indtryk tog vi hjem til hotellet kl. 22, en
lang dag.
Efter morgenmad gik turen til Holland. I Den Haag så vi fredspaladset og var på besøg på et somatisk hospital, hvor
vi fi k rundvisning og en fin fortælling om deres arbejde.
Herefter gik turen til Rotterdam hvor vi fik mulighed for en tur i Euromastens top, hvorfra man kunne se hele byen og verdens største havn. Vi var nogen der blev nede - der var meget højt op…….
Turen gik videre mod Amsterdam, hvor vi ankom om aftenen til et flydende hotel, hvor vi blev vugget i søvn.
Torsdag blev vi delt op i to grupper, hvor den ene besøger NVVE, som er en organisation, der kæmper for retten
til fri eutanasi (retten til hjælp, til at afslutte livet) i Holland.
Det var et spændende besøg, det er vedtaget ved lov og man kan, hvis man er uhelbredelig syg få hjælp til at afslutte dette og den som skal gøre det er familielægen, dog skal der være foregået en længere dialog med patienten, hvor alt er afklaret og en uvildig læge skal dobbelttjekke, at alt er foregået rigtigt. Det som var nyt for mig, var at det også galt for psykisk syge personer, som ikke kunne leve videre med deres lidelse - dette skulle være for at undgå, at man sprang ud
foran tog mv. Dog fandt jeg det meget vanskeligt, at være den der skulle vurdere, om der ikke var helbredelse mulig eller i det mindste en lindring af tilstanden der gjorde det muligt at leve med sin sygdom, men muligheden var der.
Der var dog endnu et minus ved denne lov - familielægen var omdrejningspunktet og hvis denne ikke ville udføre eutanasi på sin patient, da det var ham imod moralsk, var det uhyre vanskeligt at få denne hjælp - så det var derfor vigtigt, at man allerede når man i de tidlige år valgte sig en familielæge, at sikre sig, at vedkomne ville være klar, hvis man på et tidspunkt ønskede denne form for hjælp.
Den anden besøger var i "Rehabteam Amsterdam", som er et mobilt rehabiliteringsteam for hjemløse psykiatriske
patienter og en del af et bredt ambulant hjælpecenter. Det var et spændende sted, som viste flot eksempel på, hvordan den behandlende og sociale del arbejdede sammen, her var Britt taget med.
Teamet arbejdede ud fra ACT metoden, som vi også kender herhjemme, som 3. generation af den kognitive tilgang. Hvor man delvist gør op med diagnosesystem/problemfokusering og behandlingsmål, som "get rid of problems". Et af de felter det havde fået gennemslagskraft, var i rehabiliteringstilgangen, hvor man nu gik efter "housing first". Tidligere havde man arbejdet på, at få brugere først indlagt, dernæst på institution, for at konstatere at brugeren havde svært ved det sociale samspil, som var nødvendig, for at bo på institutionen. Brugerne forlod institutionerne, og man var tilbage ved udgangspunktet.
Nu startede man med, at finde lejligheder til brugerne, hvor de efterhånden kunne overtage flere og flere forpligtigelser over lejemålet. Der var en stor opmærksomhed på, at det krævede meget støtte for disse brugere, når de flyttede i lejligheder. Det krævede også mere støtte end da de var hjemløse, da brugerne nu, blev tvunget til, at forholde sig til deres liv. Et liv som hjemløs, er en overlevelse fra dag til dag, og oplevede de mennesker som pludselig sidder i en lejlighed, og skal forholde sig til sig selv på ny måde.
Mange af de hjemløse, som var i ACT teamet var diagnosticeret skizofrene. Amsterdam er en by, som tiltrækker mange nationaliteter.
Meget arbejde gik med at identificere mennesker. Tage kontakt til familier i hjemlandene, og på den måde hjælpe mennesker hjem igen. Det var et spændende besøg, som efterlod mange gode tanker ifht. til nære overlap der er
mellem hjemløshed - psykiatri - misbrug.
Derefter var vi på en gåtur i den indre Amsterdam og så byens ældste dele, blomstermarkedet og kræmmermarkedet.
Efter morgenmaden fredag var vi på kanalrundfart og derefter på sightseeing med bus i stor Amsterdam.
På denne rundtur besøgte bl.a. en træskomager. Om aftenen efter aftensmaden, var vi på guidet besøg i The Red Light Districk, kvarteret som bl.a. har gjort byen verdensberømt/berygtet. Der er i øjeblikket stærke kræfter, med borgmesteren i spidsen, der forsøger at lukke dette distrikt og ligeså de mange Coffeshops med fri hash i byen og det ser
ud til at lykkes.
Tidligt lørdag morgen kørte vi så mod Danmark, mæt af mange og spændende indtryk, dog kunne vi godt have brugt lidt mere psykiatrisk fagligt stof og det vil vi selvfølgelig arbejde for, hvis vi får mulighed for at lave en ny tur.
