90 År`s jubilæet

Af Jesper Priskorn

Tak til alle dem som deltog og gjorde denne dag festlig.

Det var en forygende god fest, alle var kommet for at more sig, og møde gamle kollegaer.

Festens højdepunkt var nok Revyen - en parodi på fjernsynets velkendte 90 års fødselsdag.

Werner Lund og Alice Grunspahn, var de deltagende i sketchen og gjorde det fantastisk godt.

Jesper Diederiksen holdt festtalen, som er genoptrykt andet sted i bladet.

Dejligt at Norge deltog med to personer. De havde en smuk træskål og et par historiske bøger med til os, som blev forklaret ved talen som Hans holdt for os.

Ud over festtalen fra Jesper Dideriksen, talen fra Norge, fik vi også et par ord med fra chefsygeplejerske Inge Lise Vad.

Vi vil også gerne takke for de mange gaver vi fik.

Blomster fra Viborg, billede fra sygehjælperne, lysestager fra social-og sundhedssektoren, vase fra Finland, "kluk-flaske" fra FOA Afdelingen, Blomst fra social-og sundhedsass.klubben, krukke og historiske bøger fra Norge og ikke mindst tilskuddet til festen fra driftledelsen.

Jeg syntes personligt at det var en af de bedste fester der har været holdt på

hospitalet og det kan vi takke arbejdsgruppen, som stod for arrangementet for:

Werner Lund, Susanne Havemann, Alice Grunspahn og Hans Jørn Christensen.

Til toppen

TALE TIL

PSYKIATRIKLUBBENS

90-ÅRS JUBILÆUMSFEST

D. 4.6.99

Af Jesper Diederiksen

For 90 år siden holdt opsynspersonalet på dette hospital en stor fest. Som til festen i dag, var det også dengang nødvendigt at løse billet for at deltage. Mændene gav 1 krone og kvinderne 50 øre.

Anledningen til festen var stiftelsen af "Fagforeningen for Opsynspersonale ved Jyske Asyl", og festen blev afholdt på Vejlby Afholdshjem.

Efter alle solemærker at dømme gik festen - altså den for 90 år siden - rigtig godt. Ialtfald fandt økonomaen anledning til, at tilspørge nogle af sine piger: Hvad det var for et bissebal, de havde deltaget i.

I det hele taget var hovedparten af hospitalets ledelse indstillet på at modarbejde de ansattes organisering så meget som muligt. Den omtalte økonoma og Oldfruen ikke blot truede med at afskedige ansatte, der lod sig organisere, de statuerede også eksempler på deres handlekraft og opsagde flere i utide.

For at imødegå ledelsens modstand rettede den nye bestyrelse henvendelse til Justitsminister Zahle - hospitalet eller Jydske Asyl, som var navnet på det tidspunkt - hørte jo direkte under den danske stat.

Allerede i starten af 1910 tilskrev Justitsminister Zahle således Direktionen, at personalet frit skulle kunne vælge at være tilsluttet organisationen, og at ingen måtte kunne opsiges på grund af medlemsskab.

Alligevel blev det underordnede personale og især de organiserede udsat for megen chikane og nedgørende tiltale, hvorfor det også kneb med tilgangen til den nystartede organisation.

Da det så allermest sort ud for de første pionerer, var medlemstallet nede omkring de 50, men da fik de en uventet støtte. Hospitalspræsten havde øjnet muligheden for at organiseringen kunne bedre kårene for det i alle måder dårligt stillede personale, og han "bad" om at blive optaget som medlem. Dette blev et vendepunkt.

Et andet vendepunkt kom i 1911, da plejeruddannelsen så dagens lys. Samtidig blev løn og arbejdsforhold forbedrede. Således bestemtes det, at plejere og plejersker skulle have 3 halve og 1 hel fridag om måneden. En plejerske kunne opnå en årsløn på 500,- kr., mens en menig plejer kunne få 900 kr. !

2 år senere - i 1913 - lykkedes det, at få stiftet foreninger på de daværende 3 øvrige sindssygehospitaler i Viborg, Vordingborg og Middelfart. Samme år stiftedes landsforbundet - Dansk Hospitalsforbund. Forbundets første formand hed A.C. Andersen, den næste blev E.P. Rishøj fra Århus. Når vi i dag har en lille fond ved navn Rishøj-Fonden, har den rod tilbage til denne plejer Rishøj, der var forbundsformand fra 1918 til sin død i 1925.

Når jeg kigger tilbage i de nedskrevne analer, er det påfaldende, at - selvom der blev indført ligeløn for plejere og plejersker i 1919 - så er det mændene, der suverænt har tegnet foreningen. Det er først gennem de sidste 30 - 40 år, det er blevet almindeligt, at møde kvinder i bestyrelsesarbejdet, og formandsrækken er fortsat ubrudt på mandlige hænder. Men et nyt skred er måske på vej. Efter den sidste generalforsamling i Psykiatriklubben har vi for første gang fået en bestyrelse med kvinderne i overtal.

Med i den historiske udvikling omkring forholdet mellem plejere og plejersker hører også, at der efter ligelønslovene i 1919 og 1931 var en del plejere, der ønskede plejerskerne udskilt i en "særlig afdeling" af forbundet, således at de ikke skulle stå i vejen for at plejerne skulle opnå tålelige lønvilkår og avancementsmuligheder. Faktisk blev der stillet et konkret forslag herom - men det kom selvfølgelig ikke fra Århus !

Hvis jeg skal nævne èt område, der mere end noget andet har optaget sindene og bestræbelserne i de 90 år, der nu er gået, er det uddannelsesspørgsmålet.

Selvom den første uddannelse af plejere, der blev indført i 1911 betød et gevaldigt løft, drøftede forbundet allerede 10 år senere mulighederne for en ændring og udvidelse af plejepersonalets uddannelse.

En af forklaringerne herpå, var at de første sygeplejeelver begyndte at have praktik i sindssygepleje, og at nogle få af disse senere fik reel ansættelse.

Indtil da havde det alene været plejere og i enkelte tilfælde plejersker, der fungerede som ledere på hospitalsafdelingerne. Den stiling følte man nu truet, og der blev en heftig diskussion om, plejepersonalet skulle søge at opnå uddannelse som sygeplejere eller der skulle satses på en længere uddannelse indenfor sindssygepleje.

Enden på den diskussion blev, at der søgtes oprettet en fagskole, der skulle forestå en 3-årig uddannelse af plejere, mens plejerskerne fremover kunne uddanne sig til sygeplejersker eller lade sig erstatte af sådanne.

Udviklingen gik imidlertid anderledes, og det yndedes at give forholdene under 2. verdenskrig skylden for at de fremskredne planer om en central fagskole for plejere endte med at forlise.

A´pro´pos uddannelse og krig, så var det sådan, at den første efteruddannelse af plejepersonale her i Risskov netop var planlagt til at starte i 1915, men da var det den 1. verdenskrig, der vanskeliggjorde sagen.

Meningen var at uddannelsen skulle foregå i eftermiddagstimerne, men da en stor del af plejerne blev indkaldt til sikringsstyrelserne, kunne det ikke lade sig gøre, at give undervisning i arbejdstiden. Istedet mødte plejepersonalet op til foredrag om aftenen - efter en arbejdsdag på mellem 13½ og 14½ time.

Af hensyn til personalets bevågenhed blev foredragene da også sat ned til 45 minutter pr. gang.

Et lille indblik i datidens forhold kan vi få ved et lille udpluk fra en gammel forhandlingsprotokol:

Sept. 1918: Sekretæren foreslår at formanden skal tale med forvalteren om at få et halvtag eller også en tagrende over varmtvandshanen i gården, da man var udsat for at blive gennemblødt, når man hentede vand i regnvejr.

Juni 1919: Der var enighed om at kosten altid var slet tilredt, men særlig middagen den 22 juni var helt uspiselig.

Efter flere møder og henvendelser om denne sag, fremgår det, at overlægen lovede at det aldrig skulle ske igen. På formandens udtrykkelige anmodning lykkedes det, at få overlægens løfte på skrift.

Juli 1919: Flere plejersker forespørger "Om der er nogen bestemt tid at lyset skal slukkes", spørgsmålet begrundes i, at forvalteren en aften, da der var lidt selskab, var kommet ind uden at banke på døren, og spurgt om de ikke snart skulle i seng, da han ikke kunne have sådanne bachanaljer til langt ud på natten.

December 1920: Bestyrelsen havde inviteret overlægen med til en ekstraordinær generalforsamling for at drøfte årsagen til, at den ugentlige fridag stadig ikke blev givet selvom den ved lov havde eksisteret i 6 uger.

Fra mødet citeres overlægen for følgende udtalelse: "Jeg synes at plejerpersonalet undertiden har været noget uheldige, når det optræder som generalforsamling, men derimod har de mænd af bestyrelsen, som jeg har forhandlet med, altid vist at være i besiddelse af god forståelse"

Juni 1922: Udflugt til Skanderborg. Omnibilerne er dobbelt så dyre som tidligere oplyst, derfor lejes istedet lastbiler, der ikke er så dyre og kan tage flere passagerer med sig. Prisen var 1½ krone for kørsel og 1½ krone for spisning, musik og kaffe.

November 1923: Der er forslag fra barberen om, at foreningen skal afholde et andespil til fordel for patienternes Jul, da overlægen havde fortalt, at der ikke var midler til julegaver. Man enedes om, at henvende sig til hospitalets leverandører, og der indkom så mange anvisninger på køb af varer og gavekort, samt en del rede penge, så der kunne startes et lotterispil. Patienternes julegaver blev reddet ved denne indsats.

FANE

Foreningens første fane blev anskaffet i 1928. Penge til fanen blev dels indsamlet hos medlemmerne, og de sidste 100 kr. klarede man ved et lån.

Faneindvielsesfesten den 12. Juni beskrives som storstilet, og blev afholdt i pavillionen i Risskov.

Festen havde stor tilslutning. Det norske broderforbund var - som i dag - repræsenteret, og måske var det allerede dengang den første sten til det nordiske samarbejde blev lagt.

Hospitalspræsten, som jeg tidligere omtalte som en stor gevinst for foreningen og dens anseelse, slog det første søm i fanestangen for Retfærdigheden.

Til faneindvielsen var skrevet hele 3 sange. Desværre kender jeg ikke melodierne så jeg kan synge dem for jer, så i må nøjes med oplæsning af et enkelt vers:

Vaj stolt og frit du vor forenings fane,

vær med på glædens og på sorgens dag,

vær altid ren, at stadig du kan mane,

os op til dåd for vor forenings sag -

Lad denne smukke fane altid være

symbol på enighed som gør stærk.

Lad fanen vaje stolt, med ære

for vor forening og dennes værk.

Fra beslutningen om indsamling til en fane blev truffet og indtil faneindvielsesfesten d. 12. Juni 28 gik der blot 9 måneder. Det må vel siges at være ret flot klaret på den tid.

I vor nuværende psykiatriklub kan jeg da mindes, at vi har diskuteret faneindkøb på flere generalforsamlinger uden at vi i dag har en fane der repræsenterer klubben.

Med til denne historie hører det vel også, at vore organisatoriske forhold har været temmelig ustabile gennem en årrække.

Mens navnet Dansk Hospitalsforbund, afd. 1 var gældende fra 1913 - 1978 , og altså opnåede den nutidige pensionsalder på 65 år, så har vores efterfølgende navnevalg end ikke nået konfirmationsalderen:

Fra 1978 - 89 Dansk Plejerforening Århus amt - 11 år gammel.

Så overgik vi til DKA. Men det var ikke plejerne i Århus, der var skyld i den ulykke. Vi kæmpede faktisk en ganske brav kamp til det sidste for at undgå den underkastelse. På en ekstraordinær kongres var vi faktisk tæt på at vende stemningen - kun 3 stemmer manglede vi for at vælte hovedbestyrelsens forslag, men ved den efterfølgende urafstemning var plejerne i Århus de eneste der havde et flertal af nej-sigere.

Som ny brancheklub under DKA tog vi så navnet: Plejerklubben Århus. Det navn levede vi så med i 6 år - fra 89 - 95.

Så fusionere DKA og Husligt og FOA blev den nye organisation. Igen viste vi, at vi ikke var som de andre, idet vi undlod at danne faggruppeklub, men istedet bød de nye social- og sundhedsassistenter ind i varmen i den fælles: Psykiatriklubben Århus. Det navn har vi foreløbig fastholdt i hele 4 år.

Selvom det i dag er blevet mere almindeligt end tidligere, at folk tager navneskifte. Så hører 5 navne på 90 år vel stadig til det usædvanlige. Især når man betænker at de sidste 3 navneskift er sket efter det fyldte 69. År. Egentlig behøver man vel ikke være hverken plejer eller sos. Assistent for, at blive lidt betænkelig på den aldrende forenings vegne.

Retteligt er det nok også den væsentligste årsag til, at ingen har turdet tage ansvar for at investere i en fane med Psykiatriklubben´s navn. For hvornår kommer det næste navneskift ?

TÅLMODIGHED

Eksemplet på foreningens handlekraft i forbindelse med anskaffelse af den 1. fane er ikke enestående, men der er nok endnu flere eksempler på, at foreningen og dens medlemmer har udvist en endog meget stor tålmodighed - måske er det også lidt arbejdsbetinget.

Et stærkt eksempel på tålmodighed kommer her:

På et bestyrelsesmøde i april 1914 enedes man om at søge om fritagelse for at bringe vasketøj til vaskeriet. Spørgsmålet blev siden rejst i flere omgange, og til sidst blev imødekommet - det var i 1950.

MUSIK

Som nævnt led planerne om en 3-årig fagskole skibbrud omkring udbruddet af 2. Verdenskrig, men som for at imødegå ærgrelserne og krigens bekymringer, besluttedes det på generalforsamlingen i 1940, at foreningen skulle have sit eget musikkorps. Men først skulle der skaffes op mod 2000 kroner til instrumenter. Der blev søgt tilskud fra nær og fjern, tegnet over 50 medlemmer i musikforeningen og tilsidst måtte foreningen alligevel gå til banken for at få et lån på 1500 kroner, der skulle afdrages med 25 kroner i kvartalet. Musikforeningen blev officielt indviet i august 1941.

I musikforeningen blev de første 3 måneder brugt til at modtage individuel musik-undervisning,

hvorefter medlemmerne øvede bravt i sammenspil for at opnå den rigtige orkesterlyd.

Orkestret blev meget populært de spillede til flere koncerter og ikke mindst til underholdning for hospitalets patienter. Orkestret eksisterede i 15 år, hvorefter det kneb med tilslutningen, og det blev slut med at høre plejernes march.

KRAV TIL GERNINGEN

Uanset at de løn- og arbejdsvilkår, der er blevet budt plejepersonalet, som oftest har ligget bagud for sin tid, er der til alle tider stillet store krav og forventninger til vores uegennyttige indsats i og uden for arbejdstiden. I 1958 udkom den sorte "Lærebog for Plejepersonalet ved Psykiatriske hospitaler". Når jeg nævner den som sort, skyldes det alene omslagets farve.

I lærebogen beskrives en række krav til plejepersonalets personlige evner og opførsel. Bl.a. hedder det:

"Et sidste, vigtigt forhold, som plejerne og plejerskerne må gøre sig klart er, at deres væsen og opførsel spiller en stor rolle. Det gælder indenfor hospitalet, hvor de i stor udstrækning virker som forbillede for mange patienter. Og det gælder udadtil, hvor plejepersonalets optræden i høj grad er bestemmende for hospitalets gode navn og rygte blandt den omboende befolkning.

Et stilfærdigt væsen, høflig optræden, properhed og renlighed med sin person og omhyggelighed med sin påklædning er altsammen ting, der ikke blot bidrager til at hæve plejerstandens anseelse, men som også er af betydning for det hospital, hvor plejeren er ansat og for behandlingen af patienterne."

Ja, for standens anseelse, må man måske nok beklage, at den sorte lærebog udgik af det obligatoriske undervisningsmateriale, da plejeruddannelsen omkring 1978 overgik til at være en overbygning på sygehjælperuddannelsen. Men stadig er det dog en stor del af psykiatriklubbens nuværende medlemmer, der har modtaget undervisning efter denne opbyggelige lærebog.

De faglige og organisatoriske udfordringer som vi stilles overfor er på mange måder tiltaget gennem de sidste årtier. Heldigvis er der sket en kraftig udvikling og modernisering af hele psykiatriindsatsen, og vi har hele tiden formået at gøre os gældende - både når den nye udvikling har været til debat og i praksis, når der skulle besættes nye stillinger.

Jeg vil ikke stå her og udtrykke håb om, at vi også i de næste årtier kan være med til at præge udviklingen, for det er jeg simpelthen stensikker på vi vil. Takket være de rødder vi har langt tilbage i psykiatriens historie, vil vi hverken nu eller i fremtiden lade os kyse, eller stå i bagerste række når slagene skal slås for vore faggrupper, og for udviklingen af vort arbejdsområde - psykiatrien.

GOD FEST.

Til toppen

Finland

Af Jesper Priskorn

Klubben har været inviteret til 60 år`s jubilæum i Finland - samtidig blev der afholdt ordførermøde og beslutningen om

Nordisk Træf i Thorshavn blev truffet.

Se længere inde i bladet.

Hans Jørgen Christensen og Jeg selv var Klubbens repræsentanter. Det var en hyggelig, men forjaget tur.

Vi have en lille gave med fra Danmark - En "Stelton" Vodka-køler.

Vi havde til gengæld en gave med retur - En flot Alto vase, som nu pryder vores kontor.

Vi fik gaven på forhånd da Finland desværre ikke kunne deltage i vores jubilæum, men de ønskede os tillykke og sendte en hilsen med til alle.

Til toppen

Djursland

Af Jesper Priskorn

Udredningsgruppen vedrørende psykiatrien på Djursland er ved at være færdig med deres rapport og den vil blive behandlet i Amtet i august eller September måned.

Det er ikke muligt at komme nærmere ind på detaljerne i rapporten da den endnu ikke er færdig og godkendt.

Men vi i arbejdsgruppen, finder løsningerne i rapporten, som et spændende alternativ.

Vi vil selvfølgelig skrive mere om dette når det er en realitet.

Til toppen

Jobsnuseren

Af Jesper Priskorn

En nyt tiltag for at tiltrække unge mennesker til vores fag.

Som nævnt i vores sidste nummer af vingefanget, har vi forsøgt med den første 7. klasse som var på besøg d. 28. maj.

På dagen fik de unge lidt at vide om psykiatrien i dag og derefter var de på besøg på museet.

På en efterfølgende rundtur hørte de om, hvilke jobmuligheder der findes indenfor psykiatrien og dette skal de så bearbejde hjemme på skolen.

Planen er så at de skal komme igen d. 9. juni, hvor de skal i "jobpraktik" i 2 timer.

Vi håber alle vil være forstående, tage godt imod dem og at I syntes om initiativet.

Hvis det bliver en succes, vil vi forsøge at arrangere lignende besøg i den kommende tid.

Til toppen

Klubsammenlægning

Af Jesper Priskorn

Sammenlægningstankerne kører stadig på fuld kraft og arbejdsgruppen er nu blevet udvidet til at være 6 grupper, der arbejder med hvert deres område.

Grupperne skal være færdige med deres arbejde i november måned og derefter skal det sammenskrives

Vi håber at ved vores ordinære generalforsamling, vil det være muligt at fremlægge et velbearbejdet forslag.

Til toppen

Lokal kursus

Af Jesper Priskorn

Grænseoverskridende, spændende, udfordrende og sjovt.

Disse er nogle af overskrifterne til vores lokalkursus, som foregår i dagende d. 11. og 12. Oktober 1999.

Vi har fundet et nyt sted at afholde kurset nemlig "Laugesens Have" ved Herning.

Stedet lægger op til fysisk aktivitet, hvilket vi vil udnytte. Hovedoverskriften bliver formentlig "Den aktive bruger", eller noget i den stil, hvor vi allerede nu kan røbe, at 2. dagen står i "Idræt på banens" tegn, hvor der er planlagt forskellige fysiske opgaver, vekslende mellem teori og praksis.

Programmet er endnu ikke helt færdigt, men det bliver sendt ud hurtigst muligt.

Til toppen

FOA Generalforsamling

Af Jesper Priskorn

FOA Århus afdeling har fået ny formand.

Det blev med overvældende flertal Grethe Enevoldsen.

Tillykke med det.

Ellers var der uændrede poster i forhold til de opstillede kandidater.

John Werner Poulsen er holdt - tak for mange års tro tjeneste.

Til toppen

Psykiatrisk Landsmøde 1999

Af Jesper Priskorn

Kurset er endnu ikke fyldt op, så dem som endnu ikke har sendt ansøgning til kurset kan nå det endnu.

Ansøgningsblanketter kan rekvireres på klubkontoret eller se vores hjemmeside: http://hjem.get2net.dk/psyk-aarhus

Til toppen

Mette Marlene Grandjean,

bliver 40 år - endelig voksen.

Af Jesper Priskorn

Mette ønskes et stort tillykke af bestyrelse og tillidsvalgte.

Vi håber ikke at det er så slemt at blive 40år som du frygter.

Mette er ikke kun aktiv på arbejdet som hjemmestøtte og i

Psykiatriklubben som næstformand, men bruger også sin sparsomme fritid til at dressere mand, børn og hund.

Tiden tand har været venlig ved Mette, som i kan se på vedlagte dressurbillede.

Det må være dejligt endeligt at kunne se frem til de 50 år.

( Illustration )

Til toppen

AMU

Af Jesper Priskorn

Der arbejdes på højtryk i disse dage med at få kursusforslag færdig til godkendelse på højere sted.

For psykiatriens vedkommende er det et kursus i socialpsykiatri 3.,som prioriteres højt. Dette skulle gerne blive et kursus hvor "gamle" i psykiatrien kan søge direkte på. Andre uden de samme forudsætninger, skal først have socialpsykiatri 1 og 2.

Indholdsmæssigt skulle det gerne appellere til dem som ønsker at skifte fra hospitalspsykiatrien til socialpsykiatrien.

Se ligeledes, kursustilbudet fra social og sundhedsskolen længere inde i bladet.

Til toppen

Lønforhandlinger og

ny overenskomst:

Af Bent Hvolby

Omsider nåede vi til vejs ende med aftaler for forrige overenskomstperiode!

Tidligere har jeg skrevet om, hvilke aftaler det var muligt at opnå enighed om, så det bliver ikke gentaget her.

Men jubelen over de opnåede aftaler er yderst begrænset, måske kan vi endda sige, at debuten på nye lønformer vil gå over i historien som et sort kapitel i vor lønudvikling.

Det vil forhåbentlig ikke gentage sig, selvom den overenskomst der er indgået for de næste 3 år for mange af vore kolleger vil betyde et reallønsfald, i og med at mange ikke vil få andel i de aftaler, som vi fremover vil søge indgået.

Men vi kan vel også sige, at vi må takke vore kolleger, som enten har stemt ja eller har undladt at stemme, for den reallønsnedgang mange af os må se frem til.

Stemmeprocenten var meget lav!

Kun en trediedel af FOA's medlemmer stemte og af denne ene trediedel stemte to trediedele ja!

I tal betyder det, at godt 20% af FOA's medlemmer har vedtaget, at denne overenskomst skal gælde for alle FOA's godt 200.000 medlemmer!

Men kritikken skal ikke helt rettes mod sofavælgerne og jasigerne.

For vort forbund må afgjort bære et stort ansvar for resultatet. Informationsmaterialet, som blev udsendt i forbindelse med urafstemningen, var ikke egnet til objektiv information om overenskomsten og de konsekvenser, den ville medføre for medlemmerne.

Snarere var materialet udformet på en sådan måde, at overenskomsten fremstod som et gode for os. Beskæmmende for FOA vil jeg mene.

Nærmest som om FOA udmærket er klar over, at overenskomsten er af meget ringe beskaffenhed, men blot ikke har modet til at erkende, at forhandlerne har gjort et dårligt stykke arbejde.

Og det er vel også denne erkendelse, der har gjort, at FOA har undladt at orientere om den dårligdom, der nu er indbygget i en 3 årig overenskomst.

Men der skal dog ikke herske tvivl om, at vi i Psykiatriklubben så blot må prøve at være endnu mere kreative i bestræbelserne på at finde områder med kvalifikationer og funktioner, som kan give anledning til at rejse lønkrav.

Og med de meget høje belægningsprocenter, som vi til stadighed skal magte, skal vi måske også til at tale om resultatløn, eks. en bonusydelse for sengedage, som ligger ud over det for afsnittet normerede.

Der er vel rimeligt, at personale, der konstant må yde en ekstra indsats for at få dagligdagen til at hænge sammen, også bliver honoreret for dette.

Vi skal selvfølgelig også have fokus på alle de nye tiltag der sker i psykiatrien, når vi vil fremsætte lønkrav.

Men en svær øvelse bliver det, når vi således skal til at tænke anderledes i forhold til arbejdsindsats og løn.

Gennem alle tider har vi til hver en tid kastet os med ildhu ud i nye opgaver, uden at vi skulle tænke på løn i den forbindelse.

De tider er slut.

Nu skal vi derimod til hver en tid - når der skal laves nye arbejdsopgaver eller andre tiltag - først til at forhandle om, hvad denne eller hin funktion skal honoreres med.

Og det bliver de enkelte kolleger i afsnittene - i tæt samspil med tillidsrepræsentanterne -, som nu skal til at være opmærksom på, at der ikke udføres funktioner, som ikke bliver honoreret.

Det tidligere begreb "normalt arbejdsområde" (blot en pæn omskrivning af den blækspruttefunktion de fleste udfører) ophørte med at eksistere, da vor gamle lønform blev afløst af ny løn.

Florence Nightingale afgik samtidig ved en stille død.

I ny løn skal vi altid aftale, hvilke funktioner og arbejdsmetoder der skal udføres, og hvis de skal udføres, hvad de så skal koste.

Til toppen

Lokalaftaler - DSR - FOA:

Af Bent Hvolby

Dansk Sygeplejeråd har som eneste fagforening i KTO samarbejdet været ude i en konflikt, for at få mere i løn.

Alle andre forbund har sagt ja.

Konflikten blev bragt til ophør ved et regeringsindgreb, og DSR har så taget konsekvensen og undladt at forny de lokalaftaler, som har været gældende indtil nu.

Og det betyder, at alle aftaler om afspadsering og fravigelse fra hviletiderne nu ikke er til stede. Alle sygeplejersker arbejder nu i henhold til overenskomsten.

Men FOA's medlemmer hører til duksene i klassen, og har pænt sagt ja til overenskomsten.

Vi har derfor ikke fundet anledning til at opsige vore lokalaftaler med psykiatriledelsen.

For nuværende har det ikke været muligt at lave nye aftaler på baggrund af den nye overenskomst af den simple grund, at vi endnu ikke har set overenskomstens ordlyd.

Derfor har det været nødvendigt at forlænge de bestående lokalaftaler indtil videre.

Men vi kan forvente, at mange formuleringer vil se ud som teksten i KTO forliget.

I vor afdøde overenskomst hed det sig bl.a. at "overarbejde såvidt muligt skal undgås" og at "overarbejde så vidt muligt skal afspadseres".

Disse formuleringer vil vi formentlig ikke finde i vor nye overenskomst, men der tales om fleksibilitet i stedet.

Så de aftaler vi vil søge indgået vil være af en helt anden beskaffenhed.

Bl.a. vil vi forhandle om en aftale, der betyder udbetaling af overarbejde for de som måtte ønske det.

Vi har tidligere forsøgt at få sådanne aftaler i stand, men dette er blevet afvist med flere begrundelser, bl.a. at "det vil gribe ind i ledelsesretten" eller "det vil ikke være til at styre".

Sandt er det, at det griber ind i ledelsesretten, men jeg opfatter det således, at ledelsesretten på dette område i den nye overenskomst hører fortiden til, da det nu er aftalestof.

At det ikke vil være styrbart kan lyde lidt kunstigt, for med kompetente ledere vil det vel ikke være et problem?

Endvidere har vor modpart i overenskomstforhandlingerne været meget optaget af, at arbejdstagerne skal udvise fleksibilitet. Men netop fleksibilitet er en størrelse, som går begge veje.

Til toppen

Praktikaftale for 1998:

Af Bent Hvolby

De personer, som afdelingssygeplejerskerne har opgivet som praktikvejledere i perioden 1. april 1998 til 31. december 1998 skulle nu have fået udbetalt vederlag herfor.

Har du også været praktikvejleder i ovennævnte periode, men ikke har fået udbetalt en sådan engangsydelse, vil jeg opfordre dig til at rette henvendelse til den respektive afdelingssygeplejerske for at få dette bragt i orden.

Endvidere vil jeg også gerne orienteres herom, således at jeg kan rejse krav om praktikvederlag for perioden.

Til toppen

Internet:

Af Bent Hvolby

Jeg må med beklagelse tilstå, at vor hjemmeside har været lidt forsømt på det sidste. Men mange arbejdsopgaver har presset sig på og derved presset opdateringen af hjemmesiden ud på skyggesiden.

Jeg ville gerne love bod og bedring men vil nøjes med at proklamere, at hjemmesiden vil blive opdateret i det omfang tiden rækker dertil.

Til toppen

1. Maj 1999, i Tangkrogen.

Af Solveig og Anna, afd. 39.

En stor tak til alle hjælperne og alle dem, der på tværs af faggrænser kommer ned og besøger os i ølboden i Tangkrogen. Det er med til at gøre dagen til noget særligt. I år var vejret fint nok udenfor ølboden, men inden i blæste det ret kraftigt og vi stod og frøs ret så meget.

I år blev der solgt for 100.000,- kr. mindre sammenlagt i forhold til sidste år. Det kommer nok af, at 1. Maj faldt på en lørdag og fredag var en helligdag, så der var angiveligt mange der var taget på forlænget week-end. Vi solgte for 26.000,-kr i år. Det var noget mindre end i 1997, hvor vi solgte for 47.000,-kr. det blev dog alligevel til en 3. Plads i år.

En stor tak til alle og på forhåbentlig gensyn næste år.

Til toppen

Tema-dage for tillidsvalgte i Psykiatriklubben.

Af Mette Grandjean.

Bestyrelsen og tillidsmændene har tradition for, at afholde tema-dage en gang om året. Vi mødes for at diskuterer forskellige problemstillinger, der har været i det forløbne år og det der måtte komme. Vi prøver at være visionære, at udvikle og få samarbejdet til at glide, mellem bestyrelsen og tillidsfolkene, forhåbentlig til glæde for medlemmerne.

Surt opstød

I år havde vi så i bestyrelsen besluttet, at også sikkerhedsfolkene skulle inviteres med. Specielt også da emnerne i år, lagde op til den brede diskution, alle tre områder imellem. Flokken af tillidsvalgte i psykiatriklubben er på 36 mennesker. På trods af, at vi var ude i god tid med invitationen, var der kun 12 der havde prioteret at komme med. Jeg synes det er ærgeligt, at ikke flere tog del, i de iøvrigt gode diskutioner vi havde, for slet ikke at nævne den del, der hedder at lære hinanden at kende og høre om de problemstillinger, den enkelte har på sin arbejdsplads.

Opfordring

Jeg håber og vil opfordre til, at når der bliver afholdt den slags møder/temadage, så deltager man. Evt. kan man jo komme en del af tiden, som nogle af de 12 valgte.

Se iøvrigt referat fra dagene, bagest i bladet.

Til toppen

Rejsebeskrivelse fra Amsterdam

Af Elisabeth Blix

Bostøtte på Kragelund.

-FOA, skråler Bo så højt at alle i bussen kan høre det - og ja, det er FOA på tur til Amsterdam, - FOA og så en lille bette, bette socialrådgiver.

Studietur til Amsterdam, sikke et tilbud. Turen gik oven i købet ud på at nærstudere misbrugs/behandling-problematikker i Amsterdam, et område der har min store interesse.

Hjemmefra var der lavet aftaler med forskellige instanser. Vi kunne ikke alle være med, alle steder, så vi delte os op i hold af 12-15 stykker. Der var mulighed for at besøge Den Danske Kirke i Rotterdam, en Coffeshop i Amsterdam, et projekt for unge kriminelle og et par andre steder.

Alle de faglige indslag var lagt tirsdag og torsdag, da onsdag d. 5/5 er national helligdag i Holland. Den dag var vi så kulturelle istedet for. Først var vi en tur i en KÆMPE blomsterpark, sikke et syn, med millioner af udsprungne tulipaner. Om eftermiddagen var vi på kanalrundfart. Det var faktisk ganske interessant og gav et godt billede af, hvordan Amsterdam er bygget op omkring de mange kanaler.

Aftenerne var vores egne. Nogle valgte at spise på vandrehjemmet og andre gik ud i byen og spiste, - Indisk, Italiensk, Græsk, Indonesisk, - you name it, der var noget for enhver smag. Bagefter mødtes vi rundt omkring i Amsterdam eller gik hjem på vandrehjemmet, hvor man kunne få ganske udmærket (-og billigt) fadøl i baren.

Jeg synes det var en utrolig spændende og hyggelig tur og jeg vil gerne sige tak fordi jeg fik lov at komme med. Skulle der en anden gang vise sig at være plads, springer jeg gerne til igen.

Hilsen

"Den lille, bette, bette."

Til toppen

Besøg i den danske Sømandskirke i Rotterdam.

Af Per Andersen

Sømandskirken er tilknyttet den danske folkekirke gennem den frivillige organitation Dansk sømandskirke i fremmede havne, den drives af private midler.

Siden 1867 har Dansk sømandskirke virket til gavn for alle Danske statsborgere, som er i udlandet på grund af arbejdet eller ferie.

Titusindvis af danskere tager hvert år ophold i udlandet, det drejer sig om søfolk, lastbilschaffører, eller familier der flytter ud fordi ægtefællen udstationeres af deres firma, det kan være unge au pair-piger eller unge under uddannelse i et internationalt firma, eller det kan være danskere der af en eller anden grund er kommet i nød.

Der er sømandskirker i 9 af verdens største havnebyer, den er et fristed og et reservehjem i det fremmede. Om søndagen holdes der gudstjeneste og på ugens andre dage danner kirkens hyggelige lokaler ramme om et væld af aktiviteter, der er cafeteria hvor der kan købes te, kaffe, øl, vand, en pølse eller sandwichs.

Kirkerne har tilsammen kontakt med ca 120000 danskere hvert år.

Rotterdam er verdens største havn og har over 50 km kajplads.

Hver dag kontakter kirken havnemyndighederne om hvor mange skibe der er i havnen og hvor mange der forventes i løbet af dagen. Da vi var på besøg var der 7 danske skibe i havnen. Præsten og hans assistent besøger så samtlige skibe, de har friske danske aviser med og søfolkende indbydes til at blive kørt til sømandskirken, til hyggelig samvær med andre danske.

Men oftes når søfolkende ikke at komme fra borde, da de ligger så kort tid i havn.

I Rotterdam er der en del fastboende danskere der benytter kirken, og deltager aktivt i de velgørenhedsarrangementer, der bliver arrangeret for at skaffe midler til at drive kirkens arbejde for, det er loppemarked, Stc. Hans fest, julebasar,med mer.

Sproget i kirken er altid dansk.

Til toppen

Studietur til Amsterdam.

Af Mette Grandjean.

Mandag d. 3. Maj, drog vi 40 mennesker afsted til Amsterdam, 20 fra Psykiatriklubben i Viborg og 20 medlemmer fra Psykiatriklubben, Århus.

Vi havde lejet en bus, incl. Chauffør, som ville blive under hele opholdet. Selvom jeg synes at Holland ligger lige for enden af Danmark og så lidt til højre, var det en køretur på næsten 12 timer, med pauser. Chaufføren underholdt med Tyskernes opbygning af vejnettet, hvor mange fliser der i Elb-tunlen, naturgas-systemet og hvad der iøvrigt fangede hans blik på vejen. Så vi blev vældig oplyste.

Vi ankom til vandrehjemmet, centralt beliggende i Amsterdam, ved 20.00 tiden. Der var en del kaos i.f.t. indkvartering og bespisning, som langt om længe lykkedes. Kaoset blev ikke mindre, da formanden (Jesper Priskorn), fik besked om at hans højgravide frue, hjemme i Danmark, var indlagt på Skejby sygehus, til fødsel, halvanden måned for tidligt. Mobiltelefonen var i en god times tid, rødglødende, dels for at følge udviklingen og dels for at få arrangeret hjemtransport. Fruen klarede skærende og fik en dejlig, velskabt dreng. Faderen fik billet til et tidligt morgenfly, så alt endte godt. Tillykke til familien.

Foråret var allerede kommet til Amsterdam, kastanie-træerne stod i fuldt flor og rapsmarkerne lyste smukt gult i solens stråler. Temperaturen var tilpas, den første aften sad vi ude på en fortovs-cafe til kl. 1.00, om natten.

De steder vi skulle besøge og havde lavet aftaler med hjemmefra, kunne ikke tage alle 40 mennesker. Så allerede i bussen på vej til Amsterdam, havde vi sat os på lister, efter ønsker.

Tirsdag var jeg med i gruppen, der skulle besøge en Coffe-shop, "Green House". Desværre dukkede vores vært aldrig op, på trods af, at vi lavede nye møde-aftaler. Hans bil var brudt sammen i Belgien! Andre steder fra fik vi dog en forklaring på fænomenet "Coffe-shops".

Coffe-shops er små cafeer, spredt ud i hele landet, men de fleste ligger naturligt nok, i Amsterdam. Mange af dem er dukket op på eget initiativ og man kan ikke tage fejl af dem. De er aldeles rædselsfuldt udsmykket i bedste halvfjerdserstil og flere hundrede meter før indgangsdøren, slår den karakteristiske sødlige duft en i møde. "Green House" er en organisation, med flere Coffe-shops i landet. Den høre til den pænere ende af disse særegne cafeer. Der holdes foredrag for interesserede fra ind -og udland, undervisning af skoleelever og de sætter ordentlige forhold i højsæde. En aften vi gik forbi en "Green House coffeshop", gik der et meget pænt selskab derind. Mændene var i jakkesæt og slips og kvinderne i lange kjoler. Så det er åbenbart også det "bedre borgerskab" der kommer der.

Om eftermiddagen var vi på besøg på "De Jellinek Klieniek". Ligeledes en landsdækkende organisation, der behandler, forsker, undervisere og informerer i -og om stoffer.

Det var et tre timer langt foredrag, begået af en meget levende og inspirende foredragsholder. Han talte et ganske let forståeligt engelsk, hvilket iøvrigt var meget karakteristiske for hollænderne. De talte alle et flot og forståeligt engelsk.

På "De Jellinek Klieniek" blev vi gjort opmærksomme på, at hashen, i alle afskygninger, rent faktisk ikke er legalt, men fra politisk side, har man valgt at se igennem fingrene med misbruget, når blot det ikke foregår offentligt, men at salg, køb og rygning foregår på de føromtalte cofe-shop´s. Indimellem bliver det taget op politisk, at nu skal der gøres noget, enten legaliserer det eller forbyde det. Men til dato er der ikke sket noget.

Medarbejderne på "De Jellinek Klieniek" har en opsøgende funktion, hvor de går på gader og stræder og forsøger at få, specielt de helt unge, til at gå i afvænningsprojekt. De går meget ind for at se på den enkeltes helhedssituation. D.vs. at netværket, jobmuligheder osv, er en del af behandlingsforløbet. De har meget gode resultater, helt op til 87% af de unge de kommer i kontakt med forbliver stoffri.

De mener selv, at der er flere grunde til denne succes. F.eks. tager de ud på skoler, i 7.-10. klasse og underviser/oplyser om misbrug og stoffer. På denne måde forsøges der et forebyggende arbejde, samtidig med at det bliver en (aner)kendt organisation i den unges bevidsthed, et sted man kan stole på og få hjælp hos. Samtidig kan medarbejderne findes på gadeplan og sidst men ikke mindst at der netop arbejdes med helhedsbilledet omkring den unge og at der lyttes til behovet og ønskerne.

Det var et meget spændende foredrag og skulle der være nogle læsere der har interesse i at vide mere, har vi flere artikler liggende på kontoret, som I er velkomne til at låne. (De er på engelsk.)

Mens halvdelen af os var på "Green House" og "De Jellinek Klieniek", var resten af gruppen i Rotterdam og besøge "Den Danske Sømandskirke", for at høre om socialt arbejde, set fra den vinkel.

Et af vore tidligere medlemmer arbejder der nu og har gjort det i 4 år. Læs iøvrigt Per Andersens beskrivelse af dette besøg, andet sted i bladet.

Onsdag var hviledag, dvs. at d. 5. Maj er Hollands befrielsesdag, der i den grad bliver fejret. Byen er udsmykket med flag og blomster. Dronning Beatrice nedlægger kranse på byens torv, alle beboelsesbådene er et sandt lysshow og der er teater og musik på hver en bro og hver en plads. Butikkerne har naturligvis lukket og de fleste holder fri. Derfor var det en håbløs opgave at arrangere noget fagligt denne dag. Til gengæld var vi i en meget stor og flot blomsterpark, med tusindvis af forskellige sorter af tulipaner, nyudsprungen og farverige var de stillet an i forskellige former for blomsterbede. En ganske smuk og fredfyldt oplevelse.

Om eftermiddagen var vi tilbage i Amsterdam på kanalrundfart. Det var spændende at høre om byens opbygning, se de forskellige broer og huse og få en forklaring på hvorfor husene er så smalle. Grundprisen i Amsterdam er simpelthen så høj, at det er betydeligt billigere, dels at bygge smalt og højt, men også at leje de smalle huse.

Bagefter var vi en tur på byens blomstermarked, for at købe løg af de forskellige tulipaner vi havde set i løbet af formiddagen. Det var på dette tidspunkt nogle af os, fik en af de bedre koloniariske oplevelser. Vi havde hørt at pandekager i Amsterdam, var noget man abselut ikke måtte gå glip af. Dette må siges at være sandt. De var store, lysebrune, på sammetid sprøde og svampede og smagen......fåes ikke bedre. Jeg kan lugte og smage dem endnu.

Torsdag gik turen til "Halt". En organisation der arbejder med unge kriminelle. Som så mange andre organisationer, startede "Halt" (i 1981), som et projekt. Nu er det en landsdækkende permanent organisation, med 64 Bureauer der får statsstøtte.

"Halt" betyder alternativ, hvilket i praksis betyder, at de unge der siger ja til "Halt", får en anden form for "straf". Ved en kriminel handling får den unge valget mellem traditionel straf, altså rettergang, bøde og registrering, eller "Halt", hvor man udøver en form for samfundtjeneste. F.eks. ved butikstyveri, bliver den unge med det samme konfronteret med ejeren af butikken, der så sammen med den unges familie, medarbejderen og den unge selv, aftaler et arbejdsforløb, der står mål med den kriminelle handling. "Guleroden" er, at den unge ikke bliver registreret, at der er kontant afregning, man opsøger butikken samme dag, og at der sker en form for opfølgning med samtaler, hvor evt. praktiske/økonomiske problemer bliver diskuteret og afhjulpet.

"Helbredelsesprcenten" for førstegangskriminelle er 60%. For førstegangsgangskriminelle, der vælger den traditionelle straf, er procenten nede på 25, der ikke gentager en kriminel handling.

Medarbejderne i "Halt" er fortrinsvis politibetjente, men der er også socialrådgivere og en form for jurister ansat.

Fra de medlemmer der var med denne dag, lød der mange positive kommentarer, det havde været spændende at høre om. Også her fra ligger der læsestof hos os. Dette er blevet oversat til dansk, af Jacob Ehlers, der også fungerede som tolk på turen.

I det hele taget er det mit indtryk, at man i Holland er meget omsorgsfulde, at man arbejder med det hele menneske, at der samarbejdes på alle niveauer og at man lytter til behovet for indsatsen til den enkelte. Og det er uanset, hvilken gruppe mennesker der (sam)arbejdes med.

Om eftermiddagen nåede vi et besøg på en bondegård, hvor der blev solgt de dejligste hjemmelavede oste og træsko. Vi hørte og så en del af produktionen, af begge dele. Der blev også handlet en del, mange havde ihvertfald fyldte poser med derfra.

Amsterdam er rigt begavet med alverdens museer. De fleste af os nåede indimellem at besøge et par stykker. Bl.a. "Rigs-museet", der havde 6-7 billeder af Van Gogh og "Nattevagten" af Rembrandt.

Derudover hørte vi om sex-museet, Anna Frank´s hus, Hash-museet og Rembrandt-museet. Vi skulle bestemt have haft mere tid til den slags besøg også.

Fredag morgen, gik turen hjem, de "velkendte" 12 timers kørsel lå foran. Denne gang syntes de dog at gå lidt hurtigere, der var mange indtryk og oplevelser der skulle snakkes om og diskuteres.

Alt i alt har det været en rigtig god tur, både fagligt og socialt. Vores gruppe, var bredt repræsenteret, fra socialpsykiatrien, ungdomspsykiatrien, åbne/lukkede afdelinger, rehab. og retspsyk. Der var nogenlunde lige mange plejere og sos.ass, (-og en enkelt socialrådgiver), lige mange mænd og kvinder, og aldersmæssigt var vi godt fordelt på årtierne.

Som en usagt aftale, mødtes vi dagligt, i hotellets bar, til Happy Our, når dagens program var afviklet, de daglige tyve kilometer var travet og aftenens måltid skulle planlægges. Forslagene til dette, dagens måske vigtigste måltid, var mangeartede. Vi havde selvfølgelig mulighed for, at spise på Vandrehjemmet, men Hollandsk mad er altså ikke det mest spændene. Så de fleste af os valgte andre nationaliteters udbud af kulinarisk oplevelser.

En enkelt oplevelse kunne vi dog godt have været foruden. Den sidste aften var vi 13 (!) på Indonesisk restaurant, hvor vi skulle ha´ ristaffel. Af uransagelige grunde mente tjeneren at vi havde bestilt, en betydeligt dyrere menu, end vi selv mente. Efter lange diskutioner, tilkaldte han politiet, med vores velsignelse, for at få afklaret striden. Vi nægtede nemlig at betale for mere end det vi havde bestilt. Der kom meget hurtigt to betjente (ganske flotte, iøvrigt) i fuld ornat, med håndjern, våben og hvad der ellers høre sig til. I starten var de nu mest til sinds, at få os til at betale den reelle regning, men efterhånden fik de fanget den rette sammenhæng, efter vores mening, så det endte med at vi betalte for det oprindelige bestilte. Tjeneren og ejerinden var rasende, de råbte og skreg ukvemsord, og vi blev beskyldt for racisme og ting der var værre. En ubehagelig oplevelse, mens den stod på og hvad værre var; vi havde nærmest ikke nået at få noget at spise, før fejlen blev opdaget.

Igen var en usagt aftale, at vi mødtes til den sene Happy Our, i baren på vandrehjemmet. Her blev snakken noget mere løssluppen, dagens og aftenens oplevelser blev refereret og det var her vi udvekslede erfaringer fra vores daglige arbejde, lærte hinanden at kende og vores respektive arbejdssteder.

Selv om det til tider har været et surt slid, at arrangere turen, (så sent som dagen før afgang, meldte et "besøgssted" fra) har det alligevel været en meget god og herlig tur.

Jeg kan være stolt af, at vores hold, var så aktive, altid kom til tiden, tog afbud med sindsro, aldrig klagede eller beklagede sig og altid mødte op til det arrangerede. Sidst, men ikke mindst fornemmede jeg et godt og velfungerende socialt samvær, på tværs af alder og arbejdsplads. Tak for det.

Til toppen

Færøerne

Af Jesper Priskorn

Nordisk træf År 2000, er nu en realitet!

Det vil foregå i Thorshavn i dagene 18-21 Maj 2000.

Den 18 Maj er en ekstra dag som vil give os mulighed får at se lidt af den barske natur og en sejltur til et spændende sted.

Vi skal bo på hotel Thorshavn, som ligger centralt i Thorshavn - 5-10 min gang fra hospitalet, hvor det Nordiske træf skal foregå.

Vi flyver derop og skal efter al sandsynlighed flyve fra Billund med Mærsk Air.

Vi håber på at kunne sende ca. 10-15 personer afsted, dette skyldes pladsforholdende - men også hvormange de andre Nordiske lande kan sende afsted. Færøerne kan kun indkvartere max. 50 personer.

Da Færøerne skal have besked allerede d. 1 September, skal vi allerede nu have din bindende tilmelding.

Vi kan endnu ikke sige noget om den samlede pris, men kostprisen pr. overnatning er

ca. 200,- kr i døgnet og transporten ca. 2500,- kr - dertil kommer festmiddagen som koster 300,-kr pr person.

Vi vil selvfølgelig søge tilskud til turen og håber på som de foregående år at få hjælp.

Programmet er ikke færdigt men vi håber at kunne besøge det Nordiske hus og der høre om psykiatriens historie siden den blev flyttet til færøerne i 1970 fra Danmark.

Tilmelding:

_____________________________________________________________________________

Nordisk Træf 2000 - Færøerne.

Vi følger selvfølgelig de normale kriterier for deltagelse - og vi laver en venteliste.

Navn:_______________________ Arb.Sted:__________________________

Cpr:________________________ Stilling:___________________________

Deltagere til Nordisk træf er som andre år for alle faggrupper indenfor psykiatrien i Århus Amt.

Tilmelding skal være os i hænde senest d. 25 August 1999.

_____________________________________________________________________________