af Henry Rasmussen, plejeassistent, Dansk Hospitals Forbund, afd. 1, Risskov
Hvert andet år mødes personalet fra hospitalerne i Restad ved Vänersborg, Dikemark ved Oslo, og Risskov ved Århus., skiftevis hos hinanden, for i fællesskab at vedligeholde og udbygge det faglige og kammeratlige samvær, der indledtes med "Den nordiske trekant"s oprettelse i 1950, på initiativ af de respektive formænd: Eric Edenö, Finn Duren og Peter J. Mortensen. I år var det os i Risskov, der havde den glæde at være værtsfolk for vore svensk-norske kolleger. De ankom til Århus i sluttet trop lørdag den 7. juli med "Nordpilen", og der var ikke så. få danske venner, der var mødt op på hovedbanegården for at byde dem velkommen.
Straks efter ankomsten blev gæsterne budt på en bustur rundt i byen og dens omegn, hvor de forskellige seværdigheder blev besøgt, og man sluttede af med en kop kaffe på restaurant "Ørnereden". Ved kaffebordet blev der taknemmeligt givet udtryk for glæden over alt det smukke, man havde set af den smilende by. Vi fik også at vide, at navnet "ørnereden" havde en ilde klang i nordmændenes øre det samme hed Quislings residens under besættelsen men selvom mindet om en ond tid et kort øjeblik strejfede vore norske venner, så formåede det dog ikke på denne dejlige sommerdag at tage glæden fra dem.
Efter den vellykkede udflugt blev gæsterne kørt ud til badehotellet i Risskov, hvor den egentlige nordiske fest skulle holdes. Da vi var bænket omkring de smukt pyntede borde, bød Peter J. Mortensen den store forsamling velkommen, en særlig hjertelig velkomsthilsen rettede han til gæsterne og udtalte gode ønsker for, at også denne nordiske sammenkomst af fagfæller måtte blive udbytterig og fornøjelig for hver enkelt deltager. Vore lande har hver sit særpræg, vi har for eksempel intet, der kan sammenlignes med turen op langs Götaelven fra Göteborg til Vänersborg, eller med de mægtige sluser og kraftværket i Trollhättan. Vi har heller intet, der kan sammenlignes med sejlturen op ad Oslofjorden eller med Frognersæteren, eller med panoramaet fra Kongens udsigt over Ringerika. Men vi har frodige agre, dejlige bøgeskove og en fagert smilende kyst, og når I senere er vendt hjem og indtrykkene fra denne tur har bundfældet sig, så håber jeg, det må blive lyse og venlige erindringer, I har taget med hjem fra jeres korte tid her i Danmark. Talen blev besvaret med et kraftigt bifald, og man sang: "Der er et yndigt land".
På de svenske gæsters vegne takkede Eric Edenö for den storslåede og gæstfrie modtagelse, de havde fået her i Risskov. Han bragte hilsener fra broderforbundet og fra afdelingen i Vänersborg. I anledning af deres organisations 50 års jubilæum i november måned havde Edenöen indbydelse med til afdeling 1 om at lade sig repræsentere ved jubilæumsfesten. Det ville glæde dem meget, hvis man tog imod indbydelsen.
Til minde om besøget medbragte Edenø en gave fra de svenske kolleger, det var en smuk kobberplatte smykket med kendte svenske motiver. Sammen med overrækkelsen af gaven udtalte han glæde over, at der med samarbejdet i den nordiske trekant nu var knyttet så faste venskabsbånd mellem kolleger på de tre hospitaler, at det måtte få blivende værdi.
Den djærve tale og den smukke gave blev modtaget med stort og taknemmeligt bifald, og så lød "Du gamla, du fria" taktfast ud over salen.
Finn Ouren bragte nordmændenes hilsen og tak for indbydelsen til stævnet i Århus. De havde glædet sig meget over den danske natur, især bøgeskoven og alt det smilende, der fulgte med den. Også Ouren fastslog, at "Trekanten"s ide og formål i de forløbne år var hævdet og fastholdt, vi skal fortsat pleje og passe det stykke nordiske kulturarbejde, som er påbegyndt mellem de 3 hospitalers personale. Ouren bragte ligeledes gaver med til afdeling 1; foruden Dikemarks historie gennem 50 år modtog vi en smuk skindindbundet protokol i et usædvanligt fornemt udstyr. Den første side var prydet med Oslo byvåben, som overskrift til følgende vers, der var kaligraferet i flere farver, havde man på latin prentet: Unanimiter et constanter (enig og udholdende).
Det, som skrives, bliver historie
engang i en fremtid, som vi ikke ser.
Ordene i dag skal leve videre,
når vi ikke er her mer'.
Lad det præge det, som her bliver skrevet,
så de nye slægter, de, som da skal kæmpe,
lærer det af os, som engang levet.
Protokollen, der er forarbejdet af en kollega på værkstedet i Dikemark, var en sjælden gave, der blev modtaget med stor glæde. Bestyrelsen har da også senere besluttet, at den udelukkende skal bruges til referater af de forhandlinger m. m., der udgik fra den nordiske trekants møder og samarbejde.
Ourens tale og overrækkelsen af gaverne høstede stort bifald, og man sang: "Ja, vi elsker dette landet".
Ind imellem talerne underholdt sygeplejerske fru Vilhelms med nordiske sange på klaveret, hvilket naturligvis satte stemningen yderligere i vejret og skabte en egen tone over hele festen.
Peter J. Mortensen takkede i hjertelige ord for de smukke taler og gaver, og dermed sluttede den mere højtidelige del af festen dansen kunne begynde.
Da man ved midnatstid brød op, var der almindelig enighed om, at vi havde tilbragt en god og fornøjelig aften sammen og man drog hver til sit for at feste videre.
Søndag formiddag var afsat til et besøg på hospitalet, det tog små tre timer at komme igennem det hele, så interessen for det mere end hundredårige hospital var ret dybtgående. Der kom da også mange anerkendende bemærkninger fra gæsternes side under rundgangen. Museet kneb det især med at løsrive sig fra, og med plejeassistent Estrup's fortræffelige vejledning og gode kommentarer til de mange sjove ting blev besøget sikkert en oplevelse, som deltagerne nok skal huske.
Efter rundgangen var sindssygevæsenets direktør, professor le Maire, vært ved en middag. Den lokale ledelse var repræsenteret ved afdelingslægerne Vorbeck og Arentsen og hospitalsforvalter Antonsen.
Hospitalsforvalteren bød velkommen og udtalte gode ønsker for, at besøget på hospitalet måtte blive til gavn og glæde for de nordiske gæster.
I en smuk og velformet velkomsttale gav direktøren en interessant oversigt over de udviklingslinier, der ad åre vil reformere og udbygge det danske sindssygevæsen. I aviserne kan vi læse, at amerikanerne har opfundet et nyt slogan "vi bygger hjerner, ikke mure", det kan der være noget rigtigt i, sagde direktøren, men uden husene kunne det nok ikke gøres tilfredsstillende. Herhjemme er vi da også i fuld gang med udvidelser og nybygninger, hvis færdiggørelse kan skimtes og inden så længe bringe os et stykke videre frem mod de mål. der er sat. I takt med hele dette reformarbejde vil plejepersonalets uddannelse være af stor betydning, endnu har vi ikke fået bragt den fremtidige uddannelse ind under de former, som er ønskværdige, men vi arbejder med spørgsmålet og håber inden så længe at kunne give plejepersonalet en uddannelse, der er i overensstemmelse med udviklingen indenfor den videnskabelige psykiatris nyeste behandlingsmetoder.
Men der er jo andre måder at dygtiggøre sig på, bl. a. den, som I har gennemført ved at besøge hinanden, studere de forskellige hospitaler og gennem møder lære af hinanden. Dette samarbejde er ledelsen for det danske sindssygevæsen meget interesseret i og ser på med den allerstørste opmærksomhed derfor er vi glade for Deres besøg, og De er meget velkommen her i Risskov. Direktøren sluttede med at udtale gode ønsker for et fortsat godt samvirke mellem de 3 hospitalers personaleorganisationer.
Deltagerne takkede direktøren for den interessante tale med et langvarigt bifald.
Eric Edenö og Finn Ouren takkede begge i hjertelige ord for den gæstfrihed og venlighed, de havde mødt på hospitalet af ledelsen og direktøren. Det var deres indtryk, at det danske sindssygevæsen var inde i en fremgangsrig udvikling, og de ønskede held til, at reformeringen fuldt ud måtte lykkes til gavn for det danske samfund.
Edenö fortalte, at i Sverige gør såvel plads som personalemangelen sig stadig gældende og vil desværre nok gøre det endnu i en række år. Lykkeligvis var uddannelsen af plejepersonalet nu lagt op i et plan, som stod i forhold til tidens krav, og man var glad for, at dette årgamle spørgsmål nu var løst tilfredsstillende.
Duren var klar over, at problemerne i de 3 lande var ens, i Norge var man også i gang med et omfattende reformarbejde, selvom det gik langsomt på grund af de store omkostninger. Dikemark havde dog lige haft en større udvidelse, som havde afhjulpet pladsmangelen en del.
Peter J. Mortensen takkede ligeledes for det gode traktement og den venlighed, der var vist både de hjemlige og de udenlandske gæster ved samværet på hospitalet. Taleren rettede en særlig tak til direktøren for den velvilje og forstående indstilling, han altid nærede til personalets ønsker, en tak, som han på plejernes vegne gerne ville fremkomme med netop ved denne lejlighed.
Med en tak for besøget bød hospitalsforvalteren derefter deltagerne velbekomme.
Et par gode og fornøjelige timer i festlige omgivelser og med masser af dejlig mad på bordet var tilende.
Nu var det desværre også blevet ved den tid, at vore norske venner skulle hjemad igen. De blev fulgt til toget af hele selskabet og fik et rungende hurra med på vejen.
Svenskerne rejste først om mandagen, efter at de havde set lidt mere af Århus, bl. a. bladhuset "Demokraten", Zoologisk have og spist middag i "Friheden".
De hjertelige afskedshilsener, hvor man lovede hinanden fortsat kontakt og på gensyn, og hele det kammeratlige og fornøjelige samvær mellem deltagerne i den alt for korte tid her i Risskov har vist, at venskabet og samarbejdet i den nordiske triangel støt breder sig som ringe i vandet.
