Fantastiske naturoplevelser, sejlture og nervepirrende busture - og et propfyldt og spændende psykiatrisk program rigere…- Er de få deltagere fra Danmark hjemvendt. Jeg skriver "få", for vi havde mulighed for at deltage 20 - og jeg syntes det er synd og skam at man fra Regionens side tilsidesætter et samarbejde, som har stået på i langt over 60 år. Det har været et hospitalssamarbejde, hvor vi har udvekslet erfaringer om psykiatri, men selvfølgelig også om nordisk levevis og haft socialt samvær med fællessang og traditioner.

Men lige i år, hvor det var allerdyrest at få tingene til at hænge sammen, grundet den lange rejse, ønskede hverken regionsledelsen eller de lokale ledelser at støtte op om dette samarbejde, med frihed og/eller økonomi. Man kan tænke det skyldes at ledelsen er flyttet for langt væk fra dette sted og dets historie.

Danmark kom med i samarbejdet i 1952 og vi stod for et 50 års jubilæumsarrangement i 2002 - samtidigt med hospitalets 150 års jubilæum.

Men nok om det, Danmark skal være vært for dette arrangement - Nordisk Træf i 2014 og måske man der kan få ledelserne til at støtte op, så det bliver et spændende og lærerigt program for alle de deltagende lande.

Grundet økonomi, rejselængde og meget andet - ankom vi allerede sent mandag aften til Færøerne og havde tirsdagen til at puste ud og se os lidt omkring på egen hånd.

Onsdag blev vi hentet ved vandrehjemmet og vi drog af sted med bus til lufthavnen for at hente de andre landes deltagere.

Da vi alle var samlet gik turen rundt til 2 små bygder hvor vi via guide fik deres historie og særpræg fortalt.

Særligt den ene af bygderne Gásadal, som er det sidste sted på Færøerne som har fået vejforbindelse i 2006 med 10 huse, egen kirke og skole gjorde indtryk på mig - ikke kun fordi den lå smuk i bjergene - men det, at den indtil får ganske få år siden lå helt isoleret fra resten af verden -.

Nu var der boret en tunnel gennem bjerget - men før gik den på gå ben over bjergene med posten hvis den skulle sendes, eller via vandvejen - som skulle forceres via en meget stejl trappe hugget ind i klippen, og det krævede godt vejr at lægge til der……….

Efter denne turistfart gik turen til 2 bofællesskaber i en anden lille bygd Sandavágur, hvor bl.a. Socialministeren boede.

Lederen Signa, viste os rundt - bofællesskaberne var en del af samfundet i bygden og deltog naturligt i fællesskabet og omvendt deltog bygden befolkning i deres aktiviteter når de blev inviteret. Fællesskaberne lå mit i hvad vi ville kalde et villakvarter, på 2 forskellige adresser med stor afstand, og i forbindelse med det ene var der lavet en pavillon / gæstehus hvor en enkelt meget dårlig og højtråbende beboer havde sin bolig - men det var der plads til i dette samfund….

Torsdagen var afsat til naturoplevelse udover det sædvanlige og de var for nogle, store kameler der skulle sluges inden ombordstigningen Vi skulle sejle en tur rundt om den nærmeste ø - kigge på fuglefjeld og nyde naturen…….

Hvilket også gik godt i starten - men da vi rundede pynten og fik Atlanterhavets bølger ind på langs, blev fl ere af deltagerne religiøse og måtte ofre gaver til guderne…. Heldigt at fuglefjeldene for alvor først tonede frem da vi rundede igen.

Fredagen oprandt og selv de mest religiøse havde fået fornyede kræfter og vi begav os til Norden Hus. Salen var fyldt, både af vores deltagere - men også fra alle de borgere som fandt dagen spændene.

Efter velkomsten fra Kerstin Rasmussen, Færøernes Ordfører, blev det først socialministeren Rósa Samuelsen tur til at byde velkommen og kort ridse hendes opgaver op.

Administrerende overlæge & psykiater Tormóður Stórá, historiske rids var både spændende og underholdende, og lignede til forveksling den danske udgave af psykiatrien, men deres var blot iværksat meget senere og var først nu i fuld flor, hvilket også kom til udtryk i de senere oplæg fra medarbejdere i distriktspsykiatrien - socialpsykiatrien og ikke mindst pårørendesamarbejdet.

Sjovt og samtidig tragisk var det at høre historien - om deportering af psykisk syge til Danmark og lange ventetider før dette, låst inde i kældre under hospitalet i op til flere år langt op i sidste århundrede.

Dog var det fælles tema, det nye mantra, som spreder sig som steppebrand, om en dør ind og en ud….. den var allerede nået til Færøerne - hvilket også landets sundhedsminister Aksel Johannesen sluttede dagen af med.

Efter en lang og spændende dag, var vi inviteret på grill aften hos Signa i hendes private hjem - det krævede dog en længere busrejse til en anden del af Færøerne, Vestmanna.

Men vejret på Færøerne er uforudsigeligt og det væltede ned med regn netop denne aften…. Men hjemmet blev åbent og bøfferne stegt….. og hyggen kunne ingen vejrudsigt spolere.

Sanghæfterne blev fundet frem og guitaren stemt… og de nordiske sange blev udfoldet på en ikke altid velklingende tone, men med stor begejstring.

Hjemturen…………. Vil jeg nok kalde nervepirrende, grænsende til uforsvarlig kørsel….. bussen hentede os og tog os med over en meget smal og meget lille bro, kun beskyttet af et lille og tyndt jernhegn før et lodret fald mange meter ned i en fos…. Forceringen af denne bro skete kort fortalt til sidst, i stor tempo med det ene hjul ude over kanten og med jernhegnet skrabende langs bus siden og med skrigende passagerer, en oplevelse jeg tror de fleste gerne ville have undværet.

Lørdag morgen var vi igen i gang i Nordens Hus, denne gang var det de andre nordiske lande der skulle bidrage med nyt fra hjemlandet.

Norge startede og de lagde en linje som blev dagen tema - er det nu den rigtige beslutning med en dørs politik…… Deres erfaringer bød på at deres behandling var flyttet fra de svageste borgere til de mere selvhjulpne borgere som havde energien og kræfterne til den opsøgende hjælp og dem som før havde været vores "kernekunder" var overladt til sig selv, i misbrug og siddende for sig selv i egen bolig eller på gaden - uden den omsorg de før havde fået og forventet.

Vores frygt, tror jeg, gik på, at det var dem som blev de store tabere, i den bølge som drager ind over os, med omsorgen der forsvandt og kravet om man selv opsøger hjælpen.

Således beriget og med en opgave der skulle undersøges nærmere, blev det hele afsluttet af et besøg på deres psykiatriske sygehus, som man kærligt kunne sige trængte til en grundig renovering, noget som de allerede lagde planer for.

Sidst men ikke mindst skulle vi feste, en tradition værtslandet står for, og vi kom alle festklædt og sat til højbords fik vi dejlig mad, som efterfulgt som traditionen byder, overrækkelse af gaver fra de deltagende lande - efterfulgt af landets nationalsang.

Bordets glæder blev danset på plads, af den Færøske tradition med en "trampedans" - en hyldest for den gode mad….. Da vi skulle meget tidligt op og med en morgenfl yver, blev det ikke til natteroderi for vores vedkommende.

Slutteligt vil jeg gerne takke de danske deltagere, for deres støtte og deltagelse for egen regning.

Men ikke mindst de andre nordiske lande for deres samvær og Færøerne for det fantastisk flotte arrangement som fyldte vores dage.

- Det eneste rette er å slå sammen psykiatrien og somatikken på Færøyene. Det mener både sundhetsministeren og øverste ansvarlige psykiater i Tórshavn. Er Færøyene i ferd med å begå samme feil som i resten av Norden - og ikke minst, som i Oslo?

Ledende overlege på psykiatrisk hospital Tormóður Stórá (t.v) og Færøyenes sundhedsminister John Johannessen er skjønt enige om at pasientene utelukkende vil tjene på at psykiatrien slås sammen med somatikken i øyriket.

Forrige fredag var det tredje dag av Nordisk Treff på Færøyene. Våre gode fagforeningskolleger i PFP avholdt stor konferanse i det fantastiske Nordens Hus i Tórshavn. Konferansen var åpen, og ble besøkt av "alle" som betyr noe i færisk psykiatri. Først ut var og sosialministeren, Rósa Samuelsen, før øverste leder for psykiatrisk hospital slapp til. Både ansatte og pårørende i psykiatrien hadde gode og innsiktsfulle foredrag.

Dagen ble avsluttet av et engasjert innlegg fra landets sundhedsminister (flott tittel!).
Offisiell åpning ved den allestedsnærværende og dyktige lederen for Føroya Psykiatrifelag (PFP), Kerstin Rasmussen.

Nordens Hus, bygget av de nordiske landene i fellesskap, sto ferdig i 1983, men framstår fortsatt forunderlignytt, vakkert og moderne. Huset ga en fantastisk ramme for fredagens store psykiatrikonferanse.

- Færøyenes psykiatri er organisert i tre søyler, hospitalpsykiatri, distriktspsykiatri og sosialpsykiatri, fortalte overlege Tormóður Stórá. Deretter slo han kort og brutalt fast følgende:

- Dette har vist seg å være en katastrofe. Dette er ikke nivåer som samarbeider.

Som tilhørere ble vi sittende å lure på hva som var så katastrofalt. Færisk psykiatri er liten, men framstår relativt godt bygget ut - om nedslitt.

Vi har møtt mange engasjerte fagfolk, som er stolt av det de gjør. Mener psykiateren det ikke er noe å være stolt av, ingen ting å ta vare på?

Stórás løsning på katastrofen han ikke utdypet, er å legge all psykiatri sammen med Landssykehuset, altså somatikken.

Ikke bare det: Det må etter overlegens mening etableres et felles akuttmottak for somatisk og psykiatrisk skadde.

Han proklamerte til og med følgende:
- Vi skal ha én dør inn på Færøyene.

Da spør jeg: Har et felles akuttmottak for så ulike ting som trafikkskadde og psykotiske noensinne vært vellykket utprøvd noen steder i verden? Jeg vet det har vært diskutert, og til og med ble en slik løsning foreslått av Akers direktør Maj-Len Sundin i slutten av 90-årene. Men hvordan skulle en slik dør egentlig se ut? Ingen hadde svaret. Det lot seg ikke løse. Det ble med forslaget.

Overlegen, som før øvrig hadde mange gode tanker om rehablitering (recovery) og behov for holdningsendring i psykiatrien, kunne fortelle at han hadde hatt stor nytte av å besøke andre land forut for sin anbefaling om sammenslåing. Blant annet hadde han vært i Norge. Undersøkelsene hadde overbevist ham om at en samling av psyke og soma nå var det eneste rette for Færøyene. Og da spør jeg igjen: Hvem snakket Tormóður Stórá med da han besøkte Norge?

Snakket han med ansatte i psykiatrien, med brukerne - eller snakket han med den nye tids psykiatripaver som har slått seg opp på den politisk korrekte institusjonsfiendtligheten - og teoretikerne i Helsedirektoratet?

Eller - huttetu - snakket han med lederne for Oslo universitetssykehus, der sammenslåingstanken jo er gått dem fullstendig til hodet? Se så bra det går for tiden! - Vi er kommet langt i psykiatrien her på Færøyene, sa sundhedsminister John Johannessen i sitt innlegg. - Vi har fått på plass en ny lovgivning, vi har etablert en barne- og ungdomspsykiatri og nå går vi i gang med å endre de fysiske rammene. Færøyenes samling av psykiatri og somatikk sender et signal om at vi vil stigmatiseringen av psykisk syke til livs, og at vi vil forebygge sykdom, sa sosialdemokraten Johannessen.

Det er liten tvil om at det var overbeviste myndighetspersoner vi hørte. Man skal være svært forsiktig med å pådytte andre sine erfaringer, og spesielt skal man nok være det overfor andre land og kulturer. Alle land har sine særegenheter, og det som er galt i Norge, kan selvfølgelig være bra på Færøyene.

Jeg tror mye likevel er likt. Noe av det som er likt, er det stadige kravet om kutt i budsjettene. Vi opplevde sannheten i dette også for Færøyenes del, da vi dagen etter (Dag 4) besøkte det psykiatriske sykehuset - bygget i 1969 og nærmest ikke vedlikeholdt deretter. Hvorfor forfaller psykiatrien?

Tormóður Stórá ga selv det beste svaret på dette, i en utmerket innføring i Færøyenes korte psykiatrihistorie. Som del av Danmark, har Færøyene i svært mange år vært avhengige av å sende mange av sine syke dit for behandling.

Det gjaldt i høy grad for sinnslidende, som etter en lov vedtatt av Lagtinget allerede i 1890, ble sendt over havet til behandling og forvaring.

Mange kom aldri tilbake. I 1929 ble det bestemt av de lokale myndighetene at Færøyene måtte få sin egen psykiatri. Det ble deretter ført lange forhandlinger med den danske stat for å få dette til.

Dette lyktes. I 1934 var pengene på plass. I siste liten skjedde likevel det som viser seg å være en vesentlig, nærmest uunngåelig del av all psykiatrihistorie - pengene forsvant. De ble i stedet overført til et annet, godt formål. Kravet om bygging av nye veier kuttet i 1934 hull i psykiatripengesekken, og derved ble etableringen av en egen færisk psykiatri utsatt i 35 år. Ikke før i 1969 lot det seg altså gjøre å reise et psykiatrisk sykehus i Tórshavn.

Sier ikke dette det meste?

Hvorfor skal mennesker med psykiske lidelser på Færøyene stole på at en sammenslåing med somatikken, ikke vil føre til at pengene som nå er øremerket til dette forsømte feltet, ikke igjen blir ført bort fra det? Hvem er det sannsynlig at vil vinne, når hjertepasienter og mennesker med schizofreni eller personlighetsforstyrrelse må forholde seg til det samme, skrinne budsjettet?

Hvor realistisk er det at en sammenslåing av psykiatri og somatikk vil føre til at ressurser og kompetanse går til psykiatrien, og ikke bare fra den? Jeg tenker: Det er lov å håpe på en fortsatt debatt om disse tingene på Færøyene - og på at ikke politikere og psykiatere nå er i ferd med å påføre mennesker med psykiske lidelser en enda vanskeligere hverdag, i deres lett naive tro på framskritt gjennom fusjon.

Et av dagens beste innlegg ble holdt av Maria A. Hentze. Det var få som var uberørt etter hennes personlige og varme fortelling om egne erfaringer som pårørende mor i psykiatrien.

- Jeg har lært at som pårørende, må man gjøre som på fl y og først ta sin egen maske på, før man er i stand til å hjelpe sitt barn, sa Hentze blant annet. Som sykepleier i psykiatrien har livet som pårørende også tilført henne mye.

Hun siterte Aksel Sandemose, som har sagt at "der gror nytt og bedre liv rundt et gammelt knivstikk".