Fra at være en fattiggård omkring århundredskiftet, har Råmosegården været underlagt psykiatrien helt frem til dag. Med plads til 124 patienter, som gradvist er blevet reduceret i årens løb. Men udviklingen gik ikke så stærkt her ude på landet. Afdelingerne var meget gammeldags med store sovesale, dog også med små stuer til dårlige patienter.
Som en gammel sygeplejerske skriver om sin tjeneste på Råmosegården under krigen. På afd. A fandtes kun gamle træsenge, som var skruet fast i gulvet og som madras var der halmsække. Det var en af de ting mandspatienter og værkfører sørgede for, blev skiftet ude på det store halmloft. Patienterne som de kaldtes, havde kun et natbord og et garderobeskab som var deres private, men det var aflåst, og de måtte bede om nøglen til skabet hvis de skulle have noget der i. Vask og rengøring og ugentlige bad, var den væsentlige pleje. Vel blev halmsækkene skiftet ud med rigtige madrasser efter krigen.
Men de store forandringer kom først i begyndelsen af halvtredserne, da man begyndte på medicinbehandlingen, for de flestes vedkommende var det et positivt resultat.
Det var de ufaglærte som var i flertal, som faglært skulle man være hård i flinten for og stå imod alle hentydningerne. De sygeplejersker som var ansat, var af den gamle skole, så det var svært at lave om på tingene.
I 1977 gik de psykiatriske H-plejehjem over fra staten til amterne.
I 1987 gik H-plejehjemmene fra hospitalpsykiatrien til socialpsykiatrien, det er den største forandring i psykiatrien til det vi kender til i dag.
Råmosegården var en vigtig brik i de her år, der har hele tiden været for mange institutionspladser i psykiatrien på Djursland, og her på Råmosegården har vi i de sidste 10 år stået med en lukning over hovedet, men i kraft af lukningen i kulisserne har vi formode at udvikle og leve op til de krav psykiatriledelsen stillede til os.
De sidste to år har været en kamp om at lave et godt stykke arbejde, trods nedskæringer og omstruktureringer. For nogle medarbejdere har det været med store omkostninger pludselig at føle, at det ikke er brug for en mere.
Den ene arbejdsfunktionen efter den anden forsvinder, du siger farvel til en medarbejder eller en beboer hver anden dag. Din arbejdsidentitet svinder ind, og troen på dig selv og din egen arbejdsevne smuldrer, ensomhedsfølelsen og forladtheden er de ting du slås med. Et stor arbejdsplads svinder ind til intet. Da er det vi har brug for hinanden og minde hinanden på vores faglige stolthed.
Råmosegården har rummet megen galskab gennem årene, det er der nogen som må bære, for at andre lettere kan leve.
Torill Lemming
Faggrupperepræsentant
for plejerne.
Til toppen