Mandag d. 3. Maj, drog vi 40 mennesker afsted til Amsterdam, 20 fra Psykiatriklubben i Viborg og 20 medlemmer fra Psykiatriklubben, Århus.
Vi havde lejet en bus, incl. Chauffør, som ville blive under hele opholdet. Selvom jeg synes at Holland ligger lige for enden af Danmark og så lidt til højre, var det en køretur på næsten 12 timer, med pauser. Chaufføren underholdt med Tyskernes opbygning af vejnettet, hvor mange fliser der i Elb-tunlen, naturgas-systemet og hvad der iøvrigt fangede hans blik på vejen. Så vi blev vældig oplyste.
Vi ankom til vandrehjemmet, centralt beliggende i Amsterdam, ved 20.00 tiden. Der var en del kaos i.f.t. indkvartering og bespisning, som langt om længe lykkedes. Kaoset blev ikke mindre, da formanden (Jesper Priskorn), fik besked om at hans højgravide frue, hjemme i Danmark, var indlagt på Skejby sygehus, til fødsel, halvanden måned for tidligt. Mobiltelefonen var i en god times tid, rødglødende, dels for at følge udviklingen og dels for at få arrangeret hjemtransport. Fruen klarede skærende og fik en dejlig, velskabt dreng. Faderen fik billet til et tidligt morgenfly, så alt endte godt. Tillykke til familien.
Foråret var allerede kommet til Amsterdam, kastanie-træerne stod i fuldt flor og rapsmarkerne lyste smukt gult i solens stråler. Temperaturen var tilpas, den første aften sad vi ude på en fortovs-cafe til kl. 1.00, om natten.
De steder vi skulle besøge og havde lavet aftaler med hjemmefra, kunne ikke tage alle 40 mennesker. Så allerede i bussen på vej til Amsterdam, havde vi sat os på lister, efter ønsker.
Tirsdag var jeg med i gruppen, der skulle besøge en Coffe-shop, "Green House". Desværre dukkede vores vært aldrig op, på trods af, at vi lavede nye møde-aftaler. Hans bil var brudt sammen i Belgien! Andre steder fra fik vi dog en forklaring på fænomenet "Coffe-shops".
Coffe-shops er små cafeer, spredt ud i hele landet, men de fleste ligger naturligt nok, i Amsterdam. Mange af dem er dukket op på eget initiativ og man kan ikke tage fejl af dem. De er aldeles rædselsfuldt udsmykket i bedste halvfjerdserstil og flere hundrede meter før indgangsdøren, slår den karakteristiske sødlige duft en i møde. "Green House" er en organisation, med flere Coffe-shops i landet. Den høre til den pænere ende af disse særegne cafeer. Der holdes foredrag for interesserede fra ind -og udland, undervisning af skoleelever og de sætter ordentlige forhold i højsæde. En aften vi gik forbi en "Green House coffeshop", gik der et meget pænt selskab derind. Mændene var i jakkesæt og slips og kvinderne i lange kjoler. Så det er åbenbart også det "bedre borgerskab" der kommer der.
Om eftermiddagen var vi på besøg på "De Jellinek Klieniek". Ligeledes en landsdækkende organisation, der behandler, forsker, undervisere og informerer i -og om stoffer.
Det var et tre timer langt foredrag, begået af en meget levende og inspirende foredragsholder. Han talte et ganske let forståeligt engelsk, hvilket iøvrigt var meget karakteristiske for hollænderne. De talte alle et flot og forståeligt engelsk.
På "De Jellinek Klieniek" blev vi gjort opmærksomme på, at hashen, i alle afskygninger, rent faktisk ikke er legalt, men fra politisk side, har man valgt at se igennem fingrene med misbruget, når blot det ikke foregår offentligt, men at salg, køb og rygning foregår på de føromtalte cofe-shop´s. Indimellem bliver det taget op politisk, at nu skal der gøres noget, enten legaliserer det eller forbyde det. Men til dato er der ikke sket noget.
Medarbejderne på "De Jellinek Klieniek" har en opsøgende funktion, hvor de går på gader og stræder og forsøger at få, specielt de helt unge, til at gå i afvænningsprojekt. De går meget ind for at se på den enkeltes helhedssituation. D.vs. at netværket, jobmuligheder osv, er en del af behandlingsforløbet. De har meget gode resultater, helt op til 87% af de unge de kommer i kontakt med forbliver stoffri.
De mener selv, at der er flere grunde til denne succes. F.eks. tager de ud på skoler, i 7.-10. klasse og underviser/oplyser om misbrug og stoffer. På denne måde forsøges der et forebyggende arbejde, samtidig med at det bliver en (aner)kendt organisation i den unges bevidsthed, et sted man kan stole på og få hjælp hos. Samtidig kan medarbejderne findes på gadeplan og sidst men ikke mindst at der netop arbejdes med helhedsbilledet omkring den unge og at der lyttes til behovet og ønskerne.
Det var et meget spændende foredrag og skulle der være nogle læsere der har interesse i at vide mere, har vi flere artikler liggende på kontoret, som I er velkomne til at låne. (De er på engelsk.)
Mens halvdelen af os var på "Green House" og "De Jellinek Klieniek", var resten af gruppen i Rotterdam og besøge "Den Danske Sømandskirke", for at høre om socialt arbejde, set fra den vinkel.
Et af vore tidligere medlemmer arbejder der nu og har gjort det i 4 år. Læs iøvrigt Per Andersens beskrivelse af dette besøg, andet sted i bladet.
Onsdag var hviledag, dvs. at d. 5. Maj er Hollands befrielsesdag, der i den grad bliver fejret. Byen er udsmykket med flag og blomster. Dronning Beatrice nedlægger kranse på byens torv, alle beboelsesbådene er et sandt lysshow og der er teater og musik på hver en bro og hver en plads. Butikkerne har naturligvis lukket og de fleste holder fri. Derfor var det en håbløs opgave at arrangere noget fagligt denne dag. Til gengæld var vi i en meget stor og flot blomsterpark, med tusindvis af forskellige sorter af tulipaner, nyudsprungen og farverige var de stillet an i forskellige former for blomsterbede. En ganske smuk og fredfyldt oplevelse.
Om eftermiddagen var vi tilbage i Amsterdam på kanalrundfart. Det var spændende at høre om byens opbygning, se de forskellige broer og huse og få en forklaring på hvorfor husene er så smalle. Grundprisen i Amsterdam er simpelthen så høj, at det er betydeligt billigere, dels at bygge smalt og højt, men også at leje de smalle huse.
Bagefter var vi en tur på byens blomstermarked, for at købe løg af de forskellige tulipaner vi havde set i løbet af formiddagen. Det var på dette tidspunkt nogle af os, fik en af de bedre koloniariske oplevelser. Vi havde hørt at pandekager i Amsterdam, var noget man abselut ikke måtte gå glip af. Dette må siges at være sandt. De var store, lysebrune, på sammetid sprøde og svampede og smagen......fåes ikke bedre. Jeg kan lugte og smage dem endnu.
Torsdag gik turen til "Halt". En organisation der arbejder med unge kriminelle. Som så mange andre organisationer, startede "Halt" (i 1981), som et projekt. Nu er det en landsdækkende permanent organisation, med 64 Bureauer der får statsstøtte.
"Halt" betyder alternativ, hvilket i praksis betyder, at de unge der siger ja til "Halt", får en anden form for "straf". Ved en kriminel handling får den unge valget mellem traditionel straf, altså rettergang, bøde og registrering, eller "Halt", hvor man udøver en form for samfundtjeneste. F.eks. ved butikstyveri, bliver den unge med det samme konfronteret med ejeren af butikken, der så sammen med den unges familie, medarbejderen og den unge selv, aftaler et arbejdsforløb, der står mål med den kriminelle handling. "Guleroden" er, at den unge ikke bliver registreret, at der er kontant afregning, man opsøger butikken samme dag, og at der sker en form for opfølgning med samtaler, hvor evt. praktiske/økonomiske problemer bliver diskuteret og afhjulpet.
"Helbredelsesprcenten" for førstegangskriminelle er 60%. For førstegangsgangskriminelle, der vælger den traditionelle straf, er procenten nede på 25, der ikke gentager en kriminel handling.
Medarbejderne i "Halt" er fortrinsvis politibetjente, men der er også socialrådgivere og en form for jurister ansat.
Fra de medlemmer der var med denne dag, lød der mange positive kommentarer, det havde været spændende at høre om. Også her fra ligger der læsestof hos os. Dette er blevet oversat til dansk, af Jacob Ehlers, der også fungerede som tolk på turen.
I det hele taget er det mit indtryk, at man i Holland er meget omsorgsfulde, at man arbejder med det hele menneske, at der samarbejdes på alle niveauer og at man lytter til behovet for indsatsen til den enkelte. Og det er uanset, hvilken gruppe mennesker der (sam)arbejdes med.
Om eftermiddagen nåede vi et besøg på en bondegård, hvor der blev solgt de dejligste hjemmelavede oste og træsko. Vi hørte og så en del af produktionen, af begge dele. Der blev også handlet en del, mange havde ihvertfald fyldte poser med derfra.
Amsterdam er rigt begavet med alverdens museer. De fleste af os nåede indimellem at besøge et par stykker. Bl.a. "Rigs-museet", der havde 6-7 billeder af Van Gogh og "Nattevagten" af Rembrandt.
Derudover hørte vi om sex-museet, Anna Frank´s hus, Hash-museet og Rembrandt-museet. Vi skulle bestemt have haft mere tid til den slags besøg også.
Fredag morgen, gik turen hjem, de "velkendte" 12 timers kørsel lå foran. Denne gang syntes de dog at gå lidt hurtigere, der var mange indtryk og oplevelser der skulle snakkes om og diskuteres.
Alt i alt har det været en rigtig god tur, både fagligt og socialt. Vores gruppe, var bredt repræsenteret, fra socialpsykiatrien, ungdomspsykiatrien, åbne/lukkede afdelinger, rehab. og retspsyk. Der var nogenlunde lige mange plejere og sos.ass, (-og en enkelt socialrådgiver), lige mange mænd og kvinder, og aldersmæssigt var vi godt fordelt på årtierne.
Som en usagt aftale, mødtes vi dagligt, i hotellets bar, til Happy Our, når dagens program var afviklet, de daglige tyve kilometer var travet og aftenens måltid skulle planlægges. Forslagene til dette, dagens måske vigtigste måltid, var mangeartede. Vi havde selvfølgelig mulighed for, at spise på Vandrehjemmet, men Hollandsk mad er altså ikke det mest spændene. Så de fleste af os valgte andre nationaliteters udbud af kulinarisk oplevelser.
En enkelt oplevelse kunne vi dog godt have været foruden. Den sidste aften var vi 13 (!) på Indonesisk restaurant, hvor vi skulle ha´ ristaffel. Af uransagelige grunde mente tjeneren at vi havde bestilt, en betydeligt dyrere menu, end vi selv mente. Efter lange diskutioner, tilkaldte han politiet, med vores velsignelse, for at få afklaret striden. Vi nægtede nemlig at betale for mere end det vi havde bestilt. Der kom meget hurtigt to betjente (ganske flotte, iøvrigt) i fuld ornat, med håndjern, våben og hvad der ellers høre sig til. I starten var de nu mest til sinds, at få os til at betale den reelle regning, men efterhånden fik de fanget den rette sammenhæng, efter vores mening, så det endte med at vi betalte for det oprindelige bestilte. Tjeneren og ejerinden var rasende, de råbte og skreg ukvemsord, og vi blev beskyldt for racisme og ting der var værre. En ubehagelig oplevelse, mens den stod på og hvad værre var; vi havde nærmest ikke nået at få noget at spise, før fejlen blev opdaget.
Igen var en usagt aftale, at vi mødtes til den sene Happy Our, i baren på vandrehjemmet. Her blev snakken noget mere løssluppen, dagens og aftenens oplevelser blev refereret og det var her vi udvekslede erfaringer fra vores daglige arbejde, lærte hinanden at kende og vores respektive arbejdssteder.
Selv om det til tider har været et surt slid, at arrangere turen, (så sent som dagen før afgang, meldte et "besøgssted" fra) har det alligevel været en meget god og herlig tur.
Jeg kan være stolt af, at vores hold, var så aktive, altid kom til tiden, tog afbud med sindsro, aldrig klagede eller beklagede sig og altid mødte op til det arrangerede. Sidst, men ikke mindst fornemmede jeg et godt og velfungerende socialt samvær, på tværs af alder og arbejdsplads. Tak for det.
