" Jeg troede ikke at Polensturen kunne overgåes af noget - men det har denne tur." - citat af Jacob Ehlers på vej hjem i bussen fra Firenze.

Vi må give ham ret, selv om det er svært at sammenligne, men både fagligt og socialt var det en begivenhedsrig tur.

På den faglige side er der ikke så stor forskel på den måde vi arbejder på med distrikspsykiatri, socialpsykiatri og bofællesskaber - men på hospitalpsykiatriområdet er der forskel.

De har helt nedlagt deres psykiatriske sygehuse, men der er dog stadig mulighed for at indlægge meget udadreagerende og farlige psykiatriske borgere.

Dette sker så på de almindelige sygehuse hvor en lille del hører under psykiatrien.

Disse bliver sjælden brugt siger de, men selvfølgelig sker det. Det der går den store forskel tror jeg er deres netværk og kultur - det er ikke tys-tys når nogen er psykisk syg dernede mere, alle for det at vide og alle i byen hjælper til, hvis der er behov, både socialt og økonomisk.

De virker til at alle bidrager med frivilligt arbejde og eller økonomisk bistand - Vi møder fra dem der beretter, en varme og et engagement som er smittende, de gør det virkeligt af lyst til at hjælpe andre mennesker i nød.

De ryster på hovedet når vi fortæller at vi udskriver patientrene til egen bolig og de så må gå der de fleste timer alene. De kunne ikke forfindes hos dem - der er opsyn og de skal beskæftiges. Dette kunne vi lære noget af.

Jeg tror at vi skulle arbejde på mange flere bofællesskaber, istedet for de små lejligheder vi pladserer vores psykisk syge i, og meget større åbenhed i forhold til naboer og familier.

Hvis dette sker tror jeg også vi kunne minimere de psykiatriske senge, men man skal holde sig for øje at de kriminelle psykisk syge i Italien ikke får den samme behandling som her - de pladseres i et fængsel, med meget dårligere forhold end vi kender til - hvis man har en lang dom kan man søge om at afsone i et specielt fængsel for psykisk syge - men der er ikke mange pladser og kriminaliteten blandt de psykisk syge og hjemløse er stigende, ligesom herhjemme.

Besøg på "Giraffen"
af Anne Ditlev

Onsdag d. 24.09.03 var vi på besøg i Seina. Besøget startede i det gamle kvarterråd, kaldet "Giraffen" hvor vi blev modtaget af kontradaens leder der levende fortæller om hvordan byen blev delt op i 17 "kontradaer" for mange 100 år siden.

Det minder lidt om logerne herhjemme, man hjælper hinanden indbyrdes, økonomisk og socialt.

Man går meget op i sport, kultur og at alle bliver ordenlige borgere i samfundet.

alle i byen er bloddonore hvis man er rask. Man har seperate klubberfor børn mænd og kviunder hvor man går meget op i byens historie.

Til Kontradaen hører en meget flot kirke som benyttes ved dåb, bryllup og begravelser.

Desuden holdes messe de 2 gange om året, hvor byens rådhusplads bliver lavet om til et stort hestevæddeløb, her kommer "Giraffens" hest og rytter op til alteret og velsignes i håb om at den kan vinde.

Stolt bliver gevinster gennem mange 100 år vist frem og vi fik deres historie.

Om det sociale fortællerhan at byen har ca. 50.000 indbyggere, der er "ingen" narkocenter, da alle opføre sig ordentligt. Der er selvfølgelig psykisk syge, men man hjælper hinanden og støtter de familier der har behov.

Om eftermiddagen spiser vi frokost i et socialt kooperativs restaurant, hvor en del af medlemmerne er tidligere psykiatriske patienter.

Det er lækker mad og der er rigeligt af den. Derefter fortæller lederen om hvordankooperativet startede med en gruppe medarbejde og patienter fra det nedlagte psykiatriske hospital på hvis jord det hele startede.

Man fik lov til at åbne en bar og et lille spisested. I dag kommer der ca 35 personer, hvoraf ca 65% har haft kontakt med og til psykiatrien, 2 er tidligere narkomaner og 2 er prøveløsladt.

Man dyrker jorden og bruger deraf til spisestedet, samt sælger overskudet fra en butik i byen. Nogen gør rent på universitetet eller arbejder for kommunen og nogle går ud som havehjælp for private.

Andre hjælper med at holde byen ren, fortæller lederen der er uddannet socialrådgiver og har sennere læst Jura.

Han fortæller videre at der er gode love i landet og man ser fretiden som tryg for man hjælper hinanden.

Besøg på distriktspsykiatrisk Center i Camucia
Af Susanne Havemann

Tirsdag d. 23. sep. delte vi os i to grupper og vi kørte til en mindre by i de smukke toscanske bjerge, ca. 12 times kørsel fra vores campingplads i Figline Valdarno. Køreturen blev dog lidt længere en beregnet, idet vores guide, Inger Haugaard, i et uopmærksomt øjeblik, glemte at bede chauffør Kenneth om at dreje fra motorvejen men hvad betyder en lille omvej på 50 km. Vi var jo kommet i fin træning med at sidde vinkelret i en bus. Målet med turen var en mindre by, Camucia, som rummer et sundhedscenter hvor distriktspsykiatrien har til huse sammen med et dagcenter.

Vi blev modtaget af en psykiater ved navn Borghesi samt en mandlig sygeplejer som i sin tid havde været ansat ved det psykiatriske hospital i Arezzo som dækkede et område, Valdiaciana, på ca. 50.000 sjæle. Hospitalet lukkede i 1978 da den nye lov trådte i kraft. En lov som bød at alle psykiatriske brugere skulle vende tilbage til egne byer/ områder. Denne proces kom dog til at tage ca. 10 år for dette områdes vedkommende, men så var alle på en eller anden måde kommet i en anden boform. Enten kom de atter til at bo sammen med familien, i egen bolig eller i bofællesskaber. De gamle hospitaler i Italien, er for det meste blevet genbrugt til boliger i en eller anden form til brugerne. På et spørgsmål om hvordan familierne reagerede på at få deres psykisk syge hjem, svarede sygeplejeren, at mange patienter var gamle og kom enten på alm. plejehjem eller familien fik økonomisk støtte at have dem hjemme. Familierne har altid været åbne for at løse opgaverne sammen med patienten og det støttende personale, eks. psykiateren som kommer i hjemmet. Der er årlig kontakt til 1000-1800 brugere om året i området, som har 2 sengepladser i somatisk regi til de 50.000 indbyggere.

Skulle en bruger få behov for indlæggelse, følger personale med fra distriktspsykiatrisk center. En indlæggelse skal revurderes hver 6. dag.

Efterfølgende blev vi fulgt op i dagcentret, hvor der uover den ansvarlige leder er 4 ansatte. Disse benævnes som en slags pædagoger. 36 brugere har deres gang i dagcentret hvor der arbejdes med eks. teater, musik og grafik individuelt eller i grupper. Hver bruger er tilknyttet en psykiater som sammen med brugeren, familien og personalet lægger planer for resocialiseringen. Der arbejdes hurtigt og målrettet for at mindske brugerens risiko, for at blive afhængig af det psykiatriske system. Eks. kan der være tale om at en bruger ønsker sig tilbage på arbejdsmarkedet. Enhver arbejdsplads i Italien med over 50 ansatte er forpligtet til på en eller anden måde at integrere/ansætte brugere i resocialiseringsøjemed.

Ifølge dr. Borghesi finder der max. 2 tvangsindlæggelser sted pr. år i området. Problemerne forsøges løst ved at brugeren kommer i centret eller psykiateren kommer til brugeren i hjemmet. Han understreger at der er et tæt samarbejde med familien som er fundamental for brugeren. Han angiver også at der nu er et langt mere ligeværdigt forhold brugere og behandlere imellem end da hospitalerne eksisterede.

Efter disse to meget hurtige besøg, gik turen til et værksted som var etableret af pårørende. Der var tilknyttet 5 brugere og 2 medarbejdere. På værkstedet laves legetøj og forskellige former for souveniers som sælges til lokale eller turister på markeder rundt i Valdiciana-området. Der er ikke faste priser på produkterne, det er op til folk selv, hvad de vil give. Pårørende-foreningen får økomisk støtte fra regionen Toscana. Kommunen financierer bygningen og huslejen. En katolsk organisation har givet foreningen en sportsplads samt et køkken til terapi.

Næste mål på turen, er en landbrugsskole, som har givet pårørendeforeningen et stykke jord til dyrkning af årstidernes planter, som de sælger. Overskudet går til brugerne selv. Vi vises rundt af Lorenzo, som er medarbejder og pårørende. De 7 brugere, som er i gang med krydderurterne i drivhuset, præsenterer sig selv. De arbejder på skolen 2 t. x 3 pr. uge. Fortæller at de er meget glade for arbejdet og det sociale samvær med elever og andre på skolen, som de er sammen med i arbejdet og i fritiden, hvor der eks. bades, spilles fodbold eller golf. Næste år udvides fritids-mulighederne med en optimistjolle som de skal sejle i, i en nærliggende sø. Én gang årligt tager alle på sommerferie v. havet. Én af brugerne fortæller at han bor sammen med sin onkel som han tager sig af. Han fortæller også at alle er med til at bestemme, hvad de vil beskæftige sig med. Der kommer efter hans mening ikke noget godt ud af, at tvinge mennesker. Som supplement til økonomien søges om støtte fra forskellige forretninger og firmaer ligesom der af og til laves lotteri. Formanden, en kvindelig pårørende, bruger megen tid på at rejse rundt i landet og søge denne støtte.

Til slut spørger én af brugerne om, hvem vi er, hvilket de får svar på gennem vores guide. Det burde vi nok have indledt vores besøg med, når de nu så venligt og velvilligt fortæller om sig selv og deres arbejde og liv.

Vi sluttede dagen af med en typisk toscansk frokost i en meget hyggelig restaurant i en smuk gammel by, Castiglion Fiorentino, med en udsigt til bjerge og dale, som kan tage luften fra enhver. Udover en masse lækkerier med dejlige vine til, blev vi udsat for KALLUN !!!!!! Skulle der være læsere imellem, som ikke har hund, kan jeg fortælle at kallun er kalvemaver/ komaver, som vi her i landet anvender til hundefoder (de spiser det til gengæld også med velbehag). Det må være en lækker ret for italienere, for Dr. Borghesi gik gladelig til fadet, mens vi andre p.g.a. den sære duft der omgav retten, var noget mere tilbageholdende. Der var dog få modige deltagere, som tog en portion, men tanken og duften, fik de fleste til at lade tallerkenen gå retur til køkkenet. Ja, sådan er madkulturer så forskellige. Jeg har mødt grækere, som synes at det er MEGET ulækkert at vi spiser flæskesvær. De kunne kun tænke på det som grise-hud og det er for dem ikke menneskeføde.

Se det var i sandhed en begivenhedsrig dag både fagligt og kulturelt.

Besøg på sundhedscenteret i Figline
af Bente Rehmeier

Tirsdag d. 23 september (formiddag)

Distriktspsykiatrien, sundhedscenteret i Figline ved psykiater Mengano mf.

Der er 44.000 indbygger i Figline, og ca. 10% af befolkningen vil få brug for psykiatrisk hjælp. I storbyen vil praktiserende læge ofte sende pt. videre i systemet, og i de små byer behandler familielægen ofte selv pt.

Efter lov nr. 180 blev vedtaget i 1978 ( som bla. indebar at psykiatrisk hospitaler skulle nedlægges) arbejders der i Italien efter "mental helbredscenter" princippet. Det "mentale Helbredscenter" er omdrejnings punktet for for psykriatisk behandling. Det omfatter.

Ambulatorium: Som er åben 12 timer i døgnet. Her mødes pt. af en psykiater som visitere pt. til diverse behandlings tilbud.

Hjemmestøtte team: Til de pt. der af forskellige grunde ikke kan komme i centeret. Dette er vigtigt for at forbygge psykoser.

Socialhjælp: For hjemløse og arbejdsløse.

Socialpsykiatrisk botilbud: For ptt. som har brug for at være et sted med personale 24 timer/pr døgn.

Rehabiliteringscenter.
Hospital for akutte indlæggelse: Pr 1/5 2003 har Figline 3 sengepladser og 1 daghospitalsplads.

Der arbejdes ud fra 3 grundprincipper: At have et arbejde, at have en bolig, at deltage i samfundets liv.

Behandling af dobbeldiganose ptt. behandling i stedet for fængsel. Der behandles Forst for misbrug og derefter for sygdom.

Behandlings tilbud: Medicin, psykologer, selvhjælpsgrupper, psykoterapigrupper. Efter vurdering fra psykiater, og i samarbejde med pt. aftales der hvilken behandlingstilbud der skal givers.

En studietur til Firenze
af Anni Andersen

En tak til dem der har planlagt studieturen, det har været et fastlagt program med mangeartede oplevelser både fagligt og kulturelt. Vi har lært køkulturen at kende på egen krop, da vi havde faste toilettider, som Århus kommune gerne vil have gennemført hos deres brugere. Det var ikke rart og temmelig dyrt kst fra 40 til 50 cent og var en blandet oplevelse i de byer vi besøgte og de rastepladser, vi holdt på.

En toiletoplevelse fra Pisa i en bygning ved domkirke,dåbskapellet, og det skæve tårn. Vi betaler 40 cent ved skranke indenfor døren. Stiller op i køen, vi bliver hviftet ud til venstre. Da vi kommer nærmere toiletterne, går der en småskældende kone rundt med en svaber, indenfor rækkevidde har hun en åben dunk med klorin, som der bliver hældt i toilettet, hvergang en kunde har brugt det.Desuden ruller hun en halv rulle toiletpapir ud på gulvet,som gulvet køres over med. Denne ceromeni foregår hvergang, inden næste kunde slippes igennem. da det endelig bliver min tur, kan jeg knap trække vejret pga klordampe.

Italienerne må have probl. med helbredet og miljøet, da drikkevandet i hanen også er tilsat klor, og hvis det er på slump, som det jeg oplevede på toilettet ?

Det er dejligt at høre at psykisk syge kan behandles i hjemmet istedet for, at de skal bringes ind på hospitalet eller sundhedsklinikken.Det var noget vi godt kunne bruge i Danmark.

Evaluering af opholdet i mobilhomes: Jeg ville ønske at I ved planlægningen, havde oprettet røgfrie homes.

Jeg boede med 3 rygere, som arbejder og havde arbejdet sammen på Tuestenhuse, som kendte hinandens gode og dårlige sider. For ikke at blive røget ud, forlangte jeg en rygepolitik mandag aften, som de modstæbende accepterede, at der ryges ikke inde i huset. Det gav en kedelig stemning fra starten af. Jeg valgte at tage en dag af gangen, men det havde været lidt nemmere, hvis jeg ikke skulle forsvare min modstand mod røg på så få kvm.

Jeg har fået en kedelig maveinfektion med hjem ,som brød ud mandag nat, så jeg er forløbig sygemeldt.

Firenze (hjemturen)
af Anne Dorthe - Windsor

Lørdag d. 27-9, var det atter tid til at vende næsen hjemad. Bussen skulle være pakket, morgenmaden blev slugt hurtigt, så vi var klar til at forlade Camping Girasole ca. kl.8.00.

Turen nordpå, gik forholdsvis hurtig. Ryge og tissepauserne blev kortere, og chaufføren satte farten lidt op. Målet var at nå Nurnberg kl.19.00, da der var bestilt aftensmad til alle på Gasthof "Zum Storch", hvor vi skulle overnatte.

Som tiden gik, måtte vi erkende, at vi blev forsinket. Der var mange bud, som endte ud i en konkurrence om ankomst tidspunkt. Godt for os alle, at vi havde Tina med, som var expertise i det tyske sprog. Hun måtte ringe og meddele, at vi var ca. en times tid forsinket Kl.20.15 ankom vi til Gasthof "zum Storch", hvor vi blev indlogeret og fik en velfortjent middag.

Efter middagen valgte nogen at gå i Tyroler baren, hvor der var liv og glade dage.

For andre tiltrak værelset med mini bar, og en dejlig stor tilredt seng mere.

Blot en enkelt person, måtte nøjes med gulvet på gangen, da sovekammeraten var umulig at vække, trods utallige høje bank på døren.

Søndag morgen stod vi tidligt op og fik dejlig morgen komplet med alt hvad hjertet kunne begære. Så gik turen atter videre mod Danmark, der blev dog lige tid til en hurtig grænse handel, så vi kunne få skudt de sidste Euro af.

Trætte, plaget af myoser og ødemer, ankom vi til Risskov kl.20.15 .

Tak til alle for en rigtig god tur. En særlig tak til Mette og Jesper for en vel arrangeret tur. Måske de skulle overveje at blive Guider i stedet for Plejere!!