FORBUNDET AF OFFENTLIGT ANSATTE, SOCIAL- OG SUNDHEDSSEKTOREN, FAGLIGUDVALG FOR PLEJERNE

Danmarks amtsråd nr. 14, 18. september 1996

Niels Reisby:

Kritikken skyder over målet

Omstillingen i psykiatrien har langt fra givet sindslidende optimale vilkår, men hovedparten har fået det betydelig bedre de seneste ti år

Af Susanne Christensen

Cheflæge for psykiatrien i Århus Amt, professor Niels Reisby er lidt træt at den evindelige kritik i medierne af forholdene for de psykiatriske patienter. Han mener, at kritikken af omstillingen i psykiatrien skyder over målet, og at det er en smule dobbeltmoralsk at kritisere distriktspsykiatrien for alle de mangler den har, for hvad er alternativet? Vil man tilbage til at have folk boede i 50 år på 12sengsstuer på asyler?

Niels Reisby mener også, at kritikken ofte er unuanceret, at man taler om sindslidende under ét, og det kan man ikke.

Der er nogle, der er så sindssyge, at de er syge hele deres liv. Der er andre, der er meget sindssyge i kortere perioder af deres liv, og så er der nogle, der har det skidt med sjælen, og som en gang imellem har brug for professionel støtte, men som langt hen ad vejen kan klare sig selv.

De dårligste sindslidende har fået det bedre. Formålet med hele omstillingen inden for psykiatrien var, at de ikke skulle tilbringe hele deres liv på institution. Da jeg kom her til Risskov, var jeg med til at fejre patienters 50 års jubilæer. Nu er de længste ophold et par år. Jeg tror, det har været til stor lykke for dem, der før var forudskikket til at leve hele deres liv på hospital eller institution, at de er kommet ud og er blevet integreret mere eller mindre, og at de kan nøjes med at blive indlagt måske en gang om året.

Men der er en lille gruppe på måske et par tusinde mennesker på landsplan, der ikke kan klare sig uden for institutionens trygge mure, og det er dem, vi altid hører om', fortæller Niels Reisby.

Distriktspsykiatrien har nogle steder fået en anden form, end tiltænkt fra starten, fortæller han. Da man begyndte at lave distriktspsykiatri, var det drømmen, at personalet arbejdede ude i distriktet og besøgte patienterne i deres hjem. Den tanke er nogle steder gået lidt f løjten. Nu er distriktspsykiatrien mange steder blevet til nogle små hospitalsagtige kontorgange, hvor patienterne kommer hen.

Mangler udbygning i dybden

Distriktspsykiatrien er nu ved at være udbygget i bredden, men man mangler at udbygge i dybden. Niels Reisby mener, der er brug for at tilføre flere faglige ressourcer for at kunne løse opgaverne i distriktspsykiatrien, og her taler han om distriktspsykiatri som en fra hospitalsvæsnet udgående funktion med mange faggrupper, der skal samarbejde med de kommunale behandlergrupper.

Han synger ikke så meget med på sangen om, at distriktspsykiatrien skal være åben døgnet rundt. Det er alt for dyrt og unødvendigt. Hvis der er en døgnåben modtagelse eller skadestue i området, må man acceptere at tage et stykke vej. Men distriktspsykiatrien må ikke have ventetid. Det er et slagord for ham, at den psykiatriske ekspertise - det være sig læger og sygeplejersker - skal være til rådighed, når der er behov for den.

Han mener, at distriktspsykiatrien slipper patienterne for hurtigt. Hvis distriktspsykiatrien skal være det led, der sikrer kontinuiteten i behandlingen, kan det ikke nytte, at man følger en kronisk patient i tre måneder og så udskriver vedkommende og slipper ham. Nogle af disse patienter må distriktspsykiatrien følge i meget lang tid og være behandlingsansvarlig for.

Kontinuiteten skal sikres

Netop kontinuiteten i behandlingen er et ømt punkt i dag, mener professor Reisby. Der er sket betydelige behandlingsmæssige fremskridt inden for alle tre felter i psykiatrien: det psykoterapeutiske felt, det biologiske og det socialpsykiatriske felt. Der er udviklet nye behandlingsmetoder inden for psykoterapien, der er kommet ny og bedre medicin, men det er inden for socialpsykiatrien, de allerstørste fremskridt er sket - og dér hvor de fleste af pengene i de senere år er blevet brugt. F.eks. er der kommet en bred vifte af bo-tilbud, væresteder, beskæftigelses- og uddannelsestilbud m.m. Altsammen fremskridt, der betyder, at de sindslidende er bedre hjulpet i dag end for ti år siden. Problemet er så, at få behandlingen til at hænge sammen, at sikre kontinuiteten, så patienterne oplever de forskellige tilbud kan omstilles efter deres aktuelle behov. Og her kniber det med at få de smidige overgange, så der f.eks. ikke er problemer med at komme hjem i bofællesskabet efter at have været indlagt på hospital.

Der mangler nogle personer, der tager ansvaret.

Nu er det så moderne med støtte- og kontaktpersoner.

Dem er der både på afdelingerne, i distriktspsykiatrien, i hjemmestøtteordningen osv. Der er en tendens til, at de forskellige systemer tænker meget på kontinuiteten inden for deres eget system, men de tænker ikke på sammenhængen med de øvrige systemer. Og en patient der udstyres med seks forskellige støtte- og kontaktpersoner er lige så dårligt hjulpet som før, siger Niels Reisby.

Efter hans mening er der to veje at gå til at sikre kontinuitet ten. Den fine er efter amerikansk mønster at indføre begrebet primærbehandleren, der er en gennemgående person, gerne fra distriktspsykiatrien, som ikke behøver at lave al behandlingen selv, men som siger til patienten:

Nu skal du tale med lægen, nu skal du starte på daghøjskole, nu er det tid til at få reguleret -medicinen osv. Primærbehandleren skal også besøge patienten under ophold på psykiatrisk hospital og sikre den planlagte overgang til f.eks. bofællesskabet.

Den anden mulighed er at sikre, at der findes egentlige behandlingsplaner, der er koordinerer når patienten skifter system.

Det gælder om at få den instans, der skal overtage patienten, involveret i udskrivningsforløbet. At få personalet til at besøge patienten på hospitalet før udskrivning og dermed give patienten en blid overgang, så de ikke blot bliver smidt ud. Og sådan er det desværre stadig væk mange steder'. fortæller Niels Reisby, der blankt erkender, at den manglende kontakt til det nye sted, er hospitalernes skyld.

Fysiske rammer for trange

Noget af det der trænger gevaldigt til at blive rettet op på på de psykiatriske hospitaler, er de fysiske rammer. Der er amter, hvor man har bygget nyt, f.eks. Fjorden i Roskilde Amt og dermed helt klart har fået bedre fysiske rammer. De gamle statshospitaler er også mange steder blevet ombygget og renoveret, men det er langt fra godt nok, mener professoren.

"Vi byggede her i Risskov noget nyt i 1960'erne, men det er ved at være slum. Det er uegnet til patienter fordi man byggede for småt. Gangene er for smalle og der er for lavt til loftet. Det er helt afgørende for patienter, at de har plads nok" fortæller han.

Psykiatrisk Hospital i Århus har faktisk fået bevilget 140 mill. Kr. til at bygge halvdelen af det gamle hospital om. Niels Reisby regner med, byggeriet kan være færdigt i 2002, og det skulle gerne ende med eneværelser til alle.

Selv tosengsstuer er belastende for psykiatriske patienter. Hvis man er manisk, deprimeret eller bare forvirret i hovedet er det en belastning, at der ligger en patient to meter fra en.

Men det er rigtig mange penge, det drejer sig om, hvis alle psykiatriske afdelinger i landet skal indrettes optimalt. Det vil koste milliarder.

Både de fysiske rammer, belægningsprocenten på afdelingerne, som er steget de senere år, og antallet af personale har betydning for, hvor meget tvang, der bruges på hospitalerne. Hvis de fysiske forhold er for snævre, og der tilmed er for mange patienter og for lidt personale på en afdeling, kan man næsten sige sig selv, at det vil medføre mere tvang.

"Det er bemærkelsesværdigt, at de på Sikringsanstalten i Nykøbing med landets farligste kriminelle sindssyge, er et af de steder, hvor der bruges mindst tvang. Det er fordi de har meget plads, godt med personale, enestuer m.v. siger Niels Reisby.

Kortere tid til klagebehandling

Professor Niels Reisby var i sin tid medlem af Kallehauge-udvalget og dermed en af fædrene til psykiatriloven - og han mener stort set loven er udmærket. Der er dog to ting, som han finder meget væsentlige at få revideret, og den ene er den delte klagevej og den anden er behandlingstiderne i klagesystemet. Han finder det helt uacceptabelt, at det har udviklet sig sådan, at svært sindssyge patienter skal vente i tre-fire uger eller eventuelt længere, før man kan iværksætte tvangsbehandling. Der må indføres en regel om, at klager maksimalt kan få opsættende virkning otte dage, mener han.

"Måske bruger afdelingen fjorten dage til tre uger på at overtale patienten til at modtage behandlingen, og det er først, når det er slået fejl, man træffer beslutningen - om tvangsbehandling. Jeg har stor forståelse for, at det at bruge tvangsbehandling er et meget stort indgreb for den enkelte næsten lige så alvorligt som at berøve folk deres frihed - men den anden side af det er, at det er med til at forværre udsigterne for patientens liv mange år frem i tiden, hvis man ikke kommer hurtigt i gang med behandlingen", fortæller han.

Der har vi i øvrigt igen dobbeltmoralen i kritikken af psykiatrien. Når en pistolbevæbnet mand tager små børn som gidsler, går man straks ud fra, at manden er psykiatrisk patient, selv om han måske slet ikke er det, og psykiatrien bliver beskyldt for at svigte ved ikke at bruge nok magt. Og dagen efter bliver psykiatrien bebrejdet for at bruge alt for megen magt.