Første udgaven, af vores nye tiltag i nyhedsformidling!
Nu er vi på banen igen!
Det har været et stort ønske fra mange at vi fra klubben , synliggør nogle af de ting vi arbejder med og fortæller lidt om hvad der sker i Psykiatrien lige nu.
Det har ligeledes været et savn for mange, at vi ikke har PLEJEREN mere, så derfor prøver vi, uden at have ambitioner om at genskabe bladet, med denne form for formidling.
Tanken er, at vi forsøger at udkomme 4 gange årligt. Det er dog ikke fastlagt på en præcis dato, dog vil vi forsøge at udkomme i Juli, Oktober, Januar og Marts måned. Bladet vil indeholde referater fra perioden, dette betyder at der ikke fremover kommer referater ud på afdelingerne - men for dem der ikke kan vente er det muligt at komme og gennemlyse dem på kontoret, eller få dem hos din tillidsmand.
Det er selvfølgelig også meningen at vi kan modtage diverse indlæg, som kan være til glæde eller gavn for læserne. Det siger sig selv at det af hensyn til planlægning må være os i hænde i god tid.
Har du en oplevelse eller en god historie er den selvfølgelig velkommen.
God fornøjelse med Bladet.
Psykiatriklubben
Jesper Priskorn
Redaktionen:
Mette Grandjean
Jesper Dideriksen
Jesper Priskorn |
Alle vil vide alt -
men selv at søge oplysningerne -
er alle ikke villige til -
derfor kommer de til dig nu !!! |
Kvartalet vise ord:
Lad jorden forblive
En mulighed
For grøde og glæde
I kommende led
Stands de der vil trykke
De svageste ned
Og giv vore børn
En klode i fred!
Carl Scharnberg |
Til toppen
PSYKIATRIKLUBBEN -
HVEM ER VI!?
Psykiatriklubben er din klub.- Den er for alle der arbejder indenfor Psykiatriområdet og er med i fælles overenskomsten for FOA Århus Social og sundhedssektor.
Dvs. : Social- og sundhedsassistenter, Plejere, Værkstedsassistenter, Sygehjælpere, Beskæftigelsesvejledere, Neurofysiologiassistenter, Social- og sundhedshjælpere og Hjemmehjælpere.
De sidste 2 grupper er dog ikke i. øjeblikket ansat indenfor området og er derfor ikke medlem nu.
Psykiatriklubben består af en bestyrelse som er valgt på generalforsamlingen og tillidsrepræsentanter ,samt sikkerhedsrepræsentanter.
De nævnte repræsentanter og hvor de træffes kan du finde på bagsiden af dette blad.
Det er vores håb, at du med disse oplysninger har nemmere ved at få løst eventuelle spørgsmål, om f.eks. overenskomsten. Da det er vores erfaring at det ikke er alle der er klar over hvem der repræsenterer dig.
Ring eller kom op på Psykiatriklubbens kontor hvis du er i tvivl.
Psykiatriklubben.
Til toppen
ETIK I PSYKIATRIEN NYE OG ISÆR GAMLE KRAV TIL PERSONALET
Det faglige udvalg for plejere ønsker at lægge op til en debat om etiske regler. Vi har dog ikke i skrivende stund fundet et tidssvarende debat-oplæg.
I stedet er vi gået tilbage i tiden og har fundet flere interessante "pluk" fra "Lærebog For Plejepersonalet ved Psykiatriske Hospitaler" udgivet af Direktoratet For Statens Sindssygehospitaler i 1958.
Heri kan man bl.a. læse følgende om plejepersonalets egenskaber:
"Plejeren må m.h.t. intelligens være normalt udrustet. For en plejer, der intelligensmæssigt ligger væsentligt under gennemsnitsbefolkningen, vil det være en håbløs opgave, at skulle optræde som den der skal hjælpe, støtte og retlede patienterne."
"Plejeeleven vil gennem undervisningen og gennemgangen af denne lærebog kunne danne sig et ganske godt billede af sin egen intelligens. Dersom plejeeleven ved undervisningens afslutning har tilegnet sig et nogenlunde sikkert overblik og en god forståelse af lærebogens indhold, kan han også regne med, at han intelligensmæssigt er således udrustet, at han vil være i stand til at bestride plejegerningen tilfredsstillende."
"Med hensyn til karakteregenskaber må man hos plejepersonalet frem for alt kræve pålidelighed. Det er en af de allervigtigste forudsætninger for en vellykket patientbehandling, at lægerne fuldt og helt kan stole på deres medarbejdere."
"Af stor betydning er også den indstilling, en plejer har over for sit arbejde. Det er kun naturligt og rimeligt, at en plejer, ligesom alle andre samfundsborgere, betragter sit arbejde som et levebrød og er interesseret i at skabe så gode kår som muligt for sig selv og sin familie. Men det er på den anden side en kendsgerning, at den, der udelukkende betragter plejegerningen ud fra disse synspunkter, aldrig bliver nogen virkelig god plejer, selvom han meget vel kan udføre sit arbejde således, at der intet direkte er udsætte herpå."
"Et sidste, vigtigt forhold, som plejerne og plejerskerne må gøre sig klart, er, at deres væsen og opførsel spiller en stor rolle. Det gælder inden for hospitalet, hvor de i stor udstrækning virker som forbillede for mange patienter. Og det gælder udadtil, hvor plejepersonalets optræden i høj grad er bestemmende for hospitalets gode navn og rygte blandt den omboende befolkning. Et stilfærdigt væsen, høflig optræden, properhed og renlighed med sin person og omhyggelighed med sin påklædning er derfor altsammen ting, der ikke blot bidrager til at hæve plejerstandens anseelse, men som også er af betydning for det hospital, hvor plejeren er ansat og for behandlingen af patienterne.
"Et område, der stiller krav til plejepersonalet om særlig samvittighedsfuld og omhyggelig overvågning, er nattevagtsarbejdet. Posten som nattevagt er en af de mest betroede opgaver, som en plejer kan påtage sig. Igennem mange timer er 20-30 syge menneskers skæbne helt afhængig af plejerens påpasselighed og omhu. Her er det absolut nødvendigt at plejeren - i ordets egentlige betydning - er "vågen". Ellers kan megen uoprettelig skade ske i nattens løb."
Det står enhver frit for, at gøre forsøg udi at omskrive ovenstående citater til mere nutidige versioner. Andre input til debatten om etik i psykiatrien er ligeledes velkomne.
Til toppen
OVERENSKOMST 1997-99 - PLEJERE
Plejernes faglige udvalg har besluttet at satse på:
- at få udarbejdet protokollat/overenskomst for støtte-kontaktpersoner i psykiatrien. - at opprioritere almenpsykiatrien og hospitalspsykiatrien. - at hjemmevejlederområdet/bofællesskabsområdet overenskomstdækkes af såvel KL(Kommunernes landsforening) og ARD(Amtsrådsforeningen i Danmark).
Til toppen
FLERE BUD PÅ PSYKIATRIUDVIKLINGEN
Forbundets social- og sundhedssektor udsendte for nylig - i samarbejde med de faglige udvalg for plejere og social- og sundhedsassistenter - pjecen "Fokus på psykiatrien". Denne er blevet overordentligt positivt modtaget.
Forbundets Psykiatriudvalg forsøger nu at "følge trop". De har netop færdiggjort 2 oplæg om henholdsvis distriktspsykiatri og tvang i psykiatrien. Det er nu den centrale sektor, der skal sørge for formidlingen.
Psykiatriudvalget skal nu arbejde videre med oplæg om retspsykiatri og "de uanbringelige.
Udvalget er desuden i kontakt med andre organisationer m.h.p. et samarbejde omkring revision af "psykiatriloven".
Til toppen
"KAFFE-KLUB"
Det er på tema-dagene blevet besluttet, at starte efteråret med et par uformelle hyggeaftener eller eftermiddage. Dette tilbud er målrettet, i første omgang, til social-og sundhedsass., for at imødekomme et ønske om, at de kan lære hinanden og klubben at kende. På et senere tidspunkt vil det blive udvidet til at alle medlemmer kan være med.
Til toppen
KULTURELLE TILBUD.
Vi vil, ligeledes til efteråret, forsøge os med, at arrangerer forskellige tilbud, i form af f.eks. teater, biograf, foredrag, eller andet, evt. med ægtefælle. Vi vil prøve at få arrangementerne til favørpris, eller som et gratis tilbud for medlemmer. Vi har derfor besluttet at afsætte 10.000 kr. til dette. Har du en god idé, vil vi meget gerne høre om det. Kontakt klubkontoret.
Til toppen
KLUB-KONTINGENT.
For en måneds tid siden sendte vi en skrivelse ud til sos.ass. om at tage beslutning om klubmedlemsskab. Vi har ind til nu fået 11 tilbage ud af ca. 70 mulige, så hermed opfordres der til, at sos.ass. tager stilling og returnerer "snippen" til os eller til tillidsmanden.
Til toppen
TRAGEDIEN
Artikel af Knud Esmann i Århus Stiftstidende mandag den 17. juni 1996
POLITIKERE uden huller i deres uvidenhed er et ikke ukendt fænomen. Steen Jonsson Agger er en af dem.
Dette medlem af Århus Amtsråd, hvis bedrifter jeg ikke har præsent, er blevet så vred, som en radikal evner. Den ophidselse, han som ihærdig læser af min klumme udtrykker, skyldes, at jeg har karakteriseret nedlæggelsen af sengepladser på Pyskiatrisk Hospital i Århus som tragisk.
Udbygningen af alternative tilbud har ikke været god nok. Hertil kommer, at et velfungerende psykiatrisk hospital med et erfarent personale ikke kan erstattes.
MEDARBEJDERE, begge med mange års erfaring på Psykiatrisk Hospital i Århus, fodtæller om overbelægning. De oplever, at der er trængsel på akutte modtageafdelinger.
DE ANSATTE skal helst ikke udtale sig. Man ønsker sig et lukket, styret system.
Den anden del af forklaringen på lægernes tavshed er, at cheferne begraves i administration, Direktører, chefsygeplejersker, cheflæger, administrerende overlæger og administrerende oversygeplejersker, spiller deres roller i et system, hvor afstanden til patienterne er stor,
I 1986 interviewede jeg psykiateren Bent Florian Sørensen. Han sagde, at politikerne end ikke havde elementær indsigt i patientbehandlingens vilkår,
Til toppen
SPÆNDETRØJEN
Artikel bragt i Sygeplejersken nr. 15/96
AF LARS PETERSSON, SYGEPLEJERSKE
Det står slemt tilmed den måde, psykiatriloven bliver forvalter på. Patienterne fastspændes og bliver ofte medicinerede med dæmpende midler i en uhørt grad. Det skyldes dels plejepersonalets indstilling, dels de fysiske rammer på de lukkede afdelinger. For at forbedre forholdene kunne man starte med at ændre ansættelsespolitikken og sikre de dejlige udeanlæg, der ligger i tilknytning til alle afdelinger.
Det er efterhånden mange år siden. På rejse med tog gennem de svenske skove befandt jeg mig en bidende kold vinterdag siddende i en kupé sammen med tre andre herrer. Det blev en rejse, som for altid vil prente sig i min hukommelse, og som også stærkt skulle komme til at præge mit syn på det hverv, jeg lige var startet i. Jeg var overrasket over, at psykologiske mure og grænser på denne måde i løbet af et par timer totalt kunne brydes ned. Det er bestemt ikke sædvanligt, at mænd over for tilfældige kønsfæller i den grad blotter det inderste af deres tanker og deres afmagt.
Det viste sig, at den ene af de tre fremmede ikke for mig var så fremmed, som jeg først havde troet. jeg havde bare ikke genkendt ham. Der var også gået i 5 år. Vi havde engang været klassekammerater i en svensk skole.
Hver sjette dansker bliver på et eller andet tidspunkt behandlet for psykiske problemer. Det samme gælder vel svenskere. Min gamle klassekammerat var, viste det sig nu, en af disse uheldige medborgere. Han var stået på toget i byen Växjö. Havde været til møde på Skt. Sigfried. Det er det lokale psykiatriske sygehus. Han havde en sag kørende efter at have slået en læge på hospitalet ned.
Lige over for mig sad en ældre herre med et udslidt udseende. Det var en gammel fængselskunde. Måske kunne man i ham, med lidt god vilje og fantasi, se det virkelige livs Egon Olsen. Bare uden den store komik. Han havde i hvert fald tilbragt den største del af sit liv bag fængslernes mure. Hele tiden for småsager. Han var gået ind og ud af portene, siden dengang han droppede ud af skolen som en ganske ung knægt. I skolen lige så lidt som i fængslerne havde der været hjælp at hente for hans slags. Heller ikke kriminaliteten havde bragt ham held. Han havde aldrig slået nogen ned, endsige slået nogen ihjel, men havde måttet betale regningen for det, der synes at være den værste af alle forbrydelser: At være opvokset uden kærlighed og tryghed. Det er for hans slags, lærte jeg senere, de fleste af vore anstalter og fængsler er bygget. Hans oplevelser og livserfaringer var fulde af afmagt, nedværdigelse, isolation, ensomhed og desperation. Det var en beretning om dyb, indre smerte.
Fjerde mand i kupeen var en journalist fra et stort svensk dagblad. Også han havde private erfaringer fra den del af samfundet, som for de fleste er en helt anden og fremmed verden. Han talte meget og åbent om den angst, som til stadighed plagede ham, dag og nat. Angsten for ikke at kunne bevæge sig frit. Angsten for at være låst fast, angsten for ikke selv at være herre over, hvornår man står på af sin egen seng. Angsten og afmagten over for systemet, det system, der havde reageret på hans angst, så den var blevet forstærket. Reaktioner, der mange år efter stadig gav ham frygt og mareridt. Frygten for igen at blive spændt fast på den lukkede.
Jeg var den lyttende i dette selskab. jeg husker i dag ikke, om jeg overhovedet fik fortalt, hvem jeg var, hvor jeg var på vej hen, eller hvor jeg til daglig arbejdede. Jeg husker, at jeg følte mig utilpas ved situationen. Jeg var jo en del af systemet. En del af det system, der ofte har gjort urolige og angste mennesker fortræd, bl.a. ved at spænde dem fast til sengen og overlade dem til deres ensomhed.
Denne rejse står i dag i min hukommelse som noget midt imellem drøm, mareridt og virkelighed. Men den har forstærket den afsky, jeg altid har haft mod overdreven magtudøvelse og mishandling af medmennesker, i hvilken forklædning den end måtte dukke op - uberettiget isolation, overdrevne og inhumane fastspændingsmetoder eller noget helt tredje.
MEDSKYLDIGE
Helt fra oprettelsen af de første sindssygehospitaler har der været talt om, hvordan man forhindrer vanvittige i at skade sig selv og andre. Dårekisten, spændetrøjen og lignende betragter vi i dag som levn fra en forgangen tid. Men er vi kommet så langt væk fra disse metoder?
Femten år efter denne togrejse i det svenske og med en masse erfaring fra en række institutioner, hvor tvang er en del af hverdagen, er jeg ikke længere så sikker. Man kan med rette spørge sig selv, om spændetrøjen ikke bare er blevet afløst af en kemisk tilsvarende samt et læderbælte i en fastboltet seng.
Vist er psykofarmaka et kæmpefremskridt og en velsignelse for alle de arme mennesker, der tidligere skulle leve et helt liv i umådelig elendighed. Men det misbruges. Og misbruget af psykofarmakas spændetrøjeeffekt er vi som plejepersonale i høj grad medskyldige i. Er den såkaldte sygepleje på gulvet på den lukkede afdeling i virkeligheden nået så lang, som vi tit ønsker at give det udseende af? Er de fine teorier kun til for at anvendes i sygeplejeelevernes kommunikationsrapporter? Består fremskridtet i, at pårørende og medpatienter ikke længere ser den pågældende, der ligger spændt fast? At vi har gemt disse mennesker væk? Efter min mening er der ikke noget odiøst i, at man i en række tilfælde må begrænse syge menneskers frihed med tvangsforanstaltninger. Men den, der bruger magt over for medmennesker, påtager sig samtidig et gevaldigt ansvar. Det er nødvendigt at blive ved med at føle ubehag. Det må aldrig blive rutine. Tvangen skal bruges til at give omsorg og må aldrig have karakter af straf, magtudøvelse eller nedværdigelse. Vi skal sikre os, at når tvang er blevet brugt, har der ikke været andre udveje. Vi skal sikre os, at det sker under værdige former, men åbent, og vi skal sikre os, at der bliver givet kvalificeret sygepleje under hele forløbet. Vi skal sikre os, at tvang altid ophører, når den ikke længere er strengt nødvendig. Vi skal være sikre på, at vi ikke bruger tvangen for at slippe af med en tidskrævende og besværlig patient. Når vi har alt det på plads, kan vi være stolte over, at vi på værdig vis har taget vare på et medmenneske, der ikke selv har været i stand til det.
Folketingets Paragraf 71 Udvalg, et udvalg, der har til opgave at føre tilsyn med de psykiatriske hospitaler, var i 1995 på besøg på Sankt Hans Hospital. Medlemmerne var rystede over, hvor sjældent de dårligste patienter kommer ud i frisk luft. De fandt det uacceptabelt, at patienterne ikke kunne gøre krav på at komme ud i luften hver dag. Man havde også hæftet sig ved, at den såkaldte miljøterapi på den lukkede fortrinsvis bestod i at få patienterne til at stå op og gå ind og spise - derudover kun i medicinering. Efter min mening gælder det ikke kun den pågældende afdeling. Det er snarere reglen end undtagelsen på lukkede afdelinger.
I september 1995 besøgte tilsynet de psykiatriske afdelinger på Amtssygehuset i Glostrup. Karaktererne blev ikke meget bedre. Fastspændte patienter på badeværelserne, flersengsstuer, intet privatliv, uro. Et resultat af disse forhold er et øget antal tvangsforanstaltninger i de senere år.
VAGTEN SIDDER UDENFOR
Den 24. maj 1989 vedtog Folketinget en ny lov om psykiatri. Der står i kapitel 5, §1 6, at en patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt. En fast vagt skal, ifølge bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet om tvangsbehandling, fiksering m.v., være en hertil udpeget sygeplejerske, plejer eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter. Ånden i denne lov og i denne bekendtgørelse er god. Det er den faste vagts opgave at berolige for på denne måde at kunne afbryde tvangsforanstaltningen hurtigst muligt. Meget ofte bliver lægestuderende brugt som faste vagter. Med al respekt for denne gruppe siger det sig selv, at en FADL-vagt ikke uden videre kan anses for at være en dertil kvalificeret person. Det siger også sig selv, at det ikke er i lovens ånd, at vagten sidder udenfor og studerer for med mellemrum lige at kigge ind til den fastspændte. Men opgaven er desværre ikke særlig højt prioriteret. jeg har sjældent oplevet faste personalemedlemmer, der har fundet opgaven interessant. Og det skønt man her står over for en opgave, der i særdeleshed kræver kvalifikationer. Den åbner rige muligheder for at udøve ægte psykiatrisk sygepleje.
Som sagt, og som Tilsynet påpeger, befinder vagten sig for sjældent på selve stuen. Dette er stik imod lovens ånd. Der findes afdelinger, hvor praksis er, at en fast vagt befinder sig lige uden for døren. Tankegangen bag denne praksis kan være som følger: Nogle patienter provokerer sig til en bæltefiksering, fordi de mangler kontakt. De vil i bælte for at få selskab af vagten. Når vagten anbringes uden for døren, opnår de ikke denne gevinst.
Efter min mening burde man netop overveje at tilbyde disse patienter omsorg, inden det kommer så vidt, at de skal i bælte. Det er da tankevækkende, at mennesker kan være så desperate, at de provokerer sig til en bæltefiksering for at opnå kontakt. Specielt natten er svær for mange. Angsten kan være overvældende. Meget beroligende medicin kunne undgås, hvis f.eks. nattevagterne var en del af teamet. Hvis det altid var tilladt at søge tryghed hos personalet. Hvis der ikke nødvendigvis skal soves om natten. Mange vælger at bede om pn-ordinationer som erstatning for den lille sludder, som der angiveligt ikke er tid til. At »kontaktfikseringer« og den slags unødvendige pn-medicineringer forekommer er en falliterklæring for systemet og for os alle sammen.
EN ILLUSION
Ofte er det i praksis umuligt at bestille faste vagter til patienter, der ikke ligger i bælte. Situationen kan være denne: En patient, der allerede er fikseret, men som nu kunne klare sig alene med øget opsyn, kan af administrative grunde vanskeligt løsnes, fordi man risikerer at miste den ekstra personaletildeling. Hvis der foreligger selvmordsfare, kan det også indebære bæltefiksering - altså af administrative grunde. Det er i sig selv en skandale.
En lægeordination på ekstra personale/vagt er ingen sikkerhed for, at man også får det. Jeg ville aldrig overlade en deprimeret slægtning eller ven med akutte selvmordstanker til det system, jeg selv arbejder i. Den tryghed, pårørende føler ved at have overladt deres kære til professionelle og den lukkede afdeling, hvor man regner med, at intet kan ske, er en illusion. Mange selvmordskandidater tror heldigvis også selv, at de er under beskyttelse. og denne illusion kan da virke forebyggende.
En patient skal løsnes lige så snart, det er muligt. Den faste vagt skal bl.a. have til opgave at berolige, så opholdet begrænses til det minimale. Det er en vanskelig opgave, som kræver stor indfølingsevne. Det var hensigten, med loven, at opgaven skulle løses på denne måde, men i praksis er det ofte sådan, at man ikke løsner, før eksempelvis dagvagten kommer.
Det er forkert kun at give lægerne skylden for denne fikseringspraksis. De bliver sommetider taget som gidsler. Beslutninger om fiksering træffes som regel af afdelingspersonalet. Først bagefter bliver vagthavende læge tilkaldt for at konfirmere beslutningen. Dette åbner loven mulighed for, hvis situationen er faretruende, og en udsættelse kan være farlig. Den slags situationer er sjældne. jeg vil ikke sige, at en tilkaldt vagtlæge er bedre end afdelingspersonalet til at vurdere, om en patient skal i bælte. Men jeg vil til enhver tid stå fast på, at det er en fordel, at beslutningen, når patienten ikke er akut farlig for sine omgivelser, træffes af nogen uden for afdelingen. Vi er jo kun mennesker. Der er ingen tvivl om, at det kan være skønt at få fjernet en besværlig patient, som er ved at drive personale og medpatienter til vanvid, ved at placere vedkommende i en seng med en FADL-vagt som selskab. Så kan man være fri for ham/hende et stykke tid. Det er ofte den gevinst, man opnår ved bæltefikseringer. Man får fjernet de urolige. Man får fred. Men fremgangsmåden er ikke særlig professionel.
Selv om Folketingets udvalg har haft fat i væsentlige problemer, savner det mulighed for og den nødvendige indsigt til at kunne føre tilsyn med området på en kvalificeret måde. Det siger sig selv, at en delegation, der har meldt sin ankomst og ledsages rundt af hospitalets ledelse, aldrig kan få et reelt billede af, hvordan dagligdagen på en lukket psykiatrisk afdeling former sig. Det handler jo til syvende og sidst ikke kun om, hvordan værelser og faciliteter ser ud. Det psykiske miljø kan man kun få et indtryk af, hvis man har et indgående kendskab til disse institutioners hverdag.
I SENG 24 TIMER I DØGNET
Hvorfor fastspændes så mange? Der findes efter min mening nogle meget iøjnefaldende årsager til dette. Pladsproblemer er en af dem. Uroen, angsten og irritationen stiger, når timer, dage, uger eller måneder skal tilbringes på flersengsstue uden mulighed for at opholde sig andre steder end dér, på en lang kedelig gang eller i en opholdsstue, hvor der typisk er meget støjende og uroligt især for de få ikke-rygere må det være en sand pestilens. Når vi som plejepersonale af og til er kørt trætte af enkelte patienter med en enerverende adfærd, bør vi prøve at forestille os, hvordan det må være at skulle opholde sig på afdelingen 24 timer i døgnet. Patienterne opholder sig uhyggeligt ofte i sengene. Mange stort set døgnet rundt. Det kan være fordi, de ikke har overskud til andet, og fordi mange får unødvendigt meget sløvende medicin, men det kan også være fordi, der simpelthen ikke er andet at tage sig for. Det kræver enorme mængder af sovepiller at få et menneske, der har ligget hele dagen under dynen, til igen at falde i søvn om aftenen. Der mangler beskæftigelse, og der mangler kontakt. For at opnå kontakt skal man som patient helst enten være særlig interessant, særlig hyggelig at omgås eller god til at snakke med medarbejderne.
Vi må vænne os til og forpligte os til, at fysisk udfoldelse med deltagelse af personalet bliver en del af behandlingen. Selvom adskillige undersøgelser har fastslået, at fysisk aktivitet dæmper angst og giver velvære, også for psykisk syge, bliver disse erfaringer jo som regel ikke brugt! Hvis personalet ikke selv deltager i gymnastikken, tager med ud at løbe, spiller bordtennis, eller hvad det nu kan dreje sig om, falder aktiviteterne hurtigt på gulvet. Man må leve, som man lærer fra sig, ellers kan ens troværdighed ligge på et meget lille sted.
KOMMER SJÆLDENT UD
Allerede da man oprettede de første psykiatriske anstalter, var man bevidst om smukke omgivelsers gode indvirkning på syge mennesker. Den dag i dag hører man patienter omtale disse omgivelser som positive for deres psykiske balance. Mange psykiatriske afdelinger ligger også stadig omgivet af dejlige haver. Men har patienterne egentlig gavn af dem? Nej! Det er desværre alt for korrekt, når §71 udvalget kritiserer, at patienter på lukkede afdelinger alt for sjældent kommer ud i den friske luft.
Patienter på lukkede afdelinger har intet krav på at komme uden for afdelingen. Og det gælder bestemt ikke kun på Skt. Hans Hospital.
Der er flere grunde til, at patienterne Sjældent kommer ud, og at besøg ude i den fri luft ofte er meget kortvarige. Det skyldes for en stor del, at vi, personalet, ikke har lyst til at tage patienterne med ud at gå. Det kan være kedeligt. Der stilles heller ikke krav om, at ture ude i luften skal tilbydes i behandlingsforløbet. Det er helt op til de enkelte medarbejdere. Typisk kommer patienter ud, hvis de skal i kiosken. De, der kommer med, er typisk patienter, der har terrænfrihed, alligevel snart skal på åben afdeling,- eller de, der i det hele taget er de nemmeste at have med at gøre. Hvis man er bange for, at en patient stikker af, vil man naturligvis undgå at tage vedkommende med. Resultatet er, at de, der har mest brug for en lukket afdeling, sjældent kommer ud i luften.
TAG HAVERNE I BRUG
Hvad skal man gøre? Ja man kunne jo passende begynde med at bruge al den plads, der allerede findes. Man kan faktisk opholde sig udendørs det meste af året i Danmark uden at tage skade. Men de dejlige haver er som regel uden for patienternes rækkevidde. Grunden til det er, at de såkaldte lukkede haver i Storkøbenhavns psykiatriske sygehuse er så ekstremt dårligt sikrede, at ophold dér er at sammenligne med ophold uden for afdelingen. Havelågen kan være en meter høj. jeg har oplevet, at 70-årige kvinder plankede den fra den lukkede. Under de omstændigheder er det udelukket, at personalet kan tage flugttruede patienter med ud. Man skal altid sikre sig, at man befinder sig mellem patienten og hegnet. Det er en uværdig situation. Skal slagsmål og personskader undgås, kræver det også, at personalemedlemmet er betydeligt fysisk stærkere end patienten.
Det er aldrig gået op for mig, hvorfor disse haver skal pryde hospitalerne for dem, der kommer på besøg udefra, men ikke være til gavn for de mennesker, der netop har så hårdt brug for dem.
For at sikre patienterne den friske luft, som de så sjældent får lov til at indånde, kunne man sikre udeanlæggene bedre. Det indvendes ofte, at der er en risiko for, at området kommer til at ligne et fængsel. Men mon patienterne skulle have bedre af at sidde indendørs og kigge ud mod haven i røg og damp end af at opholde sig derude? For mig at se ville man snildt kunne lade naturen bygge effektive hegn rundt omkring de lukkede afdelinger. Mere behøver vi ikke. Vi risikerer jo ikke, at der kommer en gummiged kørende. Naturhegn er effektive og kan ikke støde nogen. Hvis jeg var patient, ville jeg foretrække at nyde de dejlige haver, selv om de skulle sikres med høje mure og pigtråd. Hellere det end at tvinges til at opholde sig i tilrøgede, trange afdelinger og nyde naturen gennem vinduet. Det er vel i orden, at en lukket afdeling også ER lukket? Er vi bange for skandale, artikler i Ekstrabladet og B.T.? Vi burde kunne tale vore patienters sag så godt, at vi nemt kunne modvirke den slags. Det er vel heller ikke den slags bekymringer, der skal styre udviklingen og tvinge patienterne indendørs.
Mandligt plejepersonale/plejere er som følge af de senere års uddannelsespolitik blevet en alvorlig mangelvare. Det er ikke populært at sige dette. Det erkendes sjældent, men det betyder, at de få, der er tilbage, nærmest stavnsbindes til lukkede afdelinger og får rollen som sikkerhedsvagter. For disse få mænd bliver arbejdet farligere og farligere. jeg har oplevet at løbe til alarm på sikrede, lukkede afdelinger og opdage, at jeg var eneste mand på stedet. Heldigvis er det oftest falsk alarm. Men det kan blive alvor.
Utrygheden er ekstremt stor. Mænd søger naturligt nok ansættelse på de relativt få institutioner, hvor personalet er rimeligt fordelt på de to køn. Derfor er sikkerhedsstandarden mildt sagt ujævn, også i et relativt lille geografisk område. Når man som personale hver dag frygter, at "i dag går det galt," undgår man selvfølgelig også ethvert forsøg på at aktivere patienterne. Så længe de ligger i deres senge og er godt medicinerede, kan vi overleve endnu en dag. Det gælder i dag om at give meget medicin ikke udelukkende for helbredets skyld. Ofte bliver patienter medicinerede med dæmpende midler i en grad, der ville være unødvendig, hvis sikkerhedsforholdene var anderledes.
Dette er den omtalte kemiske spændetrøje, som er uværdig for alle parter. Det er apatien, den bivirkning af psykofarmaka, som vi sjældent tager tilstrækkelig højde for, der unødvendigt plager mange patienter. Det burde høre med til uddannelsen af alle, der beskæftiger sig med psykisk syge, at de ved selvmedicinering fremprovokerer denne følelse. Har man én gang prøvet at leve i den slags glasklokke, får man et andet billede af, hvad det handler om. Man kan ikke læse sig til det.
Apatien er belastende for patienten, der på kunstig måde er blevet gjort totalt ligeglad, og det er en falliterklæring for det persona
Fortsættes side 40
OBS**********OBS**********OBS**********OBS**********OBS
Til toppen
Vi kan allerede nu orienterer om at Psykiatri-klubbens lokalkursus bliver d. 31
oktober, på psykiatrisk hospital og d. 12 og 13 november på Hornstrup-centeret.
Vi har været så heldige at få Nicole Rosenberg til at undervise i "Kognitiv Terapi".
Forløbet vil blive, at vi starter med 2 timers oplæg, d. 31 oktober, fra 14.00 til
16.00, hvor der evt. vil blive lagt op til en "hjemmeopgave", til vi skal mødes igen
på Hornstrup.
Der vil komme nærmere kursusbeskrivelse og tilmelding efter sommerferien.
Til toppen
 | TEMADAGE I SØHUSET Emne:
Udvikling af klubbens arbejde: |
Problem/debat:
Medlemmerne engagerer sig i for ringe udstrækning i klubbens arbejde.
Måske skulle vi udvide/omlægge aktiviteter ?
Vi ser, at lokalkurserne kan have stor tiltrækning BRå såvel nye som gamle medlemmer
- er det et område vi skal udvide ?
Kun vi inddrage medlemmer i bestemte arbejds-/debatgrupper ?
Skal vi lave helt andre tilbud - eksempelvis teaterture.
Hvordan kan vi i givet fald sikre, at klubbens varemærke fortsat er det faglige og
organisatoriske arbejde ?
KONKLUSION 1:
Vi tilstræber stadig at opnå indflydelse alle de relevante steder vi orker.
KONKLUSION 2:
Vi skal arbejde for:
2 årlige internat-kurser af hver 2 dages varighed.
1 årligt eksternat-kursus af 1-2 dages varighed.
Vi tilbyder 4+2 pladser til henholdsvis Randers og Silkeborg. Salgsaftalen skal indebære, at pladserne betales uanset om de benyttes.
Salgsprisen skal være godt og vel "kostprisen".
Vi forsøger os med indførelse af kursusafgift - på eksempelvis 500,- kr.
KONKLUSION 3:
De budgetmæssige muligheder for at afsætte 10.000 kr. årligt til kulturelle aktiviteter
undersøges positivt.
Til toppen
| TEMADAGE I SØHUSET Emne: Information fra klub til medlemmer |
Nuværende:
Vi udsender referater fra bestyrelsesmøder og fællesmøder til alle arbejdspladser.
Problem/debat:
Indtrykket er, at referaterne læses af meget få.
Derimod er det indtrykket at "Overgangen" blev læst af flere.
Forslag:
Vi samler "Væsentlige" beslutninger fra møderne og udsender dem i et måneds - eller kvartalsblad.
Bladet kan samtidig indeholde andet relevant stof - eksempelvis fra det landsdækkende Nyhedsbrev, Fagligt Nyt, Psykiatri Information m.v.
KONKLUSION:
Mødereferater udsendes til tillidsrepræsentanter og bestyrelse - det kan
fremsendes til privatadresse eller pågældendes arbejdssted.
Der udgives et kvartalsblad, der bl.a. indeholder mødereferater i fuld ordlyd.
Bladet udsendes således: På P.H sendes det - påført labels med hvert enkelt navn til afdelingerne.
Udenfor P.H.: Bladet sendes - påført labels med hvert enkelt navn - til tillidsrepræsentanterne.
Bladet udsendes 14 dage efter vi har modtaget det landsdækkende Nyhedsbrev fra
plejernes faglige udvalg.
Bladansvarlig: Mette Grandjean
Til toppen
| TEMADAGE I SØHUSET |
Service for alle medlemmer:
Nuværende:
Gamle traditioner gør, at vi i første række tænker på plejere og hospital
Problem/debat:
Vi er tilbøjelige til at "glemme" såvel sos. ass., værkstedspersonale, institutionerne og medlemmer med særligt arbejde(mellemledere).
Arbejdsforhold på P.H. 's sengeafdelinger er et ofte diskuteret emne, mens arbejdsforhold andre steder kun sjældent berøres.
Forslag:
Vi kan overveje om, det kan nytte at udnævne ansvarlige på de enkelte områder.
Vi kan overveje andre initiativer - eksempelvis arbejdsgrupper for "Øvrige".
Måske skal vi have særlige tilbud til ansatte udenfor hospitalet ?
KONKLUSION 1:
Vi laver en møderække, der starter som kaffeklub for social- og sundhedsassistenter.
Ansvarlige: Jette og Sjurdur.
KONKLUSION 2:
Vi skal gøre vores møderække (rundt på inst.) færdig og efterfølgende tage en snak
med de enkelte TR om, hvordan vi kommer videre.
KONKLUSION 3:
Værkstedspersonalet har ikke særlige utilgodesete behov i forhold til klubben.
