Jn.

Akut indlagt -

Stiftstidende - Søndag 5. oktober 1997

Af

Inger Højmark Møller

Kolbøttefabrik, sådan kaldte vi »Psykiatrisk Hospital« i Risskov. Det er slet ikke så tosset endda, da jeg var vidne til flere, som faktisk slog en kolbøtte, fra de kom ind og til den dag, hvor de kunne komme hjem igen og starte på en frisk.

Jeg var på lukket afdeling i to omgange og på åben ligeledes to gange i løbet af de fire måneder i 1994, jeg var det. Jeg fik derfor et godt indtryk af afdeling 1, 88 og 31.

Jeg havde været igennem en række ulykkelige hændelser, som sluttede med, at jeg mistede min unge søn på 28 år ved en færdselsulykke. Det slog bunden væk under mig og det slog klik for mig, så jeg var fast besluttet på ikke at ville leve længere. Derfor blev jeg indlagt akut.

Vi bliver naturligvis visiteret for skarpe ting (på de lukkede afdelinger), som man kan bruge til at gøre sig selv eller andre fortræd med. Og ligeledes er det også nødvendigt, at dørene låses. Hvad skal de ellers gøre? Husk lige på, at så snart vi kommer inden for »murene«, så har de det fulde ansvar for os, så det kan ikke være anderledes. For mig at se er det bagateller i forhold til, hvor dårligt man har det, og hvor meget man har brug for hjælp for at komme videre med sit liv, når man engang skal hjem.

Den behandling, jeg fik, var den allerbedste. Jeg følte mig tryg ved at være det rigtige sted og hos de rigtige og fuldt ud kompetente mennesker. De ved ganske enkelt, hvad de har med at gøre, og de lå ofte vandret i luften for os patienter. På de lukkede afdelinger har man to kontaktpersoner, som man altid kan henvende sig til, foruden alle de andre, der var på vagt.

Der var altid nogen, der gav sig tid til at snakke med en, og det både dag og nat.

På de åbne afdelinger har man én kontaktperson. De arrangerede samtaler med f.eks. lægen, kontaktpersonen, en pårørende og patienten. Min kontaktperson var også med mig hjemme og på besøg på min søns grav.

På de åbne afdelinger havde vi forskellige opgaver, som vi skulle passe, f.eks. opvask, borddækning, rengøre ens eget værelse og skifte sengetøj. Vi fik tilbudt mange former for aktiviteter. Det var sommer, da jeg var der, og de arrangerede flere grillaftener for os. Vi fik også et ophold i et sommerhus. Der var et linnedrum, hvor der var alt, hvad man måtte ønske sig til sin personlige pleje - vi kunne bare forsyne os. Badefor holdene var også fine, og vi kunne foretage klatvask, og stryge vort tøj kunne vi også.

Maden var et helt kapitel for sig. Når man blev lidt mere rask, kunne man altid glæde sig til den, da den var både sund, varieret og veltillavet uden smag af storkøkken. Om det så var bollerne om morgenen, så var de ofte hjemmebagte. Ofte var der også hjemmebagt kage til os. Og på de åbne afdelinger synes jeg, det var dejligt, at personalet spiste sammen med os.

Jamen, var der da slet ikke noget negativt at sige om mit ophold på Psykiatrisk Hospital? Jo, det var der, men ikke noget som personalet kunne gøres ansvarlig for. Det var svært med de små værelser, som vi havde, og som vi skulle dele med et vildt fremmed menneske, som vi af gode grunde ikke kunne vide, hvor syg var eller hvilken slags sygdom, det drejede sig om, eller hvor urolig pågældende patient var. Der må jeg alligevel indskyde, at personalet var meget søde til at forsøge at sætte os »rigtigt« sammen. Der var næppe mere end en meter mellem vore senge, og det kneb også med at få plads til vores tøj i de små skabe. Mange var der jo meget længere end jeg.

På de gamle afdelinger kunne vi komme ud for stuer med op til fem senge. Vi på min afdeling fandt det også belastende, at vi hver 14. dag enten skulle flytte til en anden afdeling eller have fremmede hos os, da de af sparehensyn var nødt til at lukke nogle afdelinger i weekenderne. Jeg synes også, der var for få læger, så de derfor ikke havde så megen tid til os.

Der er ingen tvivl om, at der stadig er en del fordomme mod psykiske sygdomme og hospitalsvæsenet. F.eks. lagde jeg mærke til, at der var mange patienter, der aldrig fik besøg. Mange føler det åbenbart ubehageligt at besøge folk på et psykiatrisk hospital. Hvorfor er det sådan? Disse mennesker har i høj grad brug for støtte og opbakning. Er det måske ikke lige så legalt at blive psykisk smadret som at brække et hen? Begge dele skal da behandles eller lappes sammen. Vi ved jo, at mange på et eller andet tidspunkt bliver så psykisk belastet, at det kræver behandling på et sygehus. Jeg synes, man har pligt til at sætte sig lidt ind i disse »sager«. I dag er det mig, og i morgen er det måske dig.

For mit vedkommende var det den helt rigtige disposition, og jeg fik al den hjælp, de kunne give mig. Behandlingen bestod af samtaler, terapi og medicin. Ligeledes blev jeg tilbudt distriktspsykiatri både under indlæggelsen, og når jeg kom hjem. Dér fik jeg til opgave at skrive til hver gang, og det havde en god terapeutisk virkning på mig.

Jeg vil dog lige indskyde, ,at jeg var både positiv og modtagelig for hjælp og også taknemmelig. Man skal nu engang selv hjælpe til, om det så kun er ved at modtage, men det gælder jo ikke kun psykisk syge. Det er nok grunden til, at jeg fik så meget ud af opholdet, at jeg kunne komme hjem og være hjulpet et godt stykke på vej og have mere mod på at klare mig alene.

Jeg havde jo heller ikke noget alternativ. Min datter sagde ved indlæggelsen,: »Ved at sige ja til indlæggelse, har du sagt ja til at kæmpe for dit liv!«.

Så en passende slutning her skal være, at give personalet på afdeling 88, afdeling 1 og weekendafdeling 31 stor ros og tak.

En af Amerikas mest kendte journalister, Mike Wallace fra dokumentarprogrammet 60 Minutes, talte for nylig åbent om sin kamp mod depression. I aviser, ugeblade og tv-programmer beskrev han de mange år med kommende og gående nedture, manglende koncentrationsevne og søvnløshed. Efter endelig at have konsulteret en læge, var han begyndt at forstå sin lidelse: En kemisk ubalance i hans hjerne fik ham til at føle sig deprimeret, og denne ubalance var nu endelig blevet rettet med i antidepressiva.

Det var en slags apparatfejl, der havde gjort hans arbejdsdage til et helvede og hans privatliv gråtog trist. Wallace mente, det var vigtigt, at en kendt person som han selv stod frem, for det kunne hjælpe titusindvis af andre mennesker, der ofte skammer sig over svære personlige problemer.

Wallaces syn på sig selv og sin lidelse er på flere måder en god indikation af den måde, hvorpå vi i dag opfatter sindets lidelser og sygdomme. Og denne opfattelse bliver hele tiden understøttet af en intens forskning, der koncentrerer sig om biokemi og psykofarmakologi.

Zac, en niårig dreng, blev sendt til psykiater af sin skolerådgiver, Han havde alle symptomerne på DAMP (Deficit in Attention, Motor Control and Perception), der defineres som: Vanskeligheder med hensyn til opmærksomhed, motorik og perception. Drengen var rastløs, let at distrahere og kom ofte i slåskamp. På skolen var man bekymret for, at Zacs symptomer senere i barndommen og ungdommen ville udvikle sig til det værre. Zac fik ordineret Ritalin, og allerede en time efter at have taget den første dosis, sad han for første gang i lang tid stille på sin stol i klassen. Også derhjemme blev atmosfæren roligere, og hans mor, der før ikke havde anet, hvad hun skulle stille op, følte endelig, at hun effektivt kunne hjælpe Zac.

Hendes bekymringer for, om Zac som 15-årig ville ende i endnu større problemer med fx alkohol, narko eller politiet, gled i baggrunden.

Zacs mors frygt var ifølge forskerne ikke ubegrundet. Fra National Institute of Mental Health - USA's nationale institut for forskning i sindslidelser - offentliggjorde man for nogle år siden en undersøgelse, der sagde, at "biologiske faktorer meget sandsynligt er vigtigere end miljømæssige faktorer i visse opførselsforstyrrelser (conduct disorders), der varer ved ind i voksenlivet."

Undersøgelsen viste en sammenhæng mellem langsom transmission i hjernens nerveceller af stoffet serotonin på den ene side og aggressivitet på den anden. Forfatterne håbede, at hvis man kunne cementere denne sammenhæng via flere studier, ville man have en god basis for tidlig indgriben over for børn, der befandt sig i "risikogruppen for at udvikle patologisk voldsomhed." Denne indgriben kunne enten bestå af medicin eller psykoterapi, eller begge dele.

Den amerikanske kongres har erklæret 1990'erne for Hjernen Årti. Efter Freud og senere hen de socialt bevidste 60'ere og 70'ere, hvor menneskelig opførsel i høj grad blev forstået som en reaktion på omgivelserne og barndommen, er pendulet svinget imod mere håndgribelige og højteknologiske forklaringsmodeller.

I genetikken, der anses for der mest grænseoverskridende del af den psykiatriske forskning, og tror man på, at den dag kommer, hvor afdækningen af genernes sammensætning kan vise os årsagen til alkoholisme, depression, maniodepressive forstyrrelser, skizofreni og sågar rygning for nu bare at nævne nogle få. Og at disse opdagelser kan hjælpe til at fremstille medicin, der lang bedre end i dag kan fjerne symptomerne.

Ifølge psykologen og forskeren Loring Ingraham kommer det intense fokus på hjernens kemi først og fremmest, fordi vi har redskaberne til at gøre det.

"Ved hjælp af CT-scanninger kan vi se en masse ting, vi ikke kunne før. Vi kan måle, hvilke dele at hjernen, der aktiveres under forskellige følelser og handlinger.

Det giver os for første gang mulighed for at besvare en lang række spørgsmål om, hvordan hjernen fungerer," siger professor Loring Ingraham, der arbejder på National Institute of Mental Health og underviser på George Washington University. Loring Ingraham er med i et forskerhold, der primært forsker i behandlingen af skizofreni og maniodepressive forstyrrelser.

Men vi har stadig langt at gå. For eksempel må vi stadig spørge os selv, om neurotransmittere og andre kemiske substanser i hjernen er de eneste afgørende faktorer i adfærd," fortsætter han. Selv om den overvejende del af dagens forskning retter søgelyset mod biokemiske ubalancer, er ikke alle overbeviste om, at det er vejen frem.

'Vi søger simple forklaringer på komplicerede problemer," siger Psykiateren Kevin McCready, San Joaquin Psychotherapy Cener i Californien. Han bruger medicinfri behandlinger af blandt andet psykotiske og skizofrene. 'Den biokemiske forklaringsmodel er nem at markedsføre af flere grunde. Vi tager ansvaret væk fra os selv, og hvordan vi behandler vore børn og vore omgivelser. Vi slipper også for at opfatte os selv om skrøbelige individer, der ikke kan klare alt. I stedet siger vi bare, at nogen har dårlige hoveder," siger McCready. Så når et bestemt område af hjernen viser lysende rødt under en T-scanning, og denne person lider af tvangshandlinger, hvad er det så, forskerne kigger på; årsagn til den evindelige vasken hænder eksempelvis, eller blot virkningen eller udslaget af det. Det er et interessant spørgsmål,

som hele tiden bliver diskuteret. Vi ved ikke, om der findes andre bagvedliggende faktorer, måske andre steder i hjernen," siger David Lewis, professor i psykiatri og neurovidenskab ved University of Pittsburgh. Han har arbejdet med skizofrene i over ti år og har stort held med sin medicinfri behandling, der baserer sig på samtaleterapi.

"Dybest set er det en filosofisk diskussion med to lejre. Nogle mener, at al opførsel kan forklares via hjernefunktion, og andre, dualisterne, som jeg selv tilhører, mener, der er tale om en kombination af biologi og andre, måske mere uforklarlige forhold," siger David Lewis.

I de stakkevis af patientpjecer, der udgives af National Institute of Mental Health, NIMH, er forklaringerne på diverse lidelser som angstanfald, spiseforstyrrelser og depression spredt ud på en lang række faktorer. I det amerikanske sundhedsministeriums oplysningspjece om depression står der:

"En større depressiv forstyrrelse er ikke forårsaget af en enkelt faktor. Den opstår formodentlig af en kombination at biologiske, genetiske, psykologiske og andre faktorer. Visse oplevelser i livet, såsom ekstrem stress eller sorg, kan frembringe en foruddisponeret psykologisk eller biologisk tendens til depression ... Husk at depression er en medicinsk sygdom, der kan behandles."

I det enorme opslagsværk »Comprehensive Textbook of Psychiatry« står der:

"Biologien forstærker sin rolle i forståelsen af psykiatriske lidelser. Som et resultat deraf vil behandlingen af psykiatriske sygdomme og sygdomme, der behandles af neurologer og andre medicinere, minde mere og mere om hinanden.

"Det, at vi opfatter psykiske lidelser medicinsk og biologisk, gør det nemmere at behandle og kontrollere disse forstyrrelser med den rette medicin," siger David Lewis.

Ud over at blive anset som en medicinsk sygdom på linie med sukkersyge eller forhøjet blodtryk, opfattes depression nu også af mange forskere som både livslang og kronisk. Dr. Lewis' kollega, lederen af afdelingen for psykiatri på University of Pittsburgh, David Kupfer, har tidligere udtalt, at siden "depression er kronisk, er vi begyndt at opfatte antidepressiva på samme måde, som når vi anvender insulin imod sukkersyge."

I patientpjecerne fra sundhedsministeriet anbefales det, at folk, der har oplevet tre eller flere episoder af depression, vedbliver at tage antidepressiva i en såkaldt vedligeholdelses- behandling.

Denne behandling kan ofte vare resten af livet, men man beroliger med, at flere psykofarmaka imod depression er blevet taget af patienter i over 30 år uden nogle dårlige bivirkninger.

Anskuelsen af depression - eller i hvert fald de tilfælde, hvor patienten har haft mere end en eller to episoder- som kronisk og livslang er forholdsvis ny. Går man tilbage i litteraturen, finder man i 1980-udgaven af »Comprehensive Textbook of Psychiatry« ingen omtale af kronisk depression. I 1985-udgaven er kronisk depression pludselig med, og i 1995 der sket ny ændring. Tidlige udgavers beskrivelser af mulig årsager er helt væk.

Når depression opfattes som medicinsk sygdom, forsvinder grunden til at søge i fortiden efter traumatiske begivenheder, mener Kevin McCready.

"Hvis den amerikanske husmor er ked af det eller deprimeret, giver vi hende en pille. Dermed siger vi, at der ikke er nogen grund til at være deprimeret. Og pillerne virker jo ofte. Vi har løst hendes problem, det vil sige hendes dårlige hjerne," siger McCready.

Folk som Lewis og Kupfer anser det snarere som et skridt f remad der kan hjælpe folk med psykiske lidelser.

"Systemet er i gang med at i passe sig videnskaben, sådan som det sker i alle andre områder af lægevidenskab. Da penicillin blev opdaget, blev andre behandlingsmetoder forældede, det samme ses nu inden for psykiatrien. De færreste bruger 10 år på psykiaterens briks for at få det bedt siger David Lewis.

Adskillige af de undersøgelser der forsker i diverse antidepressivas virkninger og effekt er betalt af medicinalindustrien selv.

Ingen har forsøgt at undersøge om der er en sammenhæng mellem medicinalfirmaernes bevil- ling af forskningsmidler og den tiltagende fokusering på medicinering som et afgørende terapeutisk hjælpemiddel. Men flere psykologer har offentliggjort artikler der klart viser, at forskning, der fremkommer med negative resultater vedrørende brugen af fx antidepressiva, ofte ikke bliver trykt.

"Der er en tendens til, at positive resultater altid er mere velkomne end de negative,, siger David Lewis.

"Der findes et paradigme for forståelsen af psykiske sygdomme, et paradigme om biologi og psykofarmaka, som de store offentlige institutioner som fx National Institute of Mental Health hylder. Ligegyldig hvad mine terapeutiske resultater med skizofrene måtte være, får jeg aldrig et job på NIMH, simpelthen fordi jeg ikke går ind for brugen af psykofarmaka," siger Kevin McCready.

Synet på behandling af sindets lidelser er generelt gået fra fremhævelsen af samtaleterapi til at foretrække en kombination af medicin og psykoterapi. Og den nyeste forskning siger, at både adfærdsterapi og medicin kan ændre den måde, hjernens nerveceller kommunikerer på.

"Terapi er en form for indlæring, og indlæring ændrer selvfølgelig vore hjerner. Hvilken behandling, man vælger af sindets lidelser, kommer derfor an på flere ting. Hvis der er tale om en svær dedepression, viser undersøgelserne, at man ikke kommer ret langt med samtaleterapi alene. Men for mange mennesker er det et spørgsmål om, hvor meget tid, man vil bruge på sig selv," siger Loring Ingraham:

"Hvis vi forestiller os en gruppe overvægtige, der får valget mellem piller eller masser af motion og ændrede spisevaner, så vil mange nok vælge pillerne. Det kræver færre anstrengelser og tager kortere tid," siger Ingraham. Langt de fleste recepter på antidepressiva bliver i USA udskrevet af praktiserende læger uden nogen psykiatrisk eller terapeutisk uddannelse.

"Flere læger end førhen udskriver psykofarmaka, fordi der er færre bivirkninger. Det får også folk til at acceptere medicinen bedre og vedblive at tage den," siger David Kupfer.

Mange patienter opnår hurtige resultater med psykofarmaka alene, og det har gjort flere Psykoterapeuter bekymrede. Kan man tænke sig, at disse hurtige, medicinske løsninger på længere sigt vil betyde nedskæringer i den del af sundhedssystemet, der arbejder med terapi? Vil det gøre samtaleterapien og endda omsorgsarbejdet sekundært?

"Det er langt billigere at medicinere folk end at tale med dem," siger psykiateren Kevin McCready.

"I Amerika har vi set en devaluering af uddannelserne af terapeuter. Mange kommer ud efter kun et par år på universitetet med en meget løs teoretisk baggrund, men så er de også billigere end psykologer. For samfundet bliver dette problem mindre væsentligt, når medicinering får første prioritet," siger Kevin McCready. "Der er altid en fare for, at patienten bliver tabt i systemet, fuldstændig på samme måde som i resten af behandlingssystemer. Men at ordinere psykofarmaka til patienter kræver, at lægen taler med patienten for at finde ud af, hvad der vil virke mest effektivt," siger David Lewis, University of Pittsburgh.

Psykologen Loring Ingraham er overbevist om, at der altid vil være et stort behov for samtale og omsorg:

"Men samtidig er det klart, at sundhedsvæsenet har en økonomisk fordel i at lade folk tage pil- ler i stedet for at gå i langvarig samtaleterapi. Men mennesker vil altid have et ønske om at tale om deres problemer, og folk går i dag i terapi som aldrig før. Men man kunne måske være bange i for, at siden der er så stor forskel på udgifter til medicin og udgifter til terapi, at de bedrestillede i større udstrækning bruger psykoterapi og de mindrebemidlede vælger medicin," siger Loring Ingraham.

Faren ved, at vi både er i stand til og interesserede i at behandle flere og flere følelsesmæssige problemer kan være, at vi som samfund ender med blive mindre tilbøjelige til at acceptere menneskelig lidelse og menneskelige forskelle.

"I en befolkning er det godt at have både vagtsomme mennesker, der bliver ekstremt optagede af, hvad der foregår, måske på grænsen af hvad nogle ville kalde det tvangsprægede, og så andre, der stort set ikke kan hidse sig op over noget som helst. Intet er godt eller dårligt, men det er vigtigt at have et bredt spektrum af følelser og reaktioner," siger Loring Ingraham.

"Spørgsmålet er, hvad der ville ske, hvis vi opfandt en mild form af heroin, hvor, folk stadig kunne arbejde og fungere, men ikke længere blev bekymrede. I stedet ville de være tilfredse med deres situation, ligegyldigt hvor mange stressfaktorer, deres liv holdt. Det ville grundlæggende ændre den måde, samfundet fungerer på, og det er noget, vi med denne udvikling måske skulle se nærmere på," fortsætter han.

I drengen Zacs tilfælde afhjalp man det, der opfattedes som spirerne til en mulig kriminel løbebane, med psykofarmaka. Hvis altså, det var det, man gjorde. Og selv om både Zac og hans er lettede over hans forbedrede tilstand, afføder det spørgsmålet: Hvor meget og hvornår skal problematisk opførsel dulmes med medicin?

For kritikerne af den biokemiske bølge og den øgede medicinering af flere og flere psykiske lidelser er der måske håb forude. Næsten alle er enige om, at pendulet formodentlig vil svinge tilbage igen og den gammelkendte langsommelige roden rundt i barndommen i hvert fald til en vis grad vil få en renæssance.

"Især for mindre alvorlige forstyrrelser tror jeg, vi i fremtiden vil fokusere mindre på biokemi og mere på »mening«. Det kan i sidste ende godt gå hen og blive lidt meningsløst, når vi kun kigger på biologien," siger Lorin Ingraham.

Lisbeth Larsen er bosiddende USA, hvor hun har taget en Mastergrad i psykoterapi.

Nøgleord. Biokemi, depression, psykiatri, USA.

ET BRUGERSYNSPUNKT.

- eller historien om, hvorfor patienterne i distriktspsykiatrien burde ha' kurser i

charme, selvtillid og lækkert hår!

Jeg har været til et foredrag. Foredraget handlede slet ikke om psykiatri. Mere om

forskellige måder at tænke på:

Man kan ha' en følelse - af glæde eller ubehag

Man kan ha' en tanke

- og endelig kan følelsen eller tanken resultere i en handling.

Jeg føler, men handler jeg?

Jeg synes tit, at jeg, som andre er psykisk syge, føler mig deprimeret eller

indadvendt.

Jeg tænker så på, at mit liv kunne være anderledes.

Men egentlig gør jeg ikke så meget ved det.

Jeg handler ikke.

Jeg kan ikke handle, fordi jeg ikke tør. Eller fordi jeg ved, hvad ubehag er, men ikke hvad der venter mig, hvis jeg udvikler mig som menneske.

Så jeg handler netop ikke.

Jeg føler.

Jeg tænker.

Jeg kører, i lighed med andre psykisk syge, tit i ring.

På forunderlig vis bliver jeg ved med at bevæge mig i de samme små cirkler, mens jeg håber på, at tiden mirakuløst skal løse op for de problemer, jeg synes, jeg har men ikke gør så meget ved.

Indtil videre er strategien meget god.

Ulykkelige forelskelser bliver ikke ved, men bliver til små afsavn af ikke at ha' nogen at holde af .

Følelsen af at miste og ikke være elsket kan vare et stykke tid, men bliver så overskygget af glæden ved at gå på et kursus eller at beskæftige sig med daglige gøre-mål, som f.eks. at spise en masse dejlig mad eller drikke uhyrlige mængder kaffe.

Trøst og misbrug

Mange psykisk syge, inklusive mig selv, trøstespiser. Når man spiser, fordi man er ensom eller keder sig, eller har det svært - eller bare skal have noget i munden for at trøste sig, så sætter det sig.

Fysisk men også psykisk.

Psykisk på den måde, at man vænner sig til, at trøst, alkohol, kaffe, smøger eller mad er en måde at dæmpe sorger på. At mildne problemer i stedet for at handle.

Fysisk bliver mange psykisk syge for tykke.

På mange psykisk syge kan man ikke se, at den syge er syg, men på mange kan man godt se det. Har man det ikke godt, orker man ikke at gøre så meget ud af sig selv eller sine omgivelser.

Men det går jo også den anden vej. Føler du, at du ser godt ud og har fået en ny pæn trøje eller et par flotte bukser, så føler du dig også mere selvsikker og glad.

Mange psykisk syge vender følelserne indad og har svært ved at omgåes andre socialt.

Charme, selvtillid og lækkert hår

Mange psykisk syge ville have godt at kurser og temaer, som også almindelige mennesker går til: Her-kommer-jeg - det udvidede kursus i selvtillid, samtaleteknik og kosmetik.

"Charme, selvtillid og lækkert hår, kunne kurset passende hedde, inspireret af den utålelige score-kaj fra BørneTV. Kurset kunne passende blive placeret i distriktspsykiatrien. Distriktspsykiatriens brugere ville så få et tilbud, der var mere grænseoverskridende, og mere vanvittigt overraskende end det, der er normalen.

Når personalet i distriktspsykiatrien pt. skriger om flere ressourcer og flere penge ser jeg det ofte ikke som noget nyt. Mere som tiltag til at videreføre de arbejdsgange og indgroede måder at tænke på, som så længe har været dominerende i et hierakisk opbygget hospital system.

Jeg har det svært

Når man er psykisk syg, har man det ofte svært.

Rent statistisk kan man også se, at psykisk syge ofte lever et liv, der er forskelligt fra

"normal-befolkningens".

Mange psykisk syge har hverken kæreste eller børn.

Mange psykisk syge har ikke en uddannelse eller bruger den ikke.

Mange psykisk syge har ikke travlt, derimod er det at være førtidspensionist også noget med at blive sat udenfor "før tiden", ikke et spørgsmål om frihed til at gøre, hvad man vil.

Spørgsmålet er, om man skal acceptere, at det er sådan, det er.

Jeg siger ikke, at, man ikke kan være lykkelig uden kæreste eller børn, uden arbejde eller uddannelse, men jeg tror, det er svært, hvis man ikke har noget at give sig til.

En indlæggelse på Psykiatrisk Hospital er noget med at få dæmpet symptomerne på den krise, man pt. som patient befinder sig i.

At komme videre i sit liv eller at blive bedre til at tackle de kriser, ethvert menneske kommer i af den ene eller anden karakter, er ikke noget, man får hjælp til.

Det var noget man, troede jeg, fik hjælp til i distriktspsykiatrien. I stedet blev jeg mødt med alm. småsnak uden synderlig dybde.

Jeg bad om psykoterapi, men fik afslag.

Efter godt 3 års forløb blev forløbet afsluttet uden at jeg følte, der var sket nogen synderlig ændring i mine reaktionsmønstre og måder at reagere uhensigtsmæssigt på.

Siden da har jeg undgået at arbejde for meget med mig selv.

Jeg gør det i små doser og holder mig ellers beskæftiget, fordi jeg ved, at jeg ikke trives alene og uden en hverdag, der er fyldt op med aktiviteter.

Jeg har en kat eller tre og en papkasse fyldt med trøstebamser, en dobbeltseng, der står opmagasineret i et udhus og en lejlighed, jeg snart skal flytte ind i.

Af og til er jeg ulykkelig - som f.eks. nu, men for det meste går det meget godt.

Jeg har også planer om, ikke bare at holde op med at være ulykkelig, men også en dag at blive helt og aldeles hysterisk lykkelig.

Kun få voldssager blandt

Afdeling 6 er en lukket og sikret afdeling med normeret plads til ni kriminelle sindssyge på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Det er en retspsykiatrisk afdeling, hvor patienterne er indlagt til behandling for blandt andet skizofreni og misbrugsproblemer.

Generelt er det min fornemmelse, at der er en stigning i antallet af voldssager mod medarbejdere på Psykiatrisk Hospital, fordi vi får flere akutte og svære patienter med mange misbrugsproblemer end tidligere, men på den retspsykiatriske afdeling har vi imidlertid registreret et fald i de seneste år, fortæller oversygeplejerske Jan Nielsen.

Han har arbejdet indenfor psykiatrien i 21 år og det meste af tiden med sindssyge kriminelle. I gennemsnit regner han med at der er to til tre tilfælde af fysisk vold mod personalet om året, og fire til fem tilfælde, hvor patienter retter personlige trusler mod medarbejdere.

Den fysiske vold kan være slag i ansigtet, at medarbejdere bliver skubbet ind i en væg eller ind i et skab. Vi har været udsat for, at en kollega er blevet slået i hovedet med en flaske. I hver enkelt tilfælde tager vi sagen op i personalegruppen og diskuterer forløbet med en psykolog for at blive bedre til at tackle lignende optræk og forebygge at det sker igen, fortæller han.

Personalet har pligt til at indberette voldelige signaler og hændelser. Et tæt teamwork på afdelingen er en forudsætning for at kunne sætte klare grænser overfor patienterne. En voldelig episode bliver taget op i personalegruppen og forløbet bliver gennemgået både for den der har været i clinch med patienten, og alle der har oplevet konflikten set fra sidelinien.

Også trusler bliver taget op til diskussion i personalegruppen.

Her skelner vi skarpt mellem generelle trusler og personlige trusler. Generelle trusler om at det hele er noget bras, tager vi os ikke nær, men personlige trusler bliver ikke accepteret. Grænsen er overskredet, når en medarbejder bliver udsat for trusler om, at "jeg kommer hjem i dit hus og skærer dine børn i stykker, eller jeg slår din kone ihjel".

Vi oplever færre episoder, fordi vi efterhånden har fået mange erfaringer i at registrere voldelige tendenser og undgå dem. Typisk opstår problemerne hos en patient som er misbruger af alkohol eller piller og derfor ikke er i stand til at sætte grænser og hos psykisk angste personer, som i starten af indlæggelsen ikke er blevet medicineret helt præcist. Vi opholder os mest muligt sammen med patienterne og kan løbende tyde aggressive signaler og gribe tidligt ind i en konflikt. Så længe patienten bruger ord for sin vrede, har vi mulighed for at afbøde en optrapning, fortæller Jan Nielsen.

Sammen med tre andre kolleger på afdeling 6 skal Jan Nielsen være med til at synliggøre den viden som er opsamlet hos personalet om at aflæse voldssignaler og at undgå en optrapning. Ideen er at få erfaringerne systematiseret og nedskrevet med henblik på at undervise andre interesserede i, hvordan man mindsker antallet af voldssituationer.

Vedr.: Aktindsigt i personalesager

KTO har tidligere ved skrivelse henholdsvis af den 8. april og den 25. juni 1997 orienteret medlemsorganisationerne om Justitsministeriets arbejdsgruppe om aktindsigt i personalesager, blandt hvis medlemmer KTO var repræsenteret.

Arbejdet i den ministerielle arbejdsgruppe blev afsluttet den 10. oktober 1997, hvor

"§ 2 affattes således:

§ 2. Loven gælder ikke for sager inden for strafferetsplejen. Sager om lovgivning, herunder bevillingslovgivning, er hun omfattet af loven, for så vidt lovforslaget er fremsat for Folketinget.

Stk. 2. Bortset fra bestemmelsen i § 6 gælder loven endvidere ikke for sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. Det samme gælder for andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. I sager som nævnt i stk. 2, 2. pkt., gælder loven for oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. For så vidt angår ansatte i chefstillinger gælder loven endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner af advarsel eller derover. Det gælder dog hun for et tidsrum af 2 år efter, at den endelige afgørelse herom er truffet.

Stk. 4. Justitsministeren han bestemme, at loven i sager, der er omfattet af stk. 2,

2. pkt. tillige skat gælde for andre oplysninger end dem, der er nævnt i stk. 3."

Som det ses, indebærer forslaget, at retten til aktindsigt i personalesager for alle offentligt ansatte, når bortses fra chefer, alene omfatter en række positivt angivne data af betydning for ansættelsesforholdet. Ansatte i chefstillinger må dog tåle, at visse oplysninger om disciplinære reaktioner kan undergives aktindsigt. I bemærkningerne til forslaget er det i øvrigt præciseret, at der vil være tale om ansatte i kontorchefstillinger og derover fx vicedirektører, vicekommunaldirektører, kommitterede, afdelingschefer, direktører. Derimod vil fx fuldmægtige og kontorpersonale ikke.

Når det i forslagets stk. 4 er angivet, at Justitsministeren kan beslutte, at loven skal gælde for andre oplysninger i personalesager end dem, der er nævnt i forslagets stk. 3, tænkes der på oplysninger, der hverken i forslaget eller dets bemærkninger er taget stilling til.

Lovforslaget forventes fremsat for Folketinget den 14. november 1997, og sendes samtidigt til høring blandt en række organisationer, ministerier, myndigheder m.v., her. under dem, der var repræsenteret i arbejdsgruppen.

Betænkningen offentliggøres torsdag den 13. november 1997, og kan rekvireres ved henvendelse til Statens Information fra mandag den 17. november 1997 på telefon nr. 33 37 92 28, fax nr. 33 37 92 80 eller e-mail: sp@si.dk. Betænkningen koster 100 kr. incl. moms.