Nu vi står tre brødre sammen og skal sådan stå!
Disse linier fra den norske nationalsang synes mig et passende motto over stævnet, som Dikemark personalforening kaldte til i dagene lørdag den 7. og søndag den 8. august. 36 deltagere fra Vänersborg og 16 fra Århus efterkom indbydelsen og havde sammen med norske venner et par dage, som aldrig glemmes.
Da der på grund af forskellige omstændigheder kun meldte sig 16 deltagere til det nordiske stævne i Dikemark, arrangerede vi turen som selskabsrejse med DSB til Frederikshavn, derfra med DFDS's rutebåd til Oslo, norske statsbaner til Asker og bus til Dikemark.
Det var en behagelig afvekslende rejse, som ikke virkede trættende og forløb uden vanskeligheder. På den 13 timer lange sejlads havde vi rolig sø, og ingen var søsyge.
Vi rejste fra Århus fredag den 6. kl. 14,38 og fra Frederikshavn kl. 18,15. Skønt det blev sent, før vi gik til ro, var vi dog alle tidligt oppe næste morgen og nød den naturskønne indsejling til Oslo gennem den 100 km lange Oslo fjord, der er så smal, at man hele tiden kan se land på begge sider med skrånende, skovklædte fjelde og spredte bygder.
Rundt om i fjorden tårnede store fjeldøer sig op, og man forstod af skibets navigering efter blinklys på øerne og kysten, snart om bagbord, snart om styrbord, betyder, at sejlads i disse fjeldfyldte farvande afviger en del fra sejlads i de danske fjorde.
Præcis, mens uret på den norske toldbod slog 7, lagde vi til bryggen i Oslo. Valutakontrollen, der skete før vi forlod skibet, tog lidt tid, men tolden slap vi hurtigt igennem. Da det er lovligt at bringe 80 amerikanske cigaretter med i land (1,70 kr. for 20 Stk.) pr. person, er det vist forståeligt, at der mest blev røget amerikanske cigaretter.
Vi havde beregnet et ophold i Oslo fra kl. 7 til 17,30 om lørdagen, og Dikemark personalforenings formand, plejer Arthur Mathiassen med frue tog imod os på bryggen for at være vore ciceroner.
Der var også noget andet, der tog Imod os, nemlig et ægte norsk regnvejr, der skuffende lignede det danske.
Efter at vi havde marcheret gennem Oslo, hvad vi udtrykkeligt forlangte trods regnen, dels for at røre benene på landjorden efter 13 timers sejlads, dels for at stille vor hunger efter at se Norges ho-vedstad, opmagasinerede vi bagagen på Oslo V. og begav os til en station ved nærbanetrafikken for at køre til Frognersæteren. På 30 minutter bragte det elektriske tog os 9 km bort fra Oslo og samtidig 470 m op på fjeldtoppen. Der var et 30 m højt udsigtstårn, så man befandt sig 500 m over Oslo.
På Frognersæteren ligger en stor turistrestaurant af samme navn, og da det regnede, og vi var rørende enige om, at luften på fjeldet var betydelig koldere end nedenfor, satte vi os ind i restauranten for bag glasruderne at nyde udsigten over Oslo ved en kop formiddagskaffe.
Efter at kaffen var drukket, og ikke så få postkort var skrevet til familie og venner, var det blevet tørvejr. Vore ciceroner foreslog, at vi spadserede de godt 2 km. ned til Holmenkollen for at danne os et indtryk af fjeldet og udsigten.
Det blev en pragtfuld tur. Udsigten var delvis spærret af regntunge skyer, der højt over trætoppene under os drev for vinden; men det var en oplevelse at gå over de drivende skyer og se ned på dem i stedet for at lægge nakken tilbage og se op på dem. Glimtvis så man gennem huller i skyerne dybt nede Oslo og fjorden.
Forundrede så vi, at vandet i fjorden lignede et mælkehav. Vore ciceroner forklarede os, at det var lysbrydninger i skyerne under os, der var årsag til fænomenet.
Det viste sig, at vi nev trætte i tæerne af uafbrudt at gå ned ad den stejle, asfalterede vej. Af og til røg en cyklist forbi os som et meteor. Der faldt bemærkninger om, at det ikke var en hyggelig vej om vinteren med isslag, da fjeldskråningen på den ene side gik brat ned, og nogle steder var der endog støbt en lodret cementvæg.
Kort før Holmenkollbakken passerede vi på en øde plet i skoven en lille typisk norsk landsbykirke. Det var Holmenkollen sportskapel, hvor der på de store sportsdage afholdes gudstjeneste.
Selve Holmenkolbakken skal jeg afholde mig fra en beskrivelse af, da den er alle velkendt fra omtale og billeder i dagspressen. Blot vil jeg bemærke, at den alligevel virker vældig og imponerende, ligesom overdimensioneret, når man står under den og kigger op mod tårnet på tinden, hvorfra skiløberne starter.
Efter at have forceret stejle skråninger og en mængde trappetrin, stod vi ved foden af det 42 m høje tårn, hvor vi gik til tops med elevator, lukkede lugen op, som skiløberne kravler ud af, og kiggede ned af den kunstigt byggede skibane, der ender på taget af en toetagers bygning,
hvor der er skimuseum i stuen og restaurant på 1. sal. I denne restaurant spiste vi middag, og da man var indstillet på noget typisk norsk, blev det for de fleste kogt helleflynder med persillesmør.
Skimuseet var interessant. Det rummede 1000 år gamle ski, snesko, rensdyrslæder o.l., der er fundet i Norges moser. Ski, som er båret af sabotører, der er faldet i kampen. Mest interessant var dog Roald Amundsens ski og øvrige udstyr lige fra polartelt og hundeslæde til en udstoppet grønlandsk slædehund.
Vi spadserede til Holmenkollen station og tog tilbage til Oslo, kiggede lidt på byen og begav os til Oslo V., hvorfra vi rejste med tog til Asker. Undervejs var der stadig rejseoplevelser, som fængslede, især når vi passerede en gennem fjeldet sprængt tunnel.
Ankommen med bus til Dikemark blev vi modtaget af norske værter og svenske medgæster. Vi
blev præsenteret for vore kvarterværter og gik kort efter til bords med disse i Dikemarks kantine "Dalgløt", hvor der ved festligt pyntede borde blev serveret "varm aftens" med Dikemark personalforening som vært.
Arrangementskomiteens formand Finn Ouren bød velkommen og annoncerede de officielle talere, der var Dikemark personalforenings formand Arthur Mathiassen, den stedlige formand for for-eningen Norden Sverre Stove, der specielt var indbudt, ordførende .for Statens sjukhuspersonals forbund, avd. 2, Eric Edenø, Vänersborg, og formanden for Dansk hospitalsforbund, afd. 1, Peter J. Mortensen, Århus.
Efter at bordet var hævet, var der bal og forskellig optræden med fri adgang for alle Dikemarks medlemmer til kl. 1. Hen på aftenen blev der serveret kaffe, og imens optrådte de tre dygtige musi-kanter, der forøvrigt var plejere fra et andet hospital, som gårdsangere på scenen. De høstede stort bifald. De fik assistance af en svensk og en dansk gæst, nemlig Birger Johanson og Johs. Hauers-lev, der også scorede stort bifald.
Søndag kl. 11 mødte vi, vel fodrede af kvarterværterne, ved a-a' administrationsbygningen for at deltage i en planlagt udflugt i busser. Man kørte over Asker, hvor vi så prinseslottet, og derefter langs Tyrifjorden, hvor vejen er sprængt ind i fjeldsiden halvvejs oppe, så der er over 100 m til jorden på den ene side og lige så mange m til fjeldtoppen på den anden side af vejen.
Man gjorde holdt ved det historiske sted Solihøgda, ca. 20 km vest for Oslo, hvor norske buschauffører under krigen, når de var tvunget til at køre for tyske soldater, i et hårnålesving med fuld fart kørte ud over fjeldkanten og styrtede i afgrunden med deres forhadte last.
Turen fortsatte til SundvoIlen, hvor der serveredes kaffe eller et glas øl efter behag, og der var beregnet et par timers ophold. De fleste af os havde knap tid til kaffen, før vi stormede til StolIheisen (svævebanen) for med denne i en køretid på 14 minutter at blive transporteret de 1260 m langt og 500 m højt fra Sundvollen ved Kokkleivas fod til Kleivstua på Kokkleivas top. Det var en storslået oplevelse for os på en omtrent almindelig havebænk at sidde der højt oppe over trætoppene og jævnt stige ½ km op i luften på 14 minutter.
Fra Kleivstua var der en lille times spadseretur på fjeldtoppen til et punkt, der hedder Kongens utsikt, hvor fjeldvæggen går 500 m lodret ned. Her var sprængt et plateau og opsat et jerngelænder, så man kunne gå helt hen til gelænderet og kigge ned, samtidig med at man havde en pragtfuld udsigt over Tyrifjorden og Ringerika. Det kneb svært for os at komme ned med heisen til den aftalte tid, og vi blev noget forsinkede med at komme hjem til middagen.
Ankommen til Dikemark var vi gæster ved en middag, hvor Oslo kommune var vært repræsenteret ved sykehusforvalter Hagen og direktør Frøshaug med frue. Middagen var arrangeret under stilfulde og festlige former i "Dalgløt". forvalter Hagen bød velkommen, og direktør Frøshaug holdt på Oslo kommunes vegne festtalen. Han udtalte bI. a.: "Kære nordiske venner og kolleger! Det er os en glæde at se jer som gæster her på Dikemark samt at være værter ved en lille middag. Det er en god ide at besøge hinanden, og det vil være ønskeligt, om ideen måtte udvikles og trives fremover".
På de svenske gæsters vegne takkede Erik Edenø såvel Oslo kommune som Dikemarks ledelse og personalforening og udbragte et fyrfoldigt leve for værterne.
På de danske gæsters vegne bragte Peter J. Mortensen en varm tak og hyldest til Oslo kommune og personalforeningen. Han udtalte bI. a.: "Norsk gæstfrihed og hjertelighed er velkendt i Danmark, og Dikemarks gæstfrihed og hjertelighed er velkendt Århus. Alligevel må vi ved dette besøg erkende, at den ikke har kunnet beskrives med ord, men måtte opleves. Lad mig søge at tolke vore følelser i følgende ord: Norsk hjertelighed og gæstfrihed er storslået som den norske natur, storslået som indsejlingen til Oslo, som busturen til Tyrifjorden, som panoramaet fra Kongens utsikt. Dikemark personalforening har arrangeret dette nordiske stævne på en måde, der har skabt agtelse og anseelse om Dikemarks navn i Danmark".
Taleren bad til slut samtlige deltagere i middagen synge det første vers af de tre nordiske nationalsange i denne rækkefølge: den norske, svenske og danske. Hvilket skete stående.
Straks efter middagen tog vore svenske medgæster afsked for at begynde hjemturen, mens danskerne begyndte en rundtur på afdelingerne og værkstederne, som blev grundigt beset med sygeplejer Olav Løkken som fører.
Om selve Dikemark skal jeg ikke give nogen større beskrivelse, da der i Plejerbladets april-nummer 1951 findes en sådan af plejeass. Sigv. Estrup. Blot nævne, at Dikemark, der er beliggende ca. 30 km sydvest for Oslo, er Oslo kommunes psykiatriske sygehus. Det er bygget 1905 i typisk pavillonstil og har et jordtilliggende på 1500 tdr. land. Det har 800 sengepladser og nogle få hundrede patienter i familiepleje. Det store terræn består mest af skovklædte fjelde, men der findes have og landbrug. Da der ikke findes steder, hvor man kan leje en lejlighed, men selv må bygge eller have tjenestebolig, findes der 45 tjenesteboliger. Afdelinger og tjenesteboliger ligger, selv pavillonsystemet taget i betragtning, meget spredt på det udstrakte terræn. Noget lignende findes her hjemme på D.K.A. i Brejninge.
De funktionærer, som selv bygger, får altid temmelig langt til arbejdspladsen, da de jo må bygge udenfor sygehusets store terræn. Hverken grundpriser eller byggeomkostninger ligger lavere i Norge end i Danmark. Grundpriserne undrede mig noget i betragtning af de store ubebyggede arealer, men de forklares ved, at kun så lidt af Norges grund egner sig til bebyggelse, da den overvejende består af fjeld.
På det store terræn fandtes søer med åkander (på norsk vand liljer) , en elv med foss, som drev eget elektricitetsværk, avlsgård og et temmeligt stort hønseri.
Mandag morgen kl. 10 samledes vi ved a-a' atministrationsbygningen, hvorfra vor bus til Asker afgik kl. 10.30. Alle de norske venner, der kunne få fri, samledes med os, og den halve time blev benyttet til en hjertelig afsked med kvarterværter og venner. Det var svært, men bussen kom, og vi kørte til Asker og videre til Oslo.
Kl. 11.25 ankom vi atter til Oslo, og da båden først afgik kl. 21, var der igen tid til at se på byen. Der var i rejseplanen givet fri disposition til denne eftermiddag, men langt de fleste af deltagerne holdt alligevel sammen det meste af tiden. Først beså man Oslo rådhus, nordens største. Det blev færdigt 1951 efter at have været under bygning i 15 år, og opførelsen har kostet 40 mill. kr., hvoraf de 20 mill. til selve bygningerne og 20 mill. til udsmykningen. Denne består af marmorbeklædning, guldornamenter, billedhuggerarbejder og store vægmalerier af kendte norske kunstnere.
Vi drak kaffe på restaurant "Stratos", der er beliggende på taget af en 12 etagers bygning med en herlig udsigt over Oslo. Derpå tog vi i Frognerparken med Vigelandsanlæget, der består af den kendte norske billedhugger Vigelands billedhuggerværker, og så afgjort er Oslos største seværdighed.
Om aftenen kort før bådens afgang traf vi på Dikemark personalforenings formand, Arthur Mathiassen og frue, der skønt de havde taget afsked med os om formiddagen, forklarede, at de ikke kunne sidde rolig hjemme i Asker, men måtte til Oslo for at sige farvel endnu engang. Fru Mathiassen overrakte derpå fru Mortensen en buket blomster til afsked.
En ung mand fra Dikemark, der er en ivrig amatørfotograf, mødte ligeledes op og fotograferede ihærdigt, mens vi gik ombord. Da landgangen var taget, gav vi Mathiassen og frue et firfoldigt hurra, og mens vi sang "ja, vi elsker dette landet" og "Der er et yndigt land" gled vi sagte fra land ud i Oslo-fjorden.
Tirsdag formiddag kl. 10 lagde vi til kaj i Frederikshavn. Tolden blev passeret (med de lovlige 80 cigaretter i mappen), og snart sad vi i "Nordjyden" og rullede ned gennem Jylland. Høsten var i fuld gang, og selvom vi var mættede med indtryk fra den mægtige norske natur, kunne vi dog også nyde et dansk høstlandskabs storhed.
Jeg vil lade Aakjær tolke vore følelser med verset fra digtet "Høst":
Og aldrig jeg mindes en mark saa grøn
som den om mit hjemlands haver,
og ingen sol har jeg set så skjøn
som den, der gik ned mellem traver.
P. J. M.
