foalogo  
FOA-Psykiatri - et fagligt videnscenter
Skovagervej 2, 8240 Risskov, Tlf. 7789 3281, SE nr. 1287 7749 - Danske Bank reg.nr. 9570 2280876


 

 
 
 
 
 
 
 
 
 

 


 Social- og sundheds-
 assistentklubben

 

 
 
 
Vingefanget
Medlemsblad for Psykiatriklubben Århus
Januar 1998

Redaktionen: Mette Grandjean, Jesper Dideriksen, Jesper Priskorn.

Hermed en lidt forsinket

Glædelig jul og godt nytår.

Den opmærksomme læser vil allerede have opdaget, at Vingefanget har fået nyt layout. Vi håber, at det vil falde i læsernes smag.

Vi vil gerne her gøre opmærksom på, at bladet er beregnet på alle Psykiatriklubbens medlemmer. Af praktiske grunde udsendes bladet uden modtager-navn, så vi forventer, at I på arbejdsstedet vil omdele det til de relevante personers postrum.

Skulle der mod forventning ikke komme blade nok, kan flere rekvireres på Psykiatriklubbens kontor.

Da der stadig er nogle social -og sundhedsassistenter, der er i tvivl om, de er medlem af klubben, skal det nok engang slåes fast, at ALLE social- og sundhedsassistenter, der er medlem af FOA og ansat i Psykiatrien i Århus, automatisk er medlem af Psykiatriklubben Århus.

Vi har fået ny chefsygeplejerske i psykiatriledelsen:

Hun kom - hun så - og hun sejrede, sådan lød nogle af de pæne ord, der blev sagt om Agnete Iversen, tidligere chefsygeplejerske for Psykiatrien i Århus Amt.

Agnete har nu valgt at prøve nye udfordringer som direktør for Psykiatrien i Sønderjyllands Amt. Held og lykke med det!

Ny chef på posten er Inge-Lise Vad, tidligere oversygeplejerske på Psykiatrisk hospital i Risskov, afdeling B. Vi ønsker tillykke med jobbet, og håber på et godt samarbejde fremadrettet.

Generalforsamling 1998 vil foregå d. 18 Februar

i" den gamle festsal ", se indkaldelse andetsteds i bladet.


Nye jobmuligheder i Psykiatrien:

Hotel Windsor er nu ombygget til et botilbud for sindslidende. Windsor er etableret, som en del af Katrinebjerg Centret, hvorfra også en del af de 12 nye beboere kommer.

Stillingerne på Windsor har haft så stor en interesse i Psykiatrikredse, at ikke mindre ind 178 har søgt ansættelse til de 9 stillinger.

Flere stillinger bliver der, når lokalpsykiatrien i løbet af foråret skal udvides med én medarbejder/hjemmestøtte i hvert af de 4 områder.


Nye lønformer:

Vi kan allerede nu opfordre til, at alle medlemmer går hjem og leder i de gamle arkivskabe, eller hvor man nu gemmer sine personlige papirer om uddannelse, kurser og lign. Det er nemlig meningen, at hver enkelt medarbejder skal have lavet en jobprofil, som skal ligge til grund for en del af de nye lønninger. I vil senere modtage et skema, hvor disse oplysninger skal indskrives.

Tillidsrepræsentanterne vil selvfølgelig yde den fornødne hjælp og vejledning, men det er vigtigt, at alt bliver beskrevet - det gælder også kurser og andre uddannelser som man kan have taget i fritiden.


Strukturen i FOA Århus afdelingen efter 1999:

Ved sammenlægningen af DKA og HAF til vores nye organitation FOA, var der mange ideer om strukturen helt ud i klubberne. Derfor blev der givet " frit løb" for forskellige initiativer til nye former for klubdannelser, bl.a. valgte vi at danne Psykiatriklubben - en såkaldt områdeklub for psykiatriansatte under Århus afdelingen.

Vi mener selv det har været en succes, men nu skal vi nok til at bryde op igen. Der er indkaldt til en bestyrelsekonference i Århus afdelingen, hvor alle sektorer skal deltage og snakke struktur efter 1999. Desværre er flertallet indstillet på, at vi alle skal have mono-faglige faggruppeklubber. Dette er dog ikke afgjort, men meget peger i den retning.

Vi har derfor taget initiativ til at indkalde vores nærmeste samarbejdsklubber, nemlig Social-og sundhedsassistenter, sygehjælpere, plejehjemassistenter, beskæftigelsesvejledere til en snak om, hvordan, vi mener, strukturen skal se ud efter 1999. Vi er alle grupper som bliver overtaget af Social og sundhedsassistenterne efter en årrække. Derfor overvejer vi meget, om vi skal starte et mere formelt samarbejde med henblik på at slå os sammen til én samlet klub efter en periode. Dette skal ses i lyset af, at vi som uddøende grupper bliver færre og færre medlemmer og derfor ikke kan oprette den samme service overfor vores medlemmer på sigt.

Et formelt samarbejde vil kunne betyde, at vi bibeholder en gren som arbejder målrettet med psykiatriansatte og opretholder den samme service som nu. Dette er dog på ingen måde afgjort, men for ikke at "blive taget med bukserne nede" vælger vi at være lidt fremsynede fremfor at læne os tilbage. Vi vil vide noget mere til generalforsamlingen - så mød derfor op.

jp.


"JEG SAVNER PIA KJÆRSGAARD !"

- Citat fra Naser Khader, underviser på vores lokal- kursus " Ære og skam ".

Lokal kurset, som foregik i dagene 7. og 8. oktober, var efter vores mening en stor succes. Alle kom hjem med en betydelig større forståelse for flygtninge og indvandreres situation i Danmark. Forståelsesrammens størrelse skyldes Naser Khader grundige gennemgang af den muslimske trosretning, krydret med en stor indsigt i begreberne ære og skam, som mange af denne trosretning er opdraget til at leve under.

Som danskere har vi den opfattelse, at begreberne skyldes den muslimske tro. Dette blev gjort til skamme, da de tydeligvis er levn fra den kristne levevis, som de stadig efterlever. Naser gjorde os opmærksom på, at vi også i Danmark havde store børneflokke omkring århundredeskiftet, og den første fødte søn var den eneste ene og arving til familiegodset. Pigerne blev der passet på, og de blev gift væk. Pigens forældre betalte brylluppet etc. Hvis vi spørger vores forældre eller bedsteforældre, vil de kunne fortælle om flere lignende gamle traditioner.

Vores industrialisering og bedre skolegang har gjort, at vi i dag er mange skridt foran nogle af de indvandrere/flygtninge, som kommer fra landdistrikterne uden eller kun med meget lidt skolegang. Derimod har anden generations indvandrene den samme viden og skolegang som os. Så det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før de opdrager deres børn på lige vis som danskerne.


Til toppen

BESØGER HOSPITALET

Især for de, der ikke deltog i kurset, bør det være interessant, at Naser Khader først i det nye år kommer på besøg på Psykiatrisk Hospital. Uddannelsesafdelingen har arrangeret en temadag - følg med i opslagene eller kontakt skolen.

Vi hører så meget i pressen om de fremmedes tendenser til at bo i ghettoer og lave deres egne skoler. På kurset legede vi med tanken: Hvordan ville vi gøre som danskere, hvis det var os, der var flygtninge i et af de varme lande ?, Hvor ville vi bo ?, Ville vi søge sammen med andre danskere og skandinaver, eller ville vi søge at integrere os med nationens egen befolkning, etc.

Citatet i overskriften er fra en fortælling om et besøg i Saudi Arabien, som Naser havde foretaget - allerede efter 2 dage i den bureaukratiske mølle dernede savnede Naser det værste han kan tænke sig i Danmark - PIA.


REJSEN TIL AMERIKA ! - ET MEDLEMSMØDE.

D. 13. November afholdt Psykiatriklubben et medlemsmøde omkring psykiatrien i Amerika, nærmere betegnet i Californien. Uffe Vandkrog, Dorte Cramer og Gunnar Thaysen alle 3 plejere, fortalte om deres oplevelser fra besøg på henholdsvis et alm. statshospital, et supersikret retspsykiatrisk hospital og et arresthus. Oplevelserne skyldtes i høj grad nogle kontakter Gunnar Thaysen havde opbygget via sit arbejde som volontør i 4 måneder tilbage i 1978 på det almen psykiatriske hospital.

Det var et medrivende foredrag, hvor vi som tilhøre kunne gispe over de forhold, som blev budt de psykisk syge mennesker. Meget af behandlingen blev bygget op om opdragelse. Friheder opnåede man ved at tale høfligt, tage sin medicin og deltage i deres udmærkede terapiformer. Resultaterne var dog udmærkede, og der blev ikke udskrevet nogle patienter, uden der var bygget en netværk op omkring dem, og at de havde en bolig samt eventuelt et arbejde.

Arbejdet kunne de få, fordi de samtidig med behandlingen kunne tage en uddannelse på hospitalet.

Et af de store gisp opstod, da Gunnar fortalte, at de også lavede eksperimenter alá 2. verdenskrig på enkelte af patienterne, som dog frivilligt havde indgået i forsøget. Et forsøg gik ud på at seksualforbrydere fik tilsluttet strøm på testiklerne, blev sat til at se pornofilm og når lystfølelsen kom, blev den registreret via elektroderne og dette medvirkede, at der blev sprøjtet amoniak op i næsen. Dette skulle have en god virkning og nogle få skulle være blevet "kureret" for deres lyster.

De store psykiatriske hospitaler, som var udmærkede, blev bygget op under Ronald Reagan愀 præsidenttid, så noget godt lavede han. De begyndte meget før os med tankerne om distriks psykiatri, og i dag er der kun meget få sengepladser til rådighed. Disse er forbeholdt psykisk syge, der har begået forbrydelser. Resten må klare sig selv , og der er derfor utroligt mange hjemløse i L.A. området. Arresthusene er fyldt op med psykisk syge, og de kan kun komme under behandling, hvis de har en forsikring - forsikringen dækker dog kun indlæggelse i 21 dage, derefter bliver man smidt på gaden igen, uanset om man er rask eller ej. Er det der vi er på vej hen med de liberales ønsker om privatiseringer ?

Der blev også sat fokus på Poul Munk`s advarsler om nedlæggelser af senge herhjemme.

Det var en meget hyggelig aften. Desværre var der kun mødt 14 personer op, så noget tyder på, at fritidsarrangementer ikke sagen for de fortravlede medlemmer.

jp.


Generalforsamling i Social-og sundhedssektoren bliver d. 10 Marts 1998.

Det er blevet besluttet, at generalforsamlingen skal foregå på en mere debat-præget facon, hvor der vil være "vandrene" mikrofoner, så man kan stille spørgsmål nede fra salen til beretningen og fremtidsvisionerne.


____________________________________

INDKALDELSE TIL GENERALFORSAMLING I

PSYKIATRIKLUBBEN ÅRHUS

DEN 18. FEBRUAR 1998 KL. 18.00

 

中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中

DAGSORDEN:

1. Valg af dirigenter

2. Valg af stemmetællere

3. Beretning

4. Regnskab

5. Indkomne forslag

(skal være formanden i hænde 8 dage før generalforsamlingen)

6. Fastsættelse af kontingent

7. Valg ( senest 14 dage før generalforsamlingen fremsendes skriftligt

forslag til nye kandidater til formanden med medlemmets accept )

Næstformand 2 år Mette Grandjean Genopstiller

Kasserer 2 år Hans Jørn Christensen Genopstiller

Bestyrelsesmedlem 2 år Jesper Dideriksen Genopstiller

Bestyrelsesmedlem 2 år Alice Grunspahn Genopstiller

Næstformandssupl. 1 år Jesper Dideriksen Genopstiller

Kasserersupl. 1 år Bent Hvolby Genopstiller

Bestyrelsesmedlemssupl. 1 år Susanne Kaas Havemann

Bestyrelsesmedlemssupl. 1 år Ubesat

Bilagskontrollant 2 år Preben Elgård Genopstiller

Bilagskontrollantsupl. 2 år Erling Janerka

Fanebærer 2 år Anna Jensen Genopstiller

Fanebærersupl. 1 år Jørgen Nyegaard Genopstiller

Evt. valg i henhold til 11

8. EVENTUELT

( Beretningen kan for interesserede afhentes på kontoret fra Mandag d. 12/2 - 1998 )

中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中中 GENERALFORSAMLINGEN AFHOLDES I PSYKIATRISK HOSPITALS

GL. FESTSAL.( ved tårnbygningen) - SPISNING KL. 17.30 - 18.00

Der vil under spisningen være valg til en Bestyrelsessupleant til

Social og sundhedssektoren for Plejerne - Mette Grandjean opstiller.


"Arbejde med vold, arbejd mod vold"

Af plejerne Søren Risager og Torben Frøkjær Retspsykiatrisk afd. 6.

Denne artikel er om voldshåndtering.

Vi er to personer der sammen har startet et projekt:

" Arbejde med vold, arbejd mod vold ", som er støttet med en portion penge til at fremme den viden, der er tilgængelig blandt det personale, der er ansat på de afdelinger med voldsomme, psykisk syge klienter i Århus Amt .

Baggrunden for tiltaget er, at vi er af den overbevisning, at voldshåndtering er et godt emne at gå i dybden af. Mange kan få gavn af at hente undervisere til det kommende personale i den akutte psykiatri .Vi vil gerne ud i andre afdelinger for at fortælle om vores viden om emnet.

C Torben Frøkjær har været tilsluttet undervisningsafdelingen med indlæring af greb ved fastholdelse af urolige klienter.

C Søren Risager har undervisningserfaring.

C Vi har begge været ansat i akut psykiatri i mange år og derfra interessen for volds håndtering.

Det er et år siden, vi startede med dette tiltag, først med at lave projektbeskrivelse og siden med den undervisning, der også er målet for vores projekt. Vi har været ude

at informere to hold nye socialpædagostuderende i Jelling om vores viden, som vi meget gerne vil videregive. Det er i beskrivelsen af projektet klart sat op, at vi vil prøve at tilegne os så megen viden som muligt og formidle denne viden i undervisningsform.

Det vil her være for meget at komme ind på detaljerne i projektet, derfor kan vi kontaktes for yderligere informationer på :

Retspsykiatrisk afdeling 6 Tlf. 86178377 lokal 2106 eller 2206

Vi er blevet interviewet til et par fagforeningsblade, som udkommer sidst i December og først i det nye år.

Vi vil senere informere mere indgående om projektet her i Vingefanget.

Plejer Søren Risager

Plejer Torben Frøkjær.


BRUGERINDFLYDELSE PÅ VEJ

Har brugere, beboere, patienter, eller hvad vi nu kalder dem, den indflydelse på egen livssituation og behandling, som de bør have ?

Hvis spørgsmålet blev rettet til den arbejdsgruppe af brugere, ansatte og ledelsesrepræsentanter, der siden sommerferien har arbejdet med brugerindflydelse, vil svaret være et rungende NEJ.

I en knapt færdig rapport skildres en række områder, hvor det vil være ønskeligt om brugerne får - eller får mulighed for - en højere grad af indflydelse.

Brugerindflydelse kan dreje sig om organisering af små ting i hverdagen, men handler også om indflydelse på de basale ting, som forståelsen af sundhed og sygdom, udvikling og valg af behandlingsstrategier og dermed også de ansattes uddannelses- og efterudannelsesforhold.

I løbet af foråret forventer vi, at psykiatriledelsen kan udsende en politik på området, sådan at alle områder indenfor den amtslige psykiatri får fælles retningslinier for udvikling af brugerindflydelsen.


INDLÆG

 
Århus Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning
Familie- og Arbejdsmarkedssektoren
Bofællesskabsteamet
Mejlgade 8, 8000 Århus C.
Telefon 86 13 06 66. telefax 86 19 04 25

"Vingefanget"
Medlemsblad for
psykiatriklubben Århus

Århus, den 13. november 1997

Det er med stor undren, at vi i Århus Kommunes Bofællesskabsteam læser oktober 1997 nummeret af bladet "Vingefanget".

Det fremgår, at I er i besiddelse af oplysninger om, "at Bofællesskabsteamet giver op og siger nej tak til færdigt behandlede klienter - med det resultat, at det kan ende med indlæggelse".

Dette er påstande som ikke er i overensstemmelse med vores opfattelse af, de sager, der drøftes på socialpsykiatriske konferencer, og Bofællesskabsteamet siger ikke fra overfor færdigt behandlede brugere til bofællesskab, såfremt de tilhører målgruppen.

I stedet for denne form for argumentation, hvor "vi hører flere og flere kommentarer", skal vi anmode om at få dokumenteret påstandene. Det vil alt andet lige være nemmere at forholde sig til en kritik, hvis denne rettes direkte hertil og konkretiseres.

Med venlig hilsen

Margit Gissel

Leder af Århus Kommunes Bofællesskabsteam


Vi takker for indlægget i Vingefanget fra Margit Gissel, Leder af Bofællesskabsteamet Århus kommune.

Det er med stor glæde at vores medlemsblad for Psykiatriklubben Århus, bliver læst af så stor en skare, vi vil tage det som udtryk for, at stoffet er af almen interesse.

- Som det fremgår af brevet, kommenterer Margit Gissel, den del af vores indlæg i Vingefanget, oktober nummer, der omhandler påstande vedrørende bofællesskabsteamets opgivelser overfor nogle klienter. Vores pointe i indlægget var, i højere grad at få en dialog igang i forhold til faggrupper / tværfaglighed og samarbejde, snarere end at slå hinanden oven i hovedet med udokumenterede påstande. Men ikke desto mindre, hvis vi skal forholde os til Margit Gissels læserbrev, hører vi om svære samarbejder omkring den enkelte klient, der på os virker alarmerende. Det kan selvfølgelig være at disse klinter viser sig, alligevel ikke at høre til i bofællesskabsteamets målgruppe - Det kan være svært i et medlemsblad at konkretisere kritikken, men vi tager Margits Gissels henvendelse positivt og vi er selvfølgelig fortsat interesseret i en dialog.

mg.


Medlemmerne og andre læsere opfordres til at komme med indlæg til Vingefanget.


 

ET SOCIALT KAPITEL

Af Reimar Muurmand

Århus Amt har påtaget sig et socialt ansvar, som omhandler hvad Århus Amt kan gøre for de medarbejdere, der ellers risikerer at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet, fordi deres erhvervsevne er nedsat eller påvirket p.g.a. sygdom, skade eller handicap.

Det sociale kapitel træder i kraft 1. Januar 1998. Der tages individuelle hensyn til ansatte, der ønsker at gå ned i timetal eller overgå til et mindre krævende arbejde. Der skabes også mulighed for omplaceringer eller omskoling, som skal overvejes inden der sker afskedigelser.

Fastholdelse, d.v.s. medarbejderens mulighed for at blive i sin stilling, af en medarbejder, der får /har nedsat erhvervsevne, kan tages op på initiativ af medarbejderen eller af leder, kollega, tillids- eller sikkerhedsrepræsentant eller den faglige organisation. Det vil sige, at der er et fælles ansvar, som i første omgang skal finde sin løsning i det enkelte driftsområde. For os i psykiatrien drejer det sig om Århus Amt. Kan det ikke i første omgang løses, er der mulighed for at hente konsulentbistand i Løn- og personaleafdelingen i Århus Amt. Dette gælder for både medarbejdere og ledere.

Målgruppen for det sociale kapitel er ALLE ansatte i Århus Amt uanset ansættelsesform.

Økonomien er der også taget stilling til, og her skelnes mellem afklaringsfasen og dagligdagen.

Afklaringsfasen er den periode, der går, indtil en endelig aftale om det fremtidige ansættelsesforhold er truffet. Fasen skal om muligt være tidsmæssigt begrænset, d.v.s. der skal aftales en startdato og en slutdato. I den periode skal problemet belyses og muligheder afprøves. Institutionen har mulighed for økonomisk støtte, hvis de påtager sig en særlig opgave - f.eks. at fastholde eller modtage en medarbejder indtil sagen er afklaret, selvom medarbejderen ikke er fuldt arbejdsdygtig.

Dagligdagen kommer, når afklaringsfasen er afsluttet. Der er nu indgået en aftale, og udgifterne skal i fremtiden afholdes af arbejdsstedet, evt. suppleret med diverse offentlige tilskud. Der er nu ikke længere tale om en midlertidig ordning, men et ansættelsesforhold der i princippet kan fortsætte uændret på de nye betingelser. Omkostningerne betragtes derfor som en driftsudgift for institutionen. Århus Amt har det første år afsat penge til medarbejdere, koordination, sagkyndigt team, tilskud i konkrete sager og gennemførelse af handlingsplan. Beløbet er på i alt 1,4 mill. kroner.

Der er nedsat en gruppe repræsentanter fra medarbejdere og ledelse, som skal følge det sociale kapitel meget tæt i 3 år.

Skulle der være ansatte som vil vide mere om det sociale kapitel, vil der være mulighed for at rette henvendelse til Psykiatriklubben eller til undertegnede, som er involveret i det sociale kapitel.


ENDAGSSYGE I ÅRHUS AMT - UDTALELSE FRA FÆLLESSAMARBEJDSUDVALGET.

Fællessamarbejdsudvaget i Århus Amt har på foranledning af Økonomiudvagets beslutning den 25. november 1997 drøftet spørgsmålet om eventuel undersøgelse af éndagssygefraværet.

Efter en drøftelse i Fællessamarbejdsudvalget, var der enighed om at udtale:

* stor tilfredshed med det arbejde, som i de seneste år er foregået i Århus Amt på det personale politiske område, herunder initiativerne vedr. nedbringelse af sygdom,

* at den foreliggende sygedagsregistrering ikke gør det muligt at foretage en pålidelig opgørelse af éndagssygedagsfraværet fordeling på ugens dage, hvad enten undersøgelsen foretages af eksterne konsulenter eller amtet selv,

* at en tilbundsgående undersøgelse af éndagssygefraværet i form af en bagudrettet eller fremadrettet interviewundersøgelse vil stride mod lovgivningens bestemmelser om sygdom som et privat anliggende,

* at det vil være tvivlsomt hvorvidt det vil være muligt for eksterne konsulenter at foretage en korrekt undersøgelse under respekt af lovgivningens bestemmelser jvf. ovenfor - ligesom udvalget ikke finder, at de personalepolitiske omkostninger i forbindelse med en sådan undersøgelse i form af utryghed og mistænkeliggørelse vil kunne retfærdiggøre et sådan iniativ.

Udvalget udtrykker derfor tilfredshed med det arbejde vedr. langvarigt sygefravær, arbejdsmiljø, socialt kapitel, personalepoliske bulletiner, arbejdspladsvurdering m.v., som igennem årene har fundet sted og med den opmærksomhed, der herved er tildelt sygefravær, og foreslår Økonomiudvalget at opfordre alle samarbejdsudvalg i Århus Amt til i forbindelse med behandlingen af rapporten om langvarigt sygefravær fortsat at have opmærksomheden på éndagssygefraværet - uanset at fællessamarbejdsudvalget ikke har grundlag for at antage, at der er særlige problemer på dette område.

Fællessamarbejdsudvalget mener ikke, at der er grundlag for mistanke om uberettiget fravær og henholder sig til det arbejde, der allerede er igangsat vedr. sygefravær, jvf. ovenfor og til amtets sygefraværs statistik, som viser at sygefraværet i århus Amt er på et lavt niveau sammenlignet med tilsvarende arbejdspladser.

FOA har 3 repræsentanter i Fællessamarbejdsudvalget, og vi har en klar forventning at FOA i henholdsvis Randers, Silkeborg og Århus frafalder kravet om en undersøgelse af éndagsfraværet og bakker op omkring deres 3 repræsentanter i Fællessamarbejdsudvalget.

På Økonomiudvalgets møde d. 16. december 1997 tilslutter Økonomiudvalget sig alle punkter i Fællessamarbejdsudvalgets udtalelse. - os 3 repræsentanter mangler stadig en tilkendegivelse fra FOA-Århus Amt om de bakke op om os - imodsatfald vil vi overveje vores pladser i Fællessam-arbejdsudvalget.

Jn.

Akut indlagt -

Den helt rigtige

disposition

Stiftstidende - Søndag 5. oktober 1997

Psykiatri. En hyldest til 蝕olbøttefabrikken i Risskov

Af

Inger Højmark Møller

 

Kolbøttefabrik, sådan kaldte vi 與sykiatrisk Hospital i Risskov. Det er slet ikke så tosset endda, da jeg var vidne til flere, som faktisk slog en kolbøtte, fra de kom ind og til den dag, hvor de kunne komme hjem igen og starte på en frisk.

Jeg var på lukket afdeling i to omgange og på åben ligeledes to gange i løbet af de fire måneder i 1994, jeg var det. Jeg fik derfor et godt indtryk af afdeling 1, 88 og 31.

Jeg havde været igennem en række ulykkelige hændelser, som sluttede med, at jeg mistede min unge søn på 28 år ved en færdselsulykke. Det slog bunden væk under mig og det slog klik for mig, så jeg var fast besluttet på ikke at ville leve længere. Derfor blev jeg indlagt akut.

Vi bliver naturligvis visiteret for skarpe ting (på de lukkede afdelinger), som man kan bruge til at gøre sig selv eller andre fortræd med. Og ligeledes er det også nødvendigt, at dørene låses. Hvad skal de ellers gøre? Husk lige på, at så snart vi kommer inden for 蜩urene, så har de det fulde ansvar for os, så det kan ikke være anderledes. For mig at se er det bagateller i forhold til, hvor dårligt man har det, og hvor meget man har brug for hjælp for at komme videre med sit liv, når man engang skal hjem.

Den behandling, jeg fik, var den allerbedste. Jeg følte mig tryg ved at være det rigtige sted og hos de rigtige og fuldt ud kompetente mennesker. De ved ganske enkelt, hvad de har med at gøre, og de lå ofte vandret i luften for os patienter. På de lukkede afdelinger har man to kontaktpersoner, som man altid kan henvende sig til, foruden alle de andre, der var på vagt.

Der var altid nogen, der gav sig tid til at snakke med en, og det både dag og nat.

På de åbne afdelinger har man én kontaktperson. De arrangerede samtaler med f.eks. lægen, kontaktpersonen, en pårørende og patienten. Min kontaktperson var også med mig hjemme og på besøg på min søns grav.

På de åbne afdelinger havde vi forskellige opgaver, som vi skulle passe, f.eks. opvask, borddækning, rengøre ens eget værelse og skifte sengetøj. Vi fik tilbudt mange former for aktiviteter. Det var sommer, da jeg var der, og de arrangerede flere grillaftener for os. Vi fik også et ophold i et sommerhus. Der var et linnedrum, hvor der var alt, hvad man måtte ønske sig til sin personlige pleje - vi kunne bare forsyne os. Badefor holdene var også fine, og vi kunne foretage klatvask, og stryge vort tøj kunne vi også.

Maden var et helt kapitel for sig. Når man blev lidt mere rask, kunne man altid glæde sig til den, da den var både sund, varieret og veltillavet uden smag af storkøkken. Om det så var bollerne om morgenen, så var de ofte hjemmebagte. Ofte var der også hjemmebagt kage til os. Og på de åbne afdelinger synes jeg, det var dejligt, at personalet spiste sammen med os.

Jamen, var der da slet ikke noget negativt at sige om mit ophold på Psykiatrisk Hospital? Jo, det var der, men ikke noget som personalet kunne gøres ansvarlig for. Det var svært med de små værelser, som vi havde, og som vi skulle dele med et vildt fremmed menneske, som vi af gode grunde ikke kunne vide, hvor syg var eller hvilken slags sygdom, det drejede sig om, eller hvor urolig pågældende patient var. Der må jeg alligevel indskyde, at personalet var meget søde til at forsøge at sætte os 裸igtigt sammen. Der var næppe mere end en meter mellem vore senge, og det kneb også med at få plads til vores tøj i de små skabe. Mange var der jo meget længere end jeg.

På de gamle afdelinger kunne vi komme ud for stuer med op til fem senge. Vi på min afdeling fandt det også belastende, at vi hver 14. dag enten skulle flytte til en anden afdeling eller have fremmede hos os, da de af sparehensyn var nødt til at lukke nogle afdelinger i weekenderne. Jeg synes også, der var for få læger, så de derfor ikke havde så megen tid til os.

 

 

Der er ingen tvivl om, at der stadig er en del fordomme mod psykiske sygdomme og hospitalsvæsenet. F.eks. lagde jeg mærke til, at der var mange patienter, der aldrig fik besøg. Mange føler det åbenbart ubehageligt at besøge folk på et psykiatrisk hospital. Hvorfor er det sådan? Disse mennesker har i høj grad brug for støtte og opbakning. Er det måske ikke lige så legalt at blive psykisk smadret som at brække et hen? Begge dele skal da behandles eller lappes sammen. Vi ved jo, at mange på et eller andet tidspunkt bliver så psykisk belastet, at det kræver behandling på et sygehus. Jeg synes, man har pligt til at sætte sig lidt ind i disse 製ager. I dag er det mig, og i morgen er det måske dig.

For mit vedkommende var det den helt rigtige disposition, og jeg fik al den hjælp, de kunne give mig. Behandlingen bestod af samtaler, terapi og medicin. Ligeledes blev jeg tilbudt distriktspsykiatri både under indlæggelsen, og når jeg kom hjem. Dér fik jeg til opgave at skrive til hver gang, og det havde en god terapeutisk virkning på mig.

Jeg vil dog lige indskyde, ,at jeg var både positiv og modtagelig for hjælp og også taknemmelig. Man skal nu engang selv hjælpe til, om det så kun er ved at modtage, men det gælder jo ikke kun psykisk syge. Det er nok grunden til, at jeg fik så meget ud af opholdet, at jeg kunne komme hjem og være hjulpet et godt stykke på vej og have mere mod på at klare mig alene.

Jeg havde jo heller ikke noget alternativ. Min datter sagde ved indlæggelsen,: 蓆ed at sige ja til indlæggelse, har du sagt ja til at kæmpe for dit liv!.

Så en passende slutning her skal være, at give personalet på afdeling 88, afdeling 1 og weekendafdeling 31 stor ros og tak.

SJÆLENS KEMI

SYGEPLEJERSKEN 46/97

AF LISBET LARSEN, JOURNALIST - ILLUSTRATION: POUL HOLCK

Før var midlet psykiaterens briks eller banken i puder. Nu er det antidepressive midler og hjernescanninger. Den biokemiske bølge kan først og fremmest forklares med, at vi nu har de højteknologiske midler til at se, hvordan hjernen fungerer. Og så er den biokemiske model nem at markedsføre.

En af Amerikas mest kendte journalister, Mike Wallace fra dokumentarprogrammet 60 Minutes, talte for nylig åbent om sin kamp mod depression. I aviser, ugeblade og tv-programmer beskrev han de mange år med kommende og gående nedture, manglende koncentrationsevne og søvnløshed. Efter endelig at have konsulteret en læge, var han begyndt at forstå sin lidelse: En kemisk ubalance i hans hjerne fik ham til at føle sig deprimeret, og denne ubalance var nu endelig blevet rettet med i antidepressiva.

Det var en slags apparatfejl, der havde gjort hans arbejdsdage til et helvede og hans privatliv gråtog trist. Wallace mente, det var vigtigt, at en kendt person som han selv stod frem, for det kunne hjælpe titusindvis af andre mennesker, der ofte skammer sig over svære personlige problemer.

Wallaces syn på sig selv og sin lidelse er på flere måder en god indikation af den måde, hvorpå vi i dag opfatter sindets lidelser og sygdomme. Og denne opfattelse bliver hele tiden understøttet af en intens forskning, der koncentrerer sig om biokemi og psykofarmakologi.

Ritalin til Damp-barn

Zac, en niårig dreng, blev sendt til psykiater af sin skolerådgiver, Han havde alle symptomerne på DAMP (Deficit in Attention, Motor Control and Perception), der defineres som: Vanskeligheder med hensyn til opmærksomhed, motorik og perception. Drengen var rastløs, let at distrahere og kom ofte i slåskamp. På skolen var man bekymret for, at Zacs symptomer senere i barndommen og ungdommen ville udvikle sig til det værre. Zac fik ordineret Ritalin, og allerede en time efter at have taget den første dosis, sad han for første gang i lang tid stille på sin stol i klassen. Også derhjemme blev atmosfæren roligere, og hans mor, der før ikke havde anet, hvad hun skulle stille op, følte endelig, at hun effektivt kunne hjælpe Zac.

Hendes bekymringer for, om Zac som 15-årig ville ende i endnu større problemer med fx alkohol, narko eller politiet, gled i baggrunden.

Zacs mors frygt var ifølge forskerne ikke ubegrundet. Fra National Institute of Mental Health - USA's nationale institut for forskning i sindslidelser - offentliggjorde man for nogle år siden en undersøgelse, der sagde, at "biologiske faktorer meget sandsynligt er vigtigere end miljømæssige faktorer i visse opførselsforstyrrelser (conduct disorders), der varer ved ind i voksenlivet."

Undersøgelsen viste en sammenhæng mellem langsom transmission i hjernens nerveceller af stoffet serotonin på den ene side og aggressivitet på den anden. Forfatterne håbede, at hvis man kunne cementere denne sammenhæng via flere studier, ville man have en god basis for tidlig indgriben over for børn, der befandt sig i "risikogruppen for at udvikle patologisk voldsomhed." Denne indgriben kunne enten bestå af medicin eller psykoterapi, eller begge dele.

Hjernens Årti

Den amerikanske kongres har erklæret 1990'erne for Hjernen Årti. Efter Freud og senere hen de socialt bevidste 60'ere og 70'ere, hvor menneskelig opførsel i høj grad blev forstået som en reaktion på omgivelserne og barndommen, er pendulet svinget imod mere håndgribelige og højteknologiske forklaringsmodeller.

I genetikken, der anses for der mest grænseoverskridende del af den psykiatriske forskning, og tror man på, at den dag kommer, hvor afdækningen af genernes sammensætning kan vise os årsagen til alkoholisme, depression, maniodepressive forstyrrelser, skizofreni og sågar rygning for nu bare at nævne nogle få. Og at disse opdagelser kan hjælpe til at fremstille medicin, der lang bedre end i dag kan fjerne symptomerne.

Ifølge psykologen og forskeren Loring Ingraham kommer det intense fokus på hjernens kemi først og fremmest, fordi vi har redskaberne til at gøre det.

"Ved hjælp af CT-scanninger kan vi se en masse ting, vi ikke kunne før. Vi kan måle, hvilke dele at hjernen, der aktiveres under forskellige følelser og handlinger.

Det giver os for første gang mulighed for at besvare en lang række spørgsmål om, hvordan hjernen fungerer," siger professor Loring Ingraham, der arbejder på National Institute of Mental Health og underviser på George Washington University. Loring Ingraham er med i et forskerhold, der primært forsker i behandlingen af skizofreni og maniodepressive forstyrrelser.

Men vi har stadig langt at gå. For eksempel må vi stadig spørge os selv, om neurotransmittere og andre kemiske substanser i hjernen er de eneste afgørende faktorer i adfærd," fortsætter han. Selv om den overvejende del af dagens forskning retter søgelyset mod biokemiske ubalancer, er ikke alle overbeviste om, at det er vejen frem.

'Vi søger simple forklaringer på komplicerede problemer," siger Psykiateren Kevin McCready, San Joaquin Psychotherapy Cener i Californien. Han bruger medicinfri behandlinger af blandt andet psykotiske og skizofrene. 'Den biokemiske forklaringsmodel er nem at markedsføre af flere grunde. Vi tager ansvaret væk fra os selv, og hvordan vi behandler vore børn og vore omgivelser. Vi slipper også for at opfatte os selv om skrøbelige individer, der ikke kan klare alt. I stedet siger vi bare, at nogen har dårlige hoveder," siger McCready. Så når et bestemt område af hjernen viser lysende rødt under en T-scanning, og denne person lider af tvangshandlinger, hvad er det så, forskerne kigger på; årsagn til den evindelige vasken hænder eksempelvis, eller blot virkningen eller udslaget af det. Det er et interessant spørgsmål,

som hele tiden bliver diskuteret. Vi ved ikke, om der findes andre bagvedliggende faktorer, måske andre steder i hjernen," siger David Lewis, professor i psykiatri og neurovidenskab ved University of Pittsburgh. Han har arbejdet med skizofrene i over ti år og har stort held med sin medicinfri behandling, der baserer sig på samtaleterapi.

"Dybest set er det en filosofisk diskussion med to lejre. Nogle mener, at al opførsel kan forklares via hjernefunktion, og andre, dualisterne, som jeg selv tilhører, mener, der er tale om en kombination af biologi og andre, måske mere uforklarlige forhold," siger David Lewis.

Medicinsk sygdom

I de stakkevis af patientpjecer, der udgives af National Institute of Mental Health, NIMH, er forklaringerne på diverse lidelser som angstanfald, spiseforstyrrelser og depression spredt ud på en lang række faktorer. I det amerikanske sundhedsministeriums oplysningspjece om depression står der:

"En større depressiv forstyrrelse er ikke forårsaget af en enkelt faktor. Den opstår formodentlig af en kombination at biologiske, genetiske, psykologiske og andre faktorer. Visse oplevelser i livet, såsom ekstrem stress eller sorg, kan frembringe en foruddisponeret psykologisk eller biologisk tendens til depression ... Husk at depression er en medicinsk sygdom, der kan behandles."

I det enorme opslagsværk 翟omprehensive Textbook of Psychiatry står der:

"Biologien forstærker sin rolle i forståelsen af psykiatriske lidelser. Som et resultat deraf vil behandlingen af psykiatriske sygdomme og sygdomme, der behandles af neurologer og andre medicinere, minde mere og mere om hinanden.

"Det, at vi opfatter psykiske lidelser medicinsk og biologisk, gør det nemmere at behandle og kontrollere disse forstyrrelser med den rette medicin," siger David Lewis.

Ud over at blive anset som en medicinsk sygdom på linie med sukkersyge eller forhøjet blodtryk, opfattes depression nu også af mange forskere som både livslang og kronisk. Dr. Lewis' kollega, lederen af afdelingen for psykiatri på University of Pittsburgh, David Kupfer, har tidligere udtalt, at siden "depression er kronisk, er vi begyndt at opfatte antidepressiva på samme måde, som når vi anvender insulin imod sukkersyge."

I patientpjecerne fra sundhedsministeriet anbefales det, at folk, der har oplevet tre eller flere episoder af depression, vedbliver at tage antidepressiva i en såkaldt vedligeholdelses- behandling.

Denne behandling kan ofte vare resten af livet, men man beroliger med, at flere psykofarmaka imod depression er blevet taget af patienter i over 30 år uden nogle dårlige bivirkninger.

Anskuelsen af depression - eller i hvert fald de tilfælde, hvor patienten har haft mere end en eller to episoder- som kronisk og livslang er forholdsvis ny. Går man tilbage i litteraturen, finder man i 1980-udgaven af 翟omprehensive Textbook of Psychiatry ingen omtale af kronisk depression. I 1985-udgaven er kronisk depression pludselig med, og i 1995 der sket ny ændring. Tidlige udgavers beskrivelser af mulig årsager er helt væk.

Når depression opfattes som medicinsk sygdom, forsvinder grunden til at søge i fortiden efter traumatiske begivenheder, mener Kevin McCready.

"Hvis den amerikanske husmor er ked af det eller deprimeret, giver vi hende en pille. Dermed siger vi, at der ikke er nogen grund til at være deprimeret. Og pillerne virker jo ofte. Vi har løst hendes problem, det vil sige hendes dårlige hjerne," siger McCready.

Folk som Lewis og Kupfer anser det snarere som et skridt f remad der kan hjælpe folk med psykiske lidelser.

"Systemet er i gang med at i passe sig videnskaben, sådan som det sker i alle andre områder af lægevidenskab. Da penicillin blev opdaget, blev andre behandlingsmetoder forældede, det samme ses nu inden for psykiatrien. De færreste bruger 10 år på psykiaterens briks for at få det bedt siger David Lewis.

Medicinalfirmaernes rolle

Adskillige af de undersøgelser der forsker i diverse antidepressivas virkninger og effekt er betalt af medicinalindustrien selv.

Ingen har forsøgt at undersøge om der er en sammenhæng mellem medicinalfirmaernes bevil- ling af forskningsmidler og den tiltagende fokusering på medicinering som et afgørende terapeutisk hjælpemiddel. Men flere psykologer har offentliggjort artikler der klart viser, at forskning, der fremkommer med negative resultater vedrørende brugen af fx antidepressiva, ofte ikke bliver trykt.

"Der er en tendens til, at positive resultater altid er mere velkomne end de negative,, siger David Lewis.

"Der findes et paradigme for forståelsen af psykiske sygdomme, et paradigme om biologi og psykofarmaka, som de store offentlige institutioner som fx National Institute of Mental Health hylder. Ligegyldig hvad mine terapeutiske resultater med skizofrene måtte være, får jeg aldrig et job på NIMH, simpelthen fordi jeg ikke går ind for brugen af psykofarmaka," siger Kevin McCready.

Synet på behandling af sindets lidelser er generelt gået fra fremhævelsen af samtaleterapi til at foretrække en kombination af medicin og psykoterapi. Og den nyeste forskning siger, at både adfærdsterapi og medicin kan ændre den måde, hjernens nerveceller kommunikerer på.

"Terapi er en form for indlæring, og indlæring ændrer selvfølgelig vore hjerner. Hvilken behandling, man vælger af sindets lidelser, kommer derfor an på flere ting. Hvis der er tale om en svær dedepression, viser undersøgelserne, at man ikke kommer ret langt med samtaleterapi alene. Men for mange mennesker er det et spørgsmål om, hvor meget tid, man vil bruge på sig selv," siger Loring Ingraham:

"Hvis vi forestiller os en gruppe overvægtige, der får valget mellem piller eller masser af motion og ændrede spisevaner, så vil mange nok vælge pillerne. Det kræver færre anstrengelser og tager kortere tid," siger Ingraham. Langt de fleste recepter på antidepressiva bliver i USA udskrevet af praktiserende læger uden nogen psykiatrisk eller terapeutisk uddannelse.

"Flere læger end førhen udskriver psykofarmaka, fordi der er færre bivirkninger. Det får også folk til at acceptere medicinen bedre og vedblive at tage den," siger David Kupfer.

Medicin billigst

Mange patienter opnår hurtige resultater med psykofarmaka alene, og det har gjort flere Psykoterapeuter bekymrede. Kan man tænke sig, at disse hurtige, medicinske løsninger på længere sigt vil betyde nedskæringer i den del af sundhedssystemet, der arbejder med terapi? Vil det gøre samtaleterapien og endda omsorgsarbejdet sekundært?

"Det er langt billigere at medicinere folk end at tale med dem," siger psykiateren Kevin McCready.

"I Amerika har vi set en devaluering af uddannelserne af terapeuter. Mange kommer ud efter kun et par år på universitetet med en meget løs teoretisk baggrund, men så er de også billigere end psykologer. For samfundet bliver dette problem mindre væsentligt, når medicinering får første prioritet," siger Kevin McCready. "Der er altid en fare for, at patienten bliver tabt i systemet, fuldstændig på samme måde som i resten af behandlingssystemer. Men at ordinere psykofarmaka til patienter kræver, at lægen taler med patienten for at finde ud af, hvad der vil virke mest effektivt," siger David Lewis, University of Pittsburgh.

Psykologen Loring Ingraham er overbevist om, at der altid vil være et stort behov for samtale og omsorg:

"Men samtidig er det klart, at sundhedsvæsenet har en økonomisk fordel i at lade folk tage pil- ler i stedet for at gå i langvarig samtaleterapi. Men mennesker vil altid have et ønske om at tale om deres problemer, og folk går i dag i terapi som aldrig før. Men man kunne måske være bange i for, at siden der er så stor forskel på udgifter til medicin og udgifter til terapi, at de bedrestillede i større udstrækning bruger psykoterapi og de mindrebemidlede vælger medicin," siger Loring Ingraham.

Social kontrol

Faren ved, at vi både er i stand til og interesserede i at behandle flere og flere følelsesmæssige problemer kan være, at vi som samfund ender med blive mindre tilbøjelige til at acceptere menneskelig lidelse og menneskelige forskelle.

"I en befolkning er det godt at have både vagtsomme mennesker, der bliver ekstremt optagede af, hvad der foregår, måske på grænsen af hvad nogle ville kalde det tvangsprægede, og så andre, der stort set ikke kan hidse sig op over noget som helst. Intet er godt eller dårligt, men det er vigtigt at have et bredt spektrum af følelser og reaktioner," siger Loring Ingraham.

"Spørgsmålet er, hvad der ville ske, hvis vi opfandt en mild form af heroin, hvor, folk stadig kunne arbejde og fungere, men ikke længere blev bekymrede. I stedet ville de være tilfredse med deres situation, ligegyldigt hvor mange stressfaktorer, deres liv holdt. Det ville grundlæggende ændre den måde, samfundet fungerer på, og det er noget, vi med denne udvikling måske skulle se nærmere på," fortsætter han.

I drengen Zacs tilfælde afhjalp man det, der opfattedes som spirerne til en mulig kriminel løbebane, med psykofarmaka. Hvis altså, det var det, man gjorde. Og selv om både Zac og hans er lettede over hans forbedrede tilstand, afføder det spørgsmålet: Hvor meget og hvornår skal problematisk opførsel dulmes med medicin?

For kritikerne af den biokemiske bølge og den øgede medicinering af flere og flere psykiske lidelser er der måske håb forude. Næsten alle er enige om, at pendulet formodentlig vil svinge tilbage igen og den gammelkendte langsommelige roden rundt i barndommen i hvert fald til en vis grad vil få en renæssance.

"Især for mindre alvorlige forstyrrelser tror jeg, vi i fremtiden vil fokusere mindre på biokemi og mere på 蜩ening. Det kan i sidste ende godt gå hen og blive lidt meningsløst, når vi kun kigger på biologien," siger Lorin Ingraham.

 

 

Lisbeth Larsen er bosiddende USA, hvor hun har taget en Mastergrad i psykoterapi.

 

 

Nøgleord. Biokemi, depression, psykiatri, USA.


ET BRUGERSYNSPUNKT.

Føle, tænke eller handle?

- eller historien om, hvorfor patienterne i distriktspsykiatrien burde ha' kurser i

charme, selvtillid og lækkert hår!

af Lise Jul Pedersen

Jeg har været til et foredrag. Foredraget handlede slet ikke om psykiatri. Mere om

forskellige måder at tænke på:

Man kan ha' en følelse - af glæde eller ubehag

Man kan ha' en tanke

- og endelig kan følelsen eller tanken resultere i en handling.

Jeg føler, men handler jeg?

Jeg synes tit, at jeg, som andre er psykisk syge, føler mig deprimeret eller

indadvendt.

Jeg tænker så på, at mit liv kunne være anderledes.

Men egentlig gør jeg ikke så meget ved det.

Jeg handler ikke.

Jeg kan ikke handle, fordi jeg ikke tør. Eller fordi jeg ved, hvad ubehag er, men ikke hvad der venter mig, hvis jeg udvikler mig som menneske.

Så jeg handler netop ikke.

Jeg føler.

Jeg tænker.

Jeg kører, i lighed med andre psykisk syge, tit i ring.

På forunderlig vis bliver jeg ved med at bevæge mig i de samme små cirkler, mens jeg håber på, at tiden mirakuløst skal løse op for de problemer, jeg synes, jeg har men ikke gør så meget ved.

Indtil videre er strategien meget god.

Ulykkelige forelskelser bliver ikke ved, men bliver til små afsavn af ikke at ha' nogen at holde af .

Følelsen af at miste og ikke være elsket kan vare et stykke tid, men bliver så overskygget af glæden ved at gå på et kursus eller at beskæftige sig med daglige gøre-mål, som f.eks. at spise en masse dejlig mad eller drikke uhyrlige mængder kaffe.

Trøst og misbrug

Mange psykisk syge, inklusive mig selv, trøstespiser. Når man spiser, fordi man er ensom eller keder sig, eller har det svært - eller bare skal have noget i munden for at trøste sig, så sætter det sig.

Fysisk men også psykisk.

Psykisk på den måde, at man vænner sig til, at trøst, alkohol, kaffe, smøger eller mad er en måde at dæmpe sorger på. At mildne problemer i stedet for at handle.

Fysisk bliver mange psykisk syge for tykke.

På mange psykisk syge kan man ikke se, at den syge er syg, men på mange kan man godt se det. Har man det ikke godt, orker man ikke at gøre så meget ud af sig selv eller sine omgivelser.

Men det går jo også den anden vej. Føler du, at du ser godt ud og har fået en ny pæn trøje eller et par flotte bukser, så føler du dig også mere selvsikker og glad.

Mange psykisk syge vender følelserne indad og har svært ved at omgåes andre socialt.

Charme, selvtillid og lækkert hår

Mange psykisk syge ville have godt at kurser og temaer, som også almindelige mennesker går til: Her-kommer-jeg - det udvidede kursus i selvtillid, samtaleteknik og kosmetik.

"Charme, selvtillid og lækkert hår, kunne kurset passende hedde, inspireret af den utålelige score-kaj fra BørneTV. Kurset kunne passende blive placeret i distriktspsykiatrien. Distriktspsykiatriens brugere ville så få et tilbud, der var mere grænseoverskridende, og mere vanvittigt overraskende end det, der er normalen.

Når personalet i distriktspsykiatrien pt. skriger om flere ressourcer og flere penge ser jeg det ofte ikke som noget nyt. Mere som tiltag til at videreføre de arbejdsgange og indgroede måder at tænke på, som så længe har været dominerende i et hierakisk opbygget hospital system.

Jeg har det svært

Når man er psykisk syg, har man det ofte svært.

Rent statistisk kan man også se, at psykisk syge ofte lever et liv, der er forskelligt fra

"normal-befolkningens".

Mange psykisk syge har hverken kæreste eller børn.

Mange psykisk syge har ikke en uddannelse eller bruger den ikke.

Mange psykisk syge har ikke travlt, derimod er det at være førtidspensionist også noget med at blive sat udenfor "før tiden", ikke et spørgsmål om frihed til at gøre, hvad man vil.

Spørgsmålet er, om man skal acceptere, at det er sådan, det er.

Jeg siger ikke, at, man ikke kan være lykkelig uden kæreste eller børn, uden arbejde eller uddannelse, men jeg tror, det er svært, hvis man ikke har noget at give sig til.

En indlæggelse på Psykiatrisk Hospital er noget med at få dæmpet symptomerne på den krise, man pt. som patient befinder sig i.

At komme videre i sit liv eller at blive bedre til at tackle de kriser, ethvert menneske kommer i af den ene eller anden karakter, er ikke noget, man får hjælp til.

Det var noget man, troede jeg, fik hjælp til i distriktspsykiatrien. I stedet blev jeg mødt med alm. småsnak uden synderlig dybde.

Jeg bad om psykoterapi, men fik afslag.

Efter godt 3 års forløb blev forløbet afsluttet uden at jeg følte, der var sket nogen synderlig ændring i mine reaktionsmønstre og måder at reagere uhensigtsmæssigt på.

Siden da har jeg undgået at arbejde for meget med mig selv.

Jeg gør det i små doser og holder mig ellers beskæftiget, fordi jeg ved, at jeg ikke trives alene og uden en hverdag, der er fyldt op med aktiviteter.

Jeg har en kat eller tre og en papkasse fyldt med trøstebamser, en dobbeltseng, der står opmagasineret i et udhus og en lejlighed, jeg snart skal flytte ind i.

Af og til er jeg ulykkelig - som f.eks. nu, men for det meste går det meget godt.

Jeg har også planer om, ikke bare at holde op med at være ulykkelig, men også en dag at blive helt og aldeles hysterisk lykkelig.


Kun få voldssager blandt

Sindssyge kriminelle

Men generelt er der en stigning af voldssager indenfor psykiatrien, vurderer oversygeplejerske Jan Nielsen

Afdeling 6 er en lukket og sikret afdeling med normeret plads til ni kriminelle sindssyge på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Det er en retspsykiatrisk afdeling, hvor patienterne er indlagt til behandling for blandt andet skizofreni og misbrugsproblemer.

Generelt er det min fornemmelse, at der er en stigning i antallet af voldssager mod medarbejdere på Psykiatrisk Hospital, fordi vi får flere akutte og svære patienter med mange misbrugsproblemer end tidligere, men på den retspsykiatriske afdeling har vi imidlertid registreret et fald i de seneste år, fortæller oversygeplejerske Jan Nielsen.

Han har arbejdet indenfor psykiatrien i 21 år og det meste af tiden med sindssyge kriminelle. I gennemsnit regner han med at der er to til tre tilfælde af fysisk vold mod personalet om året, og fire til fem tilfælde, hvor patienter retter personlige trusler mod medarbejdere.

Har pligt til at indberette vold

Den fysiske vold kan være slag i ansigtet, at medarbejdere bliver skubbet ind i en væg eller ind i et skab. Vi har været udsat for, at en kollega er blevet slået i hovedet med en flaske. I hver enkelt tilfælde tager vi sagen op i personalegruppen og diskuterer forløbet med en psykolog for at blive bedre til at tackle lignende optræk og forebygge at det sker igen, fortæller han.

Personalet har pligt til at indberette voldelige signaler og hændelser. Et tæt teamwork på afdelingen er en forudsætning for at kunne sætte klare grænser overfor patienterne. En voldelig episode bliver taget op i personalegruppen og forløbet bliver gennemgået både for den der har været i clinch med patienten, og alle der har oplevet konflikten set fra sidelinien.

Også trusler bliver taget op til diskussion i personalegruppen.

Her skelner vi skarpt mellem generelle trusler og personlige trusler. Generelle trusler om at det hele er noget bras, tager vi os ikke nær, men personlige trusler bliver ikke accepteret. Grænsen er overskredet, når en medarbejder bliver udsat for trusler om, at "jeg kommer hjem i dit hus og skærer dine børn i stykker, eller jeg slår din kone ihjel".

Vil undervise i at undgå vold

Vi oplever færre episoder, fordi vi efterhånden har fået mange erfaringer i at registrere voldelige tendenser og undgå dem. Typisk opstår problemerne hos en patient som er misbruger af alkohol eller piller og derfor ikke er i stand til at sætte grænser og hos psykisk angste personer, som i starten af indlæggelsen ikke er blevet medicineret helt præcist. Vi opholder os mest muligt sammen med patienterne og kan løbende tyde aggressive signaler og gribe tidligt ind i en konflikt. Så længe patienten bruger ord for sin vrede, har vi mulighed for at afbøde en optrapning, fortæller Jan Nielsen.

Sammen med tre andre kolleger på afdeling 6 skal Jan Nielsen være med til at synliggøre den viden som er opsamlet hos personalet om at aflæse voldssignaler og at undgå en optrapning. Ideen er at få erfaringerne systematiseret og nedskrevet med henblik på at undervise andre interesserede i, hvordan man mindsker antallet af voldssituationer.


Vedr.: Aktindsigt i personalesager

KTO har tidligere ved skrivelse henholdsvis af den 8. april og den 25. juni 1997 orienteret medlemsorganisationerne om Justitsministeriets arbejdsgruppe om aktindsigt i personalesager, blandt hvis medlemmer KTO var repræsenteret.

Arbejdet i den ministerielle arbejdsgruppe blev afsluttet den 10. oktober 1997, hvor

enighed om en betænkning blev opnået. Betænkningen indeholder bl.a. følgende forslag til ændring af lov om offentlighed i forvaltningen, som vil begrænse retten til aktindsigt i personalesager.

" 2 affattes således:

2. Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen. Sager om lovgivning, herunder bevillingslovgivning, er hun omfattet af loven, for så vidt lovforslaget er fremsat for Folketinget.

Stk. 2. Bortset fra bestemmelsen i 6 gælder loven endvidere ikke for sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. Det samme gælder for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. I sager som nævnt i stk. 2, 2. pkt., gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt angår ansatte i chefstillinger gælder loven endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover. Det gælder dog hun for et tidsrum af 2 år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet.

Stk. 4. Justitsministeren han bestemme, at loven i sager, der er omfattet af stk. 2,

2. pkt. tillige skat gælde for andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 3."

Som det ses, indebærer forslaget, at retten til aktindsigt i personalesager for alle offentligt ansatte, når bortses fra chefer, alene omfatter en række positivt angivne data af betydning for ansættelsesforholdet. Ansatte i chefstillinger må dog tåle, at visse oplysninger om disciplinære reaktioner kan undergives aktindsigt. I bemærkningerne til forslaget er det i øvrigt præciseret, at der vil være tale om ansatte i kontorchefstillinger og derover fx vicedirektører, vicekommunaldirektører, kommitterede, afdelingschefer, direktører. Derimod vil fx fuldmægtige og kontorpersonale ikke.

Når det i forslagets stk. 4 er angivet, at Justitsministeren kan beslutte, at loven skal gælde for andre oplysninger i personalesager end dem, der er nævnt i forslagets stk. 3, tænkes der på oplysninger, der hverken i forslaget eller dets bemærkninger er taget stilling til.

Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget den 14. november 1997, og sendes samtidigt til høring blandt en række organisationer, ministerier, myndigheder m.v., her. under dem, der var repræsenteret i arbejdsgruppen.

Betænkningen offentliggøres torsdag den 13. november 1997, og kan rekvireres ved henvendelse til Statens Information fra mandag den 17. november 1997 på telefon nr. 33 37 92 28, fax nr. 33 37 92 80 eller e-mail: sp@si.dk. Betænkningen koster 100 kr. incl. moms.

Opdateret d. 14.4.2011