Medlemmernes kandidat Af Mette Grandjean

Interwiev med Kirsten Normann Andersen, nuværende næstformand i social-og sundhedssektoren. Har efter opfordring fra medlemmerne, valgt at stille op til formandsposten for FOA Århus, på generalforsamlingen d. 29. april 2003. Af samme grund er generalforsamlingen flyttet til Århus Congres Center. - Hvad er det der har fået dig til at stille op til formandsposten? En gruppe tillidsvalgte havde over en periode prikket til mig, for at få mig til at stille op. Vi har ikke rigtig tradition for at opstille modkandidater til valgte der genopstiller, og selv om denne demokratiske ret faktisk er en hjertesag for mig, så havde jeg dog behov for at overveje deres opfordringer. De valgte B meget utraditionelt, at synliggøre deres ønske om en ny formand, ved at fremsende en åben opfordring til FOA Århus nyt, som jeg så måtte tage stilling til. Jeg kan godt lide utraditionelle arbejdsmetoder, og jeg kunne godt lide den kontante udfordring, som krævede et kontant svar. Jeg besluttede mig for at takke ja, for der skal trods alt to til, for at få et reelt valg. - Hvad er det medlemmerne giver udtryk for? De 10 tillidsvalgte som opfordrer mig til at stille op, vil have fornyelse i form af en synlig formand, som kan profilere FOA=s fagpolitiske visioner, og de ønsker en aktiv afdeling, som medlemmerne kan identificere sig med. - Hvor tror du, at du kan gøre en forskel? Først og fremmest tror jeg på, at en tæt dialog med medlemmer og tillidsvalgte er en forudsætning for solide fagpolitiske målsætninger. Det giver os fælles ejerskab af vores mål og handlinger, og det er argumenterne fra det virkelige liv, der vejer tungest. Jeg tror, at jeg kan være med til at give FOA en fagpolitisk profil, så det står bøjet i neon hvad vi kan, og hvad vi står for. Derudover tror jeg, at jeg kan være med til at skabe rammerne for en fagforening, som kan matche den MED struktur, som vi selv har været med til at beslutte. Beslutninger om arbejdsforhold, skal træffes så tæt på det enkelte medlem som muligt, og det betyder, at tillids- og sikkerhedsrepræsentanter skal varetage flere og flere decentrale forhandlinger. Det stiller også nye krav til FOA. Vi skal dels kunne tilbyde tilstrækkelig relevant og kvalificeret uddannelse til tillidsvalgte. Herudover skal vi kunne tilbyde professionel assistance, når der er behov for det. - Hvis du skal love medlemmerne en forandring, med dig som formand, hvad skal dit "valgslogan" så være? FOA skal være medlemmernes fagforening Demokratiet i fagforeningen er vigtigt for mig. Vi skal ikke tro, men vide hvad medlemmerne mener, og det skal være let at komme til orde, og det skal være gennemskueligt for den enkelte, hvordan beslutninger træffes, og på hvilket grundlag. - Du bliver beskyldt for, at bruge medierne til at promovere dig selv, for din egen skyld -og ikke for sagen. Hvad mener du om det? Ja, det lyder som om jeg har det som en fisk i vand, når jeg kommer i kløerne på en journalist, men det er faktisk benhårdt arbejde, og det er den del af jobbet jeg bedst kunne undvære. Til gengæld er jeg overbevist om, at det er en nødvendighed, at vi på lige fod med alle andre, der flittigt debatterer vores arbejdsområder, bidrager med vores synspunkter. Det er oftest i medierne, at de politiske dagsordener sættes, og dem vil jeg være med til at sætte aftryk på. - Er du meget, måske for politisk? Jeg mener det er vigtigt at skelne mellem partipolitik og fagpolitik. Jeg er fagpolitikker, og jeg interesserer mig for alle de politiske tiltag, der har betydning for vores arbejdspladser og dermed for vores løn- og ansættelsesforhold. Jeg synes det er vigtigt, at vi ikke tegner os for bestemte partifarver, fordi vi derved afskærer os for dialog med andre, og jeg er parat til at samarbejde med enhver, som vil arbejde for at forbedre vores arbejdsvilkår. Vi trives, når vi kan bruge vores faglighed, og har mulighed for at levere en kvalificeret service til brugere og borgere. Vi vantrives til gengæld, når vi ikke har tid til at gøre arbejdet ordentligt. Det gør brugerne og borgerne også, og det er desværre til tider et bedre argument, end vores arbejdsmiljø, men så må vi jo bruge de argumenter der virker B når bare målet er det samme. Det er et stort hus, at samle, både internt og eksternt.- Hvad mener du, at en formand for en stor organisation, med 12.000 medlemmer, skal lave? Samarbejdet med andre organisationer er vigtigt, fordi vi ofte har fælles interesser, og vi kan trække på hinandens ressourcer. Det er formandens opgave, at sikre at vi bidrager til dette fællesskab, både med FOA=s holdninger, men også med konkret arbejdskraft. Det er ikke vigtigt for mig, hvem der sidder hvor, men det er vigtigt for mig, at de repræsentanter vi sender fra FOA, har baglandet i orden, og kan byde ind med arbejdskraft. Jeg har selv samarbejdet meget med andre organisationer i byen, og er ikke et ubeskrevet blad. Da vi for 10 år siden etablerede FOA, besluttede vi en sektoropdeling. Det er min opfattelse, at sektorerne har mange sammenfaldende opgaver, som kan koordineres bedre, end tilfældet er i dag. Et strukturudvalg har arbejdet med denne opgave, og er godt på vej med nye modeller for samarbejde, men grundlæggende er der ingenting til hindring for, at man allerede i den nuværende struktur, kan vælge dette samarbejde. Jeg vil prioritere det samarbejde højt, dels fordi vi derved kan tage læring af hinanden og se på opgaver med andre øjne, og så er der naturligvis også en mulighed for at spare på ressourcer, som så kan bruges til andre vigtige opgaver. - Hvad med den daglige ledelse i "huset", hvordan vil medlemmerne mærke det? Den daglige ledelse består af formand og næstformand for afdelingen samt 4 sektorformænd, men der er i alt 15 valgte i huset, og det er vigtigt for mig, at alle 15 er på banen med de ressourcer som den enkelte besidder, og der er nok at tage af. Medlemmerne efterspørger mere åbningstid i afdelingen og bedre telefonservice. Det forstår jeg godt, og jeg mener det er vigtigt at man kan komme igennem til sin fagforening, også selv om det viser sig, at medlemmet skal henvises til tillidsrepræsentanten, som er den nærmeste til at løse opgaver for medlemmerne på arbejdspladsen. Skal det lykkes, så bliver vi nødt til at hjælpe hinanden på kryds og tværs, for især de små sektorer, vil få svært ved at bemande telefoner hele dagen. Til gengæld tror jeg også, at et samarbejde på tværs, vil kunne frigive ressourcer, så vi kan udnytte alle faglige kompetencer bedre. Grethe Enevoldsen har givet udtryk for, at dit kandidatur er kommet lidt pludseligt.- Er du "jokeren", der kommer ind fra højre? Jeg opfatter mig ikke som en joker. Jeg tror de tillidsvalgte som har opstillet mig, har gjort sig mange overvejelser om, hvordan de kan være med til at skubbe til den udvikling de efterspørger. Medlemmerne må gerne fortælle os, hvad de er utilfredse med, men jeg har en forventning om, at den der tilkendegiver utilfredshed, også tager ansvar for at stille nye forslag eller som i dette tilfælde, foreslår en ny kandidat. Det er demokrati, og det er vigtigt for mig, at det virker. Den 29. april er det medlemmerne der taler, og det har jeg respekt for. - Hvis du vinder formandsvalget d. 29. april, hvordan vil du så fejre det? Det er ikke kun mit valg det er vores valg. Jeg har meget stor respekt for de mange fagligt aktive og meget engagerede tillidsvalgte, som har foranlediget det her valg og vi skal drikke champagne, uanset om vi vinder eller ej, for vi har sammen forsøgt at ændre det vi mener skal være anderledes, og det er værd at fejre.

Plejere og social- og sundhedsassistenter i psykiatrien og buschauffører ved Århus Sporveje har vel ikke meget til fælles med hinanden - og dog. Vi er alle sammen medlemmer af FOA, og vi vælger sammen den formand, som skal repræsentere vores faggrupper. Buschauffører slås med politikere, som gerne forringer vores løn- og ansættelsesforhold og den kollektive trafik i Århus. Psykiatriens medarbejdere slås med politikere, som hellere prioriterer brugere af sygehusene end brugere i psykiatrien, ligeledes på bekostning af medarbejdernes arbejdsmiljø. Så måske har vi alligevel et grundlag for et større fællesskab end først antaget ?

Jeg ved ikke med jer - men vi synes vi har kæmpet meget alene. Vi er 700 buschauffører i FOA Århus afdelingen, men vi har ikke mærket meget til de resterende 11.300 medlemmer. Det var ellers det vægtigste argument for fusionen i tidernes morgen mellem HAF og DKA - at vi sammen var stærkere.

Vi har stillet krav i dialog og på skrift. Vi har på generalforsamlinger forsøgt at få opmærksomhed om vores kampe, og vi har efterlyst en synlig opbakning fra vores afdeling. Vi får ikke det vi efterspørger - hvordan er det med jer ?

Vi mener faktisk ikke, at vi kan være tjent med, at vi ikke får vores forventninger indfriet af vores fagforening, og vi har besluttet at påtage os ansvaret for at finde en formand, som vi tror kan løfte den opgave.

Derfor har vi været med til at anbefale Kirsten Normann, at opstille som formand for FOA Århus afdelingen.

Skønt hun ikke kommer fra vores arbejdsområde, kender vi hende alligevel særdeles godt. Vi har nemlig allerede ved flere lejligheder trukket på hendes evne til at sætte sig ind i problemstillinger. Hun sætter sig hurtigt ind i nyt fagligt stof, og udviser stor kreativitet i hendes bud på løsninger.

Ikke mindst formår hun, at deltage i den offentlige dialog om vores arbejdspladser, og hun har ofte fundet vinkler, der dækker bredere end det arbejdsområde hun hidtil har repræsenteret - et bevis for, at hun allerede magter at favne alle faggrupper.

Vi sender hermed en hilsen til medlemmer i psykiatrien, med opfordring til at deltage i generalforsamlingen den 29. april 2003 - og tage stilling til vores fremtid.

Jeg ønsker en formand, som

• vil en fornyelse og udvikling der matcher medlemmernes ønsker og behov,
• vil at fællesskabet skal være på dagsordenen hver dag for alle medlemmer,
• vil at FOA Århus er aktiv og synlig i medierne, så FOA altid er på dagsordenen,
• det politiske system respekterer for hendes engagerede indsats og samarbejde,
• vil dialog og samarbejde,
• i dialog og samarbejde fastholder de valgte i de opgaver, som de er valgt til,
• sikrer, at de valgte i afdelingen ikke bruger kontingentkroner til at pleje egne særinteresser,
• de daglige samarbejdspartnere ( valgte i sektorerne og klubberne ) ved, hvor de har, har tillid til og viser, at alle sager er en fælles sag,
• ikke kun uddelegerer opgaver men også ansvar,
• ikke plejer partipolitiske interesser og kammerateri,
• melder fælles holdninger ud,
• kan leve op til fremtidens fagforening og medlemmernes behov,
• bringer det enkelte medlem tilbage i fokus,
• har visioner,
• viser det enkelte medlem tillid.

Arbejdsmiljø
FOA sætter focus på arbejdsmiljøet

Hvornår er en arbejdsplads en god arbejdsplads?
Har du et fagligt og personligt udviklende arbejde? - Er dit arbejdsmiljø i orden?

Beskæftiger ledelse, samarbejdsudvalg, tillidsrepræsentanter og sikkerhedsorganisation sig med arbejdsmiljøet påå din arbejdsplads? Samarbejde er nemlig vigtigt for at sikre en forebyggende og udviklende indsats i dagligdagen påå en god arbejdsplads.

Din arbejdsgiver skal sørge for, at der er de nødvendige rammer for at du sammen med dine kolleger kan forebygge arbejdsmiljøproblemer.

Har du et konkret problem, eller har du spørgsmål om dit fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, så henvend dig til din sikkerhedsrepræsentant, som er din kontaktperson til ledelsen.

Vær opmærksom på, at du også selv har et ansvar for at sige fra, hvis du vurderer at en opgave ikke kan udføres fuldt forsvarligt.

Hvad er psykisk arbejdsmiljø?

Et godt psykisk arbejdsmiljø handler om at du er tilfreds og trives på din arbejdsplads. Det er ensbetydende med udvikling -- for dig personligt og for arbejdspladsen.

Oftest kan problemer tages i opløbet, hvis både du, dine kolleger og ledelsen er opmærksomme på signalerne.

Mennesker reagerer forskelligt på samme situation. Forhold som for eksempel kan virke stressende på nogle, kan virke stimulerende og udfordrende på andre.

Derfor er det vigtigt at du lytter til din krop og gør andre klart, hvor dine grænser går.

Gode idééer til, hvad du kan gøre
Arbejdsmiljøproblemer handler ofte om højt arbejdspres og stress.

Det handler også tit om problemer i forbindelse med forandringer på arbejdspladsen. Og at man som ansat ikke får den nøødvendige indflydelse og information om vedtagne beslutninger.

Støtte og opbakning fra nærmeste leder og kollegaer er derfor afgørende i en forandringsproces.

Herudover kan der være problemer med samarbejde og konflikter på arbejdspladsen, samt mobning og chikane.

Eller hvis du som medarbejder har mange opgaver og samtidig stilles overfor modstridende krav er det belastende for dig. For eksempel når du skal yde et højt service- og kvalitetsniveau i situationer med stort arbejdspres.

Se eksempel påå, hvordan en arbejdsplads fik rettet op påå deres samarbejdsproblemer.

Arbejdspress og stress
Arbejds- og tidspres samt modstridende krav kan du og dine kolleger bedst arbejde med ved at jeres leder:

• Opstiller klare retningslinier for prioritering af opgaverne og synlige mål for arbejdspladsen
• Giver et grundigt kendskab til det serviceniveau, som arbejdsgiver samt eventuelle brugere og pårørende forventer
• Løbende vurderer og tilpasser forholdet mellem arbejdsmængde, ressourcer og serviceniveau.

Den utryghed, som nogle oplever i forbindelse med en omstillingsproces, kan handle om angst for at blive tilovers, eller om frygt for at miste spændende arbejdsopgaver. Det kan også handle om frygt for ikke at kunne leve op til nye krav eller bekymring for at miste gode kolleger.

Støtte og opbakning
Støtte og opbakning fra nærmeste leder og kolleger er afgørende i en forandringsproces. Det er vigtigt at:

• Ledelsen giver klar og direkte besked om og forklaring af baggrunden for forandringen
• Medarbejderne og ledelsen i fællesskab afklarer individuelle udviklingsmål og fastlægger, hvilke arbejdsopgaver, uddannelse, ressourcer m.v., der er nødvendige
• Ledelsen og tillidsvalgte bruger tid på social støtte og afsætter den nødvendige tid til at lytte og forstå de ansattes/kollegernes bekymring.

Patienter savner frisk luft
Af Nanna Hyldgaard Hansen

Fanger i et fængsel har ret til at komme ud to gange en halv time om dagen. Patienter på en lukket afdeling har ikke faste rettigheder om adgang til frisk luft. Mange patienter er kede af ikke at komme ud, og selv om personalet gerne vil prioritere gåture højt, er der ikke nok mandskab til at gøre det.

Martin er skizofren og har været indlagt på psykiatriske afdelinger 33 gange.

Jeg var vred over ikke at kunne komme ud. Jeg vidste, jeg fik et nej, når jeg spurgte plejerne. De havde ikke tid,« fortæller han.

Psykisk syge får afslag på gåture

Patienter på landets lukkede afdelinger kommer ikke ud at gå tur, fordi der mangler personale, og fordi det ikke er et fast krav i loven

Af Nanna Hyldgaard Hansen

Martin kan se sneen drysse fra træerne i skoven gennem sine vinduer. De to nederste er store nok til, at man kan komme igennem dem. Hvis man altså sparker ruderne ud. Personalet på den lukkede afdeling har taget Martins sko, for at han ikke skal gøre det. Klokken tre om eftermiddagen er det tid til vagtskifte. Så er der kun én plejer på gangen. »Så sparkede jeg to gange, og så var jeg ude. Så spænede jeg over græsplænen i sutsko og ti centimeter sne,« fortæller Martin, der nu ikke længere er indlagt.

I alt er han stukket af 14 gange.

I fængsler har de indsatte ret til to gange en halv times gårdtur om dagen. Om de lukkede psykiatriske afdelinger siger lovgivningen kun, at der skal være "mulighed for udendørs ophold", men ikke hvor tit og hvor meget. Personalet vil gerne sørge for, at patienterne kan komme ud at gå, men bemandingen er tit for lille til at gennemføre det.

Mange afdelinger har lukkede gårde, hvor patienterne selv kan få lov at gå ud. Det er en mulighed for frisk luft, men selvfølgelig ikke det samme som at komme ud på en længere gåtur. Patienternes adgang til gården afhænger af deres tilstand. Ikke alle steder har en gård.

Selvmordstanker

Martin er skizofren og har været indlagt 33 gange, alle i Vordingborg. Første gang i 1987, seneste gang i 2001. Hans længste indlæggelse varede halvandet år. Under de fleste indlæggelser skulle Martin have to fra personalet med for at komme ud at gå. Og det havde de sjældent tid til.

»Jeg har haft selvmordstanker, fordi jeg ikke kunne komme ud. Men så fandt jeg på at sparke til vinduerne,« forklarer Martin med en rolig stemme, der lader hjernen rumstere lidt, før den lukker ordene fri.

Der var meget larm på Martins afdeling. Folk, der gik amok. Råben og skrigen. Smækken med dørene. Støjen gik Martin på:

»Jeg ville gerne have ro. Jeg havde det skønt, når jeg kom væk fra afdelingen. Vi gik tur i en gruppe ved pynten hver 14. dag. Folk var rolige, når personalet gik tur med os.«

Kravlenisser kribler rundt i Martins stue. Bag den sorte række træer uden for vinduet synker solen ned i Østersøen. Martins røde murstenshus ligger i første parket til havet, og han kan godt lide at gå tur på stranden med sin hund Sille. Faktisk gør han det fem til seks gange om dagen.

»Det er skønt at være fri,« understreger Martin.

Martins støtte-kontaktperson Jørgen Mortensen, der besøger Martin hver dag, bekræfter hans historie.

Desperate eller kede af det

Synne Kroman, kredsformand for SIND i Københavns Amt, er bekymret over udviklingen:

»Vi hører meget om personalemangel på de lukkede afdelinger. Plejerne har ikke tid til at gå ture. Nogle gange bliver patienterne desperate, nogle gange kede af det, afhængigt af deres tilstand.«

De seneste år har man brugt mange penge på at bygge enestuer og gårde til de lukkede afdelinger. Synne Kroman ville hellere bruge penge på personale:

»Man har fokuseret på det, som man tydeligt kan se, nemlig bygningernes tilstand og antallet af enestuer, og så har man skåret ned på omsorgen. Og er der noget psykisk syge trænger til, så er det omsorg. Det er vigtigere end noget andet, og det har man skåret mere og mere væk.«

Motion mildner depressioner

Benny Pedersen har blå, rare øjne bag ovale briller. Han er depressiv og derfor indlagt på afdeling M6 på Sct. Hans Hospital. Afdelingen er åben, så han kan gå tur, når han vil. Gåturen denne morgen er en del af behandlingsprogrammet, og syv patienter traver af sted.

»Jeg kommer ud og får løsnet lidt op for alt det tunge, jeg sidder med i dagligdagen. Kroppen bliver rørt igennem,« smiler han med pilothuen trukket godt ned i panden.

Frosne vandpytter sprækker knasende under Benny Pedersens fødder. Den lille sti følger en kanal, der er omkranset af dunhammere, siv og søgræs. Boserup Skovs bladløse, knudrede træer spejler sig i kanalen.

»Tidligere var jeg indlagt på Frederiksberg Hospital på en lukket afdeling. Totalt afsondret fra luften. Det var meget belastende,« fortæller Benny Pedersen.

Idrætsforsker Henning Sell går tur sammen med patienterne i gå-gruppen denne morgen. Han har været ansat på Sct. Hans Hospital siden 1986 og laver undersøgelser af, hvordan motion påvirker hjernen.

»Vi undersøger, hvad det gør ved organismen at komme ud at røre sig. Motion virker på rigtig mange tilstande. Det mildner depressioner, hallucinationer og angst. Derudover formindsker det medicinske bivirkninger, som for eksempel uro i kroppen og trippen,« forklarer Henning Sell.

Patienterne i Henning Sells gruppe er alle indlagt på en åben afdeling. Henning Sell er sikker på, at patienterne på de lukkede afdelinger også ville have gavn af ture i det fri, men der skal personale med dem, og det er der sjældent ressourcer til.

Det kan forværre folks psykiske sygdom, hvis de ikke bevæger sig.

»Mennesket har et basalt behov for at røre sig. Det stammer helt tilbage til jægertiden, hvor mennesket var nødt til at bevæge sig for at overleve. Hvis du undertrykker det behov, så går det ud over din psyke,« påpeger Henning Sell.

Benny Pedersen ser til venstre ud over fjordens støvede lyseblå flade. Til højre i horisonten troner Roskilde Domkirke.

»Det kan virke surt at komme ud i rusk, regn og blæsevejr. Men når man først er kommet ud, er det befriende. Jeg føler mig sådan rolig, nede på jorden,« siger Benny Pedersen, mens han trasker tilbage mod Sct. Hans Hospitals slidtgule mursten.

Plejerne er kede af at sige nej

Jesper Priskorn er tillidsmand for plejerne på Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus og samtidig landsformand for plejernes faglige udvalg inden for FOA.

»Vi har ikke meget tid til patienterne. Det er et problem, vi diskuterer på landsplan. Man bygger mursten og laver fine lokaler, men man glemmer, at der skal være noget indeni,« siger Jesper Priskorn, mens han viser vej mellem Risskov Hospitals 150 år gamle, røde murstensbygninger. Der er ganske kort til stranden ved Århus Bugten og en flot park lige uden for døren.

Foruden en afdelingssygeplejerske og en souschef, der primært løser administrative opgaver, er der tre plejere på en lukket afdeling med 16 patienter i Risskov. Plejerne skal gå stuegang, give medicin og tage sig af patienterne.

»Det er en meget begrænset mulighed, vi har for at gå ture. Man kan ikke tømme afdelingen for personale,« forklarer Jesper Priskorn.

Psykisk syge er ikke en gruppe, der har overskud til at hævde sig selv og stå fast på deres rettigheder. Det kræver mod at gå op på kontoret og spørge om lov til at komme ud. Jesper Priskorn er ked af, at man tit er nødt til at sige nej:

»Det er klart, at afvisningerne giver en trykket stemning både blandt personalet og de indlagte.«Hvis der blev bevilliget penge til mere personale, ville det ikke være noget problem at få stillingerne besat, oplyser Jesper Priskorn:

»Vi har en stor ansøgerskare, hver gang der er en ledig stilling.«

Konservative lover at tage sagen op

Da Folketinget senest ændrede Lov om tvang i psykiatrien, foreslog SF og CD at indskrive rettigheder for patienter på lukkede afdelinger, så de kunne få adgang til frisk luft. Det ville koste penge og blev ikke vedtaget.

»I SF mener vi, at det er en menneskeret at komme ud, og vi mener faktisk, det vil forbedre helbredelsen,« slår Anne Baastrup fra SF fast. Hun sidder i Folketingets §71-tilsyn, der kontroller behandlingen af patienter på lukkede afdelinger.

»Når vi besøger afdelingerne med §71-tilsynet, er vi meget opmærksomme på problemet. Med skattestoppet og de stramme budgetter i amtskommunerne er det blevet dårligere. Der er mange steder, hvor det ikke er godt nok,« fortæller Anne Baastrup. Tilsynet har ikke mulighed for at ændre forholdende, men kan kritisere den enkelte afdeling.

Else Theill Sørensen, sundhedspolitisk ordfører for Det Konservative Folkeparti, er enig i, at alle bør have adgang til frisk luft.

»Der er blevet sat mange penge af de sidste år til fysiske forbedringer på de psykiatriske afdelinger. I første omgang har man bygget enestuer. Jeg kunne godt tænke mig, at det næste, man forsøger at gøre noget ved, vil være adgang til frisk luft og motion,« siger hun.

Else Theill Sørensen vedkender sig, at man ikke kan sikre, at de psykisk syge kommer ud, når det ikke er et krav i loven. Hun synes dog ikke, det er nødvendigt at lovgive om sagen, når amterne og sygehusene ønsker at give patienterne mulighed for at komme ud. I stedet vil hun stille midler til rådighed gennem satspuljerne, som amterne eller de enkelte sygehuse kan søge om, ligesom der blev gjort i forbindelse udbygningen af enestuer. Satspuljerne er en pose penge, der skal komme de svageste i samfundet til gode. På nær Enhedslisten og Dansk Folkeparti forhandler alle partierne i folketinget om satspuljerne. Det sker samtidig med finanslovsforhandlingerne.

»Jeg ved godt, at det her ikke er lige så konkret og målbart som enestuer, men jeg er sikker på, det kan styres indenfor systemet med satspuljerne,« erklærer Else Theill Sørensen.

Hun lover at tage sagen op, når partierne bag satspuljeforliget næste gang skal forhandle penge til psykiatriområdet.

Martins fulde navn er kendt men ændret af redaktionen, da han ønsker at være anonym.

Krummen af Mette Grandjean Mobning og chikane

Misinformationer, direkte løgne og bagvaskelse høre til hverdagen for en af mine TR-kollegaer. Lad os kalde hende Bente. Når jeg høre Bente fortælle sin historie, bliver jeg vred og jeg undrer mig. Vred over at der ikke er nogen der gør noget. Undrende over, at der er voksne mennesker i dagens Danmark, der kan opføre sig sådan. Bente er en dygtig pige. Både fagligt og fagpolitisk er hun en pige med ben i næsen, der stå ved sine meninger og ikke går af vejen for en god diskussion. Hun varetager sine kollegaers interesser, på en måde så hun altid har undersøgt evt. lovstof, gjort sig etiske overvejelser og er for det meste godt forberedt til diverse møder og lønforhandlinger. Fælles aftaler Bente skal i alle disse sammenhænge samarbejde med sin ledelse. Og i starten gik det godt. Den pågældende ledelse og Bente, havde fået lavet nogle gode aftaler for, hvor meget frikøb Bente skulle have, herunder fri for vagter, hvilke møder hun skulle deltage i, hvordan informationsystemet skulle være dem og hende imellem, hvor -og hvor tit hun kunne/skulle holde møder med sine kollegaer. Og sidst, men ikke mindst, et evalueringstidspunkt for aftalerne. Her begynder det at gå galt. I starten fatter Bente ikke mistanke, men mener det er tilfældigheder. Da aftalerne skal evalueres, beder Bente om, at få forlænget perioden med frikøbstimer/vagtfri i yderligere tre måneder. Arbejdspladsen er i gang med en større omlægning, der berører alle ansatte og dermed også Bente´s kollegaer. Hun har i perioden lagt meget energi i, og brugt tid på at få hjulpet sine kollegaer i en meget svær tid. Mistro På ønsket om mere tid, bliver Bente mødt med mistro. Samtidig bliver juleplanen lagt (dette er i september), hvor Bente står til en aftenvagt d. 24/12. Hun gør opmærksom på at hun forventer at være frikøbt i perioden og at hun faktisk har haft vagten de seneste syv år. Flere gange til midten af december gør hun igen opmærksom på problemet. Ingenting sker. En uge før juleaften, bliver Bente kaldt ind til ledelsen, da hun nu skal være med til at pålægge en kollega at tage vagten. Mon ikke det har skabt uro blandt kollegaerne. Heldigvis var der en der tog den frivilligt. For Bente´s skyld. Efter dette har tonen mellem ledelsen og Bente været anstrengt. Utallige gange har man "glemt" at informerer om væsentlige ting, papirer der er "blevet væk", urigtige oplysninger og mødeindkaldelser der ikke er nået ud til kollegaerne. Fyringssag Den seneste og mest grelle episode har været, da Bente skulle involveres i en fyringssag, p.gr.a. besparelserne. På et møde, hvor kun Bente og en enkelt leder var til stede, blev de enige om, hvem fyringen drejede sig om. De gav hinanden håndslag på, at intet blev sagt højt, før den pågældende var informeret og at man derefter ville informerer resten af personalegruppen på en gang. Samme eftermiddag blev Bente kontaktet af en kollega, det undre sig over, at Bente kunne være med til at fyre (navnet blev nævnt). Kollegaen havde fået det at vide fra en anden, som havde sagt, at hun vidste det fra Bente. Det viser sig, at lederen, helt bevidst har lækket informationen, med den besked, at hun skal sige at hun har det fra Bente. Bente er på det her tidspunkt været ved at opgive hvervet som tr, da det efterhånden har store omkostninger for hende. I den seneste sag, fik hun alligevel handlet, ved at indkalde sine kollegaer og forklaret dem den rette sammenhæng. Under hele forløbet har hun heldigvis haft sine kollegaers opbakning. Belastende Når jeg vælger at beskrive Bente´s historie, så detaljeret, er det udfra at mobning på arbejdspladsen er et kendt, men ikke særlig anerkendt problem. Vi kender formentlig alle sammen til det, enten på egen krop eller fra andre. Vi ved det er særdeles belastende for dem det går udover og alligevel finder vi os i at blive moppet eller se på at andre bliver det. Indsatsområde Jeg kunne tænke mig, at der kommer meget mere fokus på problemet. F.eks. at tillidsvalgte, FOA og arbejdspladsernes ledelser, gør mobning og chikane til Indsatsområde, hvor der arbejdes målrettet på at gøre arbejdspladsen til mobbefri område. På samme måde som visse folkeskoler har gjort. Det kan lyde banalt at det skulle være nødvendigt blandt voksne mennesker, men ovenstående historie viser med al tydelighed, at selv voksne kan opføre sig, næsten værre end børn. Lad os hjælpe hinanden med, ikke at finde os i mobning. Lad os starte med at gøre resten af år 2003 til Indsatsområde mod mobning og chikane.     Demenskonsulent i Japan Af Alice Grünspahn Caritas   Sommeren 2002 har vi igen besøg fra Japan. Jeg mødte vennerne fra Care Town som så noget opgivende ud. De synes ikke rigtig det gik som de gerne ville have det til. Det var deres mening at de ville lave et Etisk Regnskab om demensplejen, ligesom vi på Caritas har lavet flere gange. Jeg mente at det var alt for tidligt, da alting er så nyt for dem endnu. De har jo ikke været i gang så længe med at passe svært demente. Jeg blev spurgt om jeg ville komme derover og være observatør ved denne måling, hvis de kom i gang. Det ville jeg selvfølgelig gerne de kunne blot sige til. Jeg fik besked i oktober at jeg skulle rejse til Japan i uge 46 og 47. Planen var at jeg skulle være på Care Town i de to uger. Mine opgaver på Care Town blev som følger: at observere og evaluere det plejemæssige arbejde med demente bb generelt, herunder den organisatoriske struktur i CareTown at undervise og vejlede plejepersonalet i demenspleje i Care Town. at supervisere de nøglepersoner i demensplejen på Care Town. Disse opgaver havde jeg så tid til at tænke over og blev måske noget betænkelig ved at skulle alene af sted, men sådan ville de gerne have det. Der var jo også den fordel at jeg kendte mange af personalet og havde kendskab til stedet. Min gode ven fra tidligere besøg - Yutaka - lovede mig, at jeg ikke skulle holde foredrag for flere hundrede mennesker som sidste gang. Jeg skulle kun koncentrere mig om Care Town. Care Town Care Town er et Plejehjem/Center med plads til 110 bb. Huset er fordelt på 14 afdelinger. 7afd. med plejekrævende ældre, 3 afd. til demente og 4 afd. for korttidspladser. Personalet er meget unge gennemsnitsalderen er ca.25 år. Personalet er uddannet som sosass. svarende til vores herhjemme. I deres uddannelsesforløb har de dog ikke praktikophold men udelukkende teori. Sygeplejerskerne har nogenlunde det samme forløb som herhjemme. Det er disse 2 grupper der er i plejen. Der foruden er der husass. tilknyttet hver afd., som sørger for rengøring og hjælper med anretningen af maden, som er helt speciel. Maden bliver anrettet i japansk stil i små skåle med hver sin ret, et imponerende syn, sådan anrettes maden hver gang. Care Town har eget meget moderne køkken og eget vaskeri. Personalet arbejder som os, i treholdskift, dog med en del overlapninger af vagterne, et system jeg ikke rigtig kunne se var en fordel, ligeså var vagtfordelingen henover døgnet efter min opfattelse noget skævt. Der var ikke så mange i aftenvagt, men mange i nattevagt, det måtte vi se på. Normeringen var ellers helt flot, men skævt fordelt. Ledelsesstrukturen : Borgmesteren øverst, Tom adm. leder, Jasko oversygeplejerske, har ansvaret for rigtig mange dele i huset. OPGAVER: ansvar for afdelingsledelse Arbejdsplaner for alle afd. Personalets trivsel Kontakt til lægen for alle bb i huset, samt sørge for evt. ord. Kontakt til pårørende for alle bb Ansvar for faglig udvikling i personalegruppen Ansvar for den daglige pleje Dokumentation Oplæring af nye opgaver for alt pl. pers. Ansvar for hj.sygepl. ude i byen Ansvar for bofællesskaber ude i byen Ansættelse af personale overalt. Mange opgaver til en person. Der er sygepl. der er ledere af de enkelte afd., men man mente at de var for uerfarne til at tage ansvaret for den daglige ledelse, som vi ser herhjemme med afd.sygepl. Min opgave de næste dage var efter mit eget ønske at være ude i alle afd. dag og aften, se hvordan dagligdagen gik. Jeg havde et ønske om at mødes med personalet, som ved mødet kunne stille spørgsmål vedrørende plejen. Dette blev rigtig godt, der blev stillet en masse spørgsmål, som jeg svarede på så godt jeg nu kunne. Det var rigtig godt at jeg opholdt mig så meget ude i afd. kunne derved stille relevante spørgsmål, og komme i dialog med personalet.     Demensafd. havde en time om ugen til aktivitet fra aktivitetspersonalet for alle 24 bb. Da dette ikke kunne være anderledes, som det så ud nu, mente jeg at der skulle være mere aktivitet for bb ude i de enkelte afd., at alle skulle være ansvarlige for aktivitet, som er en vigtig del i plejen. Det blev modtaget med nogen skepsis. Jeg kunne se at det daglige arbejde godt kunne tilrettelægges lidt bedre. At man blev færdige med plejen, hjalp hinanden på tværs af afd. så der blev plads til andet, at komme ud at køre, lave små aktivitetsgrupper, så arbejdet ikke blev så ensidig. Dette ville give en større arbejdsglæde i hverdagen. Dette prøvede vi af og det virkede godt. I den forbindelse talte vi meget om aktivitet. Det var en meget spændende snak, at skulle definere aktivitet og forklare, hvad vi hjemme på Caritas forbandt med dette. Jeg tror at denne gode snak gav dem noget at tænke over, men den gav også mig en masse stof til eftertanke. Korttidsafd. blev jeg meget optaget af. Det var nogle afd. hvor der var mange spændende opgaver at varetage. Bb var meget forskellige i deres sygdomsforløb. Personalet der havde problemer med at håndterer disse forskelligheder, det kunne jeg godt forstå. Dagligdagen var sådan indrettet at der blev holdt mange møder for hele personalet, så alle kunne få en bred orientering om alle bb. Det tog en masse tid så der blev ikke så megen tid til den daglige pleje. Der foreslog jeg, at der blev tilknyttet kontaktpersoner til hver enkelt bb, så ikke alle skulle vide alt om alle. Ved denne ordning kunne hver enkelt medarbejder nemmere overskue den daglige pleje, skulle ikke rumme så mange bb. Dette forslag ville de gå i gang med snarest, da de godt kunne få øje på ideen. Da disse afd. for mig var meget spændende at arbejde i, foreslog jeg, at der også skulle ske rotation for personalet. At alle skulle prøve at arbejde på disse afd. for at få læring. Det var i den forbindelse Yataka, Tom og jeg talte meget om, hvor vigtigt det er, at personalet har en viden omkring de forskellige demenssygdomme. Jeg gik straks hjem og skrev meget kortfattet omkring de forskellige demenssygdomme og plejen af disse. Som så ofte før kom jeg i konflikt med min iver. Yataka mente, at det ikke var det, de havde brug for. Som Yutaka sagde, det kan de læse sig til. Det blev som Yutaka sagde. Alice's Bibel Jeg tænkte nu lidt over dette og ville udtænke en anden plan, da jeg mente, at det er vigtigt at give personalet nogle redskaber. Under min snak med ledelsen, samt personalet fra de enkelte afd. gav jeg dem ca. 20 punkter, der er gode at have, når man arbejder med demente, egenskaber jeg selv bruger i dagligdagen. Disse punkter havde jeg fra mine notater fra en anden undervisning herhjemme. Det viste sig at være godt. Det var nogle punkter, der blev snakket om, Jeg vil her nævne nogle få af dem - lyst til at arbejde med ældre - omstillingsparat og fleksibel - tør tage ansvar - problemdetektiv - forståelse for gamle - høj moral.     Disse punkter blev vi enige om, at jeg skulle uddybe noget mere. De blev kaldt ALICE'S BIBEL. Jeg havde tænkt mig, at personalet skulle have en lille bog med de forskellige demenssygdomme. Da jeg ikke måtte lave sådan en lille bog, blev det til, at de 20 punkter var dem, der skulle laves til en lille opslagsbog. Meningen var så, at personalet skulle have den som en lille julegave - en meget sjov ide. Som i kan læse, havde vi mange snakke indimellem - hvor er behovet og hvordan gribes det an. Det var for mig meget spændende at være en del af, og igen er jeg glad for mine mange års erfaringer med arbejdet med mennesker både de syge og kollegaer, med de problemer der følger med. Der er nu gået en uge og vi skal til at planlægge hvad der skal ske i den sidste uge af mit ophold. Jeg havde fri den kommende weekend. Jeg havde dog et møde lørdag formiddag med personalet fra demensafd., hvor de kunne stille spørgsmål. På dette møde snakkede vi ligeså om, hvad jeg havde set på de 3 afdelinger den forløbne uge. Ligeså havde jeg nedskrevet nogle gode råd for at fremme trivslen i deres daglige arbejde, gøre hverdagen mere spændende for personalet. Jeg foreslog, at man på tværs af afd. kunne hjælpe hinanden, så der blev frigjort nogle resurser, så der kunne blive plads til andet end plejen f.eks. tage på tur eller lave nogle fælles arrangementer på tværs af afd. Den leder der var der på dette tidspunkt, tog et par dybe indåndinger, og lovede at tale med gruppen om det. Hun kunne godt se ideen, men at få det sagt til gruppen måtte hun tænke lidt over. Det var en anden måde at se på ressourcer. Næste uges opgaver opgaver bestod i at snakke med mellemleder og ledelsen om, hvad jeg havde set. Jeg havde ligeså et ønske om at opholde mig længere på demensafd. samt korttidsafd. Denne uge skulle jeg mødes med borgmesteren til middag, hvilken dag var ikke helt bestemt. Mandag startede jeg med at gå på demensafd. Alle de ting vi havde talt om den forgående uge, var de nu begyndt at gøre noget ved, og kunne se resultater allerede.     Nogle af de situationer, som vi havde talt om var bl.a., at der sad en herre i sofaen, som klagede sig noget indimellem. Jeg forslog at han blev flyttet til en bedre siddeplads, samt at han kom ind og hvile sig engang imellem. Dels for at skifte stilling dels for at få ro. Det havde den gode effekt, at han ikke klagede sig så meget, og at han var begyndt at gå lidt rundt i afd. En dame, der blev meget påvirket af øvrige bb. ved spisning, blev skærmet ved måltiderne. Det var godt nok, men jeg kunne se at hun gik til og fra. Måske var det fordi hun ikke kunne overskue alle de forskellige skåle og fade, som alt maden hver dag blev serveret i og på. Hendes måltider skulle serveres mere overskueligt. Og da maden blev serveret med lidt af gangen gik det meget bedre. Denne oplevelse gav mig tanken om, hvordan demente i det hele taget klarer at overskue den flotte anrettede mad, hvilket personalet også selv havde tænkt på. For de der havde det svært, snakkede vi om at servere maden i blot en portion af gangen. Det vi også talte om i den forbindelse var kultur. Hvad der er normalt at gøre, og hvor svært det er at lave om på vore kulturer. I disse 2 dage fulgtes jeg også med terapien rundt i de forskellige afd. Hvis der var nogle, der havde travlt, så var det personalet der. De var ganske få terapeuter, kun 3 til at dække hele huset. Deres opgaver var også at optræne løfteteknik til hele personalet. Jeg kan godt forstå, at de følte sig utilstrækkelige i hverdagen med alle de opgaver. Derfor mente jeg, at de enkelte afd. skulle tage del i det terapeutiske. Jeg havde en rigtig god oplevelse ved musik eftermiddag. Man havde et transportabelt elorgel der kunne stå på bordet, og som havde en fantastisk klang. Stille og roligt, det var noget helt andet end klavermusik og meget mere nærværende for de enkelte bb. Det var ligesom herhjemme, at det er god terapi med musik og sang, noget alle er meget glade for. Og så var det helt sjovt at synge sange på japansk, hvor melodien er den samme som på dansk. Et par dage hvor mange ting blev vendt og sat i gang. Mandag aften skulle vi til middag hos borgmesteren. Det var utroligt flot masser af sushi, som jeg efterhånden er blevet helt god til at spise. Men jeg må sige, at en meget speciel fisk fra Tokanosu er jeg nu ikke så vild med. Det er en lille fisk der er fyldt med rogn, ja der er mere rogn end fisk. Det blev for meget. Jeg tror, at de kunne se, at den havde jeg det noget svært med, men jeg smagte på fisken så jeg har prøvet.     Vi talte om, hvor stift systemet er i Japan. Få der bestemmer og har ansvaret og med dette bliver gjort meget ansvarlige. Derfor er det forståeligt nok, at de har svært ved at uddelegere. Tænk hvis det går galt. Igen nogle helt nye tanker, der er forskellige fra deres egen kultur. Efterhånden som aftenen skred frem, faldt jeg mere og mere til ro, jeg er ikke så vild med de officielle møder, det er rarere at bevæge mig på sikker grund sammen med personalet på hjemmet. Sådan er jeg nu indrettet. Borgmesteren siger så: jeg kunne godt tænke mig at du kom herover i 3 år og hjalp os med at få Care Town til at køre, han mente, at den erfaring og indstilling jeg havde til tingene kunne være gavnlig. Jeg blev da meget glad for den tillid og tro på, at jeg kunne gøre en forskel. Det blev ved det, og vi drøftede det ikke mere. Det tænkte jeg meget på, fordi jeg kunne se en utrolig stor og spændende udfordring. Efter en veloverstået middag kørte vi borgmesteren hjem i voldsom snevejr. Samme dag blev jeg spurgt om jeg ville være med i en Tv udsendelse om Care Town. Der var for 2 år siden blevet lavet en udsendelse om Care Town af en dame, som jeg vil sammenligne med vores Jytte Dreyer. Hun ville gerne komme tilbage til stedet for at se, hvor langt de var kommet, og hvordan det gik. Jeg ville gerne være med, men ville meget gerne vide på forhånd hvad hun ville spørge mig om, så jeg kunne forberede mig. Spørgsmålene ville gå på hvordan jeg oplevede CareTown levede op til deres værdier om de arbejdede efter disse. Jeg blev spurgt om hvorfor jeg arbejdede med demente og hvor længe, og om min oplevelse af Care Town nu og for 2 år siden. Samme dag ville Okuma komme på Care Town. Han ville gerne spørge mig om min oplevelse af stedet nu og for 2 år siden. Det er også en personlighed, som jeg har stor respekt for. Jeg har hørt ham, dengang vi havde Demens konference på Caritas. Han er meget direkte og skjuler ingen ting. Han går ind i sagen med en ildhu og viden. Samtalen blev optaget og Tv holdet overværede samtalen.     Bofællesskabet Efter frokosten blev jeg kaldt ind til byen, hvor de havde nogle problemer i et bofællesskab. De havde nogle spørgsmål, som de gerne ville drøfte med mig. Bofællesskabet er et meget hyggeligt hus med 8 bb med middelsvær demens. I bofællesskabet var de noget uenige i plejen af især een bb, som var meget ked af at komme i bad. Noget personale mente, at det skulle hun bare, med eller mod hendes vilje, andre mente, at det ikke var så vigtigt. Vi fik en god snak om problemet, dels at man ikke skal bruge magt, men den pædagogiske tilgang. Hvad det ville sige fik vi bred snak om. Vi oplever ofte herhjemme, at demente pludselig bliver bange for noget, de ellers er vant til og reagerer med vrede. Tilsvarende sker det selvfølgelig også i Japan. Vi kom frem til, at det muligvis var det, der var sket. Jeg foreslog dem at ændre på arbejdsgangen ved badet. Et andet problem var, at man ikke kunne blive enige om en fælles struktur i bofællesskabet. Det er bare så vigtigt, at man arbejder ud fra fælles værdier. Gør man ikke det går det ud over bb, som hele tiden skal forholde sig til noget nyt. Dette gjorde jeg meget ud af at fortælle om. Vi snakkede meget om at få tillid til den demente, at få et godt samarbejde, at have et godt kendskab til den dementes hverdag, og derved en forståelse for den dementes reaktion. Vi talte meget om, at personalet skulle snakke sammen om det, der er svært. Vi er ikke lige gode til det hele, men kan lære af hinandens erfaringer og bruge det. Det blev en god eftermiddag, hvor vi fik vendt en del og personalet gav udtryk for, at de havde fået nogle redskaber, de kunne bruge. Møde med mellemlederen Torsdag skulle jeg møde mellemlederen. Vi lavede det på samme måde, at de kunne stille spørgsmål. Der var repræsentanter fra hele huset. De havde hørt om de 20 punkter og ville gerne høre dem nærmere uddybet. Det fik vi en snak om, og der blev stillet nogle spørgsmål. Vi snakkede om kompetenceudvikling, arbejdstider, vagtdækning hvor mange der var i de forskellige vagter. Jeg blev noget forundret over at der var 9 på vagt om natten og 14 på vagt i aftenvagten i hele huset. Det mente jeg var en skæv fordeling, da der var mange der skulle hjælpes om aftenen. Jeg tror egentlig ikke, at de havde tænkt på fordelingen, som jeg så den. Jeg fik også den forklaring at bb. lige præcis fra den egn, var tidl. bønder, og vant til at gå tidligt i seng og tidlig oppe, så derfor. Vi snakkede om at der var mere brug for personale om aftenen ivertilfælde det jeg kunne se. Jeg kunne oplyse dem at vi på Caritas er 5 nattevagter til at passe 110 bb. og det går helt godt. Nattevagterne møder kl.23.30 går hjem kl.9.00. Forinden skal de aflægge rapport til dagvagterne, samt hjælpe til med morgenarbejdet. Jeg kunne ikke helt forstå dette. De spurgte hvordan vi fik det til at hænge sammen hos os, og hvordan vi fordelte os på hele dagen. Dette ville de tage til sig og drøfte, hvordan de i egne rækker måske havde brug for at lave om på fordelingen.     Baderummene er helt fantastistiske. Alt er der tænkt på. Der er hvilerum i tilknytning til baderummene. På Care Town bliver der badet på alle tider af døgnet, og der er personale der møder alene for at hjælpe ved badet. Der er ikke badeværelser i tilknytning til afd. Badeværelserne ligger for sig selv. Næste dag skulle jeg møde hele ledelsen med Borgmesteren i spidsen og give min slutevaluering om mit ophold på Care Town. Jeg startede med at se tilbage til jeg var der for 2 år siden. Da sydede huset af energi og gåpåmod hos alle. I dag i mødet med personalet var gejsten ligesom forsvundet noget, der var ikke den samme gejst længere. Efter min opfattelse var der alt mulig grund til gejst, smukke bygninger, rimelige normeringer, alle hjælpemidler, fine arbejdsforhold og gode lønninger. Mit bud på den manglende gejst var, at personalet var meget unge og uerfarne og havde ikke haft mulighed for at læring. Opgaverne var svære, men jeg kunne også se fordelene ved ungt personale, da de var helt fri for fordomme. Og en fladere struktur hvor medarbejderne får mere indflydelse, ansvar og medbestemmelse på deres dagligdag, ville være en stor fordel for det fortsatte arbejde. Vi gav derved et bud på hvordan dette kunne gøres. At hver afd. havde en afd.sygepl, samt en form for første ass. som kunne være en sossuass. Hver afd. kunne derved have sin egen kompetence med reference til oversygepl. Trods den lidt afmattede stemning i huset så og følte jeg, at der ikke var langt til at finde gejsten igen. Det at jeg havde været ude i afd. og set og talt med personalet, og bekræftede dem i, at det de gør er helt fint. Det var nok til, at de fik lidt af gejsten tilbage. Erfaringerne kommer jo langsomt, og de skal lære af hinanden. Jeg foreslog at de lavede en intern rotation hvor man kunne tage en læring, ligeså en rotation til og fra bofællesskaberne. Især fra korttidsafd. så jeg, at der kunne fås en masse læring. Efter denne evaluering sagde Borgmesteren, at det var ikke så nemt at lave om på systemet i Japan. Men han kunne godt se hvad jeg mente og fordelen ved dette. Jeg blev af alle takket for den tid jeg havde brugt hos dem, og blev spurgt om jeg ville komme igen. De synes, det havde været godt, at de havde fået nogle gode redskaber at arbejde med, fået bekræftet at de var på den rette vej. Men det er svært, ikke bare at passe bb, men også at "passe" personalet. Jeg må sige, at det var noget svært at komme med en evaluering, der var noget nedslående, men jeg følte, at det var det rigtige at gøre, for det var det jeg så og følte. Efter dette tog jeg afsked med borgmesteren gik over til min lejlighed, hvor jeg sad ligeså stille og tænkte det hele igennem. Havde jeg vurderet forkert, havde jeg været for upræcis, havde jeg været dygtig nok. Svaret kom Yutaka med, han sagde, at det havde været det bedste, han havde oplevet ved alle de besøgende, han havde haft med derovre. Han syntes, at det havde været så givende for personalet, at jeg havde mødt dem i dialog. Det blev jeg selvfølgelig meget glad for at høre. Næste dag, skulle jeg lige komme over og undervise og fortælle om løfteteknik. Det var et område der ikke var gjort så meget ud af, synes jeg. Jeg havde set hvordan de forflyttede bb. Det var synd både for bb og personale. Huset havde alle former for hjælpemidler, men de blev bare ikke brugt så meget i det daglige arbejde. Forflytningsteknikken gik med Naho's hjælp. Vi flyttede rundt på hinanden, fra seng til stol, prøvede at løfte med lift, forflytte en kørestolsbruger, forflytning i sengen. Jeg gav dem det råd, vær altid 2 ved en tung forflytning. Kan bb ikke støtte så brug liften. Det var de ikke vant til, de var jo også unge og stærke. Jeg bad dem om at passe på sig selv, derfor var det mit ønske at vejlede dem i denne teknik. Tak til Caritas Jeg vil gerne takke ledelsen på Caritas for den opbakning jeg har fået inden jeg tog af sted, og for deres tro på at jeg kunne klare opgaven. Jeg takker mine kollegaer for de skulderklap jeg fik forinden, og for at jeg ikke har mødt nogen form for misundelse over, at det lige var mig der skulle af sted. Tak til alle, håber det har været anderledes læsning, jeg har helt sikkert oplevet en masse og har også følt det noget grænseoverskridende nogen gange. Men hvis det skulle byde sig igen tager jeg gerne af sted, men vil da gerne have en kollega med til at snakke om tingene. Hjemme igen Det var meget dejlig at se børn, familie og mit hjem igen. Jeg havde aldrig været hjemmefra alene så længe. Men jeg er klar til at tage af sted igen.