af Nikolaj Krogh, Plejeassistent, Dansk Hospitalsforbund, afd. 1, Risskov. Kasserer i Dansk Hospitalsforbund

Ovenstående blev navnet på sammenslutningen af Dansk Hospitalsforbund og de tilsvarende organisationer i de andre tre nordiske lande. - Enigheden om sammenslutningen blev nået på et møde i Stockholm den 22. oktober dette år, og denne dato må vel regnes for stiftelsesdagen af sammenslutningen, selvom det vigtige forberedende arbejde blev gjort i Finland i september sidste år, og selvom lovene af praktiske grunde først træder i kraft 1. januar 1960. Til stede .ved stiftelsen var den svenske forbundsstyrelse, der består af ordførende Abel Enmark, Alf. Ljungquist, Eric Edenø, A. Ørstrøm, Rosa Anderson og Eric Johanson. Fra Finland forbundets forretningsfører Vainö Arvola og næstformanden Helga Rauhamäki. Fra Norge Norsk Kommuneforbunds formand A. V. Karlsen og sekretær Arthur Mathisen og fra Danmark forbundsformanden Nic. Krogh. Mødet blev holdt i det svenske forbunds fornemme og stilige lokaler i Barnhusgatan, lokaler hvor før en af Sveriges betydelige mænd, Per Albin Hanson, har resideret. Den ydre ramme om mødet var således den bedst. mulige og selve arrangementet svensk førsteklasses. Selvfølgelig kan man godt tilføje, at vi ved denne lejlighed vist burde have haft en repræsentant mere med, men det kan man jo ikke laste arrangørerne for.

Forud for mødet var der af den på mødet i Helsingfors midlertidigt valgte formand, A. Enmark, udarbejdet lovforslag, som vi havde haft lejlighed til at. tage stilling til så vel i hovedbestyrelsen. som i forretningsudvalget, hvor vi kun havde bemærkninger til paragraffer af økonomisk karakter. Disse bemærkninger blev selvfølgelig fremført på mødet, men lovene blev i de store træk udformet endeligt efter de oprindelige forslag, selvom der for enkelte paragraffers vedkommende af rent interne grunde var en del diskussion og blev en del tilføjelser.

Således kom § 1 til at lyde:
"Nordisk samorganisation består af fagforbund, der organiserer personale ved sindssygehospitaler i Danmark, Finland, Norge og Sverige. Undtagne er sådanne, som allerede gennem sit fagforbund er med i andet nordisk samarbejde.."

Denne underklausul kom med af hensyn til den norske organisationsform, hvor kommunalt ansat plejer- og økonomipersonale gennem den enkeltes medlemsskab i Norsk Kommuneforbund i forvejen er engageret i nordisk samarbejde.
Den norske tilslutning til samorganisationen skete altså kun for personalet på statens hospitaler. Det for os mærkelige er, at også dette er tilsluttet Norsk Kommuneforbund.

Samorganisationens formål blev nedfældet i § 2 og lyder således:
"Samorganisationens opgave er på forskellige måde at bistå de tilsluttede organisationer med råd og oplysninger i spørgsmål af såvel organisatorisk som faglig karakter samt at formidle udveksling af ideer, erfaringer og personaleorganisationerne og landene imellem."

Samorganisationens ledelse udgøres af repræsentantskabet og sekretariatet.
Repræsentantskabet består af sekretariatsrepræsentanterne samt yderligere højst 2 repræsentanter for hver organisation. Det holder ordinært møde hvert tredie år, hvor de forskellige beretninger aflægges, og regnskabet godkendes, og hvor der også vælges ordfører og en kasserer-sekretær. Sekretariatet består af de respektive organisationers ordførende, eller anden af organisationerne udset repræsentant, samt kasserer-sekretæren. Sekretariatet bør holde et årligt møde.

Der betales en tilslutningsafgift på 0,50 svenske kr. pr. medlem. Denne afgift dækker det første års kontingent. Kontingentet er ellers 0,30 sv. kr. pr. medlem årlig og er beregnet at kunne og skulle dække alle udgifter ved sekretariatets møder samt et mindre honorar til ordførende og kasserer-sekretæren.

Endvidere indeholder paragrafferne regler for samorganisationens arbejdsområder og -former, om rapporter, kontingentindbetaling, rejser og diæter, regler for lovændringer, udtræden af organisationen og om dens opløsning.

Valgt for den kommende treårsperiode blev A. Enmark som formand og A. Ljungquist som kasserer-sekretær.

Det næste møde og altså det første sekretariatsmøde holdes i Danmark, sandsynligvis hen mod efteråret 1960.

Som det ses, er dette nordiske samarbejde nu inde i nogenlunde faste former. Vi må hilse det finske og svenske initiativ i denne sag med taknemlighed og glæde. Hvad det kan føre til i fremtiden, skal jeg ikke spå om, men at det har og vil have sin store betydning i den nærmeste fremtid, er jeg ikke i tvivl om. Vel vil man måske ikke normalt kunne måle denne betydning ud i penge eller måske ikke heller i resultater fra møde til møde, men at dette samarbejde vil kunne spores på langt sigt i de enkelte organisationer, er jeg ikke i tvivl om. Straks og direkte giver dette at mødes med kolleger fra andre lande og med deres resultater og problemer tillidsmændene en psykisk indsprøjtning eller inspiration, hvis virkning ikke kan undgå at influere på forbundsarbejdet. Nic. Krogh.

Besøg på Ulleråker
Ved samorganisationsmødet blev der også lejlighed til et besøg på et af Sverige store hospitaler, Ulleråker ved Uppsala. Vi blev vist rundt af den lokale formand og sekretær. De gjorde dette på en så enestående måde, at man skulle tro, at det var deres daglige job. Vi så et gammelt hospital, der var blevet nyt, både ved modernisering af det bestående og ved nybygninger.

Især imponerede de mange terapilokaler de var indrettet i den gamle hovedbygning både ved deres store, lyse og hensigtsmæssige indretning og ved deres arbejdsområder. Der var f. eks. en produktiv keramikafdeling, der var en salgsafdeling, der var en kiosk, kantine ikke at forveksle med personalekantinen hvor patienter og pårørende kunne gå ind fra parken, købe alt, hvad der nu findes et sådant sted, og sætte sig og drikke kaffe eller sodavand.

Fra hovedbygningen var der fin udsigt over et næsten dansk landskab, ja i virkeligheden ind i Danmarks landskab, idet man kunne se ind l en landkommune, der bærer navnet Danmark.

Rundt i skovterrænet lå pavilloner eller blokke med boliger og afdelinger, nogle af dem helt nye. Et tiptop hospital, men vel for stort efter dansk mål og ønske, idet det var indrettet til omkring 1300 senge og havde flere.

Personalemæssigt var det selvfølgelig også svensk, idet de få sygeplejersker, der fandtes, alle var beskæftiget ved røntgen, laboratorium, kortbølge, sekretær o.l.. Det kvindelige afdelingsislæt, hvis betydning man jo af og til bliver foreholdt, udfyldtes godt og naturligt af skötarskarne.

Man forstår lidt af, hvilke organisationsmæssige forhold vore svenske kolleger arbejder i, når man hører, at afdelingen på Ulleråker har omkring 650 medlemmer.