Nyt fra redaktionen:

Indvielsen

Vi var overvældet, over den store interesse, der var for vores åbent hus arrangement, i forbindelse med indvielsen af vores nye lokaler.

Det blev en hyggelig eftermiddag, hvor ca. 50 kollegaer og samarbejdspartnere kom forbi - de havde mulighed for at se vores lokaler og læske ganen med lidt væske - alt sammen ledsaget af saxofon, tromme og piano-toner. MT- trio, underholdt på fineste vis, under parasollen, som var opstillet til lejligheden - og den lette brise fik vores fanen til glimtvis at blafre.

Se billederne inde i bladet.

AMU

Du vil inde i bladet kunne læse en artikel om AMU uddannelserne. Det nye tiltag er under stadig udvikling og klubben har fået en repræsentant, Jesper Priskorn, i AMU`s efteruddannelsesudvalg.

Hvis du har nogle spørgsmål angående AMU, er det muligt at Jesper kan være behjælpelig. Karin Perregaard, Viceforstander, er også repræsenteret i udvalget og mener ligesom os, at vi skal bruge AMU meget mere. Karin Perregaard vil være med til at synliggøre mulighederne i uddannelserne for de forskellige oversygeplejersker og afdelingsledere.

Faggrupperepræsentanten

Efter Jørgen Nyegaard`s farvel til Psykiatrien, har vi fået en ny faggrupperepræsentant.

Jesper Priskorn har overtaget pladsen, men ikke titlen, som medlem af fagligt udvalg.

Dog blev Jesper valgt som første suppleant til udvalget, på det nyligt afholdte faggruppe-

landsmøde.

Det er bestemt at vores tværfaglige landsmøde, vil blive en realitet. Psykiatriklubben ved Jesper, har tilbudt at være med til at arrangere og det forventes at blive en gang i det nye år.

Overenskomsten/ny løn

Vi er allerede igang med forslag til vores nye overenskomst 1999. Det syntes vi er meget vanskeligt, set i forhold til at vi dårligt ved hvad vi får i den gamle. En ting er der dog enighed om; det er mere frihed. Om det er ferie eller omsorgsdage, det skal hedde, er der dog stadig spørgsmålet..

Men hvad med nu:

Kommunen har lavet en forhåndsaftale for praktikvejledere, de får 4.900,- kr i (1984 kroner), svarende til ca.550,-kr månedligt, dette er dog ikke pensionsgivende.

Amtet forventes af lave samme aftale som ovenstående, men det ligger endnu ikke klart.

Der er lavet forhåndsaftaler om 2 punkter:

Der ydes et årligt tillæg på 6.000,-kr (1984), for bostøttemedarbejdere i Amtet.

Der ydes et årligt tillæg, for de der tager Ajourførende kursus i psykiatrisk pleje, omsorgs- og behandlingsarbejde. (Tidligere Plejernes efteruddannelse), på 4.700,-kr (1984).

Begge aftaler er pensionsgivende.

1.Oktober skal alle medlemmerne af klubben være korrekt lønindplaceret - dette kommer ikke til at holde stik. Vi begynder først med at forhandle med driftledelsen i begyndelsen af oktober måned, om gennerelle funktionstillæg. Det bliver derfor ikke for den enkelte medarbejder vi forhandler i første omgang.

Selvom vi ikke bliver færdige, kommer den 1.10. 98, til at betyde noget. Ved udgangen af denne måned, skal vi sammenligne oktober måneds løn -98 med oktober måneds løn -96 og der skulle gerne være en lønstigning på 6,75%. Hvis dette ikke er tilfældet kommer denne forskel til den 1.April -99.

Da dette er en større omgang vil vi forsøge at informere ligeså snart vi ved noget nyt.

Viborg og Århus på tur

Vi har indledt et samarbejde med psykiatri-ansatte, FOA Viborg, om at planlægge en tur til udlandet. Emnet vil blive skærmede enheder. Noget tyder på at England er en mulighed, nærmere betegnet Wales. En anden mulighed er Stokcholm. Der arbejder man også med skærmede enheder. Det vil blive en kombineret studie- og oplevelsestur. Afrejse- tidspunktet, bliver nok i foråret 1999. Der vil blive deltagerbetaling, men en endelig pris ved vi først senere. Vi kommer nok til at råde over ca. 20 pladser, men allerede nu høre vi gerne fra dig, hvis dette har nogen interesse.

Susanne Havemann og Mette Grandjean, står for tilrettelæggelsen, i samarbejde med Viborg.

Kurser - Hvad kan jeg melde mig til

Vi har fornylig oplevet at nogle af vores kollegaer havde søgt på Social-og sundhedassistenternes kursus VPG. Det er meget forståeligt at man gerne vil have dette kursus, men det koster penge og klubben har ikke afsat midler til dette.

Derfor vil vi forsøge at skitsere de muligheder der er:

Psykiatriklubben afholder lokalkursus 1 gang årligt. Desuden er vi gået i samarbejde med andre klubber om at lave tværfaglige temaaftener.

FOA Århus, såvel afdelingen, som social og sundhesdssektoren, udbyder kurser for alle medlemmer, som du kan søge på. Som hovedregel kan man ikke deltage i kurser som andre klubber arrangere, for sine egne medlemmer. Hvis du selv ønsker at betale en kursusafgift, er du velkommen til at kontakte den pågældende klub.

Klubkassen rækker desværre ikke til alle aktiviteter, men kun til egne. Hvis der er stor interesse for bestemte emner, vil vi gerne høre om det, og om muligt forsøge at arrangere et kursus.

Tema-aftner i efteråret

Følgende tema-aftener vil blive holdt i samarbejde med Social-og sundhedsassistenter, plejehjemassistenter, Beskæftigelsesvejlederer og Sygehjælpere:

22. Oktober : Pensam - Hvis jeg bliver syg - Hvordan er jeg sikret ?

4. November : Flygtninge/ Indvandrere.

Se endvidere annonceringen i FOA NYT Århus og udsendte opslag.

Klubsamarbejde

Klubberne afholder i oktober måned en bestyrelseskonference, hvor vi vil drøfte samarbejdsrelationer. Hvornår er en klub for lille til at eksistere? Vi relaterer jo alle til assistentklubben. Et større samarbejde er umuligt på sigt, hvis vi skal fortsætte den service vi udfører i dag.

Et af punkterne er, om de andre skal lave område klubber, ligesom Psykiatriklubben.

FADL vagternes farvel

Det er besluttet i driftledelsen, at alle uuddannede personaler ikke er ønskede i psykiatrien. Det skal være uddannet personale, der sidder vagt ved de dårligste patienter. En beslutning vi kun kan hilse velkommen. Men spørgsmålet er nu, hvor personalet skal komme fra. Skal der oprettes endnu et korps af afløsere eller skal det dækkes ind af det faste personale. Det kan betyde over/extra arbejde. Det kan vi som klub ikke stå inde for. Det må derfor sikres at der kan skaffes personale, før der lukkes helt ned for FADL vagterne.

Vi følger udviklingen.

Lokalkursus i brugerindflydelse og pårørendearbejde

Kurset afholdes i dagene 26 og 27 Oktober på Hornstrup Centret. I skrivende stund ser det ud til, at alle der har søgt, kommer med. Der vil komme et referat af kurset, i næste nummer af Vingefanget.

Geronto

Der er på Gerontopsykiatrisk afdeling ansat en ny oversygeplejerske; Inge Voldsgaard. Tillykke med jobbet, med håb om et godt samarbejde.

Inge Voldsgaard afløser Kis Grandt, som vi ønsker held og lykke med fremtiden.

Kragelund

Fredag d. 28.8 blev det gamle Hotel Kragelund indviet.

Tillykke med indvielsen.

Feriaftalen

Som det nok er de fleste bekendt har vi som fastansatte indenfor Amt og Kommune ferie med løn - En aftale der er god, for de der ikke arbejder udover deres normaltjeneste. Kollegaen der har meget over/merarbejde, der kommer til udbetaling, er ikke så glad for aftalen. Den udmynter nemlig ikke, feriepenge udover de 1½%, som kommer til udbetaling i maj måned. Vi har derfor bedt FOA Århus afdelingen om at rejse problematikken over for forbundet og håber derigennem at det bliver diskuteret i forbindelse med den nye overenskomst 1999.

Til toppen

Fællestillidsrepræsentanten orienterer.

For kredsen af tillidsrepræsentanter har vi gennem nogen tid arbejdet for at få etableret et netværk for alle TR i Psykiatrien i Århus Amt samt de kommuner som hører herunder.

Flere faktorer gør sig gældende:

Der er nu én fællestillidsrepræsentant som skal dække både hospitalspsykiatrien og socialpsykiatrien.

Men hertil kommer så, at der også i kommunerne er en del tillidsrepræsentanter, som ikke officielt vil være dækket af den amtslige fællestillidsrepræsentant.

I praksis er det sådan, at nogle af de kommunale tillidsrepræsentanter benytter sig af Psykiatriklubbens muligheder, men der er fortsat nogle kommunale tillidsrepræsentanter, som vi endnu ikke har fået etableret forbindelse til.

Vi har fået indført nye lønformer og dette har forstærket behovet for at få afdækket hvilke kvalifikationer den enkelte har og hvilke funktioner der udføres.

Med et velfungerende netværk er det vort håb, at den enkelte tillidsrepræsentant har mulighed for at kunne arbejde mere aktivt og føler sig mindre alene. Det kan især være et problem på de mindre tjenestesteder.

Vi er i tæt dialog med FOA i Århus, Randers og Silkeborg for derved at få bred accept af vore tiltag.

Fra klubbens side er vi allerede startet op med etablering af dette netværk. Det sker dels gennem mødeaktiviteter hvortil alle tillidsrepræsentanter bliver inviteret, dels gennem en hjemmeside. Tanken er, at denne hjemmeside bl.a skal rumme en oversigt over tillidsrepræsentanter samt deres suppleanter på de enkelte tjenestesteder, amtslige såvel som kommunale.

Visionen er, at alle tillidsrepræsentanter kan kommunikere via elektronisk medie, men det tager nok nogen tid endnu, før dette bliver aktuelt.

Bent Hvolby

Til toppen

Ny tillidsrepræsentant i afdeling C

Davs, jeg hedder Peter Bugge Nielsen, netop nyvalgt tillidsrepræsentant for FOA’s faggrupper i afd. C.

Jeg er ansat i afsnit 2, først som vikar fra medio septemper -97 frem til ultimo april -98, fastansat fra 1.maj 1998. Jeg har ligeledes været ansat som vikar i afsnit 90 og afsnit 39.

Jeg har været faglig aktiv, de sidste 3 år, dels i Elevklubben og FOA-Ungdom, og i februar -98 blev jeg valgt ind i Social- og Sundhedsassistentklubben, som bestyrelsessuppleant.

Peter

Til toppen

Fra klubbens hjemmeside

http://hjem.get2net.dk/hvolby

3 måneder er der gået, siden vi etablerede os med egen hjemmeside. I starten var der ikke indsat en besøgstæller og der har været nogle dage hvor tælleren har været nede. Men det registrerede besøgstal er i skrivende stund 170.

Vi kan derfor konstatere, at der er en ikke ringe interesse for siden.

Siden er blevet yderligere udbygget siden debuten og lidt grafik er der er da også med.

Der har været nogle meldinger tilbage om, at folk ikke kan se hvad der står, at de blot får en blank side frem.

Til dette er der at sige, at siden primært er tilpasset Microsoft Explorer 3.02, men det skulle også være muligt at se den i nyere versioner af Netscape.

En forudsætning for at kunne besigtige siden er, at den browser, som benyttes understøtter frames.

Andre rapporterede problemer er mailfunktionen. Primært har det været et problem at afsende mail via den indbyggede funktion ifald man er på hospitalets netværk.

En mulig årsag er, at hvis der skal sendes internetpost fra en arbejdsstation i hospitalets

netværk skal der foran adressen skrives - internet:

Endnu et problem har der været. De ærede redaktører af Vingefanget havde ikke lige

fået rettet adressen trods henstilling derom. Men vi anfører den gerne igen, se øverst på siden.

For almindelige internetbrugere er e-mail adressen: hvolby@get2net.dk

For hospitalets Groupwisebrugere er e-mail adressen: internet: hvolby@get2net.dk

Til toppen

Vi er et eftertragtet folkefærd

- Jeg kan alt det I søger.

Af Mette Grandjean.

Ovenstående er ofte en sætning, som bliver skrevet i ansøgninger. I virkeligheden fortæller den ikke noget om, hvad ansøgeren kan eller, hvor erfaringen kommer fra.

På redaktionen er vi blevet opfordret til at se på, hvad en ansøgning skal indeholde.

Klubbens medlemmer er efterhånden blevet et eftertragtet folkefærd, der heldigvis kan søge mange forskellige stillinger. Hvis man skal gøre sig håb om bare at komme til samtale, er det derfor vigtigt, at man gør sig nogle overvejelser.

Læs stillingsannoncen godt og grundigt igennem. Sammen med ansøgningen skal der vedlægget et c.v. (curriculum vitae) - en dataliste med dine faglige og personlige kvalifikationer nævnt i rækkefølge. Sørg for at der er sammenhæng mellem ansøgning og dit c.v. Vær oprigtig og ærlig. Ansøgningen har jo det formål, at du kommer til samtale.

Gør rede for dine kvalifikationer. Hvad har du arbejdet med og hvilke resultater er der nået. Har du opkvalificeret dig generelt i dit fag via efteruddannelse/ kurser? Måske har du et kursus, der er målrettet til den ansøgte stilling. Har du mål for fremtiden? Fortæl om dem.

Fortæl lidt om dig selv, kort og præcist. Skriv gerne om dine fritidsinteresser. Måske er netop din interesse noget, der kan bruges på den pågældende afdeling/institution.

Målret din ansøgning til den stilling du søger. Brug ikke standardansøgninger!!

Tag dig god tid til at lave ansøgningen. Skriv den på computer/maskine, medmindre man i annoncen beder om en håndskrevet ansøgning. Check efter slå/stavefejl. Husk at stave

navne/adresser rigtigt.

Ansøgningen bør ikke fylde mere end 1½ side + c.v. Vær derfor præcis og kontant. Vedlæg kopi af relevante bilag, f.eks. eksamenspapirer og udtalelser. Tag altid en kopi af ansøgningen til dig selv.

Overhold ansøgningsfristen og husk korrekt porto.

I Psykiatriklubben stiller vi os gerne til rådighed med råd og vejledning. Du er også meget velkommen til at låne en computer og tage kopier. Eller vi kan skrive den sammen med dig. Vi har selvfølgelig tavshedspligt.

Til toppen

Kvartals-Krummen

Af Mette Grandjean.

Dagens støn

"I skovens dybe stille ro"

- De kendte linier kommer til deres fulde ret, når man bevæger sig i skoven. Specielt om morgenen er der ganske vidunderligt. Indrømmet, jeg hører til en af "stønnerne", der i Bilka-dress og tophue er stornyder af naturen.

Når jeg om morgenen har kastet dellerne i str. "Tight", skoene er klemt på, så gårsdagens vabler skriger; kan man jo spørge sig selv; hvorfor denne pinsel? Lad det være sagt med det samme, det er det hele værd! Denne pragtfulde fornemmelse af at være et med naturen. At løbe om kap med rådyrene i indhegningen, som en anden gazelle. Høre fuglenes indbyrdes kvidren. En enkelt gang mærker jeg et vingesus og en enkelt aggressiv hvislen; jeg er kommet for tæt på deres enemærker.

Duften.

Duftene er et helt kapitel for sig og meget forskellige. Afhængig af årstid og tidspunkt på døgnet. Denne morgen ligger duggen endnu og solen kæmper sin kamp med de tunge regnfulde skyer. Det gør duftene stærker og oplevelsen mere intens.

Træerne

Træerne har hver deres historie. De store gamle egetræer, der ligner gamle krogede koner. De byder en velkommen med deres stive strittende arme. Ung-træerne har deres eget kendemærke, ved de noget lysere blade. Man fornemmer næsten, hvordan de står og fniser og pjatter, som en flok teen-agere i et hjørne af skolegården.

Dammen

Midt i skoven er der en dam, der danner hjem for en flok aktive ænder. Praktisk nok står der en bænk i første parket, hvor man kan sidde og studere dette forunderlige liv. Nu er ænder nogle seje sjæle. Overført til den menneskelige race, kan de vel nærmest sammenlignes med rockergrupper. De slås i en uendelighed, om maden, om hunnerne, og om deres status i flokken. De horer til højre og venstre, og makker hun ikke ret bliver hun holdt i et "jernnæb". Alligevel er det svært at stå for, når de med deres rare brune øjne kigger på en.

Skår i glæden

Skoven bliver da heldigvis brugt. Et ungt par puster mig i nakken og en ældre herre med sin hund, er nogle af gæsterne denne morgen. Men andre har også besøgt skoven. Det vidner et større svineri om, der ligger i en mindre lysning. Netto´s iøjenfaldne gule plastikposer, Brugsens hvid/orange ditto, tommer dåser og flasker, samt madaffald i rigelige mængder. Den ældre herres hund må føle sig i Paradis, med dette udvalg af madrester. Et grimt sår i en dejlig skov.

Men hvad enten det er i løb eller i et mere moderat tempo, man bevæger sig rundt i, er skoven et smukt udsnit af den danske natur.

Vel hjemme igen kan åndedrætsbesværet og det hurtigt bankende hjerte ikke måle sig med den gode samvittighed. Endnu en dag er startet med løb og støn.

Til toppen

Der står AMU på din efteruddannelse

Den følgende artikel har været udsendt i FOA Århus blad i 1997. Grunden til at vi genoptrykker dette, er fordi der er for lidt søgning på nogle af kurserne - Er det fordi, at i ikke er klar over muligheden ? eller er det fordi i ikke mener kurserne er tilstrækkeligt udviklende - Vi hører gerne fra jer, da vi har mulighed for at præge kursustilbudene, så de matcher jer.

JP

Social- og sundhedsskolerne er parate med tilbud om efteruddannelse, der retter sig direkte mod FOA´s faggrupper i social- og sundhedssektoren

Af Jesper Dideriksen

Gruppeorienteret hjemmepleje, Demens - et anderledes handicap, Forebyggelse af vold og konfliktintervention, Sorg og krise, Socialpsykiatri og Handicaphjælper er blot et udsnit af de kursustitler, der nu bliver udbudt.

De fleste kurser er af 1 eller 2 ugers varighed, men kurserne er ofte trinvist opbygget, så der er mulighed for senere at følge op med et yderligere kvalificerende kursus. Idéen bag den trinvise opdeling er også, at der skal være mulighed for at vælge den efteruddannelse, der passer til den enkeltes uddannelses- og erfaringsmæssige niveau. De mange nye tilbud om efteruddannelse er en del af arbejdsmarkedsuddannelserne(AMU). Siden 1994 har repræsentanter fra arbejdsgivere og faglige organisationer arbejdet på at udvikle målrettede efteruddannelsestilbud.

-Kurserne er kompetencegivende efteruddannelse. Når du står med et AMU-kursusbevis i hånden, så er det ligegyldigt, hvor i landet du har uddannet dig, for det er de samme kurser over hele linien, understreger kursusleder, Dorte Christensen, Social- og sundhedsskolen i Århus.

KVALITETSKURSER TIL DISCOUNT PRIS

- KA´DET VIRK´LI PASSE ?

Med sine mange berøringsflader til såvel kursister som FOA´s repræsentanter i efteruddannelsesudvalget hører og mærker Dorte Christensen, at de nye efteruddannelsestilbud, støder mod en del barrierer hos de ansatte i social- og sundhedssektoren.

-Først og fremmest er folk vant til at forbinde AMU med Truckfører- og svejserkurser. Mange tror derfor, at kurserne ligger på de traditionelle AMU-centre, og at det er AMU-centrenes undervisere, der nu skal "bokse sig frem" med undervisning i Sorg og krise, eller hvad kurset nu hedder. Det skaber mistillid til kvaliteten i de nye tilbud.

Kan der ikke være noget i, at vi som forbrugere er vant til, at der er en vis sammenhæng mellem pris og kvalitet. Når man så hører, at man kan komme på AMU-kursus i en uge for 200,- kr., vil nogle måske være tilbøjelige til at tro, at det også afspejler sig i kursets kvalitet ?

-Jeg synes det er vigtigt at få frem, pointerer Dorte Christensen, at der i virkeligheden er en meget høj grad af kvalitetssikring på alle AMU-kurser. Vi har bevidst valgt, at alle kurser for ansatte i social- og sundhedssektoren skal foregå på de skoler, der varetager uddannelserne på social- og sundhedsområdet. Det indebærer, at det først og fremmest er skolernes egne lærer, der underviser på kurserne. Derudover er det sådan, at alle kurser i første omgang gennemføres med 3 forsøgskurser placeret forskellige steder i landet, og først når forsøgskurserne er grundigt evalueret, tilrettelægges det endelige kursusforløb, forklarer hun.

A-KASSEN OG "SKATTEFAR" BETALER

Bortset fra deltagerbetalingen på 200,- kroner pr. kursusuge, som mange kommuner iøvrigt dækker for deres ansatte, financieres kurserne via det skatteopkrævede arbejdsmarkedsbidrag, som både arbejdsgivere og lønmodtagere indbetaler til.

Deltagere på AMU-kurser er samtidig berettiget til at modtage en kursusgodtgørelse, der svarer til højeste dagpengesats, men mindst ligeså almindeligt er det, at der indgås aftale med arbejdsgiveren om, at kursisten modtager sin sædvanlige løn, mod at arbejdsgiveren så indkasserer kursusgodtgørelsen.

Men uanset hvilken af mulighederne, der vælges, er det en pointe, at selv meget stramme kursusbudgetter ikke vil stå i vejen for medarbejdernes efteruddannelse.

AMU´s efteruddannelsesprogram udsendes iøvrigt til alle relevante arbejdspladser, så har du ikke allerede fået programmet, kan du spørge efter det på din arbejdsplads, eller kontakte en af Social- og sundhedsskolerne.

VI VIL ANBEFALE DET TIL VORE KOLLEGER

AMU-kurset, Socialpsykiatri 1, er slut.

Efter 14 dages intens kursus er Kaj, Kirsten og Hanne ved at forlade Social- og sundhedsskolen i Århus, men de håber snart at kunne vende tilbage for at tage næste niveau - Socialpsykiatri 2.

Kaj Andersen, tilsynsførende assistent ved Forsorgshjemmet i Godrum:

-På forsorgshjemmet møder vi mange "skæve eksistenser", og det er svært at have så mange typer sammen. Vi har også en del psykisk syge, hvoraf en del samtidig er misbrugere.

Kursusbehovet er enormt for vores gruppe. Derfor er jeg godt tilfreds med, at det her grundkursus har været så grundigt. Samtidig har lærene været utrolig gode til at formidle stoffet. Vi har fået en solid gennemgang af de væsentligste sindssygdomme, og det har været godt for mig. Det var også fint, at få gennemgået lovgivningen omkring magtanvendelse og tavshedspligt. I det hele taget har jeg lært utrolig meget på de 14 dage.

En aften her i den sidste kursusuge var jeg sammen med nogle kolleger. De er meget interesserede, og flere vil helt sikkert søge på det her kursus.

Kirsten Bygtoft, sygehjælper ved Tangkær Centret i Ørsted på Djursland:

-Siden 1989 har vi fungeret som specialplejehjem, der modtager gerontolignende klienter med psykiatrisk diagnose. Efterhånden har jeg fået en del erfaring med disse klienter, men jeg har i høj grad savnet noget psykiatrisk teori. På kurset har jeg fået be- eller afkræftet mange af mine "lommefilosofier".

En stor del af min tvivl og usikkerhed er nu ryddet til side, og fremover vil jeg i højere grad kunne tro på det, jeg oplever.

De første 3 dage var det hamrende hårdt at være på skolebænken. Især er det krævende at være aktivt lyttende i flere timer dagligt, men som kurset er skredet frem er det gået lettere og lettere.

Hanne Bay, social- og sundhedshjælper, Lokalcenter i Galten:

-Jeg synes vi har haft nogle dygtige og engagerede undervisere, og stoffet har været godt og bredt sammensat.

I det daglige er jeg i en gruppe, der specielt tager sig af de sindslidende, og jeg vil helt sikkert gå hjem og anbefale kurset til kollegerne.

Vi har lært meget om, hvilken rolle vort kropssprog spiller i kontakten med klienterne. Jeg synes det har været godt og spændende at blive mere opmærksom på den del af kontakten.

Udover at have fået styrket troen på det jeg selv udretter, er jeg også blevet endnu mere overbevist om, at der vil være mange fordele ved at få mere samling på de psykisk syge i lokalcentret.

Hvis jeg skulle pege på en mangel - så kunne jeg godt have brugt noget mere om specielt de ældre. Men jeg vil helt sikkert søge på opfølgende kurser, så det kommer måske hen ad vejen.

Til toppen

Børne- og ungdomspsykiatri

En mors mareridt

Danmarks Amtsråd Nr. 14/1998

Det er en næsten overmenneskelig opgave at være
pårørende til et psykisk sygt barn.
En mor fortæl ler om, hvordan hun har oplevet systemet

Af Inger Abildgaard

At være mor til en psykisk sygt barn er en tour de force, der kræver både psykisk og fysisk råstyrke ud over det almindelige. Det kan Hanne Haugbølle, mor til en psykisk syg 19årig datter skrive under på. De sidste par år har hun tabt 18 kg og mistet evnen til at sove flere timer ad gangen.

Datteren Heidi, der har diagnosen grænsepsykotisk, har haft problemer siden 12-års alderen, men det hele eksploderede først, da hun var 16 år og sendte hele sin familie ud i et mentalt stormvejr med en falsk incest anmeldelse mod faren. Hanne Haugbølle måtte underskrive en erklæring om frivillig fjernelse fra hjemmet. '

Hanne Haugbølle mener i dag, at kommunens valg af ungdomspension var den store fejltagelse og bl.a. årsag til den endeløse række af problemer, som familien bagefter måtte kæmpe med. Hun er ikke i tvivl om, at datteren skulle have været hospitalsindlagt eller på en behandlingsinstitution. Men kommunen insisterede på ungdomspension, og det psykiatriske hospital ville ikke indlægge. Man mente det måtte være nok med psykologsamtaler, men de blev ikke til noget, fordi Heidi kun ville tale med en kvindelig psykolog.

På ungdomspensionen var der frie tøjler, herunder manglende kontrol med hash og narkotika. De næste to år blev et mareridt, hvor datteren- nu også afhængig af hash og piller - bl.a. stak af til Holland og i øvrigt cirkulerede mellem to psykiatriske hospitaler, ungdomspensionen og hjemmet, hvor hun var i weekenden. Indimellem lod hun sig udskrive og turede rundt. Hun har haft flere selvmordsforsøg, skærer sig jævnligt i armen og hører stemmer og ser dyr, der kommer ud af væggen.

En by i Rusland

Hanne Haugbølle har under hele forløbet været i stadig kontakt med både høj og lav i systemet: kommunens socialdirektør, diverse sagsbehandlere, overlæger, sygeplejersker og psykologer.

De erfaringer, hun har gjort, negative som positive, handler i høj grad om samarbejde og kommunikation.

"På psykiatrisk afdeling ved amtssygehuset i Glostrup er forældresamarbejde en by i Rusland. Man skal være stærk og stædig. Det har taget mig to år at få et samarbejde i stand. jeg synes det må være naturligt, at vi som forældre får at vide, hvordan det går med behandlingen. Jeg vil gerne vide f.eks.: hvilke metoder arbejder de efter? hvordan går det? sker der fremskridt? hvad skal jeg som forældre gøre? Det har så langt senere vist sig, at de faktisk har en »forældremappe«, men jeg har ikke fået den endnu.

Det har været meget svært at få en samtale med lægerne. Og når de kom i stand var de ubehagelige.

Den første samtale med en læge efter at Heidi var blevet indlagt på lukket afdeling forløb sådan:

Da jeg mødte op til aftalt tid, kunne de ikke finde lægen, jeg skulle tale med. I 40 minutter ventede jeg, og da han endelig kom, sagde han: jeg vidste ikke, at jeg havde nogen samtale, og jeg kender ikke din datter".

"Jeg synes det må være en del af behandlingen, at man får familien med", er Hanne Haugbølles kommentar.

Hun er også utilfreds over, at systemet, og det gælder både hospital og ungdomspension, gang på gang har undladt at fortælle hende om vigtige begivenheder eller har gjort det med flere dages forsinkelse. F.eks. når datteren blev indlagt på lukket afdeling eller tog en overdosis piller.

Kommunikationen institutionerne imellem har heller ikke fungeret. Da ungdomspensionen blev nedlagt og »Glostrup« ikke ville have Heidi længere, blev løsningen, at hun kom på et andet psykiatrisk hospital, nemlig Sct. Hans. Selvom familien oplevede denne periode som meget positiv for hendes udvikling, ville Sct. Hans ikke beholde hende og insisterede på, at hun skulle tilbage til Glostrup. Med besked om, at indlæggelsespapirerne er i orden, tager Hanne Haugbølle med sin datter en mandag morgen til Glostrup, hvor man er et stort spørgsmålstegn og ikke aner, at hun skal indlægges.

Tillid som arbejdsredskab

De sidste to år har dog ikke alene budt på negative oplevelser med systemet.

,,De gjorde et flot stykke arbejde på Sct. Hans. Forskellen mellem Sct. Hans og »Glostrup« var som på nat og dag. På Sct. Hans var de langt mere imødekommende. Man mærkede, at de ansatte kunne lide patienterne og deres arbejde. Der var en rar og hyggelig atmosfære, man følte sig velkommen. Man kunne spørge og få svar på en god måde.

På »Glostrup« følte jeg mig målt og vejet og mødt med mistillid. De kan give patienterne nok så mange eneværelser, men det er ikke det vigtigste. Jeg tror, at tillid er det bedste arbejdsredskab. Derfor handler det dybest set om de mennesker, som er på stedet", mener Hanne Haugbølle.

Til det positive hører også, at Høje-Taastrup kommune bevilgede hende psykologhjælp. Den støtte har været helt uundværlig, men den sluttede, da Heidi blev 18, men burde have fortsat, mener Hanne Haugbølle.

I den beretning, hun har nedskrevet om hele forløbet, beskriver hun sin tilstand, da det stod værst til:

,,Jeg er langtidssygemeldt, psykisk stress siger lægen, opbygget igennem en lang periode med alt for mange urimelige kampe for et bedre liv til Heidi. Jeg er selv så stresset, at jeg ryster indvendig hele tiden, jeg er begyndt at kontrollere mig selv, og har indimellem svært ved at tale, jeg gør »underlige« ting som at sætte opvasken i køleskabet. Jeg kan ikke finde ord for, hvad jeg mener om »vores« måde at behandle syge/svage mennesker på".

For hele familien, herunder de to andre børn, har det været en voldsom belastning at skulle tage sig af en syg, selvmordstruet pige weekend efter weekend. De fridage, som i andre familier bruges til opladning, tilbringes her i en slags psykisk alarmberedskab. Hanne Haugbølle forsøgte at få en aflastningsfamilie, men det kunne ikke lade sig gøre. i dag er der endelig lys forude. Heidi drager snart til Jylland til det behandlingssted, som familien med opbakning fra Landsforeningen Pårørende til Sindslidende har kæmpet for at få og som kommunen endelig har bevilget penge til. Ironisk nok koster det, så vidt Hanne Haugbølle har kunnet få oplyst, mindre end den ungdomspension, hvor datteren lærte at tage stoffer.

Til toppen

For mange unge får en forkert behandling

Resultatet er, at langt flere end nødvendigt ender på en førtidspension

Danmarks Amtsråd Nr. 14/1998

Set fra den stol, hvor cand. psyk. Susanne Bærentzen sidder, er hovedproblemet i ungdomspsykiatrien manglen på efterbehandlingssteder. Hun er som medarbejder i Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, i daglig kontakt med unge sindslidende og deres forældre og ser resultaterne af forkert behandling eller ikke-behandling: Alt for mange unge på førtidspension.

"Mange af de unge, vi kender her i foreningen, starter i en ungdomspension, men er alligevel for dårlige til at være der. Skolen kan f.eks. være et undervisningstilbud af projektlignende karakter, som slet ikke kan håndtere deres vanskeligheder", siger hun.

De institutioner, hun efterlyser, er steder, hvor der både er et terapeutisk forløb samt aktiviteter, der får den sindslidende til at føle sig nyttig. Ikke mindst de mange unge, der har personlighedsforstyrrelser, kan nå langt i den rigtige terapi.

,,Sindslidende mennesker skal selvfølgelig behandles med medicin, når de har brug for det, men medicinsk behandling kan aldrig stå alene. For alle sindslidende gælder det, at de også har problemer med tanker, følelser og relationer dvs. forholdet til sig selv og deres omverden. Derfor bør en god behandling af sindslidende altid omfatte en længerevarende kontakt med et menneske, som har den nødvendige uddannelse til at hjælpe dem. Det kan kontaktpersonerne ikke. Jeg har på en psykiatrisk afdeling oplevet, at en social- og sundhedselev var kontaktperson for et svært forstyrret ungt menneske. I distriktspsykiatrien er det måske en sygeplejerske eller en socialrådgiver, der bliver den kontaktgivende person, men de har ikke forudsætningerne for at lave det terapeutiske arbejde, det skal til. Problemet er også, at man skifter mellem behandlerne, både når man er indlagt og bagefter. Men det handler om at have den stabile kontakt og de lange linjer i behandlingen, måske i ti år. Og her kunne man godt bruge de privatpraktiserende psykologer og psykiatere. Dermed være ikke sagt, at de skal besøge en psykolog en gang om ugen i ti år, der vil som regel være tale om færre og færre besøg med årene."

Hospitalerne gør, mener Susanne Bærentzen, som hovedregel et godt stykke arbejde. Men her som overalt i psykiatrien, er der for lidt aktivering og for lidt samtaleterapi. Medicinen skal patienterne have, og det er lægerne gode til. De gør det meget omhyggeligt og altid efter princippet mindst mulig indgriben", siger hun.

Mange forældre klager over dårligt samarbejde med de psykiatriske afdelinger.

Susanne Bærentzen bekræfter, at der tit er frustrationer, men problemet er i aftagende. ,Der er ved at ske en holdningsændring. Man er tiltagende opmærksom på, hvor vigtigt netværket er, og at forældrene ikke er de onde og sygdomsfremkaldende", siger hun.

Til toppen

Fysisk træning kombineret med arbejdsprøvning kan få syv ud af ti langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet, viser et Aalborg-projekt.

Af Anne Grete Nielsen
Foto: Lars Horn

I de første mange projekt-uger klager de sig stort set alle sammen. Deltagerne på "Projekt Fysisk Træning" i Aalborg Kommune bliver sat på et hårdt program. Deres to trænere har begge arbejdet med eliteidræt i mange år, og de ved, at det gør ondt at genoptræne muskler, der ikke har været brugt i lang tid. De ved også, at sygerollen skal pakkes væk, hvis der skal nås resultater. Og resultater, det nås der. Omkring 70 procent af de sygedagpengemodtagere, der har deltaget i projektet, er i dag på vej mod - eller i gang med - en tilværelse, hvor de kan forsørge sig selv.

Det er Team 43 - Aalborg Kommunes afdeling for revalidering - der står bag "Projekt Fysisk Træning".

Projektet blev udviklet, fordi Team 43 kunne se et behov for fysisk genoptræning af sygedagpengemodtagere, der havde lang tids sygdom bag sig. De langtidssygemeldte måtte ofte opgive deres arbejdsprøvninger på grund af smerter og træthed. Jobkonsulenterne i Team 43 mente, at gruppen havde brug for en kombination af fysisk træning og arbejdsprøvning, hvis de skulle have en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Du skal yde dit bedste

Team 43 tog kontakt til to professionelle trænere, som sagde ja til at lave et genoptræningsforløb for sygedagpengemodtagere med alvorlige skavanker som f.eks. rygskader, knæskader eller frosne skuldre. Begge trænere har en bred teoretisk viden om genoptræning, men det er ikke kun fysisk viden, de bringer med sig fra idrætsverden. De medbringer også en klar forventning om, at man møder til træning hver gang, og at man yder sit bedste både i vandet, på gymnastikgulvet og i styrketrænings-lokalet.

Udover de to trænere er der knyttet en privatpraktiserende læge til projektet. Han har ansvaret for at vurdere, om de henviste sygedagpengemodtagere kan holde til det intensive træningsforløb. Lægen undersøger deltagerne både før og efter projektet, og hans undersøgelser viser, at et stort flertal forbedrer fysikken væsentligt. Projektets sidste medarbejder er en ergoterapeut, der underviser deltagerne i at bruge kroppen rigtigt.

En god forretning

Deltagerne træner tre gange om ugen - syv timer i alt. Den resterende arbejdstid bruger de på den arbejdsplads, hvor de er i arbejdsprøvning. Kombinationen mellem fysisk træning og arbejdsprøvning er vigtig, mener lederen af Team 43, Helle Glenstrup, fordi både deltagerne og deres arbejdsgivere kan registrere, om træningen har nogen effekt.

- De revalidenter, vi henviser til "Projekt Fysisk Træning", arbejder som regel på nedsat kraft, når de begynder på en arbejdsplads. Men det ændrer sig meget ofte, når de har gået til fysisk træning et stykke tid. Pauserne bliver færre, og der bliver flere arbejdsopgaver, de kan magte, siger Helle Glenstrup. Prisen for et træningsforløb på 20 uger med plads til 25 deltagere er cirka 123.000 kroner. Det beløb dækker timebetaling til de to trænere og til den privatpraktiserende læge plus leje af træningslokaler og svømmehal. Og det er faktisk billigt, mener Helle Glenstrup, i betragtning af, at en sygedagpengemodtager koster samfundet cirka. 136.000 kroner om året. Heraf betaler kommunen den ene halvdel på 68.000 kroner. Et simpelt regnestykke viser, at hvis bare to sygedagpenge-modtagere er ude af det sociale system i et år, så er kommunens udgift tjent hjem igen.

Indtil videre har 1 hold gennemført "Projekt Fysisk Træning", og ud fra en rent økonomisk betragtning har alle hold været en overskudsforretning. Resultatet svinger fra hold til hold. På nogle hold har 60 procent opnået en så god erhvervsevne, at de kan klare en uddannelse eller et job på det almindelige arbejdsmarked, og på andre er det 80 procent eller mere.

Det seneste hold, der blev afsluttet i juni 98, er blandt topscorerne. Her er 20 ud af 25 deltagere på vej til en selvforsørgende tilværelse. Nogle af dem vil en tid endnu have brug for støtte fra det sociale system f.eks. i form af jobtræning eller revalidering, men kursen mod et job på det ordinære arbejdsmarked erlagt.

En snak om ansvar

Men hvordan får man mennesker, der i lang tid har opfattet sig selv som syge, overtalt til at lave hård fysisk træning? Det kan godt være svært, erkender Helle Glenstrup.

Én af vejene kan være at tage en alvorlig snak om livsstil og om ansvaret for eget helbred. - Mange langtidssygemeldte har levet i det sociale system i mange år, og de har vænnet sig til, at det med helbred og erhvervsevne - det er noget min læge eller min sagsbehandler tager sig af.

Men hvad er det så, de selv skal tage sig af? Det spørger vi dem om, og det aner de faktisk ikke indtil vi begynder at snakke med dem om, at det jo er deres krop, der er svag. Det er dem, der skal gøre arbejdet, hvis de vil have det bedre fysisk. "Projekt Fysisk Træning" er et tilbud om at tage sagen i egen hånd. Vi kan ikke gøre øvelserne for dem, men vi kan støtte dem i at holde ud, siger Helle Glenstrup.

"Projekt Fysisk Træning" sætter en proces i gang både på det fysiske og det psykiske plan. Mange af deltagerne har isoleret sig i den lange sygeperiode. Stemningen i familien er måske anspændt, økonomien er ofte trængt, og måske er kroppen blevet lidt for stor.

I de første projekt-uger holdes problemerne tæt ind til kroppen, men når trygheden indfinder sig kommer latteren - og senere kommer måske tårerne, over det derhjemme. Det er nemlig ikke kun musklerne, der kan gøre ondt, når man har været sygemeldt i lang tid. Livet kan også gøre ondt og det hjælper at dele det med nogle, der har prøvet det selv.

Til toppen

Slut med piveri og dovenskab.

De synes, at jeg er modbydelig, når jeg Svinger pisken, siger vægtløfteren, der i fem år har trænet sygedagpengemodtagere i Aalborg Kommune.

Af Anne Grete Nielsen
NYHEDSMAGASINET DANSKE KOMMUNER NR. 25 1998

Han er landstræner i vægtløftning og konsulent for Team Danmark i styrketræning. Og så har han i fem år styrketrænet sygedag-pengemodtagere i Projekt Fysisk Træning.

Navnet er Kim Lynge Pedersen og meldingerne er korte og kontante. Navnlig når han står over for en flok projektdeltagere, der i et stykke tid ikke er mødt op til træningen. -

Jeg siger til dem, at de er dovne, og så spørger jeg, om de ikke snart skal til at tage sig sammen. Jeg forlanger samme seriøsitet af dem som af andre idræts-udøvere, og jeg svinger pisken hårdt, når det er nødvendigt. Det får jeg mange skæld ud for i de første uger, hvor de kalder mig ond og modbydelig - men det tager jeg helt roligt. Jeg ved, at det vender, når de begynder at mærke, at det faktisk nytter noget.

Kim Lynge Pedersen mener, at alle former for pyller og sygdomssnak er med til at fastholde deltagerne i patientrollen - og det er netop den, de skal ud af. De skal holde op med at betragte sig selv som syge, og i stedet skal de tænke på sig selv som mennesker, der har en skavank - men en skavank, der kun begrænser dem i det omfang, de selv tillader.

- Deltagerne på Projekt Fysisk Træning har meget svært ved at forstå, at smerter ikke er farlige. De har været vant til, at hver gang, det gør ondt, så skal de holde op og lægge sig hen på sofaen. Men det skal gøre ondt at genopbygge en muskelstyrke, der har været forsvundet i lang tid - og der er kun én vej, nemlig at blive ved med at træne.

Ingen løfter om smertefrihed

Næsten alle deltagere har en lidelse, der giver kroniske smerter. Hovedparten har ryglidelser, men mange døjer også med knæene eller nakken. De to trænere laver et individuelt træningsprogram til hver enkelt, bl.a. med det formål at styrke musklerne omkring de svage led - men de lover aldrig, at smerterne forsvinder. - Tværtimod siger vi til dem, at de skal ikke regne med at opnå smertefrihed. Hvis det sker, skal de prise sig lykkelige, men smertefrihed er ikke målet med projektet.

Målet er at give dem nogle redskaber, så de lærer at forstå smerten og at leve bedre med den. Målet er også at opnå en bedre kondition og muskelstyrke i hele kroppen - og ikke kun omkring de svage led. Det er nødvendigt, hvis der skal være balance i kroppen, forklarer Kim Lynge Pedersen.

Efter otte ugers træning begynder stemningen at vende på holdene. Klagerne over smerter bliver færre - og deltagerne begynder at komme i form. De blomstre op både fysisk og psykisk. Utroligt mange af dem får det hammergodt. Der sker noget med deres personlighed, f.eks. begynder mange af kvinderne mere ud af sig. Selvværdet får simpelthen et hak op ad, når kroppen bliver lidt fastere, siger Kim Lynge Pedersen.

De skal træne hele livet

Mod slutningen daler stemningen igen. Deltagerne har overskredet grænser sammen. De fleste har ikke dyrket idræt siden folkeskolen, og nu har de vist sig i både badedragt og shorts - og det har knyttet dem sammen. Hvordan skal det nu gå med kroppen og arbejdsprøvningen - når der ikke længere er træning tre gange om ugen?. Vi siger altid til dem, at 20 ugers træning i realiteten er ingenting. Det er bare et startskud på en ny livsform, som de skal holde fast i, hvis de vil bevare deres helbred. De skal sørge for at komme hen i et træningscenter, hvor de kan møde andre og få gjort noget ved sagen. Det med at træne derhjemme, det giver jeg ikke en døjt for, siger Kim Lynge Pedersen.

Til toppen

GAL ELLER GENIAL:

VAN GAGH OG BRUMBASSERNE

Bernt Otto Hansen kender det psykiatriske system indefra - fra de sammenlagt 16 år han har været indlagt på psykiatriske afdelinger. Han har formået at tackle skyggesiderne med sine små satiriske historier, der kan gøre én lidt klogere på både patienter og personale. Det er blevet til 28.500 »brumbasser«, som han kalder sine historier. Mød skribenten, matematikeren og komponisten van Gagh.

Bernt Otto Hansen alias van Gaqh har komponeret et stort, dramatisk klavervæ / mange år rystede overlægerne på de psykiatriske afdelinger på hovedet af værket, men 10 minutter af det blev spillet i radioens P2 i 1990.

"Jeg har fået særdeles meget nervemedicin i mit lange liv; men jeg har fået det mærkelige problem, at jeg går og spekulerer over, om det samlede antal nervepiller, jeg har indtaget, om det er et lige eller et ulige tal."

Selv det mest formørkede sind har sine lyse sider.

Det bliver man i hvert fald overbevist om, når man taler med Bernt Otto Hansen. Ud over den lille historie ovenfor har den 60-årige tidligere psykiatriske patient forfattet mange tusinde små aforismer, vitser og ordspil, primært om psykiatrien.

Her i Roskilde kender folk ham ikke kun som Bernt Otto Hansen, men også som van Gagh.

Han har været indlagt på 12 forskellige psykiatriske afdelinger på blandt andet Sct. Hans og Montebello. 16 år »inden for murene« er det blevet til i alt. I dag er han ude af hospitalet og bliver behandlet med neuroleptika og antidepressiva.

"Jeg prøver at være så almindelig som muligt. jeg har almindeligt tøj på og en almindelig frisure, men alligevel synes folk, at jeg er underlig," siger van Gagh, der betegner sig selv som et nervevrag med tvangstanker.

Han sidder i sin trange, men nydelige et-værelses lejlighed på femte sal i Margrethegården i Roskilde. Her er blevet plads til sofabord og skrivebord, to sofaer, seks stole og et reolsystem samt et klaver.

Instrumentet spiller en vigtig rolle i van Gaghs liv. Og det gør de ni ringbind, der er sat frem på gulvet, også.

I de sirlige ringbind, hvor alle 18.050 ark er hulforstærkede, gemmer sig de 28.500 historier, som van Gagh har døbt »brumbasser«. Han har fundet inspiration til dem fra sine ophold på psykiatriske afdelinger, og brumbasserne har fået deres navn, fordi psykiatriske patienter er

"spærret inde" i "brummen" og fordi en brumbasse umiddelbart ligner sådan et sødt lille insekt, men man er alligevel lidt bange for, at den skal stikke.

Van Gagh begrunder også navnet med, at en brumbasse er lidt af en kværulant som han selv, og at han aber lidt efter Storm P, der kaldte sine skriverier for »fluer«.

"Vi skulle med afdelingen på en tur til Sverige. Vi var 12, men vi købte kun 10 billetter. De to kunne gå på vandet."

"Der er nogle alvorlige emner, som man kun tager rigtig alvorligt, hvis man kan grine ad dem," siger van Gagh.

Han håber, at brumbasserne kan forløse noget spænding og hjælpe psykiatriske patienter og deres pårørende.

"Lad være med at skrive, at det psykiatriske system er så rosenrødt. jeg er blevet behandlet godt, men jeg har også været en nem patient. Jeg retter mig efter behandlingsplanen. Der er mange, der går imod. Og drikker og tager stoffer," siger han, som byder gæster på cigaretter, men som aldrig selv har røget.

"Der er mange, som bliver behandlet dårligt, det er der altså. Måske er jeg også privilegeret, fordi jeg er akademiker. Det betyder altså også noget, for så kan lægerne ikke løbe om hjørner med én."

Bernt Otto Hansen fik sin studentereksamen i 1958 og studerede så matematik og fysik på universitetet i fire år. Han var så dygtig, at han underviste andre studerende i matematik. Men han var også meget høj og tynd og genert. Han blev mobbet og gik altid lige hjem fra skole, og så ikke andre end sin familie i fritiden. Tiltagende tvangstanker og angst bragte ham til sidst til en psykiater på Rigshospitalet, som sagde at bare Bernt Otto flyttede hjemmefra, så ville han blive rask. Han kom hjemmefra, da han blev inviteret til Århus Universitet af en lærer og kom til at bo på kollegium, men til sidst blev han så syg, at han som 23-årig blev ind lagt på Sct. Hans for første gang Siden var han indlagt nogle gange, men boede ellers samme med sin mor. Som 40-årig ble han igen indlagt på Sct. Hans, hvor han var i 12 år.

Han har mange gange tænkt på gøre sin akademiske uddannelse færdig, men han kan ikke tåle at koncentrere sig.

"Jeg prøvede en ekstra gang 1966, men det gik ikke. Jeg blev dårlig tilpas, angst og fik spæn -dinger i brystet og uro. Det føltes som om jeg fik sat 100 elektroder ind i brystet, og der bliver sat strøm igennem. Hele mit liv - også før jeg kom i skole - har jeg uro i kroppen; altid været som på nåle. Men den medicin, jeg får nu, dæmper det hele ned, så jeg kan holde ud at være til. Medicinen tager dog ikke van Gaghs følsomme gemyt. "Her mens der har været fodbold, har jeg ikke kunnet tåle at se nogle af de kampe, Danmark har spillet med i. Bare af spændingen bliver jeg syg. Jeg får heller ikke spillet skak, selv om jeg elsker at spille skak. Bare det at jeg skal sidde og koncentrer i en time og tænke mig om, det kan jeg slet ikke tåle. Jeg har spillet to partier skak inden for de sidste 18 år, og begge gange blev jeg syg.

Jeg var også nervøs før interviewet, men nu er jeg ikke nervøs mere. jeg har en god udsigt heroppe, ikke?"

Van Gagh er spontan af sind og springer gerne i emnerne:

"Min mor var meget musikalsk, og min far havde store matematiske evner - jeg har arvet begge dele. Min far udnyttede desværre ikke sine evner. Han var maskinarbejder, men han var ikke stærk nok til det. Han var også svag og meget mager. Den medicin, jeg har fået, har medført, at jeg har taget 30 kilo på."

"Hvad er din psykiatriske diagnose?
Jo, jeg bilder mig ind, at jeg er hypokonder."

"Da jeg kom på Sct. Hans første gang i 1963, var der et strengt reglement dernede: Hele vinterhalvåret måtte vi ikke forlade afdelingen efter klokken 18.00. Det var forbudt at gå op i byen om aftenen. Vi næsten spiste og rejste os i takt. Og de fleste af de afdelingssygeplejersker, som var der dengang, de var nogle arrige harper. De var ugifte, og afdelingen var deres kongerige. Her herskede de, og det udnyttede de," mindes van Gagh. Idag er plejerne helt anderledes, men van Gagh begriber ikke, hvorfor man har skåret så mange psykiatriske sengepladser væk: "De har nedlagt to tredjedele af alle sengepladser, og det er helt, helt hen i vejret. De patienter, der ikke er syge nok til at blive indlagt, de må gå omkring, selv om de er syge nok til at blive indlagt. Men man kan kun tage de værste tilfælde. Inden længe, ingen penge. Og hvis ingen penge, ingen senge," siger van Gagh og smiler af sin egen »brumbasse«.

"I gamle dage (foragt):
Inde-lukket på Sct. Hans
I vore dage (finans):
Ude-lukket fra Sct. Hans "

"Og så for at behandle dem hurtigt, giver de dem måske for meget medicin, måske forkert medicin, og så bliver de smidt ud, før de er raske, fordi der står nogle andre og venter. Jeg forstår ikke, de kunne finde på det. Og så skulle distriktspsykiatrien overtage deres arbejde, og det er heller ikke lykkedes. Alle de rigtige sociale tilfælde, de opsøger jo ikke distriktspsykiatrien. De går hjemme i deres lejligheder og glor"

"Men der er jo også patienter, som er skingrende hamrende skøre. Der er nogle, som har nerverne helt ude på huden, og de er gale på det hele. Jeg har kendt patienter, hvor jeg har tænkt: Hvordan pokker vil de bære sig ad med at hjælpe ham eller hende? jeg ville ikke ane, hvor jeg skulle begynde.

Det er forkert at sige, at medicin ikke hjælper folk, for det gør den, men jeg tror også, at meget medicin bare bliver doneret af gammel vane."

"Da jeg var 18 år, vandt jeg en prisopgave i matematik for alle gymnasiaster i hele Danmark," kommer van Gagh pludselig i tanke om og fortsætter:

"En af de bedste aforismer, jeg har lavet, det var en mand med mindreværdskomplekser, han siger: jeg har så mange mangler, at der ikke mangler noget, når jeg mangler. Du forstår den godt, ikke?" fniser van Gagh.

De mange brumbasser er tilegnet en plejer, som han mødte på Sct. Hans Hospital. Denne plejer tog ham alvorligt og var solidarisk med ham - uden at tage den psykiske sygdom med sig hjem. Sådan er en god plejer ifølge van Gagh. Men han har også været ude for en anden plejer, som han ikke turde lette sit hjerte til, fordi han følte, at plejeren tog sig det for nært.

Ud over brumbasserne har van Gagh også komponeret et stort, dramatisk klaverværk, som han først var helt tilfreds med efter 26 års arbejde. Værket er tilegnet en hollandsk sygeplejerske, der som en af de få tog det seriøst.

"Jeg blev behandlet, som om jeg havde storhedsvanvid. Lægerne rystede på hovedet af mig og sagde, at jeg havde det med at vurdere forkert, og at jeg bare bildte mig ind, at jeg havde lavet et stort værk. Men så tog den hollandske sygeplejerske værket med til Holland og gik op til en musikforlægger. Og da han havde set noderne igennem, var han ved at falde bagover: "Det vil jeg udgive," sagde han. Men nu har han opgivet forlagsvirksomheden, så det bliver ikke udgivet af ham."

Til gengæld har 10 minutter af det i alt 50 minutter lange klaverværk, Opus One, været spillet i Danmarks Radios P2 i 1990 af pianisten Poul Rosenbaum.

Van Gagh sætter et bånd på.

Mens tonerne fra det voldsomme klaverværk buldrer ud fra højttalerne, smiler komponisten:

"Man er helt bims i hovedet, når man har hørt alle 50 minutter. Og det er også meningen. I raske kan også komme til at mærke, hvordan vi har det, når vi er medicinerede. Somme tider er bivirkningerne værre end selve lidelsen," siger han.

"Hvad fejler du?
Jo, jeg lider af abstinenser efter lang tids placebobehandling. "

Bach, Mozart, Liszt, Beethoven og Chopin er alle til stede i van Gaghs stue. Hans mor har broderet portrætterne af de musiske genier, som nu hænger på væggen over klaveret.

"Jeg ved ikke, om jeg er genial, men jeg har mine geniale øjeblikke. Og det er rigtigt, at der ikke er langt fra genialitet til galskab. jeg har blandt andet lavet en fysisk teori, der ikke er skør," lyser van Gagh op.

Han forklarer, at den går under navnet »sommerfugle-effekten«, og at den er en del af den moderne kosmiske kaos-teori.

"Den lavede jeg, da jeg var 16 år. Den var så mærkelig, at jeg ikke fortalte den til nogen, for de ville tro, at jeg var tosset."

Van Gagh rækker højre arm og en strakt pegefinger i vejret. Han laver et hurtigt bøj med pegefingeren og strækker den ud igen med det samme.

"Hvis jeg ikke havde gjort sådan, så var alting her i verden gået anderledes. Til at begynde med meget langsomt, men efterhånden ville det få meget store virkninger. Man siger, at hvis en sommerfugl slår et ekstra vingeslag i Peking, vil det påvirke klimaet i New York en måned efter. Det kan man ikke udelukke."

Van Gagh prøver at forklare teorien på en anden måde:

"Hvis nu en fodboldmålmand skal skyde bolden ud. Så råber en tilskuer: Skyd nu hårdt. Og det påvirker målmanden en lille bitte smule, så han skyder bolden én millimeter længere til højre. Næste spiller skyder den så én centimeter anderledes, derefter 10 centimeter, og så er det et helt andet spil. Og sådan er det med alting her i verden."

Van Gagh påstår ikke, at han officielt er ophavsmand til sommerfugle-effekten, men at han var den første, der udtænkte den. "De sagde i radioen eller fjernsynet dengang, at det var en amerikaner, der opfandt den i 1961 på en computer. jeg lavede den i hovedet fem år forinden. Jeg havde også en anden teori, som gik mig på nerverne. Det er en helt anden historie. Det kan jeg slet ikke forklare."

Han er godt klar over, at mange vil tænke, at han er gal.

"Når jeg fortæller folk, at jeg har lavet sådan nogle teorier, så siger de: ja, du er bare psykiatrisk patient, du er tosset oven i hovedet. Det var det med fingeren, ikke? Er du gal, eller hvad er du?" griner van Gagh og rækker fingeren i vejret igen.

Der indes ikke mange lærebøger om psykiatriske lidelser, som van Gagh ikke har læst. Læsningen har hjulpet ham igennem de mange år på psykiatriske afdelinger, som han nu har lagt bag sig, efter at have været dagpatient i fire år.

"Bøgerne kunne give mig forklaringer på, hvorfor jeg og de andre patienter reagerede, som vi gjorde. Før opfattede jeg psykiatrien som et stort kaos, men nu ved jeg, at den bare består af nogle få grene."

"Jeg har lært at kontrollere min galskab. Dengang jeg blev syg første gang, var det tabu at være psykisk syg. Når man sad i venteværelset hos en psykiater, så kiggede man ikke på de andre, man skammede sig," siger van Gagh. I dag skammer han sig ikke.

Tre-fire gange om ugen tager han ned på et værested i Roskilde, og ellers går en del af hans tid med at renskrive nye brumbasser på sin skrivemaskine. 100 stykker bliver det til om ugen. Van Gagh håber, at de bedste af dem bliver udgiver en dag:

"Ethvert menneske, der skaber noget nyt, vil gerne have, at andre får kendskab til det. Så har man ikke levet forgæves.

Nøgleord.- Brumbasser, psykiatri, van, Gagh.

NYT............NYT..........NYT...........NYT.........NYT.........NYT

Ny i klubben?

En gang i hvert kvartal vil repræsentanter fra bestyrelsen, fortælle om klubbens arbejde, hvilke tilbud vi kan give dig og vise dig rundt i vores lokaler.Tilbudet er fortrinsvis rettet mod nye medlemmer af Psykiatriklubben, men gamle er selvfølgelige også velkomne. Formålet er at du kan lære klubben at kende.

Første gang er:

Onsdag d. 14 oktober i tidsrummet 14.00-16.00.

Vi håber at mange vil tage imod tilbudet. Tilmelding er unødvendig, bare kom!