I højt humør og under livlig passiaren kie!rte vi præcis kl. 24 ud af byen, og i den stille sommernat var der fart på ned gennem jylland.

Ved hospitalet i Middelfart standsede vi et øjeblik op for at tage næstformanden i DHF, Tage Kristensen, med på turen, og næsten før vi vidste af det, stod vi ved det åbne hav - Nyborg var nået.

Nu var det så, om vi kunne komme over med vores store bus med den ordinære færge kl. 4, eller vi blev nødt til at vente til kl. 7. Heldigvis forbarmede de sig over os, så vi kom med den første færge, Overfarten i den tidlige morgen var herlig og forfriskende.

Så gik turen videre over det skønne Sjælland, og det var ikke så få byer, vi kørte hurtigt igennem - men i Hillerød, hvor det smukke og imponerende Frederiksborg slot ligger, stoppede vi op.

Byens bedste hotel blev erobret, og efter en tiltrængt soignering sad vi ude på terrassen i den dejlige sommermorgen - høj himmel og tindrende sol - og nød morgenkaffen og de friske rundstykker.

Desværre opnåede vi ikke at få så me- get af slottet og byens øvrige seværdig- heder at se, som vi kunne ønske os, tiden tillod det ikke, og i eet stræk tog vi så den sidste del af Sjællands-turen.

I Helsingør dumpede vi ned i et travlt og pulserende liv, og vi fik det allerbedste indtryk af den friske by ved Øresund; der blev taget mange billeder både af det ærværdige Kronborg slot og det raske liv nede ved havnen.

Så nærmede tiden sig, da vi kunne komme med færgen over sundet - farvel Sjælland, farvel Danmark, jo, uden patriotiske følelser var det bestemt ikke, vi forlod dansk jord.

Kun små tyve minutter tager sejladsen over, her er endda så meget smukt at se på, såvel bag os som forude. Vi når knapt at få det hele med, før vi er ovre på den anden side sundet. Tolden kommer vi let og smertefrit igennem, Tage Kristensen er den eneste, de svenske toldere finder lidt mistænkelig; han klarer dog frisag.

På hjemturen er det betydeligt sværere, de danske toldere kigger os efter i søm- mene, og nogle stykker i vort selskab måtte da også bløde nogle ekstra kroner til tolderne - det forhøjede dog bare stemningen og satte endnu mere kolorit over turen.

Helsingborg er ligesom søster- byen på den anden side sundet, en smi- lende og meget tiltalende by, som vi gerne havde stiftet nærmere bekendtskab med.

Men nok var vi kommet til Sverige, der var dog over 400 km at køre endnu, inden vi nåede bestemmelsesstedet, så vi måtte nøjes med at se på byen inde fra bussen, mens vi kørte igennem den.

På de første 100 km op gennem Sverige adskilte landskabet sig ikke meget fra det hjemlige - vi lagde dog mærke til de dårlige veje, hastigheden var ikke så lidt højere end hjemme, og venstrekørselen fik os til at føle det, ligesom vi skulle brase ind i de modgående køretøjer.

De fleste huse derovre, især på landet, er af træ, selv jævnt store gårde var bygget udelukkende af træ.

Først da vi var kommet et godt stykke forbi Hallandsåsen, begyndte de første klipper og nåleskove at vise sig, og jo nærmere vi kom Gøteborg, jo mere vild- somt, storslået og særpræget blev naturen med dens vældige bjergpartier.

Uvilkårligt fører tankerne os hen til de store svenske digtere - især de kvindelige - der så vidunderligt har beskrevet naturen og li- vet i de omgivelser, vi netop nu kører igennem.

Det er, ligesom vi gennem dem kender de forskellige navne, der passeres, og i det hele taget føler os fortrolig med alt det, vi møder her, som noget gammel- kendt - og kært.

Vi når Gøteborg - Århus' venskabsby - den store havneby, med de mange industri foretagender, der ligger tæt op ad Ihinanden, fabrikker, der er af betydning for hele Sveriges økonomi.

Vi kører igennem den store, smukke by og fortsætter atter nordpå.

I slugten mel- lem landevejen og bjergryggen ligger mindre landsbyer med små landbrug, men skovhugsten er hovednæringsvejen her.

Vejen er smal, snor sig i sving og går i bakke - dal over småbjerge, man sidder med livet i hænderne, men chauf- føren er årvågen og sikker.

Undertiden er vejen sprængt gennem bjergtoppe, så bjergvægge står tårnhøjt på begge sider af den.

Vi kommer også igennem den landsby, hvor der for et års tid siden skete et stort skred fra bjergskråningen ud i Gøtaelven.

Byen flyttedes et halvt hundrede meter og blev næsten begravet.

Man var endnu ved at grave husene ud og hæve dem med donkrafte og klodser.

Efter godt tyve timer på farten nærmer vi os endelig målet Vanersborg.

Hospitalet ligger ca. 4 km fra byen på den syd- vestlige bred af Vanern - Skandinaviens største sø.

Her er meget smukt, stilhed og fred ånder over de skønne omgivelser, søen er omkranset af nåleskove, dens bøh ger bryder så langt øjet rækker mod så- vel over- som undersøiske skær.

Vi kører ind på hospitalets grund og holder foran den store bygning, hvor festsalen findes.

Her får viden første velkomsthilsen, også af vore norske kammerater, der er kommet før os.

Da indkvarteringsforholdene er bragt i orden, og vi er blevet vasket og har fået støvet rystet lidt af os, bliver der budt på the og smørrebrød.

I den smukke festsal ved de vel dækkede borde sidder nord'- mænd, svenskere og danskere blandet sammen i een pærevælling og forsøger at forstå hinanden, men sprogvanskelighe- derne er slet ikke så store - selvom nogle af svenskerne hævdede, at vi dan- skere har g-r-ø-t i halsen, og efterhånden gik det bedre og bedre med forståelsen, både i den ene og anden retning - det var hyggeligt og fornøjeligt.

Formanden for den stedlige organisation, vor gode ven Edenø, lægger for med de officielle taler - han byder os hjerte- lig velkommen og udtaler sin glæde over, at fagfæller fra 3 lande kan samles og udveksle tanker og hilsener, det er hans store ønske, at dette påbegyndte nordiske samarbejde mellem kolleger må udvikle sig og blive noget fast og varigt.

Edenø lader også i sin tale en varm og hjertelig hilsen gå op til kollegerne i Finland.

(Efter talen og det lange bifald synger man "Du gamla, du fria").

P. J. Mortensen takker på danskernes vegne for den smukke velkomst og hylder i hjertelige ord formand Edenø for hans personlige indsats og initiativ i arbejdet for den fællesnordiske tanke, der har resulteret i denne skandinaviske sammenkomst af hospitalsfolk.

P. j. Mortensen giver udførligt en beskrivelse af det hospital, han hører til, og som nu fejrer 100 års jubilæum, omtaler patientbelægningen, læge- og plejepersonalets størrelse og de mange behandlingsmetoder, der nu benyttedes på Risskov.

Sluttelig overrakte han afdelingen en dirigentklokke til minde om besøget (hjertelig bifald, og derefter lød fuldtonende udover festsalen "Der er et yndigt land").

Ouren, der er formand for vore norske kolleger i "Dikemark" ved Oslo, takker på de norske gæsters vegne for indbydelsen og den gode velkomst, der er blevet dem til del af deres svenske brødre.

Udtaler ligeledes sin glæde over, at sammenkomsten er blevet en realitet - næste gang mødes vi i Oslo.

Ouren gav en livlig skildring af arbejds- og organisationsforhold i Norge.

Hele plejepersonalet var kommunalt ansat, og de var da også tilsluttet Kommunalarbejderforbundet.

Selv om man ikke havde en sådan organisationsenhed som kolleger i Danmark og Sverige, der havde deres eget forbund, så hindrede det ikke, at man søgte samarbejde og venskab med nordiske kolleger, vi nordmænd vil gerne medvirke til at udvide og pleje dette samarbejde.

Under stort bifald overrakte Ouren som gave til afdelingen en smuk blomstervase af keramik, og man sang "ja, vi elsker dette landet".

Efter denne festlige optakt til aftenen var der underholdning af et mandligt sangkor, der sang romancer fra alle 3 lande smukt og stemningsfuldt.

En anden kollega, Birger johansson læste digte af kendte skandinaviske digtere.

Med Birger johansson gjorde vi iøvrigt et særdeles interessant bekendtskab, nogen helt almindelig plejer var han bestemt ikke.

Han hørte til den intellekte type, med dybtgående kendskab til kunsten og litteraturen.

Hans lejlighed var overfyldt med bøger og værdifulde kunstgenstande, og med de mange reoler og glasmontre lignede det mere et museum end en privat lejlighed.

Der er ingen tvivl om, at virkelige kunstelskere ville have haft en udsøgt glæde ved at bese blot enkelte af de ting, han var i besiddelse af.

Da vi søndag morgen var ude for at se på omegnens seværdigheder, besøgte vi bl. a. en gammel historisk landsbykirke.

Her bragte Birger johansson noget højtideligt og andagtsfuldt ind til os alle ved at læse nobelpristageren Par Lagerkvist's digt "Der kom et brev".

Ved en anden lejlighed - og på norsk opfordring - reciterede han magtfuldt og smukt "Terje Vigen".

Nu er Birger ude på en 5 ugers ferierejse, han kører rundt i bilen nede i Italien og Spanien og suger nyl næring til sig - vi sender ham en venlig tanke og takker for de berigende stunder, han gav os.

Nå, det var et lille sidespring.

Efter at hver især havde fået, hvad de kunne spise, blev der ryddet op til dans.

Men vi var nu ikke særligt oplagt til at danse efter den lange køretur, og lidt efter lidt forsvandt de forskellige kendte ansigter fra balsalen, og tilsidst havde svenskerne det hele for sig selv.

Søndag morgen vågnede vi op ved, at regnen styrtede ned udenfor, vi skulle på udflugt den formiddag, men heldigvis ikke før kl. 11. Det regnede dog stadig stærkt, da vi drog ned til de ventende busser, men vi var ikke mere end lige startet, så blev det opholdsvejr, og da vi nåede Trollhattan, var det det dejligste solskinsvejr.

Trollhattan, hvor Gøtaværket og de berømte sluser findes, er en industriby med mange store virksomheder, bl. a. er der også flyvemaskinefabrikker.

Det var fantastisk imponerende at se, hvor enkelt man gennem 4 mægtige sluser, næsten som et trappesystem, sænker og hæver selv ret store skibe ca. 35 meter.

Det var en uforglemmelig oplevelse at stå overfor dette gigantiske mesterværk og se, hvor let og sindrigt sluseværket virker i al sin genialitet.

Gøtaværket, Sveriges næststørste elværk, der også leverer strøm til Danmark, var sprængt ind i klipperne, så de rå bjergvægge - ca. 50 meter høje - dannede væggene i kraftcentralen, hvor de kæmpemæssige turbiner summede i dybet.

Menneskets sejr over naturkræfterne, deres snille og formåen, efterlod et overvældende og uudsletteligt indtryk på os, der havde besøgt Trollhiittan.

Med et par afstikkere ud i omegnen gik det atter tilbage til hospitalet, hvor vi de næste par timer skulle være gæster ved en middag, som den kongelige direktion var vært for.

I Sverige har man endnu den ordning, som vi havde det herhjemme indtil 1921, da direktoratet for statens sindssygevæsen blev oprettet, og som bevirkede en centralisering af samtlige hospitalers virksomhed - at der på hvert hospital er en lokal direktion, der i samarbejde med hospitalsledelsen varetager de beføjelser og det ansvar, som herhjemme af ministeriet er pålagt direktoratet.

Middagen foregik stilfuldt, som man kan vente det ved en sådan lejlighed, og maden var glimrende.

Formanden for direktionen, til daglig sekretær ved landshøvdingen, hr. Christian Fahlcrantz, der virkede meget sympatisk, holdt en inspirerende tale am nordisk samarbejde og udtalte sin gLæde over besøget her på Vänersborg.

Han håbede, at samværet måtte blive til glæde og gavn.

Formanden for den stedlige forening, Edv. Edenø, talte ligeledes smukt om nordisk samvirke og bragte en hilsen fra den svenske turistforening.

På gæsternes vegne takkede P. j. Mortensen og Ourøn for direktionens og kollegernes venlige gæstfrihed.

Efter den vellykkede middag blev der budt på kaffe inde i selskabslokalerne, og det var under tvangfri former, man sad og diskuterede mand og mand imellem, så det summede af stemmer i lokalet, til udelt glæde for deltagerne.

Så blev der endelig lejlighed til at se lidt nærmere på hospitalet indvendigt.

Det er bygget i 1905 i pavillonsystem, det er store røde bygninger med helt op til 4 etager.

Der er plads til 1050 pt.

, men for tiden er der godt 1500; den store overbelægning kunne selvfølgelig ses og var mærkbar overalt på afdelingerne, der i forvejen er meget store, op til 65 pt.

Desuden led de under en følelig personalemangel, der bevirkede en temmelig høj procentdel af ukvalificeret arbejdskraft med ringe eller overhovedet ingen uddannelse.

Forholdene var forældede og ret triste for såvel funktionærerne som patienterne - men de stod også lige overfor en gennemgribende modernisering, fortalte man os opmuntrende.

På hospitalet var ansat en københavner som plejer, han havde været der i 3 år og var udmærket tilfreds, men han glædede sig til moderniseringen.

Vi havde megen fornøjelse og udbytte ai bekendtskabet med ham under opholdet.

Efter rundgangen tog vi afsked med de gæve nordmænd, der nu måtte tilbage til Oslo, de fik et kraftigt hurra med på vejen.

Resten af aftenen disponerede vi over efter ønske, men netop denne søndag aften blev der af vore svenske kammerater udfoldet store bestræbelser for at gøre det hele så godt for os som overhovedet muligt, de enkelte venskaber, der var knyttet, blev udbygget og konsolideret - der var sikkert en hel del, der lovede hinanden, at der ikke skulle gå lang tid, før de sås igen.

jo, det blev en dejlig aften.

Mandag morgen kørte bussen igen ud fra hospitalet - det går atter hjemad - og deltagerne blev samlet op efterhånden, som vi nåede deres kvarter.

Der blev taget en rørende afsked alle steder, hvor bilen holdt, men tilsidst blev vi da færdig til endeligt opbrud fra Vänersborg.

I Gøteborg tager vi på indkøb, der har ikke før været lejlighed til at bruge vor svenske valuta, nu tager vi revanche.

Tilbageturen går lidt mere trevent, end tiden egentlig tillader, allerede i Halmstad må vi ai igen og strække benene - og vi er ikke kommet mere end et par kilometer udenfor byen, før vi får motorstop, det giver en times ufrivilligt ophold midt ude på landevejen, men så kan vi igen, og i fuldt drøn går det nu mod Helsingborg.

Det var meningen, vi skulle en tur til København, og i Tivoli et par timer, men allerede nu står det klart for os, at vi ikke kan nå det.

Aflysningen tager vi med godt humør, køreturen er lang nok endda, særligt da der bliver lovet os tid til at få noget varm mad i Helsingør.

Inden vi forlader Helsingborg og dermed Sverige må vi have afsat alle vore småmønter, det er lige meget, hvad vi køber, bare pengene bliver brugt.

Efter et dejligt langt ophold i Helsingør, kører vi mod Korsør omkap med tiden, den sidste aften færge skal nås - vi er heller ikke mere end lige kørt ind på den store ny færge "Broen", før vi sejler.

Over Fyn er der liv og humør i bussen, mikrofonen bliver flittigt brugt, nogle benytter lejligheden til at sige rejsefællerne - arrangørerne og rejselederne tak for gode dages samvær, og for den dejlig tur, bl. a. takker Tage Kristensen på egne og hustruens vegne, fordi de fik lov til at deltage i den uforglemmelige tur.

Der er også flere, der takker Tage Kristensen og hans kone for godt kammerat- skab og samvær, og da han står ud i Middelfart, får han et dundrende hurra med på vejen.

Så kører vi igen over Lillebærtsbroen og op gennem Jylland, hvor regnen styrter ned ustandseligt.

Endelig når vi udgangspunktet, Marienlund.

Det er en flok trætte og søvnige mennesker, der tager afsked med hinanden i denne tidlige morgenstund, men eet er alle enige om: Vi havde sammen oplevet nogle dejlige og uforglemmelige dage, som vi altid med glæde ville tænke tilbage på.

Tak til arrangørerne for tilrettelæggelsen af turen, og tak til rejsefællerne, der hver på sin måde bidrog til sammenhold og fornøjeligt samvær.

Og tak til kammeraterne, der blev hjemme, og hospitalsledelsen for deres medvirken til, at vi kunne komme med på turen.

Og til allersidst sender alle vi, der nød godt af vore svenske kollegers gæstfrihed og venlighed en hjertelig tak til de mange hjem i Vänersborg, der modtog os så storslået og hjerteligt.

H. R.