Det bør blive et folkekrav, at der nu indgås et bredt forlig om en kommende kommunalreform. Alle gode kræfter bør samles om at nå en politisk aftale, der kan sikre arbejdsro og stabilitet for de ansatte - og samtidig sikre det politiske og demokratiske grundlag for en fremtidssikring af det danske velfærdssamfund.

Det mener Forbundet af Offentligt Ansatte, der nu opfordrer begge sider i Folketinget til at sætte sig til forhandlingsbordet - og enes om en ny kommunalreform, der kan holde mange år ud i fremtiden.

"De offentligt ansatte lever allerede i dag med en stor portion utryghed på baggrund af planerne. Det vil være den dårligst tænkelige situation med en snæver kommunalreform nu - og en ny reform efter et folketingsvalg med et andet politisk flertal. De ansatte vil blive kastebold mellem amter, kommuner, stat og nye regioner - og det må frarådes på det skarpeste, at nogen overhovedet kan overveje sådan en model. Der er tale om hundrede tusinder af menneskers arbejde og fremtid - de har et krav på en anstændig behandling," siger forbundsformand Dennis Kristensen, Forbundet af Offentligt Ansatte.

"Det vil lamme store dele af den offentlige forvaltning, hvis man skal leve med udsigten til både en kommunalreform og en kommunalreform, der skal ændres inden den træder i kraft. De ansatte vil være kastebold i et politisk spil, hvor de vil blive smidt fra amt til region og til kommune - og tilbage igen. De politiske partier bør nu tage sig den tid, der skal til. Om det bliver i juni eller juli, der indgås et forlig er slet ikke afgørende. Det er derimod afgørende er der er stabilitet og bredde i en ny reform. Alt andet kan vi ikke leve med," siger Dennis Kristensen.

Ok05 Møde Århus Af Jesper Priskorn D. 25 og 26 maj var alle sektorformænd og faglige udvalg indkaldt til det første OK05 møde i Århus kongres Center. Mødet blev åbnet af Karen Stæhr fra forbundssektoren. Herefter var det forhandlingssektionen som overtog, de forsøgte efter bedste evne at orientere os om hvordan forhandlingerne skulle fungere i det ”nye” system. Vi skal som før omtalt forhandle de specielle krav først og derefter de generelle krav. De specielle , er de krav som mønter sig direkte til dine arbejdesfunktioner i psykiatrien, f.eks tillæg for skærmet afdeling. De generelle krav går på højere eller flere løntrin, ferie , barsel, etc. Vi fik udleveret de foreløbige overenskomstkrav og de ligner meget de krav vi herfra har sendt ind.

På den generelle side er det grundlønsforhøjelser, en ny form for ny løn, etc. Det er tydeligt det er lønnen der ønskes forhandlet og de mere bløde ting som ferie og barsel træder i baggrunden. Vi fik en ”køreplan” for forhandlingerne udleveret, uden man kan sige den på nogen måde kan holde - Dette skyldes til dels at dele af KTO har forladt KTO - det drejer sig specielt om sygeplejerskerne og på dette grundlag kan man forvente, at der ikke er nogen der tør skrive under, før den anden er færdig. Deri ligger risikoen for at den ene part får mere end den anden. En del af drøftelserne gik på om vi som organitation kan holde til at der er nogen af vores mange grupper i FOA som ”løber” med alle pengene, en risiko der ligger i at vi forhandler de specielle krav først - måske betyder det at sundhedsgrupperne løber med pengene foran f.eks. køkken/rengøringspersonalet eller omvendt. Men....det må tiden vise. På egne linier, havde vi d. 5 maj medlemsmøde om OK05 - det blev ikke just et tilløbsstykke - der kom kun ganske få og man må undres over hvor lidt betydning, du som kollega ligger i at forbedre din løn. Men vi kan vel til gengæld forvente at du bliver glad for resultatet, uanset udfaldet.

Plejernes faggruppelandsmøde blev afholdt i marts 2004.

På mødet beskæftige vi os meget med de besparelser som er pålagt psykiatrien, afledt af skattestoppet, som noget nyt, var det nu også tydeligt at man på det social-psykiatriske område følte besparelserne, meldingerne var at patienter kom meget dårlige end tidligere ud fra hospitalerne og det var meget vanskeligere at få brugerne indlagt igen.

Så man kan roligt sige at tendensen til øget arbejdspres og hermed flere nedslidninger er mærkbart til stede, over hele landet.

Denne tendens er derfor med til at vi i fagligt udvalg arbejde lidt kraftigere på at få en psykiatrikonference, som du kan læse om her i bladet.

Medarbejdertrivsel var også et af de emner vi havde oppe til drøftelse, vi enedes om at udveksle forslag til gensidig gavn via mail systemet.

Det vil sige, hvis vi for eksempel indføre ”Powernapning”, kunne det tænkes at de ideer kunne bruges andre steder i landet.

Derudover skulle vi forsøge at beskrive faget og vores faglighed til glæde for os selv og forbundet - det var en spændende øvelse, det er ikke hver dag man skal sætte ord på hvad man laver i dagligdagen, hvordan og hvorfor.

Til sidst diskuterede vi overenskomstforslag og det var ikke tydeligvis en enig faggruppe der ønskede mere i løn - meget mere, men det vil tiden jo vise.

Der var udskiftning i Fagligt udvalg, så det ser nu sådan ud:

Inger Marie Kuus, Middelfart - Henrik Hedegaard, Roskilde og Jesper Priskorn, Århus.

StedtiIIægget.

I »Plejerbladet«s - iøvrigt udmærkede - Referat af Hovedbestyrelsesmødet er mit Indlæg om det særlige Tillæg til Vedsted misvisende refereret, og da jeg i den Anledning har modtaget Forespørgsler fra mange Sider, bedes Bladet optage følgende:

Naar der staar refereret i Bladet, at jeg skulde have udtalt, at de Plejere, der boede i Ribe, fik 20 Kr. mere om Maaneden end os, der bor i Vedsted, saa er det ikke rigtigt. Det faar de nemlig ikke. Var det Tilfældet, saa havde Problemet l hvert Fald for de gifte Funktionærer været løst, idet vi saa uden Tvivl alle havde boet i Ribe. Hvordan Hospitalet havde set paa en saadan Ordning, ja, det er altsaa en anden Historie.

--- Nej, i mit Indlæg henviste jeg til, at mange af os Plejere havde boet i Ribe - grundet paa de daarlige Boligforhold - vi havde derfor et Førstehaands Kendskab til, hvordan Levevilkaarene var i en By, hvor Stedtillægget er 228 Kr., og i en, hvor der intet Tillæg gives. Og naar det afgjort ikke paa et eneste Omraade er dyrere at bo i Ribe end i Vedsted for en Plejerfamilie, ja, saa er det vel ikke saa underligt, at vi hernede nærer den største Mistillid til den nuværende Stedtillægsordning;

Men den samme Utilfredshed er ogsaa ved at gøre sig gældende indenfor de øvrige Tjenestemandsorganisationer. Der bliver jo ikke holdt eet Tjenestemandsmøde, uden dette Spørgsmaal bliver draget frem. Men da det indenfor de forskellige Organisationer kun er et Mindretal, der mærker Utilfredsheden, bliver der faktisk ikke arbejdet med den rigtige Forstaaelse paa en Løsning af dette vigtige Spørgsmaal.

Jeg tror, at Ledelsen indenfor C. O. kunde have godt af at komme lidt i Lære hos Arbejderne, der sidste Foraar ikke var bange for at gaa ud i en Arbejdskamp udelukkende for at hjælpe de lavestlønnede. Vi savner noget af den Aand indenfor Tjenestemændenes Rækker.

Nu er vi imidlertid slaaet ind paa en anden Vej, og den Tilslutning, vi møder fra saa mange, viser os, at det er den rigtige. Vedsted er jo ikke som de andre Hospitaler, der alle ligger smukt omgivet af Skov og Strand, med herlige Bakkedrag som Baggrund. Det er Omgivelser, der fryder øjet og gør Sindet let og glad. Men saadanne Naturskønheder har vi ikke i Vedsted. Her er trist, fladt og øde, en barsk og blæsende Natur, der nok kan virke ejendommelig, men absolut ikke idyllisk. Naar vi i disse Omgivelser saa samtidig maa give Afkald paa bymæssige Fordele, ja, saa finder vi det ikke mere end rimeligt, at Staten yder os en Erstatning for alle de Goder, vi daglig maa undvære. For det er jo ikke bare det, at man ikke har noget kønt at gaa og se paa, der er det helt afgørende.

Beliggenheden spiller - endda meget stærkt - ind ogsaa paa det økonomiske. Skal man paa Indkøb eller til Foredrag, i Biografen eller Teatret, hvad altsammen sjældent sker, saa fordyrer Befordringen det saa meget, at den i Forvejen saa lille Løn paa den Maade bliver endnu mindre. Og for den ugifte, der bor paa Hospitalet, betyder det en meget stor Nedgang i Indtægten, naar Pengelønnen bliver reduceret med indtil 25 Procent i Forhold til, hvad de vilde kunne faa paa et hvilket som helst andet Hospital. Særlig naar man ved, hvor fordyrende Hospitalets Beliggenhed virker for de enkelte, er det ikke mærkeligt, at det kniber med at faa nok Personale herned. De meget slette Boligforhold har bevirket, at mange af Plejerne har været tvunget til at bygge eget Hus. Det har selvfølgelig ikke gjort det lettere, tværtimod har den lille Plejerløn faaet en yderlig stærk Belastning.

Det har dog ikke helt afklaret Boligforholdene. Da Sygeplejerskerne fik Tilladelse til at flytte ud af Hospitalets Forplejning, steg nogle af Lejlighederne med 20-25 Procent, en Forhøjelse som altsaa Funktionærerne maatte betale.

Det er ikke uden Grund, naar vi alle hernede venter at møde nogen Forstaaelse hos de Myndigheder, der skal behandle det Forslag, der er indsendt til Direktoratet om et Særtillæg. Det vil bringe os op i Ligeløn med, hvad der ydes andre Funktionærer indenfor Statens Sindssyge- hospitaler, og vi venter spændt -- og paa et godt Resultat.

Henry Rasmussen,
Afdeling 4.

Et Varsko.

Forslaget fra Afdeling 3 om Deling af Forbundet er et Bevis paa, at Taalmodigheden har naaet Bristepunktet. At det blev vedtaget med saa overvældende Majoritet, er et glædeligt Tegn - et Udtryk for, at Plejerstanden er ved at vaagne. Det er tillige et Varsko til Hovedledelsen om at faa løst det Spørgsmaal, der burde have været løst for flere Aar siden. Det kan meget rigtigt indvendes, at som Uddannelsesspørgsmaalet nu ligger, er det et utidigt Forslag. Af den Grund vinder det muligvis heller ikke Tilslutning i de forskellige Afdelinger. Men der er saavist ingen Grund til hverken at kalde det egoistisk eller ukammeratligt. Skal vort Forbund maaske ikke først og fremmest varetage Medlemmernes vitale Interesser? (!) Kammeratskab kunde jo nok dyrkes paa andre Maader i lokale selskabelige Foreninger, saa det ikke netop behøver at være Hovedformaalet indenfor Organisationen! Det er et Spørgsmaal, om det ikke havde været bedre for begge Parter, om der her havde været foretaget en Ændring for længe siden. Plejerskerne har ofte og med Rette klaget over, at der gøres for lidt for dem, og hvad det lønningsmæssige angaar kan det jo ikke nytte, at vi fastholder Krav, der er uigennemførlige.

Det er muligt, at det i sin Tid var opportunt, at man gik ind for Ligelønsprincippet. Men det er i hvert Fald sikkert, at Princippet: Lige Løn for lige Arbejde ikke mere har sin Berettigelse i vort Forbund. Efterhaanden har vist ogsaa alle normalt begavede indset, at Organisationens Sammensætning er en Hindring for en Løsning af Lønspørgsmaalet - ellers har de hverken læst Medlemsbladet eller fulgt med i Arbejdet. Derfor er Taalmodigheden nu ogsaa ved at briste, selvom den hos Hovedledelsen synes næsten at være ubegrænset!

Imidlertid synes hele dette Spørgsmaal i Øjeblikket at være saa langt fremme, at der virkelig er Udsigt til en Løsning, saa det er uden Tvivl rigtigt - som Forbundsformanden Johs. Hansen hævdede - at vi forholder os afventende, indtil Bevillingsmyndighedernes Svar foreligger - vel at mærke, hvis det ikke stadig trækkes ud i det uendelige.

I sin Tid er man ogsaa her fra Aarhus gaaet i Breschen for den Løsning, Afdeling 3 foreslaar. Naar vi imidlertid nu i forrige Maaned indsendte et andet Forslag til Forretningsudvalget, saa var det for at finde en Ordning, hvorom der kunde opnaas Enighed. I Realiteten vil Forslaget fra Afdeling 1 jo lige saa fuldt fjerne den nævnte Hindring, maaske knap saa omgaaende, men til Gengæld paa en mere lempelig og - synes det os - naturlig Maade.

Men der er absolut ingen Grund til at stille sig afvisende overfor Forslaget fra Oringe. Det er Udtryk for en vaagnende Forstaaelse, et Forsøg paa at komme ud af den Stagnation, vi i en halv Menneskealder har siddet fast i. Det fortjener Overvejelse og en velvillig Modtagelse.

Aarhus,
1 Marts.
S. Sørensen.

Samarbejde.

Plejepersonalet paa S.S. har som, bekendt aldrig kunnet finde hinanden i organisationsmæssig Samarbejde. Det er for saa vidt beklageligt, som det altid betyder et Minus, et Spild af Kræfter, naar de, der har fælles Interesser, ikke kan mødes i et naturligt og selvfølgeligt Samarbejde.

Denne Mangel paa Samarbejde har forskellige Aarsager. Naar Sygeplejerskerne nu sidst mødte vort Tilbud med et Afslag, kunde det se ud, som om Skylden var deres, hvad den i Virkeligheden ikke er. Grunden er, at Tiden er forpasset. Plejerforeningen kommer her som saa ofte før bagefter. Hvad Aarsagen til, at vor Organisation ikke har forstaaet at følge Udviklingen er, skal vi ikke komme nærmere ind paa her.

I Betragtning af Forholdene, de senere Aars Udvikling og hele Tendensen her i Afdeling 1 for Tiden kunde vi paa Forhaand vide, at Sygeplejerskernes Svar vilde blive et Afslag. En Stand, man kun ønsker at undertrykke og mener omtrent at have Foden paa Nakken af, ønsker man selvfølgelig ikke at forhandle eller samarbejde med!

En væsentlig Grund til det skæve Forhold er det tillige, at Sygeplejerskerne ved S. S. udelukkende er repræsenteret af overordnede. Det er ofte dem - som en lndsender i sidste Nummer gjorde opmærksom paa - der vanskeliggør det gode Forhold, der betyder saa meget for Personalet selv og maaske endnu mere for Patienterne - kort sagt for hele Aanden og Stemningen paa Afdelingen.

Det er for saa vidt ikke det daglige Samarbejde paa Afdelingerne med Sygeplejersker, vi reagerer imod, men det er imod denne unødige Klassedeling, denne systematiske Undertrykkelse af de mandlige Plejere, som ledelsen jo alligevel indrømmer Nødvendigheden af at have. Hvis ikke Plejerne var saa skikkeligt et Folkefærd, havde de gjort Oprør for længe siden. Der er dem, der er saa »skikkelige«, at de er imod Kritikken her i Bladet; det er imidlertid en Misforstaaelse. Ikke al Kritik udtrykker Fjendtlighed, men skulde vort Fagblad ikke være et Udtryk for Stemningen indenfor Standen, hvad skulde vi saa have Bladet til?

Ganske vist ved vi godt, at vor Kritik kun højst mødes med et Skuldertræk. Men er det ikke dem, der har Skoen paa o. s. v.? Er det ikke vor Pligt stadig at gøre opmærksom paa, at Ordningen er uholdbar. Det hedder, at vi skal udføre Tjenesten med »Nidkærhed«. Et udmærket Ord, men en Egenskab, der desværre ikke mere er Plads for, siden al Initiativ kvæles af Feminismen, og

Manden drives enten ud i Bitterheden eller den ligeglade Tilstand, hvor Hospitalet kun bliver det Sted, hvor han nødvendigvis skal gaa for at tjene de 9-10 Kr. om Dagen, der er Minimum for at forsørge en Familie (i et Samfund, hvor en ansvarsbevidst Mand er saa stavnsbundet som nogensinde før). Selv den største Idealist tvinges til efterhaanden kun at nære Foragt for den Institution, det er hans Pligt at vie sine Evner og Kræfter.

»Hvorfor finder vi os i en saadan Smaalighed og Tyrani,« siger nogle af de utilfredse, »hvad har vi en lokal Bestyrelse til, hvorfor klager den ikke?« Har vi ikke Erfaringer nok for, at det intet nytter. Siden Kvindens Suverænitet er blevet total, findes der jo ikke mere nogen lokal Autoritet. Heldigvis har vi Lov at indanke vor Sag for vor højeste foresatte og Erfaring for, at vi her kan regne med en objektiv Bedømmelse. Men selvfølgelig skal vi ikke besvære Direktøren ved hver Uretfærdighed eller hvert Overgreb. Lad os bare indtil videre finde os i enhver Ydmygelse, indtil Maalet er fuldt. Maaske det ogsaa til sin Tid vil være opportunt gennem Pressen at gøre Offentligheden bekendt med vore Kaar.

Der er dog et Omraade, hvor det er vor Pligt ved ubrødeligt Sammenhold at protestere: Naar Ledelsen for at tjene Princippet gaar saa vidt med at erstatte mandlige Plejere med Sygeplejersker, at det gaar ud over den nødvendige Sikkerhed, hvad vi har Eksempler paa andre Steder fra og synes at være paa Vej til ogsaa her paa Hospitalet. Den nødvendige Tryghedsfølelse er den første Betingelse for, at Personalet i det hele taget kan udholde at gaa paa urolige Afdelinger Aar efter Aar. Her er en væsentlig Ulempe ved Samarbejdet med Sygeplejerskerne, og mange af de pinlige Oplevelser: at Patienterne bliver aggressive, kunde undgaas ved en overlegen Vagt.

Mærkeligt nok ser det ud som, at Princippet flest mulige Sygeplejersker gaar forud for alt andet. Vi beklager os ikke over den Hensynsløshed, hvormed det gennemføres, vi spørger kun, hvad der egentlig naas herved i Realiteten?

Ganske vist er vi ikke Tilhængere af, at Personalet i alt skal spørges til Raads, men et naturligt Hensyn og gensidig Tillid er en nødvendig Forudsætning for et godt Samarbejde. Naturligvis er det ogsaa nødvendigt med Orden og Disciplin, men Maalet skulde vel ikke være at gøre det hele saa mekanisk og sjælløst som muligt. Mon ikke den overordnede, der viser sit Personale Tillid og regner dem for ansvarsbevidste Mennesker, faar dem til at yde mere, end ham, der behandler dem som Plebejersjæle, der hele Tiden skal have Pisken over Nakken? Er det i den Forbindelse ikke komplet ligegyldigt, om en drikker en Taar Kaffe af Termoflasken, eller han drikker Vand af Vandhanen ? Som om det siger noget som helst om, hvorvidt vedkommende udfylder sin Plads eller ikke! Hvortil al den Smaalighed, der kun forringer Mennesker.

Et godt Samarbejde afhænger tillige af Arbejdets rette Vurdering. Det er jo ikke Arbejdets Art, men den Pligtfølelse og Troskab, hvormed det udføres, der bestemmer dets Værdi. Det ene Arbejde er vel ligesaa nødvendigt som det andet, hvor meget Mennesker end kun har lært at vurdere hverandre efter Lønklasse - noget, der tilhører en Tid, der er moden til at gaa i Graven. Derfor bør alle stræbe efter personlig Dygtiggørelse, ikke for at dyrke egne eller Standsinteresser, men for Helhedens Vel.

XX

Det ideelle Pleje- personale.

Det er ikke saa helt sjælden, at man i den moderne Roman kan falde over Skildringer af det Liv, der leves inden for et Sindssygehospitals Mure. Der er endog enkelte Romanforfattere, der har fundet saa godt Stof i dette Milieu, at de har dristet sig til at udgive en hel Bog om det.

Mange Gange kan det have sin særlige Interesse for os derved, at Forfatteren tager Standpunkt. til de forskellige Spørgsmaal, som kan rejse sig, og saaledes ogsaa hvilke Egenskaber man maa kræve af den ideelle Plejer.

En Mand som Nobelpristageren John Galsworthy to Eks. er ikke den, der holder sig tilbage. Han ikke blot udtaler sig om den Følelse, Patienten har efter Hjemsendelsen fra et Sindssygehospital, men han har ogsaa sin egen Teori om den ideelle Plejers Beskaffenhed.

I »Ventetid« hedder det: »Hvis de vil pleje sindssyge, maa de slaa en Streg over alt, hvad der hedder Hjerte, de maa være fuldkommen forhærdet og ikke kende til Nerver. Med Nerver vil de være værre end de haardhudede, fordi de vilde være ængstelig og urolig, og det vilde ramme de sindssyge.«

Det er sikkert ikke uden Interesse i denne Forbindelse at høre, hvad nogle af vore hjemlige Psykiatrikere mener om den Sag.

Galsworthys Recept er ikke netop den samme, som Overlæge F. Krarup skriver under paa i »Sindssygedommens Grundtræk«, der lyder saaledes:

»Naturligvis maa den, der med nogen Held skal kunne deltage i sindssyges Pleje, først og fremmest være opfyldt af dyb Medfølelse med disse, en Medfølelse ikke blot fremkaldt ved Synet af den syge, hvis stadige Graad, Jammer og Klage viser, i hvor høj Grad de lider; men ogsaa underbygget ved Tanken om de mange brudte Skæbner, Sindssygdom er Skyld i, og alle de bristede Haab, de forvolder.«

Afdelingslæge paa Sct. Hans P. J. Reiter skriver i »Sindssygdom og Sindssygebehandling«:

»Af Plejepersonalet kræves Takt, Finhed og Kultur, Blik for hver enkelts Behov og Samvittighedsfuldhed.«

Og endelig skal vi citere tidligere Overlæge Gem, der skriver i sin Bog om Viborg Sindssygehospital:

»Manden kan nu engang bedre holde Disciplin, ikke paa Grund af sine Kræfter, men ved den Ro og Bestemthed, maaske ogsaa en vis Raadsnarhed, som en øvet Plejer maa være i Besiddelse af.«

Mon ikke dette er tilstrækkeligt til, at vi kan danne os en personlig Mening om den ideelle Plejers Egenskaber.

K.

Afdeling 4 (Middelfart) afholdt ekstraordinær Generalforsamling den 24. Februar til Drøftelse af Spørgsmaalet: »Skal Plejerskerne danne egen Afdeling under Dansk Hospitals-Forbund« som eneste Punkt paa Dagsorden. At Forslaget fra Oringe havde vakt stor Interesse, var tydelig, idet ca. 85 af

Medlemmerne havde givet Møde.

Formanden, Schaff, bød velkommen og haabede paa en god og rolig Forhandling.

Som Dirigent valgtes H. M. Hansen.

Formanden gaven Fremstilling af de Forhandlinger, som var ført baade med Ministeren og Direktøren ved sidste Forretningsudvalgsmøde i København, og oplæste forskellige Skrivelser vedrørende disse Forhandlinger. Formanden oplæste ligeledes en Skrivelse fra Afdeling 3, Oringe, hvoraf det fremgik, at man ønskede, at Plejerskerne skulde danne egen Afdeling under Dansk Hospitals-Forbund. Formanden gjorde nærmere Rede for Forslaget og mente ikke, man skulde gaa ind for en saadan Ordning, som i Virkeligheden kun kunde være til Skade for Forbundet, hvad man ogsaa inden for Hovedbestyrelsen var fuldt enige om. Han anbefalede Medlemmerne at stemme imod.

Karl Rasmussen: Jeg vil anbefale alle at stemme imod. Et Forslag som dette bør man ikke støtte.

Lars Nielsen: Plejerskerne har længe været os en Klods om Benet. Saa længe vi har dem i Foreningen, har vi ingen, som helst Udsigt til at naa videre frem. Alene af den Grund er det os umuligt at faa Lønnen hævet.

Jespersen: Vi maa være forsigtig og ikke være med til noget, som kan skade Foreningen. Vi maa stemme imod.

Fru Madsen: Lad os bevare et godt Samarbejde og se rigtig paa denne Sag.

Mary Andersen: Det kan vel ikke være Meningen, at man skal smides ud at Foreningen efter at have staaet som Medlem snart i 25 Aar.

Axel Nielsen: Vi kommer ingen Vegne, saa længe vi har Plejerskerne med; det er os, der maa tage Stødet.

Mads Kristensen: Hvem skal saa tage Stødet af paa Kvindesiden?

Axel Nielsen: Det er meningsløst, at vi faar ringere Løn for at passe sindssyge Mennesker end andre for at passe et Par Heste.

Efter at endnu flere havde haft Ordet, satte Dirigenten Forslaget under Afstemning. 53 stemte imod, 18 for. Dirigenten sluttede Mødet med en Tak til Forsamlingen.

Chr. Rigstrup.

Afdeling 4 afholder ordinær Generalforsamling Fredag den 2. April Kl. 20 paa sædvanlig Sted.

Afdeling 5 (Nykøbing Sj.) afholdt ekstraordinær Generalforsamling Tirsdag den 9. Februar. Formanden bød velkommen til de ca. 35 Medlemmer og udtalte Haabet om en god og saglig Diskussion.

Vald. Thomsen valgtes til Dirigent og oplæste Dagsordenen, hvorefter Formanden fik Ordet for at aflægge Beretning og oplyste herunder, at Hovedbestyrelsen skulde indkaldes til Møde i København Torsdag den 18. Februar Kl. 10 Formiddag.

Derefter omtalte han en Skrivelse fra Oringe, hvori meddeltes, at der havde været afholdt ekstraordinær Generalforsamling med Dagsorden: »Plejerskerne sættes i en Afdeling for sig.« Som Motivering anførtes, at Plejerskerne efter alt at dømme var en Hindring i Opnaaelsen af taalelige Lønvilkaar og Avancement. Man drøftede Sagen indgaaende og kom til det Resultat, at man ikke kunde akceptere Oringes Forslag.

Med Hensyn til Fagskolen, der nu i en Aarrække havde været paa Tale, havde Direktøren overfor Forretningsudvalget, der afholdt Møde i København Torsdag den 4. Februar, oplyst, at denne ikke mere sorterede under Direktoratet, men var overgivet til Indenrigsministeren, for at han kunde blive sat ind i alle Sagens Enkeltheder. Forretningsudvalget søgte derfor Indenrigsministeren, der udtalte, at Sagen hele Tiden havde haft hans Interesse og Sympati, men at de Bygninger, der havde været Tale om til dette Brug, kostede ca. 1/4 Mill. Kr., og inden de kunde blive omdannet, vilde det beløbe sig til ca. 1/2 Mill. Kr., og det var jo et ret stort Beløb, men da det viste sig, at

Personalet stadig stillede Krav om bedre og fyldigere Uddannelse, vilde han forelægge Bevillingsmyndighederne Spørgsmaalet og søge at faa Beløbet bevilget, og i saa Fald vilde Skolen komme til at virke i Løbet af et Aar.

I den efterfølgende Diskussion havde flere Medlemmer Ordet, bl. a. Georg Laursen, Vald. Thomsen, Ingemann Madsen og Hans Jørgensen.

Man kunde udmærket godt tænke sig den 3-aarige Elevplan, men maatte kræve, at Eleverne efter et halvt eller senest et helt Aars Prøvetid, fik en Garanti for Ansættelse og ikke skulde spilde 3 Aar til ingen Nytte, hvis de saa alligevel ikke kunde opnaa Ansættelse. Ligeledes kunde man tænke sig, at Elevlønnen var bevægelig, f. Eks. 40 Kr. pr. Maaned i det første Aar, 60 Kr. i det andet og 80 Kr. i det tredie.

Ogsaa andre foreliggende Spørgsmaal blev drøftet, bl. a. Kostspørgsmaalet, der endnu ikke var helt færdigbehandlet. Endvidere Forholdet angaaende de Elever, hvis Uddannelse afsluttes til Foraaret, og den Stilling, disse derefter vil have. Formanden oplyste, at der paa i alt Fald eet Hospital var meddelt de paagældende Elever, at de, hvis de vilde fortsætte i Tjenesten efter bestaaet Eksamen fra 1. Maj, da maatte det være for Elevlønning (40 Kr. pr. Maaned), i modsat Fald maatte de opsige deres Stillinger inden Udgangen af januar.

Direktøren havde overfor Forretningsudvalget udtalt, at man netop i Direktoratet for Tiden foretog Undersøgelser af, hvor mange Plejere, der fra 1. Maj vilde være Brug for paa samtlige Hospitaler, og Direktøren betonede, at Plejerne ikke ansættes ved det enkelte Hospital, men under Statens Sindssygevæsen, hvorfor der er Mulighed for, at Plejerne ved Ansættelse kan komme til at gøre Tjeneste ved et helt andet Hospital end det, hvor den paagældende har faaet sin Uddannelse. -

Der forelaa en Henstilling fra Socialdemokratisk Forening om at vælge 4 Repræsentanter (pr. 100 Medlemmer) til et Udvalg, som skulde opstille Kandidater til Socialdemokratiets Liste ved det forestaaende Byraadsvalg. Valgt blev Herm. Petersen, Vald. Thomsen, Alfred Nielsen og Chr. Hansen.

M. W. Jensen,
Sekretær.

Medlemsmøde i Afdeling 7.

Medlemsmøde afholdtes Mandag den 22. Februar i Afdeling 7. Formanden, V. Larsen, der som Hovedbestyrelsesmedlem havde deltaget i Forbundets Hovedbestyrelsesmøde den 18. Februar, aflagde en klar og indgaaende Beretning fra Mødet.

Angaaende Afdeling 3s Generalforsamling med Forslag om, at Plejerskerne skulde sættes ud af Dansk Hospitals-Forbund, var der livlig Diskussion, men ved Afstemningen var der 23 Stemmer mod Forslaget, medens 2 Stemmesedler var blanke.

Endvidere var der fremlagt en af Bestyrelsen udarbejdet Ferieplan, som vakte en Del Kritik, men ved Afstemning blev den saa godt som enstemmigt vedtaget. Sekretæren.

Plejerbladet juni 1938

Fagskolen

Lønspørgsmaalet!

ja, nu er vi jo klar over, at Fagskolen er dødsdømt i det Format, der har været forhandlet om. Hvad der saa kommer i den Retning, er der jo kun de indviede, der ved. Jeg ser saadan paa det, at kan vi faa en Uddannelse, der til enhver Tid er forsvarlig til, at vi Plejere kan udfylde den Gerning, vi er sat til at udøve, saa skulde man jo ogsaa formene, det er godt. Der er saa mange Veje, der kan gaas med Hensyn til vor Uddannelse, som jo nemt "kan spænde over en 3-aarig Periode. Staten giver jo Tilskud til saa mange Skoler, var det saa ikke en Ide at lade Plejerne uddanne paa en af disse, saa de om Vinterhalvaaret fik den teoretiske Uddannelse, der hører dertil, og i Sommerhalvaaret praktisk Tjeneste.

Lærerkræfterne, der skal til, er jo lige kostbare, enten Skolen kaldes Fagskole, Højskole eller hvad den nu kan kaldes. Hvorfor saa ikke spare Staten for den Udgift, der fremkommer ved Oprettelsen af en Fagskole. Vejen til en højere Løn skulde jo være igennem vor Uddannelse; det er sikkert rigtig nok, men medens der arbejdes paa denne, og forinden den sag er i Orden, er sikkert mange af Plejerne gaaet paa Fattiggaarden. Er det ikke snart ved Tiden, at Staten faar øjnene op for, at den har en forarmet Plejerstand? Hvor findes Fejlen?

Ja den maa jo være ved Staten, der lader den unge Plejer begynde paa saa lav en Grundløn. Det Lønniveau, vi Plejere findes paa, er saa lavt, at enten skal vi sulte eller stifte Gæld.

Hvem har Skylden for dette, ja det er Staten.

Hvem har Skylden for, at mangen en Plejer ser mørkt og trist paa Tilværelsen, ja det er Staten. Ingen Avancementsstillinger, kort sagt intet, der ægger den unge Plejer til at tage fat paa Dagens Gerning med godt Humør, kun hans Selvopholdelsesdrift gør, at han tager fat hver Dag og søger at lette Livet for de syge Mennesker, han er sat til at passe og pleje.

Der vil hertil sikkert svares mig: Ja, Plejere kan godt faa en større Løn, men ikke saalænge i har Plejerskerne i eders Organisation, for dem kan vi ikke have i en Lønningsklasse med eller over Sygeplejerskerne. Hvorfor skulde det være nødvendigt at slette Plejerskerne af vor Organisation, der maa jo kunde laves to Lønskalaer en A og B. Plejersker bliver paa det nuværende Lønningstrin, en Lønskala for Plejere i Lighed med Sygebetjente ved Fængselsvæsenet, som jo bekendt har en Grundløn af 2.220 Kr. og Slutløn 2.820 Kr. Jeg synes jo, at det snart maatte kunne gaa op for Staten, at i den Lønningsklasse hører vi hjemme. Der forlanges de bedste Kræfter, der kan findes, man ser jo stadig, at det er Eliten af den danske Ungdom, der drager ind paa Statens Sindssygehospitaler som Plejere, hvorfor saa ikke betale i Lighed med de Krav, der stilles, Tiden er inde til en haardt tiltrængt Lønrevision, lad det ske og lad det ske snart.

Det er en god Ide, du har, Herman Pedersen, med Hensyn til en Landssammenslutning med Plejerne paa Sankt Hans og Aandssvageanstalterne. Hvorfor ikke ogsaa tage Portørerne paa Sygehusene med. Jeg ved, at de har arbejdet stærkt paa at blive organiseret. Der ligger i den Ide, du har, en stor Opgave, som trænger til en Løsning. Tag fat, jeg haaber, du bliver støttet.

Otto Jensen, Afdeling II, Viborg.

Psykiatrien i Århus Amt 10. maj 2004

Hoved-MEDudvalget

Udtalelse fra Hoved-MEDudvalget i Psykiatrien i Århus Amt vedr. forslag til budget 2005.

Budgetforslaget for 2005, som forelægges Psykiatri og Handicap Udvalget til 2. budget-behandlingen på udvalgets møde den 7. juni 2004, indeholder ingen rammetillæg til Psykiatrien. Derimod indebærer budgetforslaget en reduktion på 3,6 mio. kr. svarende til helårseffekten af Spareplan 2005. Hoved-MEDudvalget må samtidig konstatere at Psykiatrien har en række uafviselige merudgifter, der ikke kan holdes inden for nuværende budgetramme. Det er baggrunden for de omstillingsprocesser, der gennemføres i Psykiatrien for at frigøre midler til finansiering af uafviselige merudgifter.

Status forud for de interne budgetmøder i efteråret mellem Psykiatriledelsen og regioner/afdelinger er således et minus på Psykiatriens centrale ramme på ca. 9 mio. kr. for budgetåret 2005. Hoved-MEDudvalget har på møde den 13. april 2004 drøftet denne stramme budgetsituation, herunder drøftet mulige konsekvenser og handlemuligheder. Hoved-MEDudvalget beklagede især de påregnelige, uheldige konsekvenser for både den faglige kvalitet og arbejdsmiljøet og dermed for sygefraværet, hvis psykiatrien med det givne budgetmæssige udgangspunkt selv skal tilvejebringe finansieringen af det fortsat stigende udgiftspres. I den udstrækning yderligere rationaliseringer måtte blive uomgængelige, anbefaler HMU at der som udgangspunkt ses på mulighederne for strukturelle ændringer frem for generelle nedskæringer.

Derudover bemærkes, at der ved gennemførelse af besparelser og omstillinger bør tages videst mulige hensyn til det personale, der bliver berørt. Endvidere at det tilstræbes, at der ikke sker forringelser af kvaliteten i behandlingen og plejen.