For klubben, dens medlemmer og mange andre indenfor psykiatriområdet vil Jørgen´s afgang blive meget mærkbar. Gennem årene som fællestillidsrepræsentant er Jørgen´s indflydelse vokset støt. Til gavn for fællesskabet har Jørgen lagt et kolossalt stykke arbejde indenfor mange af de områder, der på en eller anden måde vedrører psykiatrien. På forbilledlig vis har han formået at arbejde seriøst og engageret med såvel de "store linier" som de sager, der alene har berørt det enkelte medlem. Intet har været for stort - intet for småt - Jørgen har gjort det godt.
I kredsen af bestyrelses- og tillidsfolk er vi mange, der kan takke Jørgen for megen støtte og inspiration.
På Jørgen´s vegne glæder vi os over, at han nu vil få nye udfordringer. Når nu Jørgen "skulle" forlade klubben, er vi godt tilfredse med, at hans nye job ligger i FOA Århus - her vil vi - på linie med mange andre - kunne trække på han store viden og erfaring.
HVOLBY RYKKER Ved et fællesmøde d. 18. marts valgte tillidsrepræsentanterne på Psykiatrisk Hospital at indstille Bent Hvolby til ny fællestillidsrepræsentant. Efter at have bestridt tillidsposter som sikkerhedsrepræsentant, bestyrelsesmedlem i klubben og senest tillidsrepræsentant i afd. B har Hvolby en god baggrund for at kunne leve op til de nye udfordringer. |
Generalforsamlingen:
Generalforsamlingen i Psykiatriklubben fandt sted d.18. Februar
Der var mødt 32 medlemmer op til året store begivenhed. Vi fik valgt et nyt bestyrelsesmedlem, plejer Susanne Havemann afsnit 39, tillykke med det.
Anne Lise Jessen var med som gæst fra FOA Århus social-og sundhedssektor.
Løn og jobprofiler.
Vi har nu modtaget skemaer fra de fleste af vores medlemmer - vi mangler dog stadig et par stykker.
Det er dog muligt stadigt at få det udfærdiget. Er du i tvivl om hvordan, kontakt da din tillidsrepræsentant.
Skemaerne er sendt videre til FOA, og vi har fra klubben begyndt at skrive dem ind i en data base som vi vil trække på ved de nye lønformer.
Ledere:
På sidste generalforsamling var der en del diskution om vores arbejdsledere - dette har vi selvfølgelig taget op med FOA.
Der har været et par møder, hvor vi synliggjorde problemet, og der er kommet et fælles forum, hvor lederne kan mødes op til 4 gange årligt.
Den nye struktur 1999, vil blive en af de nye arbejdsopgaver, der vil blive tidskrævende i det nye år. Strukturen i FOA har været tidsbegrænset, og prøvetiden på 4 år løber ud til kongressen i 1999.
Det at lave om på noget, der fungerer, er ikke for alle lykken, ihvertfald kan det være uoverskueligt. Men en tanke om at sammenlægge alle klubber indenfor fællesoverenskomsten ligger ikke så fjernt. Der skal selvfølgelig for vores område stadigt være en klubstruktur omkring psykiatrien.
Kragelund er den næste institution, som åbner, og vi forventer at der med tiden opslås mellem 40 og 50 stillinger.
Der er allerede ansat en leder og valget er faldet på Preben Bøgelund, som er plejer af uddannelse og kommer fra Fontæne huset, hvor han var konstitueret leder.
De første stillinger har været slået op, og der var 144 ansøgere til 7-8 stillinger.
Lokal Center Bakkegården har vist interesse for et samarbejde med vores klub. Der er foreløbigt aftalt, at vi kommer på besøg og fortæller om, hvad vi står for, og det skulle sidenhen udmønte sig i hjælp til undervisning og vejledning.
Der er på Bakkegården blevet ansat en plejer som Centerleder.
Besøg fra Viborg:
Vi får den 6.maj besøg fra Viborg. Det er personale, som arbejder indenfor psykiatrien i Viborg.
Deres ønske er at høre om, hvad vi går og laver, se museet og prøveafdelingen.
Derefter vil de gerne ud at se Århus natteliv, og de ønsker at så mange kollegaer som muligt, der har lyst til at møde dem fra Viborg, tropper op. Der vil blive fællesspisning ( for egen regning ) endnu uvist sted og derefter rundtur i byen. Har det fanget din interesse, meld dig i Psykiatriklubben senest den 4.maj.
Temaaftener:
Vi har indgået samarbejde med klubberne for social-og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejehjemsassistenter og beskæftigelsesvejledere om afholdelse af fælles temaaftener - Der vil blive afholdt 3 aftener i foråret og 3 i efteråret.
Foråret temaaftener lyder som sådan:
Første temaaften var den 2 April og der skaulle være sendt sedler ud på afdelingerne om dette.
Onsdag den 22 April 1998 kl. 19.00-22.00 i Kongreshuset, Amaliegade.
Fyldt 60 år -og hvad så ?
Pensam vil give en grundig orientering om dine muligheder, rettigheder og pligter.
Ingrid Jensen fra A-kassen i FOA vil svare på spørgsmål om A-kassen.
Tilmelding i Psykiatriklubben senest d.31 marts 1998.
Mandag den 20 April 1998 kl. 19.00-22.00 i FOA`s lokaler SDR.Alle 33.
Århus Kommunes Omsorgsjournaler.
Hvad er omsorgsjournalen ?
Hvad skal omsorgjournalen bruges til ?
Hvem skal bruge omsorgsjournalen ?
Efter oplægget fra Claus Christensen og Trine Jørgensen, er der mulighed for spørgsmål.
En oplevelse.
En morgen, midt i marts, faktisk på selve valgdagen, var vi tre fra psykiatri-klubbens bestyrelse, der drog af på et såkaldt oplevelses-kursus, et sted i den danske natur.
I ugen op til havde vi interesseret fulgt med i vejrudsigten, først lød meldingen på rimeligt vejr, senere lød den på frost, sne og slud. Dagen før meddelte aviserne, at ungerne godt kunne finde deres kælke frem igen, da valgdagen bød på masser af sne!! Skidragten blev fundet frem, varmt undertøj indkøbt og resten lånt af familie, venner og bekendte.
Spændingen var stor, da vi 16 m/k´er mødte op i FOA. Vi havde så og sige ingen information fået på forhånd, udover en pakkeliste og forskellige opgavebeskrivelser, der alligevel ikke sagde så meget om kursusindholdet.
Fire instruktører stod klar med to folkevognsrugbrød, hvori to firemandsgrupper skulle køre. Første stop blev vi kørt til, hvorefter en fra hver bil nu skulle være chaffør. Instruktørene kørte for sig selv. Der blev udleveret en walkie-talkie til hver bus og via den og et kort, blev vi nu instrueret til næste stop. Der fik vi vores oppakning og instrukser i vores første opgave, men nu i vores firemandsgr. Her vil jeg ikke røbe mere om indholdet, hvis nogle kunne få lyst til, at deltage i et lignende kursus.
Resten af denne dag blev vi "kastet rundt fra opgave til opgave, i den smukke danske natur. Heldigvis artede vejret sig; vi havde megen sol, ingen nedbør, men masser af vind, næsten for meget!
Vores gruppes første måltid blev indtaget kl.17.30. Det bestod af en banan, en pakke rosiner og en juicebrik; aldrig har noget smagt så himmelsk!! Nu troede vi jo så, at strabasserne var ovre for denne dag, men ak...vi blev klogere.
Aftenopgaven foregik i bælgmørke, en udfordring for de natteblinde, og for dem der tror på spøgelser, trolde og andre overnaturlige væsener!
Vi havde i løbet af eftermiddagen fået forskellige meddelser om valget, der på det tidspunkt tydede på en borgerlig regering, men omkring midnat sneg vi os til, mens vi som primitive neandertal-mennesker kastede et velfortjent aften/nat- måltid, i de skrigende maver, at høre bilradioen og kunne da heldigvis høre de positive nyheder om, at den nuværende bliver siddende. En optimistisk melding, når man er ved at være godt brugt, træt, sulten, og det ovenikøbet var begyndt at sne.
Det nye døgn bød på nye udfordringer... Den første var, at gøre klar til natten! Bedst som "min" gruppe var blevet færdig og gjorde klar til at sove, blev vi kommanderet ud og hjælpe de andre grupper færdige! Nå, men til ro kom vi da, omend knap så længe, som vi havde håbet på og drømt om. Morgenmåltidet var skønt; bl.a. mælk med mysli. Endnu engang blev vi fængslet af den smukke natur, solopgangen var ubeskrivelig.
Det smukke vejr fortsatte heldigvis resten af dagen, selv om temperaturen lå under frysepunktet, men vi var jo godt klædt på. Denne dag bød på flere personlige overvindelser, for de fleste. En rar fornemmelse, nu hvor der er gået et par dage!!
Grupperne blev lavet om til hver ny opgave, en ny gruppeleder blev valgt, så alle kom i gruppe med alle, og alle havde haft fornøjelsen af gruppelederfunktionen. Inden grupperne blev opløst, skulle gruppelederen vurderes ud fra et skema af de andre gruppemedlemmer. En god og konstruktiv måde at evaluere hinanden på.
Som den kvikke læser nok har opdaget, er jeg behændigt gået uden om selve opgaveindhold/beskrivelse; det ligge i kurset, at man ikke ved meget inden start, og som kursist vil jeg mene, at det har været godt at blive overrasket, at undre sig, få suget i maven over det ukendte og alligevel turde kaste sig ud i .. lidt af hvert!!
Dette er et kursus, der skal opleves. Jeg kan varmt anbefale at søge på det. Prøv det!!
Mette.
Vold på arbejdspladsen, - og hvad så ?????
Vold på arbejdspladsen, og hvad så ????
Lad mig begynde fra starten. I 1995 blev jeg færdig som social- og sundhedsassistent, og samme år blev jeg fastansat på en akut lukket modtagerafdeling på Psykiatrisk Hospital.
Jobbet indebar, som de fleste sikkert ved, pleje og omsorg af patienter i den akutte fase. Altså en psykiatrisk intensiv afdeling. Spændende og personlig udfordrende, tænkte jeg. Det er bare mig!
Da jeg startede, fik jeg lidt af et kultur chok, som de fleste jo gør når de kommer på sådan en afdeling for første gang. De "gamle" var søde til at fortælle og lære fra sig, og jeg fik lov til meget, så alt var i den skønneste orden. De "gamle" kunne også berette om frygtindgydende episoder, de selv havde været udsat for i gamle dage. Jeg husker, at jeg tænkte :"Det er godt det ikke var i gamle dage at jeg arbejdede her".
Den gang var det ikke så kendt, at man fik psykologhjælp, når man havde været udsat for noget ubehageligt, man var mere overladt til hinanden.
Jeg hørte historier om folk, som blev ramt på psyken, og som til sidst ikke kunne klare at være der ude mere. Til det tænkte jeg :"Det sker sku´ ikke for mig. Jeg skal da nok klare mig."
Men det gik ikke helt, som jeg havde forestillet mig.
I september 1997 blev jeg udsat for vold på min arbejdsplads. Ikke bare fysisk, men også psykisk, og det var/er sværere end jeg regnede med.
Jeg var i nattevagt med en mandlig kollega, og som de fleste ved er vi jo kun to om natten. Patienten var meget psykotisk og temmelig vredladen. Da vi skulle korrigere patienten, slog han ud efter os og ramte min kollega. Jeg forsøgte at passificere patienten, og fik ved denne lejlighed et kraftigt spark i maveregionen, så jeg brækkede to ribben. Først her fik jeg en hånd fri til at trykke på alarmen, og alarmholdet kom hurtigt, meget hurtigt. Da de kom frem, lykkedes det os at få patienten bæltefikseret. Selve tumulten tog ca. 30 minutter, men føltes som 8 timer.
Da vi fik os sat ned, og der var faldet lidt ro over afdelingen igen, begyndte de fysiske smerter at melde sig, jeg havde ondt her og der og alle vegne, og kunne ikke på det tidspunkt finde ud af, hvor det var værst.
Endelig blev klokken 7.00, og dagvagterne begyndte at indfinde sig. Jeg skulle lige forbi en læge for at blive tjekket efter, og først da jeg var nede hos lægen, kom de psykiske reaktioner. Lægen prikkede lige på det ømme punkt ved at sige:
"Der er da heller ikke noget mere ydmygende end at blive sparket og slået på, på sit arbejde."
Så gik turen på skadestuen til røntgenfotografering. Klokken var 10.00 før jeg var hjemme. Sove kunne jeg ikke, så jeg sad bare og tænkte det hele igennem engang til, ringede kollegaer op, og fortalte dem hele historien, skrev lidt ned, for så igen at ringe til en kollega.
De næste dage havde jeg fri, så jeg forsøgte at komme til kræfter igen, 4 dage efter episoden gik jeg på arbejde igen.
Jeg gjorde det ikke, fordi jeg var klar til det, men det blev ikke bedre af at gå hjemme. Holdningen hos mig var nok, at er man faldet af en hest, skal man hurtigst muligt op på den igen.
Det var bestemt heller ikke bedre at gå på arbejde. Patienten (som stadig var fikseret og stadig meget dårlig) var truende overfor alt og alle som nærmede sig døren til sengestuen. Det var ualmindelig ubehageligt for os alle sammen.
Særligt ubehageligt var det for mig, fordi jeg i patientens kardex kunne læse, at han ikke ville tage afstand fra den voldelige episode, hvor jeg var indblandet. Han (patienten) mente, at jeg selv havde bedt om det, og i øvrigt havde godt af at jeg var blevet sparket. Uanset om jeg var der eller ej, følte jeg mig meget truet.
I de tre uger, hvor trusler og ukvemsord fløj os om ørerne, gik jeg bare og håbede på at jeg ville vågne op en dag, og patienten var væk. Men sådan går det jo ikke, patienten blev dog bedre som tiden gik, og medicinen fik sin optimale virkning, og da dagen kom, hvor patienten var klar til overflytning til åben regi, håbede jeg på at mine "mavesmerter" ville flytte med.
Det gjorde de ikke.
Som tiden gik, blev det faktisk kun værre. Jeg var ked af at være blevet sparket, og flov over ikke at kunne komme af med "mavepinen", jeg følte ikke længere, at jeg helt slog til hverken på mit arbejde eller i privatlivet. De to ting var også blevet noget sværere at holde adskilt, forstået på den måde, at jeg tog arbejdet med hjem.
Det kan ikke undgås, at når sådan noget sker, så mærker dem der hjemme også, at man er anderledes. De siger ind imellem til mig, "Kan du ikke BARE finde dig et andet arbejde. Det kan da ikke være så svært. Det kan da heller ikke være rigtigt, at du skal gå her og hænge med hovedet, over dit arbejde, du har altså fri."
Jeg kunne blive ved. Men hvad gør man, når man nu var/er glad for selve jobbet?
Et ˝ år efter, og nu er jeg blevet sygemeldt med en psykisk arbejdsskade. Det kræver faktisk et ret godt helbred at være langtidssygemeldt. Man skal nu til at forklare over for venner og familie, hvad jeg "fejler". De har svært ved at forstå, dels at jeg ikke er fysisk syg, og derfor også burde gå på arbejde, dels hvor mit problem egentlig ligger. Patienten er jo ikke længere på afdelingen.
Indimellem ville jeg ønske, at jeg (når det nu skal være) var blevet sparket ned inde i byen, for så ville folk omkring mig måske bedre kunne forstå det.
Med hensyn til min arbejdsplads blev der afholdt to supervisioner omkring denne patient. Den første var både min mandlige kollega og jeg selv forhindret i at deltage i. Den anden supervision kom efter kraftig opfordring to måneder efter episoden, og her var det kun mig, der kunne deltage.
Mange af vores kollegaer ringede til os privat og snakkede med os om episoden, ja selv afdelingens overlæge ringede og spurgte til os. Det har virkelig betydet så meget for mig, men det kunne altså ikke helt gøre det.
Vi fik ikke psykologhjælp. Vi bad ikke om det. - Og det var der en grund til.
For når man har det træls med at gå på arbejde, måske er bange, i hvert fald for at en lignende episode skulle ske, man er ked af det, ja bare føler at gryden er fyldt, så kan det være meget svært at bede om den nødvendige hjælp. Jeg gik jo og ventede på, at det skulle gå over af sig selv, at det bare ville holde op med at gøre ondt. Egentlig havde jeg heller ingen forestilling om, at det ville være så svært.
Mange af mine kollegaer sagde til mig, at det havde, set med deres øjne, været en meget voldsom episode. Nogen sagde ligefrem til mig, at de var glade for, at det ikke havde været dem, der var i vagt den nat. Faktisk talte mange om, at det måtte have været hårdt for os.
Og ja, selvfølgelig var det hårdt, men det var ikke det, der var værst for mig.
De, der har prøvet det, ved at det gør ondt at brække ribben, og at det gør ondt i meget lang tid. Det var jeg naturligvis også meget træt af, og lidt gal på patienten.
Men jeg vil vove den påstand, at det at være udsat for psykisk vold næsten gør mere ondt.
Du kan ikke se det, det er der bare mere eller mindre hele tiden.
Nu er jeg så begyndt at få psykologhjælp, ca. 1 time om ugen. Det er meget godt, men efter 1. time hos psykologen, tænkte jeg at jeg nok aldrig kom tilbage i psykiatrien, og hvad skulle der så blive af lille mig?
Men her trådte min sikkerheds- og min tillidsrepræsentant til. De kunne orientere mig om, at verden måske ikke var så sort for mig. Det viser sig jo nemlig, at der er muligheder for sådan en som mig, der bare trænger til en time out.
Jobrotation og skånejob.
Det kan godt føles som et nederlag at skulle erkende, at man ikke lige nu kan klare sit job, og at man er nødt til at få hjælp. Endnu større nederlag kan det være at erkende, at man er nødt til lige at runde en anden afdeling, inden man igen kan passe sit arbejde. Hele den problematik kender jeg allerede som min egen bukselomme.
Den er svær at komme uden om, men på den anden side af alt det her ligger mulighederne. Det er bare lige med at komme der over...
Rikke.
SOLIDARITETEN OG DET PSYKISKE ARBEJDSMILJØ
Af Jesper Dideriksen
Hvordan skal vi som kolleger forholde os, når vi oplever at kollegerne i naboafdelingen lider under et dårligt psykisk arbejdsmiljø ?
Sådan lød ét af de indledende spørgsmål, da klubbestyrelsen for nylig(se evt. referat af 25.3.98) trodsede "berøringsangsten" og uopfordret indledte en debat om arbejdsmiljøet indenfor ungdomspsykiatrien og på afd. 39.
Debatten blev indledt på grundlag af enkeltsager og "fornemmelser". Derfor var det vel også naturligt, at konklusionen blev noget i retning af: "at følge udviklingen nøje, og evt. søge at trække på ekspertise udefra".
Min oplevelse var, at der bagved denne konklusion lå en opfattelse af, at der - et eller andet sted - ligger en grænse for, hvilke forhold, der kan bydes kollegerne inden man selv føler behov for at reagere. Altså en ren solidarisk holdning, og det er jo fint nok. Spørgsmålet er, hvad kan solidariteten bruges til i en sådan sammenhæng ?
VI VED EN MASSE
De fleste ansatte indenfor et arbejdsområde som psykiatrien ved helt sikkert en masse om, hvad der skal til for at opnå et godt psykisk arbejdsmiljø.
Vi ved også hvilke faktorer i arbejdsmiljøet, vi skal være særligt opmærksomme på, hvis vi skal have de enkelte medarbejdere til at trives.
Vi ved f.eks., at lederproblemer og samarbejdsforhold har stor betydning for de ansattes psykiske helbredstilstand, men at sådanne forhold ikke umiddelbart regnes med under Arbejdsmiljøloven. Men vi må ikke glemme, at arbejdets organisering hører ind under Arbejdsmiljøloven, og en del af de problemer, der kan være mellem ledelse og medarbejdere, ofte kan ses som organisatoriske problemer.
Organisatoriske problemer kan f.eks. være:
- Arbejdstidens placering og den ansattes reelle indflydelse herpå
- Indflydelse på eget arbejde - herunder mulighed for at planlægge arbejdsdagen
- Mulighed for at få støtte fra kolleger
- Arbejdstempo
- Pauser
Problemer på disse områder kan reelt og objektivt vurderes og måles.
Vi ved også godt, at de psykiske reaktioner på stress og psykisk træthed eksempelvis kan være, at tænkningen bliver mere uklar, at informationer er vanskeligere at opfatte og at vrede oftere vendes indad. Hertil kan komme en række fysiske reaktioner, og vi ved at den enkelte ofte vælger at dulme sådanne ubehagelige tilstande med cigaretter og alkohol.
SLUGTEN MELLEM TEORI OG PRAKSIS
I litteraturen støder man også på en arbejdsbetinget tilstand, som kaldes "psykisk mætning" - heri indgår:
- Uro
- Anspændthed
- Øget vågenhed og psykisk aktivitet
- Følelse af ulyst og modstand over for arbejdet
I en bog af Else Relster er det beskrevet således:
"Psykisk mætning fremkaldes ofte af varieret arbejde, f.eks. hos personer, som i årevis har arbejdet med klienter, patienter m.v.
Ved psykisk mætning vil der ofte være et ønske om at komme ud af den ulystbetonede arbejdssituation. Hvis dette ikke er muligt, kan resultatet blive, at man får et kynisk forhold til sit arbejde og til andre mennesker og ser eventuelt patienter, elever m.v. som ting."
En anden væsentlig belastning i det psykiske arbejdsmiljø er risikoen for vold. De ansattes muligheder for at indleve sig i den psykotiske patients måde at opleve på - og derigennem at opfange evt. signaler på "lurende" aggressiv adfærd, er tæt forbundet med de ansattes trivsel.
Hvis de ansatte eksempelvis er stressede, trætte eller psykisk mættede, øges risikoen for voldelige episoder.
De belastninger og problemer det kan afstedkomme, vil jeg undlade at komme ind på her. Men istedet vil jeg indskærpe, at vi i det psykiatriske arbejdsområde husker på, at en stor del af de almindelige kendte belastninger i det psykiske arbejdsmiljø hører med til vor hverdag.
Når vi erindrer os om, at flere - ofte enda mange - af de forhold, der er almindelig anerkendte som belastningsfaktorer, ofte optræder samtidig, må vi erkende, at arbejdet med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø bør have en meget central placering.
PROBLEMER RYGER I GLEMMEBOGEN
Når det indimellem - trods den rimeligt store viden - går så gruelig galt med det psykiske arbejdsmiljø indenfor det psykiatriske arbejdsområde, kan det skyldes:
1) Såvel kollegiale, behandlingsmæssige og arbejdsmiljømæssige principper, som vi "menige medarbejdere" udmærket kender betydningen af, bliver tilsidesat når vi har travlt eller udsættes for mange spidsbelastninger. Når dette sker ofte nok, "skriver vi "reglerne" i Glemmebogen."
2) Mellemlederne, der selv udfører job i de belastede miljøer,
bliver selv "angrebet" af arbejdsmiljøet, og "glemmer" - ligesom de ansatte - at foretage det nødvendige.
3) Mellemledere og ledere ved for lidt og er især for
ringe uddannet til at vende "en negativ spiral" i det psykiske arbejdsmiljø.
4) Ledelsen forstår situationens alvor og kæmper politisk, men når ikke igennem, og "glemmer så problemet".
Andre forhold end de her nævnte kan selvfølgelig være fremherskende, men det afgørende er, at medarbejdere og ledere tør gennemføre en dialog, der tager sigte på konstruktive tiltag - herunder også mulighederne for at hente hjælp "udefra".
